Flextension: Brexit bliver ved med at lære os nye spændende ord

LONDON – Man var nået til bristepunktet i parlamentet. Politikere med sorte rander under øjnene slæbte sig ind i salen til nye frugtesløse møder om Brexit, som ingen orkede. Torsdag aften sagde selv bygningen, The Palace of Westminster, fra.

Midt under en samling begyndte vandet at dryppe ned på politikerne fra utætte vandrør. I starten ignorerede politikerne vandet på bedste stif upper lip-vis, men vandet tog til, og til sidst måtte parlamentet forlade salen, hvorfor en behandling af forslag om nye indikative afstemninger ikke blev til noget, hvilket faktisk kunne ende med at få en indflydelse på Brexit. Symbolikken var næsten for tyk.

Men så skete der pludseligt noget. Efter månedsvis af hektiske forhandlinger med øjnene konstant skelende mod uret, der tikkede ned, er der pludselig udsigt til, at en vis arbejdsro kan indfinde sig.

EU’s præsident, Donald Tusk, meldte fredag ud, at man vil tilbyde briterne en såkaldt Flextension. Det vil sige en udsættelse af Brexit – formodentlig i et år – men med mulighed for, at briterne kan forlade EU, så snart en skilsmisseaftale er på plads.

Hvilken krise?

Det er nye boller på suppen fra EU’s side. Både Frankrigs præsident Macron og EU-kommissionsformand Jean Claude Juncker har ellers talt for, at briterne måtte bide til bolle eller forlade unionen uden en aftale. Fredag gentog Frankrig, at briterne skal have vedtaget en konkret plan i parlamentet, før de kan få udsættelse. Men det er stadig en opblødning fra EU.

Årsagen er formodentlig, at resten af Europa også har rigtig meget at tabe, skulle EU’s næststørste økonomi forlade skuden og reelt blive en konkurrent til EU’s samhandel. No deal har, som Juncker har understreget flere gange, aldrig været EU’s ønske.

I London blev Tusks udmelding mødt med forsigtig optimisme blandt mange politikere. Det er ikke rart at skulle bestemme nationens fremtid under et massivt tidspres, og en del af de kaotiske tilstande i det britiske parlament de seneste måneder kan forklares ud fra god gammeldags stress. Alt for sent gik det op for den britiske regering, hvilken kattepine man sad i, og kræfter på den politiske højrefløj har bevidst prøvet at udnytte stressfaktoren til at opnå det de, og ca. 25 pct. af de britiske vælgere ønsker (hvis man skal tro på meningsmålinger) – nemlig no deal.

Sandsynligheden for no deal er nu kraftigt formindsket. Den er ikke forsvundet, men der er udsigt til nogen ro i maven for flertallet, der ikke ønsker en afgrund af usikkerhed.

Theresa May bad fredag EU om udsættelse af artikel 50 til den 30. juni. Uanset om det bliver den dato eller førnævnte Flextension, så forhindrer en markant forlænget spilletid uigennemtænkte beslutninger nu og her. På engelsk taler man om et shotgun wedding, når nogen på grund af uheldige omstændigheder tvinges til at gifte sig med alle de ubehageligheder, der bagefter kan gå op for parret. Der har været lidt shotgun divorce over de sidste hektiske ugers Brexit-slutspurt.

Det er sjovt, som stemningen hurtigt kan ændre sig. Fra feberlignende åndenød forleden til en ’normal’ dag, hvor Theresa May holder møder med oppositionsleder Jeremy Corbyn for tredje dag i træk. Begge parter har meldt ud, at der er begrænsede fremskridt og grobund for yderligere samtaler, der om ikke andet vil give parterne en idé om, hvor man respektivt står. 

Indædt raseri

Nemt bliver det næppe. Der er al mulig grund til forbehold i forhold til Flextension som et vidundermiddel. For det første er ERG (den EU-fjendske fløj af de konservative) rasende. De frygter, at Flextension reelt betyder, at Brexit aldrig bliver til noget, måske ikke uden grund. Og for dem falder ansvaret hos Theresa May.

Den britiske kommentator Quentin Letts skrev fredag i Daily Telegraph:

»Der vil blive bidt læber i vrede bare ved nævnelsen af hendes navn. Navnet May vil blive ytret, mens grønne spytklatter sendes mod gulvet, det vil blive forbandet med et sprogbrug, vi ikke kan anvende i en avis. Hun vil blive kaldt forræder, og der vil blive anvendt rigeligt med tillægsord. De vil alle være velfortjente.«

På sin vis er højrefløjens frustration udtryk for, at Mays hævn er sød. ERG har bevidst saboteret premierministerens skilsmisseplaner, nu er det pay back time. May har med samtalerne med Jeremy Corbyn og ønsket om udsættelse til EU klart indikeret, hvilken vej Brexit vil tage, så længe hun er ved magten. Men hvor længe er det?

May har tidligere indikeret, at hun vil gå, så snart hendes aftale er i hus. Men hvis hun indgår en aftale med Corbyn, kan hun næppe blot gå af, og overlade scenen til de konservative bejlere, der står klar til at omgøre en sådan aftale.

Det ved Jeremy Corbyn naturligvis godt, og det er ikke det eneste punkt, hvor han skal vare sig. Der er et klart flertal blandt Labour-parlamentarikerne for en ny folkeafstemning om Brexit. Hvis ikke Corbyn kræver det af May, risikerer han ifølge Labour-kilder et oprør fra sit eget parti.

Kompromisets kunst – og pris

May og Corbyn kan ikke lide hinanden og stoler næppe på hinanden, det skal man huske. Alligevel er det ikke umuligt, at de finder et kompromis. Skulle det ske, skal parlamentet formentlig tage stilling til det allerede i næste uge. Ellers har May antydet, at der skal afholdes en række indikative afstemninger, der fører til bindende afstemninger. Som sådan er der ikke så meget, der har ændret sig, bortset altså fra tidspresset.

Flextension rejser visse problemstillinger. F.eks. vil det tvinge briterne til at deltage i europaparlamentsvalgene den 23.–26. maj. Det kan virke tåbeligt. Det er muligt, at de valgte EU-parlamentarikere aldrig kommer til at sidde i parlamentet.

Og så er der jo lige de mere end 17 millioner briter, der stemte for Brexit. Hvordan vil de reagere på en lang udsættelse med usikkerhed om, hvorvidt Brexit overhovedet bliver til noget?

Den nuværende Leve Means Leave- og tidligere UKIP-leder, Nigel Farage, kom fredag med en advarsel:

»Både de konservative og Labour undervurderer forandringen i folkestemningen de sidste måneder. 92 pct. af adspurgte briter svarede forleden i en meningsmåling, at de føler sig svigtet af magthaverne. Noget må give sig.«

Farage, der er en firestarter, forudser en voldsom folkelig reaktion. Noget sådan er svært at forestille sig her midt i et forårssolbeskinnet London. Men ikke umuligt.