Læsetid: 7 min.

Gaddafis gamle general Khalifa Haftar vil være Libyens nye diktator

Siden Gaddafis fald i 2011 har adskillige fraktioner i Libyen kæmpet om magten i forsøg på at etablere en form for ny stabilitet. Nu er landet atter på randen af konflikt, og denne gang ser det ud til, at én stærk mand kan sætte sig på magten fra Benghazi i øst til Tripoli i vest: Feltmarskal Khalifa Haftar.
I de seneste år har kaos præget Libyen i en sådan grad, at selv libyerne har opgivet at forstå, hvad der foregår i deres eget land. NATO’s intervention og fjernelsen af Muammar al-Gaddafi i 2011 bragte aldrig det demokrati, som mange libyere havde drømt om. Her medlemmer af general Khalifa Haftars milits.

I de seneste år har kaos præget Libyen i en sådan grad, at selv libyerne har opgivet at forstå, hvad der foregår i deres eget land. NATO’s intervention og fjernelsen af Muammar al-Gaddafi i 2011 bragte aldrig det demokrati, som mange libyere havde drømt om. Her medlemmer af general Khalifa Haftars milits.

ESAM OMRAN AL-FETORI

10. april 2019

Libyen er på vej mod sin tredje borgerkrig på mindre end 10 år.

Bevæbnede militskrigere dominerer igen gadebilledet i hovedstaden Tripoli, hvor man atter kan høre morternedslag, artilleri og kalasjnikovskud rundt omkring i byen.

De amerikanske styrker, der officielt bekæmpede de resterende IS-lommer i Libyen, har trukket sig ud. Det samme har nogle nødhjælpsorganisationer af frygt for personalets sikkerhed. Mindst 25 mennesker er dræbt, siden de seneste kampe brød ud 4. april, mens 2.500 er flygtet fra Tripoli.

Den 75-årige feltmarskal Khalifa Haftar, der i forvejen kontrollerer to tredjedele af Libyens territorium, har nu sendt sine tropper mod hovedstaden for at vælte den dysfunktionelle FN-støttede regering med premierminister Fayez al-Sarrajs i spidsen. Regeringens overlevelse afhænger primært af en koalition af militser, der skyder på hinanden, når de ikke trues af en ekstern fjende.

At Khalifa Haftar netop nu slår til mod Tripoli, kommer måske som en overraskelse for omverdenen, men for mange libyere har det været tydeligt siden vinter, at noget var i gærde. I januar indtog Khalifa Haftars tropper Libyens største oliefelter uden nævneværdig reaktion fra det internationale samfund.

»Han tolkede det som en accept. Magten i Libyen ligger på gulvet, og Haftar har nu bukket sig ned for at samle den op i modsætning til landets andre aktører, som skændes indbyrdes,« siger Mansour al-Kikhia, der professor i internationale relationer ved Texas University og ven af Khalifa Haftar.

»Vi har et libysk ordsprog der siger, at alene den, der står i ilden, forstår smerten. Og libyerne har stået i ilden siden Muammar al-Gaddafi blev væltet. Da jeg talte med Haftar forleden, sagde han, at han nu vil afslutte dette morads en gang for alle. Haftar fortalte mig, at han vil bekæmpe ilden med mere ild for at afslutte det, han ser som en farce,« fortæller Mansour al-Kikhia, der selv opholder sig i Libyens næststørste by, Benghazi.

Nogle Libyen-eksperter gætter på, at Haftars militæroffensiv mod hovedstaden vil trække i langdrag. Andre mener, at er et spørgsmål om dage, før han indtager Tripoli.

»Et tredje scenarie er, at kampene går i stå ved byens porte, og vi ser nye forhandlinger. Især hvis der kommer pres udefra,« vurderer Mansour al-Kikhia.

Libyerne kræver stabilitet

I de seneste år har kaos præget Libyen i en sådan grad, at selv libyerne har opgivet at forstå, hvad der foregår i deres eget land. NATO’s intervention og fjernelsen af Muammar al-Gaddafi i 2011 bragte aldrig det demokrati, som mange libyere havde drømt om. Især fraværet af en centralmagt har været det store tema siden opstanden i 2011.

Vestlige diplomater, analytikere og de libyere, der var involveret i overgangsfasen efter Gaddafi-regimets kollaps, var dybt chokerede over de statslige institutioners tilstand og form efter 2011. Sikkerhedsapparatet var fragmenteret, bureaukratiet håbløst dysfunktionelt, og de offentligt ansatte dybt inkompetente. Også når man sendte libyske statsansatte til udlandet for blive uddannet, gik det ofte vildt for sig.

Franskmændene ville for eksempel træne 3.000 libyske politifolk, men endte med at træne 30. I stedet blev politistyrken sendt til Jordan, men her blev den smidt ud af landet, fordi libyerne brændte busser, biler og træningsfaciliteter af, fordi de var utilfredse med uddannelsen.

I 2015 var det meningen, at Storbritannien skulle træne 2.000 libyske soldater. Men også her endte det i en massiv katastrofe. De libyske soldater forgreb sig på kvinder i Storbritannien, og to af soldaterne voldtog en britisk mand i 20’erne i Cambridge.

Som Mousa Ahmed, en arbejdsløs libysk mand på 32 år, siger over telefonen fra Benghazi:

»Tænk lige over det. Hvis vores soldater og politimænd opfører sig sådan i udlandet, hvordan tror du så de opfører sig herhjemme? Libyerne har fået nok!«

Magttomrummet siden 2011 har givet militser i alle afskygninger mulighed for at kæmpe med om profit og territorium. Et kaos, som har efterladt Libyen i ruiner og libyerne fortvivlede. I dag er libyerne af den overbevisning, at kun en autoritær leder kan bringe ro, orden og stabilitet til landet.

»Det er netop det, som Khalifa Haftar har forstået,« siger Jalel Harchaoui, forsker ved Clingendael Institute i Den Haag.

»Haftar er på ingen måde en elsket mand i Libyen. Men han er stædig, kynisk, og skarp. Han er også grum, og libyerne ser hellere en grum type øverst i hierarkiet, som kan sætte alle de andre grumme typer på plads. De fleste libyere er villige til at acceptere noget grimt for stabilitetens skyld,« siger Harchaoui.

En gammel ræv

Khalifa Haftar er ikke hvem som helst. I 1969 hjalp han Muammar al-Gaddafi til magten ved et kup mod Kong Idris. I to årtier var Haftar en af Muammar al-Gaddafi mest betroede mænd.

I 1973 kæmpede han side om side med egypterne mod Israel i Yom Kippur-krigen, og i 1980’erne var han en af de generaler, der førte an på slagmarken i Libyen-Tchad-konflikten, også kaldet Toyota-krigen på grund af de mange japanske pickups ved fronten.

I 1987 blev Haftar imidlertid taget som krigsfange af Tchad sammen med hundredvis af andre libyske soldater. Muammar al-Gaddafi frygtede, at Haftar ville vende hjem som krigshelt, hvis der blev forhandlet om løsladelse. Derfor ville al-Gaddafi pludselig ikke kendes ved sin general.

»Haftar er stadig bitter over det,« siger Jalel Harchaoui.

Amerikanerne udnyttede situationen og sørgede for at fragte den bitre Khalifa Haftar til det nærliggende Zaire (i dag DR Congo), og derfra til Virginia i USA. Her fik han amerikansk statsborgerskab og mulighed for at samarbejde med CIA om at vælte al-Gaddafi.

Men så afviklede Gaddafi sit masseødelæggelsesprogram i 2003, og Haftar røg ud i kulden, indtil han frivilligt rejste tilbage under opstanden i 2011 for at gøre regnskabet op med sin tidligere ven.

»I modsætning til mange af de nuværende ledere i Libyen er Haftar fra den gamle skole. Han er snu, pragmatisk og kender spillet på alle niveauer: lokalt, regionalt, nationalt og især internationalt, fordi han sad i USA i så mange år og fulgte med,« siger Haftars bekendte, professor Mansour al-Kikhia.

I stedet for at slås mod militser, klaner og islamister har Khalifa Haftar forhandlet sig frem i det østlige Libyen, så han nu sidder på to tredjedele af landet. Og at han netop nu forsøger at indtage Tripoli, skyldes hans evne til kynisk at aflæse det internationale samfund, mener Jalel Harchaoui.

»USA har travlt med Trump-skandaler, og de er ligeglade, fordi IS næsten er nedkæmpet i Libyen. Storbritannien, som traditionelt har spillet en rolle i Libyen, har travlt med Brexit. I nabolandet har den algeriske hær, som har holdt Haftar i skak over årene, travlt med at rydde op efter præsident Bouteflikas nylige afgang. Alle er distraherede.«

Stiltiende accept fra udlandet

Selvom Khalifa Haftar betegnes som Libyens i øjeblikket eneste stærke mand, har han sandsynligvis søgt en form for accept fra udenlandske aktører. Ingen i Libyen er magtfuld nok til at handle på egen hånd, og analytikerne er overbeviste om, at Frankrig, Saudi-Arabien og De Arabiske Emirater har givet ham grønt lys.

»Emiraterne og Frankrig har hele tiden sagt, at de sidder med en løsning på Libyen, og de har fra begyndelsen satset på Haftar. Jeg tror, at Washington har besluttet sig for at give Frankrig mulighed for at prøve sig frem med Haftar,« siger Jalel Harchaoui fra Clingendael Institute.

Libyens indenrigspolitiske scene har i årevis være en rodet affære. Den dag i dag er det svært at blive klog på de politiske fraktioners forbindelser til udlandet. Selv om Khalifa Haftar med Benghazi-lejren ofte kædes med De Arabiske Emirater, Frankrig, og Saudi-Arabien, mens rivalerne i Tripoli med premierminister Fayez al-Sarraj i spidsen kædes sammen med Tyrkiet, Qatar, Italien og Storbritannien, er billedet ikke entydigt.

»Mange kan godt lide at opdele det på den måde, og der er måske noget om snakken, men Libyens indenrigspolitik er langt mere flydende. Alliancerne skifter konstant, og fraktionerne udskifter konstant deres sponsorer,« siger Jalel Harchaoui.

Om det vil lykkes Haftar at erobre Tripoli og vælte den FN-støttede regering er endnu uvist. Hans styrker er spredt ud over et stort område, og han mangler både mandskab, våben og måske penge, forklarer Jalel Harchaoui, som dog ikke vil afvise, at Haftar vil trænge igennem Tripolis forskansninger – især hvis han formår at få nogle af Tripolis militser til at skifte side.

Over de seneste dage har Khalifa Haftar forsøgt at brande sig selv som en sekulær leder, der vil rense Libyen for islamistiske ekstremister, men ingen ved reelt, hvor feltmarskalen står politisk og ideologisk. Han samarbejder med alle fraktioner: islamister, jihadister og tidligere Gaddafi-folk som respekterer ham, fordi han engang var en af dem.

»Haftar er 75 år, og de færreste mænd i hans position er ideologisk motiverede. Haftar har aldrig lagt skjul på sin foragt for demokratiet eller sit ønske om at regere Libyen. Haftar vil have magt. Han vil være diktator,« siger Jalel Harchaoui fra Den Haag.

Khalifa Haftars bekendte Mansour al-Kikhia formulerer det en smule anderledes:

»Haftar betragter sig selv som Libyens frelser. Han ønsker at gå over i historien som den mand, der reddede Libyen fra selvudslettelse.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kragh Rosenkilde
  • Niels Duus Nielsen
  • David Zennaro
Michael Kragh Rosenkilde, Niels Duus Nielsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jo mere, man læser om tilstanden i Libyen, jo mere står det klart, at afsættelsen af Ghadaffi var en fejl.

Michael Kragh Rosenkilde, Gustav Alexander, Hans Aagaard, Per Torbensen, Jan Weber Fritsbøger, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen, Randi Christiansen og John Andersen anbefalede denne kommentar

Jeg ved ikke, hvorfor det tilsyneladende har undgået dansk presses opmærksomhed, men konflikten i Libyen er faktisk "blot" en udbredelse af krigen i Yemen.

Aktørerne bag ved denne krig er også de samme. Saudi, Egypten og dele af den arabiske liga på den ene side, og Persien på den anden. Og så støtter USA og Israel den først nævnte gruppe - både med penge, våben og aktiv indsats.

Det man kan under sig over, det er, at EU-landene kan lave en aftale med noget så ustabilt som den såkaldte "internationalt anerkendte" regering. Men det er jo samme undren over, at EU kan lave aftaler med Tyrkiet.

Michael Kragh Rosenkilde, Bjarne Bisgaard Jensen, Thomas Tanghus, Jan Weber Fritsbøger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Et libysk styre skal bare gøre, som dem med de største muskler siger. Hvem det så er - men man kommer som regel på sporet, når man følger pengene.

Ellers går det ligesom med gadaffi og saddam hussein. Væk med dem.

Jan Weber Fritsbøger og John Andersen anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

hvor ville det være godt hvis USA og co. ville holde helt op med at forbedre verden med militære ( og andre ) midler , man kunne endda forestille sig at der kunne blive "fred i vor tid" hvis de gjorde det,
jeg kommer altid til at tænke på begrebet "overføring" når USA taler om "failed states" , underligt ikk ??

Michael Kragh Rosenkilde, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, Per Torbensen, John Andersen, Anders Graae og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Jan weber, når usa taler om 'failed states' og demokrati, så kan du være helt sikker på, at det er deres elendige skalkeskjul for at 'money rules' - deres penge.

Michael Kragh Rosenkilde, Niels Duus Nielsen, Birte Pedersen og John Andersen anbefalede denne kommentar

Putin har i en del år finansieret og oprustet denne "general" Haftar, og dermed gjort ham stærk. Det der kan undre er, at vesten har givet Putin rusland lov til, at gå så langt, for det eneste det vil give, det er konstant uro og ustabilitet, ligesom i Syrien hvor oprørene stod til, at vinde år tilbage inden rusland greb ind.

Putins højeste mål er at svække vores demokratier, og det gør han blandt andet ved at skabe internt splid og svække svagere lande rundt om Europa, men også i Europa, jo mere smulte vande, jo bedre kan han sno sig og male sin egen mølle og agenda.

https://www.aftenposten.no/verden/i/zL25xq/Putin-sender-russiske-soldate...

https://www.bloomberg.com/news/articles/2018-12-20/russia-has-a-plan-for...

https://politiken.dk/udland/art5837240/Libyen-er-blevet-til-Europas-værste-mareridt

https://www.berlingske.dk/internationalt/russisk-indblanding-i-libyen-go...

Niels Duus Nielsen

Peter Hansen: "Putins højeste mål er at svække vores demokratier..."

Du skal ikke tro på alt, hvad amerikanerne siger. Heller ikke selv om Aftenposten, Bloomberg, Politiken og Berlingeren gentager den amerikanske propaganda.

Men du vil måske hellere, at den nuværende uro og ustabilitet i Libyen fortsætter? For tiden er der mere fredeligt i Syrien, end der har været i mange, mange år, takket været den russiske indsats. Hvad har du imod, at Libyen nu har en chance for at få ro og stabilitet?

Spørgsmålet er ikke retorisk ment, men udtryk for en oprigtig undren over, at du tilsyneladende foretrækker det nuværende kaos frem for et muligt ophør af urolighederne.

Michael Kragh Rosenkilde og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

@Niels Duus Nielsen

Synes du er der er ro og fred i Ukraine, Syrien og andre steder hvor Putin rusland udøver sin imperiale lebensraummagt fra sidste årtusinde?

Putin rusland er intet demokrati, de snigmyrder kritikkere af landet i andre lande, de undertrykker egen befolknings minoriteter, de censurere og stækker medierne og ja, de slår sågar journalisterne ihjel hvis de bliver for dygtige, hvorfor ønsker du den udvikling?

Hvis man skal vælge mellem to sider af denne sag, så vælger jeg klart vesten og USA, men det er dig der stiller det sådan op, ikke mig.

Niels Duus Nielsen

Demokrati har mange ansigter, snigmord er ikke en særlig russisk foreteelse, undertrykkelse af minoriteter er udbredt over hele verden, selv her i Danmark finder det sted, og at pressen ikke censureres skyldes alene, at den censurerer sig selv.

Så jeg kan kun gentage: Du skal ikke tro på alt, hvad amerikanerne siger.

Niels Duus Nielsen

Og Peter Hansen, jeg læser nu på arbejderen.dk, at det ikke er russerne, men derimod CIA, der finansierer general Haftar.

https://arbejderen.dk/udland/cia-st%C3%B8ttet-general-p%C3%A5-sejrskurs-...

Der er betalingsmur, så du får her de vigtiste passager fra artiklen:

"USA har i årtier støttet Khalifa Hafter, der har både amerikansk og libysk statsborgerskab. Så, selv om USA, Frankrig og Storbritannien, Egypten og Saudi-Arabien netop har udtrykt "bekymring" over de seneste kampe om Tripoli, runger det hult, mener journalisten Alexander Rubinstein fra det amerikanske netmedie Mintpres News.

"Det er amerikansk indblanding i Mellemøsten og Nordafrika, der har ført til kaos og ødelæggelser i både Irak, Syrien og nu Libyen, hvor de er ved at have en agent på plads i det olierige land", skriver han om Hafter, der har boet to årtier i USA."

Så hvor du har fra, at det er Putins skyld alt sammen er mig en gåde; jeg har ikke kunnet finde noget på nettet overhovedet, der støtter dit argument.

Men jeg er selvfølgelig som altid villig til at tage mine holdninger op til revision, hvis der er dokumentation for, at jeg tager fejl. Indtil videre er det dig, der har et forklaringsproblem.

https://www.mintpressnews.com/257066-2/257066/

Niels Duus Nielsen

PS: Fun fact... - okay, måske ikke "fun", men så "interessant" da!

Artiklen fra mintpress.com kom først op på side tre i den søgning, jeg foretog på Google med søgeordene "mintpress.com" og "haftar".

Så noget kunne tyde på, at mintpress.com er blevet ramt af den form for "blød censur", som Google har annonceret at koncernen vil rulle ud med henblik på at forhindre offentligheden i at få alt for nem adgang til medier, som modsiger den amerikanske propaganda.

@Niels Duus Nielsen

Dit budskab opfatter jeg sådan, at alt er ligegyldigt, intet er værd at kæmpe for, og ingen kan man tro på, samtidigt med at verden er fyldt med fake news.... det gør mig virkeligt bekymret, at vi kan se så forskeligt på ting, som jeg synes er indlysende!

Jeg siger ikke USA, vesten osv. er guds engle, det er lidt sjovt som fokus altid skal ændres væk fra emnet. Du lever givetvis i fortiden og er en god gammel kommunist, men Rusland er ikke længere nogen rød kommunistisk stat, den bedste sammenligning i dag er vel med Tyskland i 1930´erne, så vågn dog op, der er ingen grund til ,at holde hånden over Putin rusland og dermed absolut ikke sagt, at andre også har fejl, men jeg vælger altså at tro på og kæmpe for det jeg har kært, og så er der altså nogle, som er bedre end andre omend de langt fra er perfekte!

Niels Duus Nielsen

Jeg holder ikke hånden over Rusland, tværtimod kæmper også jeg for det, jeg har kært, og det indebærer en vedholdende kritik af det amerikanske verdensherredømme, som overgår samtlige andre imperier i historien i kynisme, magtbrynde og grusomhed.

Så vågn dog op - USA har for længst meldt sig ud af "det internationale samfund" for at få frie hænder til at bedrive sit kanonbådsdiplomati: "Gør, som vi siger, eller tag komsekvenserne - all options are on the table!".

At du lever i fortiden kan forklare, at du skyder mig en anakronistisk sympti for Rusland i skoene, men jeg var faktisk maoist, da jeg var ung, og har derfor aldrig følt den store kærlighed til Sovjetunionen. Du, derimod, synes at lide af en livslang kærlighed til USA, som gør dig ude af stand til at se virkeligheden uden et rosenrødt filter.

Hvis man ønsker fred i verden, er USA den forkerte hest at satse på.