Læsetid: 8 min.

CO2-boblen: Vi har syv gange større fossile reserver, end vi kan brænde af, hvis Parisaftalen skal overholdes

I mere end et årti har den britiske organisation Carbon Tracker forsøgt at råbe verden op om den store finansielle risiko ved energiselskabernes beholdninger af fossile reserver, der ikke kan blive brændt af, hvis Parisaftalen skal overholdes. Nu begynder de store investorer at erkende risikoen, og olie-, kul- og gasbranchen forsøger at slå tilbage
I mere end et årti har den britiske organisation Carbon Tracker forsøgt at råbe verden op om den store finansielle risiko ved energiselskabernes beholdninger af fossile reserver, der ikke kan blive brændt af, hvis Parisaftalen skal overholdes. Nu begynder de store investorer at erkende risikoen, og olie-, kul- og gasbranchen forsøger at slå tilbage

Sascha Steinbach

20. april 2019

For Mark Campanale startede det hele med et relativt simpelt spørgsmål, som ingen rigtigt havde undersøgt før.

Store børsnoterede virksomheder som ExxonMobil, Shell og Gazprom har enorme fossile ressourcer og reserver som en del af deres besiddelser. Men hvad sker der med klimaet, hvis det hele får lov til at blive hentet op og brændt af? Og ikke mindst: Hvad sker der med aktionærernes investeringer, hvis de bliver forhindret i at gøre det?

I begyndelsen af nullerne arbejdede Mark Campanale med bæredygtige investeringer for en kapitalforvalter i Londons finansindustri og undrede sig over, at så mange af hans kolleger skød så store beløb ind i kul-, olie- og gasindustrien.

På det tidspunkt var klimatruslens alvor begyndt at sive ind hos politikere og befolkninger. Men aktiemarkederne fortsatte med at opføre sig, som om intet var hændt. Den største børsnotering i London i 2008 var et kulselskab, og få år senere slog minegiganten Glencore – der sidder på nogle af verdens største kulreserver – børsrekorden ved sin notering i London.

Mark Campanale læste børsprospekter og årsrapporter og blev chokeret over, hvor lidt vægt der blev lagt på de klimamæssige risici, og hvor snævert risiciene blev fortolket.

Et firma, som byggede Bangladeshs største kulkraftværk, er et af de eksempler, han kan huske, som viste, »hvor fucked up det var«.

»Alle ved jo, at så snart havene stiger, så kommer Bangladesh til at være nogle af de første til at stå under vand. Men i rapporten fra mægleren i forbindelse med aktieudstedelsen stod der bare, at der ikke var grund til bekymring, for kulminen havde aldrig været oversvømmet,« siger Mark Campanale og tilføjer.

»Det satte sig bare fast, som en klud i halsen.«

Skræmmende ny matematik

Mark Campanale stiftede organisationen Carbon Tracker, som i 2011 offentliggjorde sin første rapport Unburnable Carbon: Are the World’s Financial Markets Carrying a Carbon Bubble?.

Rapporten lancerede beregningen om, at alene de 100 største børsnoterede olie-gas selskaber og de 100 største kulselskaber havde fossile reserver og ressourcer, der ville føre til større udledning af CO2, end verden samlet set måtte udlede frem til 2050 for at holde sig under to graders temperaturstigning.

Tog man de statsejede reserver med i beregningen, endte tallet på omkring fem gange større fossile reserver, end hvad der var plads til i et globalt to-graders CO2-budget.

Hvis den globale opvarmning skulle holdes bare på et nogenlunde niveau, blev den fossile industri altså nødt til at undlade at realisere meget store dele af deres fremtidige aktiver, og det kunne få store negative konsekvenser for den finansielle stabilitet, argumenterede de for i rapporten.

»Den globale opvarmnings skræmmende nye matematik,« skrev den amerikanske klimaforkæmper Bill McKibben året efter i det amerikanske magasin Rolling Stone og konkluderede på baggrund af Carbon Tracker-rapporten:

»På baggrund af de hårde tal bliver vi nødt til at se den fossile-industri i et nyt lys. Det er blevet til en skruppelløs industri, hensynsløs som ingen anden kraft på jorden. Den er offentlighedens fjende nummer 1 for overlevelsen af vores civilisation.«

McKibben gennemgik rapporten ud fra resultaterne for de store olieselskaber. Hvis bare ExxonMobil, BP, Gazprom, Chevron, ConocoPhillips og Shell besluttede sig for at brænde alle deres reserver af, ville det betyde, at mere end en fjerdedel af verdens samlede co2-budget ville være brugt alene af dem.

»Tallene er simpelthen svimlende. Denne industri, og denne industri alene, har magt til at forandre vores planets fysik og kemi, og de har planer om at bruge den,« skrev McKibben.

Artiklen fik interessen for Carbon Trackers arbejde til at eksplodere og blev et referencepunkt for den globale divestment-bevægelse, der kræver, at pensionsselskaber, universiteter og stater holder op med at bidrage til at finansiere fossilindustriens aktiviteter på de finansielle markeder.

At rapporten først fik så stor gennemslagskraft efter artiklen i Rolling Stone, var for Mark Campanale endnu et eksempel på den etablerede del af finanssektorens manglende bevidsthed om klimakrisens risici.

Han og hans kolleger havde igennem 00’erne brugt årevis på at rejse midler til at foretage researchen, men blev mødt af afvisning på afvisning.

»En af dem, som afviste at finansiere vores undersøgelse, sagde: Hvis det, I siger, er sandt, så er det så åbenlys en katastrofe, at det er umuligt, at ’The City’ (Londons finanssektor, red.) ikke allerede har set den,« fortæller Mark Campanale.

Forøget risiko

Otte år er gået siden den første rapport, og Carbon Tracker er nu en veletableret institution, der har haft væsentlig indflydelse på, at et stigende antal institutionelle investorer forholder sig kritisk til den fossile sektors fremtid. Og i mellemtiden er risikoen blevet forøget.

»Vi har nu syv gange mere kul, olie og gas, end hvad der er muligt at brænde af,« konstaterer Mark Campanale.

Chefen for den engelske centralbank, Mark Carney, har ved flere lejligheder advaret mod, at strandede aktiver i fossilsektoren udgør en finansiel trussel, hvis ikke investorerne og markederne tager risiciene alvorligt.

Herhjemme har foreløbigt MP Pension besluttet, at de inden 2020 vil sortliste omkring 1.000 selskaber inden for udvinding af fossile brændsler, mens PKA har ekskluderet foreløbigt 63 olie- og gasselskaber blandt andet på baggrund af en rapport, som pensionsselskabet fik udarbejdet i samarbejde med Carbon Tracker.

»CO2-boblen kan blive sprængt, ikke nødvendigvis ved at investorerne afinvesterer, men ved at finansielle tilsynsmyndigheder tager kontrollen over de finansielle markeder. Hvis en fondsbørs siger, at de er overeksponerede over for fossile brændsler, kan de nægte at notere et selskabs aktier, fordi det er for risikabelt,« siger Mark Campanale.

»Tilsynsmyndighederne kunne tvinge firmaerne til at behandle den reelle risiko forbundet med klimaforandringerne i deres bogføring og forretningsmodeller.«

Centralbankchefen Mark Carney var sammen med den amerikanske milliardær Michael Bloomberg med til at udvikle de såkaldte TCFD-anbefalinger (Task Force on Climate-related Financial Disclosures), som giver virksomhederne en fælles ramme til at rapportere om deres finansielle risici i forhold til klimaforandringerne.

Vedtagelsen af den globale klimaaftale og en fælles referenceramme for rapporteringen om klimarisici har betydet et stigende pres fra investorerne om, at de store energiselskaber forholder sig til spørgsmålet. Og det er helt nødvendigt, hvis markedet skal blive i stand til at håndtere de risici, som den fossile sektor udgør.

»De fossile selskaber bliver nødt til at sige til investorer og banker: Det er muligt, at vores forretning bliver halveret inden for det næste årti. Så snart det sker, vil markederne komme med en ny værdiansættelse af værdipapirerne, da det vil gå op for investorerne og kreditratingbureauerne, hvor galt det står til. Det er derfor, denne type oplysninger er vigtige, for markedet har brug for information for at kunne prissætte risikoen,« siger Mark Campanale.

– Mange af de her firmaer laver jo allerede klimascenarier, og alligevel sker denne proces ikke?

»Problemet med firmaerne er, at de fleste siger, at det nok skal gå dem fint. Men bare fordi ét firma siger, at de er okay, betyder det ikke, at alle er det. Der kommer til at blive både vindere og tabere, og selvfølgelig er der ingen, der vil sige, at de bliver taberen. Så det rigtige spørgsmål er, hvordan du vil fordele det resterende CO2-budget mellem Shell, ExxonMobil og kulselskaberne. Hvem skal bestemme det?«

Et af Carbon Trackers projekter er at besvare netop det spørgsmål for at give investorer et indblik i, hvilke firmaer der er størst risici ved at investere i. Her analyserer de data for alle de store olie- og gasselskabers projekter og ser på omkostningerne ved at udvinde de fossile ressourcer.

Antagelsen er, at markedskræfterne vil sørge for, at det er den billigste olie og gas, der bliver udvundet først, og ved at koble den data med scenarier for det internationale energiagentur (IAE), når de frem til, hvor stor en procentdel af et energiselskabs ressourcer der ser ud til at ville blive udvundet i henholdsvis et 1,75 og 2 graders scenarie.

Carbon Tracker tager altså ikke stilling til, hvad det er for en politisk regulering, der sikrer, at verden holder sig under en to-graders temperaturstigning, men kun hvordan markedskræfterne sandsynligvis vil stille selskaberne.

»Hvis du som firma ikke kan udvinde kullet, olien eller gassen, hvorfor rapporterer du det så til markedet, som om det var aktiver i dit firma? Det kan ikke være et aktiv, hvis du aldrig kan bruge det. Som det er lige nu, er der ikke noget referencepunkt, og det er det, vi forsøger at skabe,« siger Mark Campanale.

At basere modellen på energiagenturets scenarier betyder ifølge Mark Campanale en risiko for, at man overvurderer, hvor mange fossile brændsler det er muligt at udvinde.

»Problemet er, at de antager, at der i 2040 og 2050 kommer en teknologi, der kan sikre meget stor CO2-lagring, som vi indtil nu ikke kan se nogle tegn på, kommer til at ske. Hvis der ikke kommer den CO2-lagring, så bliver vi nødt til at reducere vores udledninger meget dramatisk allerede nu, hvilket betyder, at vores CO2-budget er meget mindre,« siger han.

Blank afvisning fra industrien

At Carbon Tracker og divestment-bevægelsen har fået øget indflydelse, er heller ikke gået ubemærket hen i de store olieselskaber.

Da Bob Dudley, topchefen for den britiske oliegigant BP, vandt ’Petroleum Executive of the year’ holdt han en tale, hvor han blankt afviste, at fossile brændsler vil ende som strandede aktiver eller blive et problem for den finansielle stabilitet.

I kampen for at håndtere klimaforandringerne står vi ifølge Dudley ved en skillevej, hvor nogle mennesker forsøger at »sætte en kile« ind imellem energiindustrien og dens investorer.

»De presser på, for offentliggørelsen af potentielt forvirrende oplysninger udbreder et skræmmebillede af en systemisk risiko til det finansielle system fra strandede aktiver og fører kampagne for afinvestering. Alt sammen et forsøg på at presse olie og gas ud af fremtidens brændselsmix. De er drevet af gode intentioner, men min bekymring er, at de anbefalinger, de kommer med, vil føre til dårlige resultater, særligt for nogle af de mest udsatte i verden,« sagde Bob Dudley.

Han fremhævede, at blandt andet BP’s egne analyser viser, at vedvarende energi selv med optimistiske briller kun vil komme til at opfylde en tredjedel af verdens energibehov i 2040, og at der derfor er behov for fossile brændsler i mange år ud i fremtiden.

Og han angreb de stigende krav, som investorer stiller til, at olieselskaberne offentliggør klimascenarier og oplysninger om, hvordan den fremtidige forretningsmodel vil blive påvirket af krav om lavere udledning.

»Du er nødt til at spørge, om disse testscenarier overhovedet er meningsfulde. Kan vi offentliggøre resultaterne uden at offentliggøre fortrolige kommercielle informationer? Og afgørende: Er det overhovedet brugbart for investorerne? Jeg tror, svaret på disse spørgsmål er nej,« sagde Bob Dudley.

Ifølge Mark Campanale var talen først og fremmest et eksempel på den store forandring, der er ved at ske i offentlighedens syn på de fossile brændslers fremtid.

»Det her er en mand, som er rasende over divestment-bevægelsen og ideen om strandede aktiver. For første gang er dynamikken skiftet fra Greenpeace, der angriber boreplatforme på havet, til de største institutionelle aktionærer i verden, som udfordrer dig på, om du har en forretning eller ej,« siger Mark Campanale.

»Og det er ikke staters lovgivning, som gør det, men individer, der har gigantiske pengebeløb under forvaltning, som kigger dig i øjnene og siger: Hvad er det, du laver? Det er langt stærkere for en direktør, end når det kommer fra en politiker eller en aktivist.«

Serie

Den sorte liste: Er dine pensionspenge investeret ansvarligt?

Danske pensionsselskaber forvalter aktieinvesteringer for flere hundrede milliarder kroner. Pengene skal sikre os i vores alderdom, men en del af dem er investeret i kontroversielle virksomheder og risikerer blandt andet at understøtte krænkelser af menneskerettighederne, våbensalg og udvinding af fossile brændsler. Flere af disse virksomheder er sortlistet af nogle af pensionsselskaberne, og andre burde måske blive det.

Informations undersøgende redaktion har kortlagt de 17 største danske pensionsselskabers aktieinvesteringer. Det er den hidtil mest omfattende kortlægning af sin slags. I denne serie sætter vi fokus på, om din pensionsopsparing er investeret ansvarligt, og på hvordan pensionsselskaberne kan bruge deres medejerskab til at påvirke kontroversielle virksomheder.

Du kan også selv tjekke hvad dine pensionskroner er investeret i og få hjælp til at skrive til dit pensionsselskab.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jesper Eskelund
  • Niels Møller Jensen
  • Jes Enevoldsen
  • Jens Flø
  • Flemming Berger
  • Anders Olesen
  • Britta Hansen
  • Olaf Tehrani
  • Ejvind Larsen
  • Gert Romme
  • Ervin Lazar
Jesper Eskelund, Niels Møller Jensen, Jes Enevoldsen, Jens Flø, Flemming Berger, Anders Olesen, Britta Hansen, Olaf Tehrani, Ejvind Larsen, Gert Romme og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Hullevad

I følge Paris aftalen skal u-landene have mulighed for at indhente i-landene med bla. kulkraftværker.
Kina fremstiller tusindvis af dem som sælges til u-landene på "kredit". De vil have en levetid på +40 år!
Vi kan se frem til "en kulsort fremtid" eller bygge Thorium baserede atomkraftværker i stedet. Thorium baseret el kan udkonkurrere kul med en kwh pris på kr. 0,15.

Michael Frommelt, Søren Ferling, Gert Romme, Ervin Lazar og Peter Høivang anbefalede denne kommentar
Peter Høivang

Vedvarende energi er kul og olieselskabernes våde drøm.

Vedvarende energi vil nu og i fremtiden have behov for backup fra enten co2 udledende fossil energi eller fra co2 neutral atomkraft.

Heldigvis har den fossile industri alverdens miljø organisationer på sin side, i bestræbelserne på at fastholde velmenende menneskers frygt for atomkraft.

Atomkraft er den største trussel mod den fossile industri. Derfor er den fossile industri også aktiv i kampagner mod atomkraft i bla. Californien.

Da Tyskland lukkede en del atomkraftværker efter fukushima naturkatastrofen blev der lagt ordrer ind på den fossile industris bord på åbning af brunkul miner.

Så længe vi kun vil satse på VE og ikke have atomkraft med i fremtidens energi mix, så længe vil den fossile industri bestå og tjene styrtende.

Kasper T. Mortensen, Michael Frommelt, Thorkil Søe og Søren Ferling anbefalede denne kommentar

@ Michael Hullevad,

Du har ret omkring Kina, der er i modsætning til sig selv.

For hjemme, er Kina det land i verden, der netop nu gør mest for at skabe tilstrækkelig med energi fra vedvarende og klima-rene kilder. Men i Kina lider man også selv af sin enorme forurening.

Netop nu er Kina det land i verden, der opstiller flest vindmøller, ligesom man også monterer flest solceller, hvilket nærmest har halveret priserne på blot 4-6 år. Og samtidig opbygger Kina en række meget store såkaldte "salt-batterier", det vil sige lagre af flydende salt hvor man kan opbevare energien fra vindmøller og solceller i dage, uger eller måneder og set uden egentlig energitab.

Og på denne måde fører Kina udviklingen for alternativ, vedvarende og klima-neutral energi i disse år. Og man kan jo undre sig over, hvorfor relevante europæiske virksomheder ikke går sammen og sammen med frie universiteter om at skabe denne nye udvikling.

Søren Fosberg, Achim K. Holzmüller, Bjarne Bisgaard Jensen, Jens Thaarup Nyberg, John Andersen, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

@Gert Romme - Uden energitab i salt? Det er hype uden virkelighed! Hvis du skal gemme energi er selv batterier uegnet; kun deponering af brint eller opmagasinering af vand med stor faldhøjde er seriøs energiladning. Ingen kan anvende en balje med varmt vand, hvis det er el til stryge jernet du mangler.

Peter Høivang

@ Gert Romme

Jeg skal være den første til, at indrømme, at jeg ikke er fuldstændig opdateret på lagringsteknologi.

Det er på grund af, at det ikke er en nødvendighed ved atomkraft.

De metoder jeg er blevet præsenteret for, er enten ikke mulige i stor skala, har behov for specielle forhold som ikke findes nok steder på jorden, har behov for så stor udbygning at det udleder mere co2 end det sparer eller kan ikke få et lavt nok energitab.

Fælles for dem alle, er at det er fremtidsteknoligi, som man ikke ved hvornår er muligt. Lidt ligesom laserteknologi der kan fjerne stråling fra atombrændsel eller lagring af co2.

Jeg vil gerne lære noget mere, så har du dokumentation for din påstand?

@ Peter Høivang,

Jeg er økonom og Master og ikke tekniker. Men sådan som jeg har læst det i et teknisk medie - formentlig svensk eller fransk, lader man energien omdanne til varme, hvad der formentlig er ret simpelt. Og denne varme på nogle hundrede graders census placerer man i et dimensioneret og opbygget saltlager. Og fra dette saltlager kan man hente varmen igen selv efter nogle måneder og omdanne den til elektrisk energi på kendte måder.

Der stod også, at disse "saltbatterier" har været kendt i en del år, men blev af mange også anset som ikke avendelige i praksis. Men i Kina har man altså genvurderet anvendelsen, og har forsket sig frem til brugbare metoder, som man nu bygger i fuld skala dimensioner.

Jens Thaarup Nyberg, John Andersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Peter Høivang

@ Gert

Det lyder virkelig godt hvis det kan lade sig gøre. Jeg er dog skeptisk omkring fremtidig teknologi, der teoretisk ser godt ud, men som i mange tilfælde rammer virkeligheden når det skal bygges og bygges i stor skala.

Hvis nogen kan, er det kineserne. De bygger også atomkraftværker på rekordtid og har endda bygget et fungerende thorium værk.

Jeg er dog lige så skeptisk omkring fremtidig atomkraft som andet fremtidig teknologi. Men jeg håber så inderligt du har ret.

I mellemtiden må vi handle og bruge det vi ved fungerer i virkeligheden. Der er jeg fortaler for atomkraft som jo heldigvis har udviklet sig en del siden de første værker så dagens lys i 50'erne.

Torben K L Jensen

Hvad med det danske projekt fra DTU med at bruge overskydende mølle-el til at opvarme sten til 600 gr. der både kan bruges til dampturbiner og fjernvarme.

Kim Houmøller

@Torben K L Jensen - Hvorfor gå over åen for at hente vand? Omdan overskydende el via elektrolyse til brint, som kan gemmes i århundreder. Energitabet ved omdannelsen er godt nok 50%. Men oplagringen via salt og sten for at frembringe el, er en ren Molbo historie.

Achim K. Holzmüller, Torben Bruhn Andersen og Thorkil Søe anbefalede denne kommentar
Preben Petersen

Voldsomt så mange der lever i fornægtelse. Journalister, politkere og meningsdannere, der seriøst tror vi er i nærheden af en verden der kan eller vil acceptere vores energiforbrug gå ned, eller at den kan dække af VE.

Frank Hansen, Jens Thaarup Nyberg, Peter Høivang og Niels Østergård anbefalede denne kommentar
Peter Høivang

@ Torben

Endnu engang gad jeg godt se dokumentation for, at sten kan lade sig gøre i større skala. Det er igen noget der er 20-50 år frem i tiden, hvis det kan lade sig gøre.

Vi bliver nødt til at se på, hvad der kan lade sig gøre nu.

@ Kim

Hvor mange flere vindmølleparker har vi behov for, for at have strøm nok, til at producere brint nok til vores behov?

Som du selv skriver, hvorfor gå over åen efter vand.
Hvorfor lave energien om til brint, når man kan få konstant, stabil, sikker co2 neutral strøm fra atomkraft?

Kim Houmøller

@Peter Høivang - Atomkraft i vore biler går via brint og ikke batterier som er en blindgyde.

Peter Høivang

@ Kim

Du har sikkert ret i det med bilerne. Nu var det ikke bragt på banen før du nævner det, så mit spørgsmål gik på om vores nuværende el behov kunne dækkes af VE med brint som back up ig hvor meget der sp skulle til, da energitabet er stort.

Michael Frommelt

@Gert Romme
Lidt om lagring...

Svinghjuls anlæg er velegnede til frekvenskontrol og peak-shaving. Dvs. kort lagertid - sekunder til minutter. Deres store fordele er, at de ikke slides ned som batterier, og der ingen giftig kemi er.

Flow batterier er gode til mellemlang lagring, timer til dage, men de er ikke så gode til meget energi (lav MW) men bedre til lang tid (høj MWh). Bagsiden er også giftig kemi.

Brint er en klasse for sig selv, og har stort energitab. Brint er desuden svært at opbevare (nedbryder de materialer de opbevares i), brandfarlig og eksplosivt. Brint er til gengæld godt til rumfart, da det sammen med ilt er ekstremt reaktivt.
Verdens energiforbrug er så gigantisk, og selv Danmarks energiforbrug er så stort, at energilagring er vanskeligt, på grænsen til umuligt.
Desuden er et hvert energilager et energispild, og det kræver endnu mere energi. Hvis lagret og al konvertering har tab på 30-40% til sammen (og det har det), så skal der jo produceres energi til at dække tabet.

Men hvorfor bruge penge på det, når nu vi har en løsning på CO2 problemet?

Det må være på tide, at lægge sin udokumenteret kritiske holdning til A-kraft på hylden, og se hvad den sidste 40 års forskning (vel og mærke uden hjælp fra staten.) har bragt af nye tiltag - det kan nemlig lade sig gøre. Man behøver bare at kigge på Kina (ja de bygger nemlig andet et solfangere), som indenfor de sidste 6 år har bygget A-kraft værker, der kan producere energi nok til hele EUs befolkning! - Ganske CO2 frit!

Michael Frommelt

Hvorfor er det så lige, at sol og vind er så håbløse energiløsninger?
Tja, den danske solkrafts kapacitetsfaktor er 10%. Derfor ville en satsning på denne energikilde samt oplagring kræve en enorm overkapacitet og oplagringskapaciteter til minimum flere ugers forbrug. Dette vil mangedoble anlæggenes pris. Selv i det solrige Californien er kapacitetsfaktoren 27%; stadigvæk ikke særlig imponerende.

Vindkraft egner sig lidt bedre til Danmark, men alt imens man praler med, at den dækker ca. 40% af elforbruget, drejer det sig kun om 7% af det samlede energiforbrug, og udbygningsmulighederne er begrænsede p.gr. af de begrænsede oplagrings og eksport/import muligheder.

De danske politikere har været i tornerosesøvn siden 1984 - så måske var det på tide at vågne op? Desværre tror jeg først de vågner, når det er alt alt for sent.

Ole Kresten Finnemann Juhl

Er der mon mennesker med en nøgtern realitetssans, der for alvor tror, at ikke alle fossile energikilder vil blive brugt op?

Martin Sørensen

tjæresand og skifferolie teknologien fortæller os, at det kan lade sig gøre, at hente de sidste carbonhybrider op. men de teknologier fortæller os også at det ikke er nemt. at ilusionen om at man bare kan komme et sugerør i jorden ved oliefeterne så kommer der olie op er en illusion.

Vi er på det globale peak oil, og den olie vi henter op fra nu er det man tilstadighed kan kalde mere træls olie. jeg ved godt der er grønne skræmmekampanjer som der siger at vi kan hente, alle carbonhybrider op af jorden, det er så ofte, meget naive, grønne som der ikke har et realistisk forhold til olie og gas udvidning ja selv kul viser sig nu og være i en stadig dårligere kvalitet. hvilket tyder på et kul peak også kan være nærtstående.
jeg forstår ikke hvorfor vi ikke medtænker denne side i debatten, er vi virkeligt så skræmte af 1970ners resurse debat så vi ikke tør se realiterene i øjene, jeg ved godt der var folk i 1970ne som sagte at vi ville løbe tør for olie omkring år 2000 hvilket ingen med forstand på olie, nogensinde har sagt, man kan højest ha sagt at det globale peak er omkring 2000, hvilket er et dæelens godt bud set fra 1960ne, Marion hubbert fik ikke ret med sit 2000 peak men, har senariet siden, 2008 med stadig mere, skiffer olie tjæresand og dybthavsolie polar olie ikke fortalt os, at han faktisk hade ret med konventionelle olie kilder. så må 8 år fra målet 40 år før beskrives som ganske pænt ramt. den nemme olie er væk. vi har kun den træls olie tilbage.

alle med forstand på olie udvinding ved at de sidste, 30-40% af reserven er umulig og få op, den vil kræve så meget energi så det er umuligt og beskrive det som en energikilde. de amrikanske skiffer olie kilder er da også kun økonomisk rentable fordi, at de har fået enorme, økonomiske saltvands indsprøjtninger med nærmest gratis QE kapital og kunstigt lave renter mens ingen af de kilder tildato har produceret væsenlig profit i sin produktion, omkostningen er ganske enkelt enorm. af den grund tror jeg ikke på denne her teori, verden har ganske enkelt enormt svært ved og producere mere olie end vi ser nu, og som tiden går kommer vi nærmere et kolaps, på marked.

af den grund er elbiler og fremtidig lastbiler som køre på el en fantastisk ide, ja det frigiver nemlig biobrændstof til fly og skibs trafik, løsningen på land er elektrisk.

jeg tror vi har set en krise længe før vi har brugt bare en procent andel af de carbonhybrider.

Achim K. Holzmüller

I årtier har man læst om de positive muligheder, der ligger i at bruge Thorium som energikilde, på lighed med Uran, i anlæg lignende AKV-er, dog uden deres ulemper (strålebelastning af afbrændt materiale). Norge har forsket stort i det, nu læses, Kina har et Thorium-KV kørende. Og Danmark via Grønland har nogen af verdens største Thorium-forekomster.
Mit spørgsmål: hvor står vi i realiteten henne i denne i forløbne tid ofte så varmt omtalte energiform? Hvad er fake, hvad er fakta?

Achim - hele snakken om Thorium (og Lomborgs skriverier om alle de teknologiske fixes der er lige om hjørnet) svarer til et rigtigt dårligt lørdagsknald.

Først glemmer du præventionen i din fuldskab. Så håber du på, at tøsen ikke er blevet gravid. Og når hun så er blevet lige netop det, håver du på, at videnskaben indenfor de kommende seks måneder når at få udviklet et alternativ til en abort.

Faktum er: Vi er et helt andet sted i dag. Vedvarende energiløsninger bliver billigere og billigere - og mere og mere decentrale. Og DET har fået cheferne for denne verdens energiselskaber til at få mylderbæ af skræk.

Derfor ser vi også en, tiltagende skinger, kampagne mod alt, hvad der bare lugter af et energiskift. Bare se, hvad troldehæren har sat i søen af rygter om Greta T.

Når det så gælder Thorium - så er spørgsmålet, om vi overhovedet skal satse på store, centrale kraftværker, når det (også ud fra et nationalt sikkerhedsperspektiv) er lige så effektivt at satse på vedvarende løsninger.

Michael Frommelt

Niels Astrup - Hvilke VE kilder tænker du på? For tænker du på sol og vind, er det en stor blindgyde, da det på ingen måde kan dækker verdens energibehov. Lagring i den størrelse vi har brug for, er ikke opfundet, men det er A-kraft.

Så istedet for at have våde drømme om 'måske engang' (mendes vi i mellemtiden ødelægger planeten), så lad os dog bruge det der ER opfundet.