Læsetid: 10 min.

Bernhard-Henri Lévy: Nationalpopulismen sætter Europas fremtid på spil

Europaparlamentsvalgkampen domineres af Europas fjender, siger Frankrigs mest fremtrædende mediefilosof, der i månedsvis har turneret med et teaterstykke, som er hans aktivistiske bidrag til at redde Europa
Bernhard-Henri Lévy er en fransk intellektuel debattør og filosof. I Frankrig kaldes han ofte blot BHL. Han var en af lederne af Nouvelle Philosophie-bevægelsen.

Bernhard-Henri Lévy er en fransk intellektuel debattør og filosof. I Frankrig kaldes han ofte blot BHL. Han var en af lederne af Nouvelle Philosophie-bevægelsen.

Jakob Dall

27. april 2019

Der er kun få uger til europaparlamentsvalget, og Bernhard-Henri Lévy lægger sit ansigt i bekymrede folder. For det er hans modstandere, der er i offensiven.

»Det er jo hadprædikanterne, vi hører – dem, der tordner imod Europa. Det er de skingre salvinier, le pen’erne og jeres Dansk Folkeparti, der er gået sammen om at råbe højest i denne europavalgkamp. Jeg kan slet ikke høre, slet ikke få øje på Europas proeuropæiske stemmer, de overbeviste humanister, de retskafne demokrater – hvor findes de?«

For den 70-årige franske filosof er spørgsmålet retorisk: Åbenlyst vil han gerne selv vil være en af de stemmer, han efterlyser. Derfor sidder han over for mig i et fornemt Louis Seize-møbel på Frankrigs ambassade denne aprildag. Og måske derfor virker han lidt slidt, for han gør, hvad han kan for at blive den stemme.

I disse måneder har superproeuropæeren Bernhard-Henri Lévy kastet alle kræfter ind på at redde det Europa, som han og andre iagttagere ser truet af en nationalpopulistisk front, der på tværs af flere lande har dannet sig i et udtrykkeligt forsæt om at nedbryde EU, som vi kender det. Ifølge Lévy til stor skade for Europas sans og samling. Og for dets muligheder for at spille med blandt verdens dominerende magter. 

Derfor går han søndag på scenen i Det Kongelige Teater i den for længst udsolgte enakter, Looking for Europe – et stykke, han i månedsvis har turneret med i USA og i europæiske hovedstæder. Formen er en monolog, som han hele tiden skriver på, så den er tilpasset de nyeste politiske udviklinger.

Onemanshow

Eneste medvirkende i det intellektuelle onemanshow er ham selv, der skal forestille at sidde på et hotelværelse i Sarajevo med sin laptop og fabulere (på engelsk) om Europas idealer – og om de fjender, der truer det indefra.

Som Lévy forklarer i præsentationsteksten:

»Europa med sine love, demokratier og ideer; tilflugtsstedet, der siden oplysningstiden har fungeret som et hjem for det frie individ og som forbillede for undertrykte over hele verden, har tilsyneladende mistet mælet og er blevet drænet for energi. Europa sidder med hænderne for ansigtet, og med truslen om at miste sin fremtid hængende over hovedet. Jeg hverken kan eller vil sidde stille, mens katastrofen indtræffer.«

– Hvorfor har du kaldt din monolog for ’Looking for Europe’?

»Med det vil jeg sige, at Europa er blevet væk ... eller at Europa er på vej til at miste sig selv,« siger Lévy og undertrykker en gaben efter et af de ’powernaps’, han ifølge pressesekretæren må tage imellem dagens mange interviews. Posituren er afslappet. Lévy har taget skoene af og hviler de silkestrømpebeklædte fødder på barokbordet.

»Med det vil jeg sige,« fortsætter han, »at de, som skulle være Europas vogtere – det vil sige i første række de europæiske institutioner – ikke har gjort deres arbejde godt nok. Og at de derfor i et vist omfang har lidt nederlag. Det kan for mig at se blive fuldstændig afgørende for Europa og for verden, at Europa finder sig selv igen. For Europa er mere end et kontinent, og EU mere end et overstatsligt samarbejde. Europa er et korpus af fælles værdier, et særligt forhold til tid og rum, til et historisk sammenbundet fællesskab, der bekender sig til det åbne samfund. Det er den arv, vi risikerer at miste, hvis vi ikke genfinder prinsessen Europa.«

Den prinsesse, som Lévy refererer til, er den fønikiske kongedatter Europa, der i græsk mytologi blev bortført af minoerne – og som har lagt navn til vores kontinent.

– Men kan du redde Europa ... med en teaterturné?

»Det gør jeg mig selvfølgelig ikke illusioner om. Jeg ved, at jeg bare er en intellektuel. Og at en forfatter pr. definition er i en svag position. Jeg har ingen divisioner, intet parti og ingen statsmagt i ryggen. Alligevel ved jeg også af erfaring, at det nogle gange kan lykkes at rive mennesker med sig, når man står op for en sag. Det er, hvad jeg håber, vil ske.«

Hundegalskab

– Men hvorfor et teaterstykke?

»Politiske massemøder ligger ikke til mig, da jeg ikke er politiker. Jeg er forfatter, men at skrive bøger er ikke ideelt som direkte aktivisme. Bogen er et langsomt medie, det tager tid, før læsning gør sin virkning. En teaterturné giver mulighed for komme rundt fra by til by og for en mere direkte henvendelse til et konkret publikum. Muligheden for at skabe umiddelbar effekt er til stede. Derfor valgte jeg en litterær performance som aktionsform. Derfor – og så fordi det morer mig.«

Minoerne, der vil bortføre dagens Europa, er i Lévys optik nationalpopulismen, som han betegner som en form for »hundegalskab«, vi bedst kan bekæmpe ved »at tage parti for folket«. Men hvad vil det sige?

»Modsat hvad populisterne selv påstår, er populismen folkets fjende. For folket er jo hele det altomfattende fællesskab. Når populisterne siger, at de vil gøre op med eliterne, splitter de fællesskabet og amputerer det for en af dets dele. Når en populistisk bevægelse som De Gule Veste angriber republikkens institutioner, monumenter og symboler, angriber den institutioner, som tjener folket. Ikke institutioner, som tjener de superrige oligarker, for de har for længst gjort sig uafhængige af nationalstaten i deres skattely. Med deres elitehad og had til intellektuelle krænker populisterne demokratiets og republikkens institutioner. Og dermed skader de folket.«

Anglosaksiske allierede

For Lévy er to af de værste ’nationalpopulistiske trusler’ mod Europa den potentielle frakobling af kontinentets traditionelle to store allierede: USA og Storbritannien. Modsat Frankrigs præsident Macron – der presser på for at få afgjort Brexit, om det så skal ske i form af en hard Brexit uden nogen aftale med EU – kan Lévy slet ikke forestille sig et Europa uden Storbritannien (som han konsekvent omtaler som ’England’).

»Historisk ser jeg England som en af de vigtigste motorer i den europæiske konstruktion. Ofte siges det, at England er et fodslæbende medlem af EU, og det er måske sandt i det praktiske politiske arbejde i EU’s dagligdag, men i et større billede er det modsatte tilfældet.«

»England har gjort Europa stærkere ved sine ideer og ved sin pragmatiske sans. Ideen om liberalisme, som er så essentiel for Europa, og navnlig ideen om, at politisk og økonomisk liberalisme hører sammen som uadskillelige, er englændernes opfindelse. Ikke franskmændenes, ikke tyskernes. Europa står i en kolossal intellektuel gæld til England. At skulle undvære englændene inden for fællesskabet er som at skulle undvære den ene arm. Man kan overleve, men det bliver aldrig det samme.«

– Andre trusler mod den europæiske liberale demokratimodels sammenhold kommer fra Østeuropas illiberale regimer. Hvordan undgår vi, at Europa revner over en øst-vest-akse?

»Ved at stoppe den igangværende splittelse. Vi må modvirke den opfattelse, at Europa bare er en tom skal eller fire vægge, inden for hvilke de enkelte lande kan udarte politisk, som de vil. Vi kan ikke inden for EU have både liberale og illiberale regimer, både demokratier og demokraturer – det lader sig ikke gøre. Det må man gøre befolkningerne i de pågældende lande langt mere klart. De er nødt til at vide, hvilke risici de løber ved at stemme på illiberale kræfter.«

– Men ret beset ønsker jo overvældende folkeflertal i både Polen og Ungarn at forblive i EU ....

»Fuldstændig rigtigt. De har ikke lyst til at forlade EU, og derfor må de forstå, at det alligevel kan blive konsekvensen af at fortsætte den illiberale kurs.«

Dynamisk duo

– Historisk bevæger EU sig fremad, når partnerskabet mellem Tyskland og Frankrig fungerer som en dynamisk duo. Udsigterne tegner vel ret ringe med indenrigspolitisk svækkede ledere i begge lande?

»Svækket? Ikke Macron så meget, nej.«

– Ikke? Krisen med De Gule Veste har snart varet i et halvt år, og hans nationale debat, hvis politiske følger stadig er uvisse, betragtes med skepsis ...

»Krisen med De Gule Veste er slut, i al fald i sin akutte form. Det er korrekt, at nogle få tusinder vandaler bliver ved med at gå på gaden lørdag efter lørdag, men det er for længst ikke længere en social bevægelse. Macron har fået styr på den krise, så jeg ser ham ikke som specielt svækket, og hvad angår Merkel, har hun da endnu to år tilbage ved magten. Ny europæisk dynamik forudsætter valgsejre til proeuropæiske partier, og det står de jo til i Danmark ved jeres snarlige valg, forstår jeg. Men ja, der skal selvfølgelig ledelse til, og Macron ligner lige nu en naturlig leder, men der kunne være andre.«

– Macron fremstår som supereuropæeren, der tør fremlægge dristige ideer for det europæiske projekt om mere demokratisk inddragelse, et fælles budget osv. Men han er vel også personifikationen af de euroeliter, som Salvini, Le Pen, Orban & Co. raser imod?

»So what! Orban tilhører da lige så meget ’en elite’– glem ikke, at hans vigtigste allierede er hans hjemlige oligarker, og det samme gør sig gældende for Brexit-fløjen i Storbritannien. Der findes gode eliter og dårlige eliter.«

Forfattermanifest

 – Apropos elite var du og andre prominente europæiske intellektuelle og forfattere for nylig afsendere af et åbent brev – et patosfyldt manifest for det liberale demokrati og dets værdier – der advarede imod, at europaparlamentsvalget til maj bliver en sejr for for nationalpopulistiske ’brandstiftere’. Det er et brev, som en lederskribent på min avis kritiserede for sin elitære tone, der risikerer at bekræfte populisternes fjendebillede. Ifølge skribenten er brevet uden refleksion over de sociale bekymringer og politiske frustrationer, som populisterne søger at være et svar på, og derfor fremmer brevet konfrontation.

»Jeg kan ikke se, at der skulle være noget i vores tekst, der bringer os på en eller anden elitær afstand af folket. Det er en tekst, hvis formuleringer er afstemt mellem 30 forfattere. Den har aldrig været tænkt som en henvendelse til masserne. Man er ikke forpligtet til altid at henvende sig til masserne. Det er ikke en rolle, der passer til forfattere: at være folketribuner. Læs det som en smuk tekst, hvor europæiske forfattere ganske enkelt påkalder sig deres fælles tilhørsforhold til Europa som kulturarv. Ingen kan forpligte os til at undskylde for at tilhøre en elite.«

– Men er der alligevel ikke noget i jeres analyse, der fejler? Der er en enorm vrede mange steder i Europa og især i Frankrig. Vreden må have et dybere grundlag end bare at være et fænomen, som demagoger og populister har talt op af det blå? Bunder den ikke i en følelse hos de såkaldte globaliseringstabere af at være svigtet og glemt af deres ledere? Og har EU med sin globaliseringsvenlige politik ikke netop bidraget til dette?

»Jo, nogle føler sig svigtet og glemt, men hør lige – det er da ikke nyt. Der har altid været klassekamp og sociale modsætninger. Men hvad er det rette svar på klassemodsætninger og på den relative følelse af svigt? Jeg vil gerne understrege, at den følelse må være relativ i lande, der som Frankrig har en veludbygget velfærdsstat. Skal man reagere ved at fremsætte konkrete krav eller ved at slå ting i stykker? De Gule Veste reagerer ikke bare på en følelse af svigt, men på en følelse af had. Hvis de var animeret af et ønske om at blive bedre integreret i samfundet, ville dette afspejle sig i sådanne krav, men deres krav er jo diffuse, ja efterhånden kræver de ikke længere noget. De laver bare ballade.«

Gehør for folkestemninger

– Hvorfor er det, at populistledere som Donald Trump og Marine Le Pen synes at have bedre gehør for disse folkestemninger? Taler de de frusteredes sprog bedre?

»Jo, såmænd. Men hvem er lige den gode demokrat her? Er det den, der har gehør for vreden hos De Gule Veste, eller er det den, der har rygrad nok til at stå fast på retsstatsprincipper og sige til De Gule Veste, at de ikke har nogen ret til at blokere rundkørsler, så folk ikke kan komme på arbejde. At sige, at de har ikke ret til at fornærme jøder eller til at hærge en ministerialbygning. Hvem er den sande demokrat? Måske har Marine Le Pen et sådant gehør, men det er ikke just nogen demokatisk udmærkelse. Den ære tilkommer dem, som over for pøbelvælde tør insistere på de demokratiske principper.«

– Burde de europæiske eliter alligevel ikke vise sig mere imødekommende over for de mange vrede europæere?

»Men hvem eller hvad er de europæiske eliter? Jeg har ikke selv det mindste til fælles med dem, som du sikkert tænker på med det begreb. Elitebegrebet er en social konstruktion. Hvad er det, som disse eliter tænkes at have til fælles? Jeg har svært ved at se, hvilke fejl Europas liberale humanister og intellektuelle har begået, eller hvilken forbrydelse de skal sone. Hvordan de skulle forandre sig? De passer deres arbejde. Jeg skriver min klumme hver anden uge og en bog hver andet år. Jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle modificere mine formuleringer for at blive bedre forstået.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Bjørn Pedersen
Gert Romme og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

Levy's "europæer" er tydeligvis ikke forskellig fra DF's "dansker". Begge sætter en identitet op på en pedestal, begge erklærer deres fantasier om en dansker/europæer som den ægte vare, den ægte europæer, den ægte dansker. Den ægte europæer er ligeså begejstret for EU, for EU's hymne, for EU's flag, for "Europas farfar" Karl den Store og de "Europæiske fædre" der stod bag den europæiske Kul og Stålunion. Og en ægte dansker spiser medisterpølse, elsker dansktop og vil forbyde fremmede religioner i ytringsfrihedens navn...

Nationalismen startede med, blandt og blev formidlet af, datidens kulturelite. Levy's ideal..:

"Europa er et korpus af fælles værdier, et særligt forhold til tid og rum, til et historisk sammenbundet fællesskab, der bekender sig til det åbne samfund. Det er den arv, vi risikerer at miste, hvis vi ikke genfinder prinsessen Europa.«"

..er jo et stort, åbent, ildelugtende, befængt nationalistisk sår på en mand, der i sin febervildelse ikke forstår at han er nationalist, at han taler som en nationalist, om en imaginær, fantastisk, europæisk nation, et fællesskab der aldrig har eksisteret i den form han romantiserer om.

Europa og europæer-begrebet er ligeså socialt konstrueret som Levys "minorere". Jeg tror skam på at der findes europæere, ligesom der findes danskere. Men at idealisere, romantisere og fetishere en eller begge dele, er et fedt. At forestille sig at en idealisering, romantisering skulle være en fornuftig grobund for den måde europæere forstår sig selv, og omgår hinanden på er en forestilling, der ikke adskiller sig fra den nationalistiske tilgang til nationen. Eneste forskel er at man vil skabe en lidt størrere "nation". Myterne, romanticeringen, og associationen mellem at er man medlem af nation X må man også tro på Y, går igen.

Så den kan jo også være, kære Levy, at pøbelen mener at din eliteløsning er den forkerte elites løsning? At der simpelthen ikke lader til at være særligt meget intellekt bag visse selvudnævnte intellektuelle.

Per Torbensen, Niels Duus Nielsen, Erik Winberg og Mikkel Dahl anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Tjo. Men hvis ikke man finder ud af noget sammen, ender man bogstaveligt talt med et fravær af sam-fund. Så er vejen til "alles krig mod alle" måske kort.

Bjørn Pedersen

@Jan Henrik Wegener
At finde ud af ting sammen forudsætter ikke at man er de samme. Det er ikke nødvendigt at skabe en fælles identitet for at kunne enes i Europa, eller verden for den sags skyld. Det er ikke vores forskelle der skaber grobunden til en alles krig mod alle - det er manglen på vilje og evne til acceptere at vi er forskellige.

Niels Duus Nielsen

"Elitebegrebet er en social konstruktion. Hvad er det, som disse eliter tænkes at have til fælles?"

Balletten! Det er der alle de indflydelsesrige mennesker fra alle de mange underafdelinger af eliten mødes: Pengeeliten, kultureliten, den intellektuelle elite, magteliten osv.

Og hvor ved jeg så det fra? Det har jeg ladet mig fortælle af en nulevende, nu pensioneret dansk fagfilosof, som helt klart betragter sig selv som medlem af den intellektuelle elite, og som aldrig undlod at underholde os med lidt namedropping under forelæsningerne: "Som direktør Diller-Daller fortalte mig forleden, da jeg mødte ham i foyeren på Det kongelige Teater..."

Bernhard-Henri Lévy betragter sig også som selvskrevet til at tilhøre denne elite, som altid har ret, fordi den har ret, og alle, der er uenige, er per definition medlemmer af den udemokratiske pøbel - hør bare: "Man er ikke forpligtet til altid at henvende sig til masserne".

Det er godt gået af Niels Ivar Larsen således at få manden til selv at afsløre sin bundløse arrogance, fx i følgende formulering: "Jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle modificere mine formuleringer for at blive bedre forstået".

Prisen tager han dog med sin kritik af populismen: "For folket er jo hele det altomfattende fællesskab. Når populisterne siger, at de vil gøre op med eliterne, splitter de fællesskabet og amputerer det for en af dets dele". Vi er alle i samme båd, og derfor skal vi ikke rokke båden - og da slet ikke gå efter bandirektører og finanstilsynsmænd, for de "passer bare deres arbejde".

Det er egentlig utroligt, at man kan slippe afsted med sådanne platheder, og alligevel blive betragtet som "Frankrigs mest fremtrædende mediefilosof". Jeg gætter på, at det gænger sammen med, at Bernhard-Henri Lévy ofte lader sig se i foyeren, når der spilles ballet.

jan henrik wegener

Hvis du mener at vi langt hen ad vejen kan have forskellige holdninger, præferencer, adfærd o.s.v. er jeg sådan set nok enig. Men alligevel er det et spørgsmål om ikke vi behøver et minimum af hvad vi kan kalde en "fælles platform" eller "overenskomst", som godt kan være tavs. Lovene er et eksempel.

Lad os være realistiske. Disse sorte kræfter findes nu i alle lande i vores Europa. Nogle af dem lusker rundt med deres hadefulde fanatisme i Europas bagerste baggårde. Medens andre er iført mørke habitter og tages imod som fyrster af vore såkaldte "ansvarlige" politikere.

Nogle af dem ønsker slet ingen demokrati, - de vil kun have en stærk leder. Medens andre kan acceptere en form for skindemokrati - på deres præmisser og med dem selv som lederne. Derfor er det vores fordel, at mange af dem slet ikke kan enes eller sidde i samme parti-gruppe i EU-parlamentet.

Men lad os slå fast, de er altså valgte af vælgere i vores Europa. Så der må være mange, der bærer på disse holdninger.

Og tilsammen kommer de altså til at udgøre 20-25% af alle parlamentarikere i parlamentet. Så de kan sagtens hæmme en nødvendig udvikling af vores Europa. - Desværre.

Touhami Bennour

Euroeiske Unione bliver ikke Henry Levy´s Europeiske union. Eu arbejder med en plan, der kan rumme alle naboer til EU. Man har kaldte "PEV" politique europeenne de voisinage ( Europeisk politik for naboskab). "PEV" rummer alle lande i syd. middelhavet og EU Der arbejdes med PEV siden 2002 tror jeg. Hvad angår DF og Le Pen modstand bliver endnu hårdere, ide disse partier er racister udover deres modstand til EU.

Den der er intersseret at vide mere om den plan : søg over "PEV" "EU naboskab politik". Man kan ikke undvære "Middelhavet" Der begynder historien.

Solkongementaliteten for de siddende politikere som naturlige rettighedshavere til magten over folket i evighed, er vist en misforståelse der kræver et par kolde afvaskninger hos Levy.

Han mener åbenbart, at folket ikke må udvise utilfredshed overfor elitens beslutninger om folket liv, men han burde vide langt bedre fra den franske histories annaler, der fortæller en historie om elitens misbrug af folkets tillid, funderet i elitens ekstravagante livsstil parret med en nedladenhed overfor befolkningens sult og elendighed.

Netop det sidste er beskrevet og bragt frem i lyset af adskillige franske forfattere i tidligere tiders skrifter, - og burde være en lære for den franske elite og dens eller så store tænkere, der offentligt kritiserede eliternes manglende forståelse for andres liv, og kun opfyldte deres egen vellevned på bekostning af alle andre.

Ynkelig snæversynethed er hvad han repræsenterer for eliterne dogmerettigheder som første prioritet for et samfund, og man mindes uforståeligheden tilbage fra den franske historie med Marie Antoinette, der hørte folket sultede fordi der manglede brød, hvortil hun udbrød med sine "kloge ord"; "så lad dem spise kage"!

Det er ikke borgerne der har kørt EU ud i sandet, men derimod politikerne selv ved at tilsidesætte store dele af de borgere som de skulle lede for et fælles samfund, men har tilsidesat i så mange år i forhold til demokratiet i EU ved ikke at træffe beslutninger der omfattede borgerne i samme grad som kapitalen.

Det synlige demokrati i EU sker ved valg engang hvert 4 år til EU parlamentet, og i mellemtiden undergraves det helt og holdent af kapitalens lobbyister i lukkede møder, som omgår den demokratiske styreform, via sin påvirkning af de politiske beslutningsprocesser.

Kapitalen bruger årligt mia. på denne omgåelse af demokratiet i EU, for de gør det for bedre vilkår for sig selv først og fremmest, - og det kan åbenbart betale sig, siden man fortsat bruger så mange penge på disse lobbyister.

- Borgerne må altså nøjes med de brødkrummer der falder af, for at tilfredsstille kapitalen!

De store og vigtige spørgsmål for et samlet Europa er man gået let og mindre elegant udenom, i den gamle stil under devisen, - folket må bære de byrder vi giver dem.

Nedprioriteringen(nedbrydningen) af det sociale område er sket konsekvent igennem mange år, til fordel for kapitalen, og arbejdskraften anset som en naturlig ressource på linje med en maskine, der efter endt brug blot smides ud, som skrot, - for der findes intet liv for udslidte maskiner, så behovet for pension er ligegyldigt.

Fortidens kongelige hofnarrer, musikanter blev afløst af handelshusenes mæcener, der holdt mystikere og andet godt folk til, genfinder vi i dagens intellektuelle kulturelite kaldes filosoffer for eliternes rettigheder, som gerne beskriver og fortæller om den rette åndelig adfærd som folket skal efterleve for at blive opfattet pænt af åndseliterne.

"Status Quo" må ikke ændres, syntes at være standpunktet i denne filosofi for det gode liv - i hvert fald for dem selv og deres betydning i deres egen elvforståelse som tjenere for landets omdømme og fortsatte væren og beståen.

Fortiden tænkere kunne se længere end til deres næsetip, - den evne lader til at være gået tabt hos nutidens folk, der gerne vil fortsætte rækken af fortiden tænkere, men når dem ikke til sokkeholderne.