Læsetid: 10 min.

Bernhard-Henri Lévy: Nationalpopulismen sætter Europas fremtid på spil

Europaparlamentsvalgkampen domineres af Europas fjender, siger Frankrigs mest fremtrædende mediefilosof, der i månedsvis har turneret med et teaterstykke, som er hans aktivistiske bidrag til at redde Europa
Bernhard-Henri Lévy er en fransk intellektuel debattør og filosof. I Frankrig kaldes han ofte blot BHL. Han var en af lederne af Nouvelle Philosophie-bevægelsen.

Bernhard-Henri Lévy er en fransk intellektuel debattør og filosof. I Frankrig kaldes han ofte blot BHL. Han var en af lederne af Nouvelle Philosophie-bevægelsen.

Jakob Dall

27. april 2019

Der er kun få uger til europaparlamentsvalget, og Bernhard-Henri Lévy lægger sit ansigt i bekymrede folder. For det er hans modstandere, der er i offensiven.

»Det er jo hadprædikanterne, vi hører – dem, der tordner imod Europa. Det er de skingre salvinier, le pen’erne og jeres Dansk Folkeparti, der er gået sammen om at råbe højest i denne europavalgkamp. Jeg kan slet ikke høre, slet ikke få øje på Europas proeuropæiske stemmer, de overbeviste humanister, de retskafne demokrater – hvor findes de?«

For den 70-årige franske filosof er spørgsmålet retorisk: Åbenlyst vil han gerne selv vil være en af de stemmer, han efterlyser. Derfor sidder han over for mig i et fornemt Louis Seize-møbel på Frankrigs ambassade denne aprildag. Og måske derfor virker han lidt slidt, for han gør, hvad han kan for at blive den stemme.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Bjørn Pedersen
Gert Romme og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

Levy's "europæer" er tydeligvis ikke forskellig fra DF's "dansker". Begge sætter en identitet op på en pedestal, begge erklærer deres fantasier om en dansker/europæer som den ægte vare, den ægte europæer, den ægte dansker. Den ægte europæer er ligeså begejstret for EU, for EU's hymne, for EU's flag, for "Europas farfar" Karl den Store og de "Europæiske fædre" der stod bag den europæiske Kul og Stålunion. Og en ægte dansker spiser medisterpølse, elsker dansktop og vil forbyde fremmede religioner i ytringsfrihedens navn...

Nationalismen startede med, blandt og blev formidlet af, datidens kulturelite. Levy's ideal..:

"Europa er et korpus af fælles værdier, et særligt forhold til tid og rum, til et historisk sammenbundet fællesskab, der bekender sig til det åbne samfund. Det er den arv, vi risikerer at miste, hvis vi ikke genfinder prinsessen Europa.«"

..er jo et stort, åbent, ildelugtende, befængt nationalistisk sår på en mand, der i sin febervildelse ikke forstår at han er nationalist, at han taler som en nationalist, om en imaginær, fantastisk, europæisk nation, et fællesskab der aldrig har eksisteret i den form han romantiserer om.

Europa og europæer-begrebet er ligeså socialt konstrueret som Levys "minorere". Jeg tror skam på at der findes europæere, ligesom der findes danskere. Men at idealisere, romantisere og fetishere en eller begge dele, er et fedt. At forestille sig at en idealisering, romantisering skulle være en fornuftig grobund for den måde europæere forstår sig selv, og omgår hinanden på er en forestilling, der ikke adskiller sig fra den nationalistiske tilgang til nationen. Eneste forskel er at man vil skabe en lidt størrere "nation". Myterne, romanticeringen, og associationen mellem at er man medlem af nation X må man også tro på Y, går igen.

Så den kan jo også være, kære Levy, at pøbelen mener at din eliteløsning er den forkerte elites løsning? At der simpelthen ikke lader til at være særligt meget intellekt bag visse selvudnævnte intellektuelle.

Per Torbensen, Niels Duus Nielsen, Erik Winberg og Mikkel Dahl anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Tjo. Men hvis ikke man finder ud af noget sammen, ender man bogstaveligt talt med et fravær af sam-fund. Så er vejen til "alles krig mod alle" måske kort.

Bjørn Pedersen

@Jan Henrik Wegener
At finde ud af ting sammen forudsætter ikke at man er de samme. Det er ikke nødvendigt at skabe en fælles identitet for at kunne enes i Europa, eller verden for den sags skyld. Det er ikke vores forskelle der skaber grobunden til en alles krig mod alle - det er manglen på vilje og evne til acceptere at vi er forskellige.

Niels Duus Nielsen

"Elitebegrebet er en social konstruktion. Hvad er det, som disse eliter tænkes at have til fælles?"

Balletten! Det er der alle de indflydelsesrige mennesker fra alle de mange underafdelinger af eliten mødes: Pengeeliten, kultureliten, den intellektuelle elite, magteliten osv.

Og hvor ved jeg så det fra? Det har jeg ladet mig fortælle af en nulevende, nu pensioneret dansk fagfilosof, som helt klart betragter sig selv som medlem af den intellektuelle elite, og som aldrig undlod at underholde os med lidt namedropping under forelæsningerne: "Som direktør Diller-Daller fortalte mig forleden, da jeg mødte ham i foyeren på Det kongelige Teater..."

Bernhard-Henri Lévy betragter sig også som selvskrevet til at tilhøre denne elite, som altid har ret, fordi den har ret, og alle, der er uenige, er per definition medlemmer af den udemokratiske pøbel - hør bare: "Man er ikke forpligtet til altid at henvende sig til masserne".

Det er godt gået af Niels Ivar Larsen således at få manden til selv at afsløre sin bundløse arrogance, fx i følgende formulering: "Jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle modificere mine formuleringer for at blive bedre forstået".

Prisen tager han dog med sin kritik af populismen: "For folket er jo hele det altomfattende fællesskab. Når populisterne siger, at de vil gøre op med eliterne, splitter de fællesskabet og amputerer det for en af dets dele". Vi er alle i samme båd, og derfor skal vi ikke rokke båden - og da slet ikke gå efter bandirektører og finanstilsynsmænd, for de "passer bare deres arbejde".

Det er egentlig utroligt, at man kan slippe afsted med sådanne platheder, og alligevel blive betragtet som "Frankrigs mest fremtrædende mediefilosof". Jeg gætter på, at det gænger sammen med, at Bernhard-Henri Lévy ofte lader sig se i foyeren, når der spilles ballet.

jan henrik wegener

Hvis du mener at vi langt hen ad vejen kan have forskellige holdninger, præferencer, adfærd o.s.v. er jeg sådan set nok enig. Men alligevel er det et spørgsmål om ikke vi behøver et minimum af hvad vi kan kalde en "fælles platform" eller "overenskomst", som godt kan være tavs. Lovene er et eksempel.

Lad os være realistiske. Disse sorte kræfter findes nu i alle lande i vores Europa. Nogle af dem lusker rundt med deres hadefulde fanatisme i Europas bagerste baggårde. Medens andre er iført mørke habitter og tages imod som fyrster af vore såkaldte "ansvarlige" politikere.

Nogle af dem ønsker slet ingen demokrati, - de vil kun have en stærk leder. Medens andre kan acceptere en form for skindemokrati - på deres præmisser og med dem selv som lederne. Derfor er det vores fordel, at mange af dem slet ikke kan enes eller sidde i samme parti-gruppe i EU-parlamentet.

Men lad os slå fast, de er altså valgte af vælgere i vores Europa. Så der må være mange, der bærer på disse holdninger.

Og tilsammen kommer de altså til at udgøre 20-25% af alle parlamentarikere i parlamentet. Så de kan sagtens hæmme en nødvendig udvikling af vores Europa. - Desværre.

Touhami Bennour

Euroeiske Unione bliver ikke Henry Levy´s Europeiske union. Eu arbejder med en plan, der kan rumme alle naboer til EU. Man har kaldte "PEV" politique europeenne de voisinage ( Europeisk politik for naboskab). "PEV" rummer alle lande i syd. middelhavet og EU Der arbejdes med PEV siden 2002 tror jeg. Hvad angår DF og Le Pen modstand bliver endnu hårdere, ide disse partier er racister udover deres modstand til EU.

Den der er intersseret at vide mere om den plan : søg over "PEV" "EU naboskab politik". Man kan ikke undvære "Middelhavet" Der begynder historien.

Solkongementaliteten for de siddende politikere som naturlige rettighedshavere til magten over folket i evighed, er vist en misforståelse der kræver et par kolde afvaskninger hos Levy.

Han mener åbenbart, at folket ikke må udvise utilfredshed overfor elitens beslutninger om folket liv, men han burde vide langt bedre fra den franske histories annaler, der fortæller en historie om elitens misbrug af folkets tillid, funderet i elitens ekstravagante livsstil parret med en nedladenhed overfor befolkningens sult og elendighed.

Netop det sidste er beskrevet og bragt frem i lyset af adskillige franske forfattere i tidligere tiders skrifter, - og burde være en lære for den franske elite og dens eller så store tænkere, der offentligt kritiserede eliternes manglende forståelse for andres liv, og kun opfyldte deres egen vellevned på bekostning af alle andre.

Ynkelig snæversynethed er hvad han repræsenterer for eliterne dogmerettigheder som første prioritet for et samfund, og man mindes uforståeligheden tilbage fra den franske historie med Marie Antoinette, der hørte folket sultede fordi der manglede brød, hvortil hun udbrød med sine "kloge ord"; "så lad dem spise kage"!

Det er ikke borgerne der har kørt EU ud i sandet, men derimod politikerne selv ved at tilsidesætte store dele af de borgere som de skulle lede for et fælles samfund, men har tilsidesat i så mange år i forhold til demokratiet i EU ved ikke at træffe beslutninger der omfattede borgerne i samme grad som kapitalen.

Det synlige demokrati i EU sker ved valg engang hvert 4 år til EU parlamentet, og i mellemtiden undergraves det helt og holdent af kapitalens lobbyister i lukkede møder, som omgår den demokratiske styreform, via sin påvirkning af de politiske beslutningsprocesser.

Kapitalen bruger årligt mia. på denne omgåelse af demokratiet i EU, for de gør det for bedre vilkår for sig selv først og fremmest, - og det kan åbenbart betale sig, siden man fortsat bruger så mange penge på disse lobbyister.

- Borgerne må altså nøjes med de brødkrummer der falder af, for at tilfredsstille kapitalen!

De store og vigtige spørgsmål for et samlet Europa er man gået let og mindre elegant udenom, i den gamle stil under devisen, - folket må bære de byrder vi giver dem.

Nedprioriteringen(nedbrydningen) af det sociale område er sket konsekvent igennem mange år, til fordel for kapitalen, og arbejdskraften anset som en naturlig ressource på linje med en maskine, der efter endt brug blot smides ud, som skrot, - for der findes intet liv for udslidte maskiner, så behovet for pension er ligegyldigt.

Fortidens kongelige hofnarrer, musikanter blev afløst af handelshusenes mæcener, der holdt mystikere og andet godt folk til, genfinder vi i dagens intellektuelle kulturelite kaldes filosoffer for eliternes rettigheder, som gerne beskriver og fortæller om den rette åndelig adfærd som folket skal efterleve for at blive opfattet pænt af åndseliterne.

"Status Quo" må ikke ændres, syntes at være standpunktet i denne filosofi for det gode liv - i hvert fald for dem selv og deres betydning i deres egen elvforståelse som tjenere for landets omdømme og fortsatte væren og beståen.

Fortiden tænkere kunne se længere end til deres næsetip, - den evne lader til at være gået tabt hos nutidens folk, der gerne vil fortsætte rækken af fortiden tænkere, men når dem ikke til sokkeholderne.