»Vi sad klar i lastbilen. På et aftalt tegn kørte den ud på Waterloo Bridge, og vi hoppede allesammen ud. På ganske kort tid fik vi etableret skateboardrampen, der spærrede vejbanerne, fik sat potter med træer i og hængt bannere op, så man kunne se, hvem vi er. Og så fik vi meldingen. Vi har indtaget alle fem mål.«
Det er 39-årige William Skeaping, der fortæller. Der er begejstring i hans stemme. Han er en af flere tusinde klimaaktivister, der denne uge gør alt, hvad de kan, for at stoppe trafikken gennem det centrale London.
»Jeg har haft et helt normalt job i kommunikationsbranchen, men efter at alvoren omkring den forestående klimakatastofe er gået op for mig, har jeg sagt mit job op og er nu fultidsaktivist i Extinction Rebellion«.
William Skeaping har forsaget de privilegier, han havde som fuldtidsansat.
»Jeg fandt ud af, at jeg kunne leve for en brøkdel af de penge, jeg havde brugt før, og jeg er meget gladere i dag end dengang. Nu gør jeg noget, der virkelig betyder noget. Det her gælder vores fælles fremtid,« siger han.
Mandag stoppede aktivister fra Extinction Rebellions trafikken i det centrale London. På få minutter parkererede man en lyserød båd i krydset ved Oxford Circus og forhindrede al transport omkring den altid travle Marble Arch. Også Parliament Square fik besøg af klimaaktivisterne, og de stoppede transportvejen sydover ved Waterloo Bridge.
Aktionen blev udført med stor disciplin, men stemningen blandt demonstranterne var venlig. Der var et klart flertal af yngre mennesker mellem 20-35 år, men der var også adskillige ældre borgere blandt aktivisterne.
Tirsdag forsatte aktionen. I løbet af natten havde politiet forsøgt at rydde vejbanerne og bedt aktivisterne om at holde sig til deres lejr ved Marble Arch.
Op mod 150 aktivister er i skrivende stund arresteret. Der var forholdsvis god stemning mellem aktivisterne og de forbipasserende, som blev tilbudt the med kiks og en snak om sagens kerne: en forestående klimakatastrofe.
»De fleste har slet ikke forstået, hvor stor den trussel, vi står overfor, i virkeligheden er. Hvis ikke vi gør noget nu, så ender det med fødevaremangel, kaotiske vandstande og massemigration,« siger William Skeaping.
Jeg fortæller ham, at jeg har talt med en meget bekymret lokal restauratør, der på trods af de mange mennesker på gaden ikke havde nogen gæster, og som sagde til mig:
»Det er hårdt nok, som det allerede er. Jeg har simpelthen ikke råd til at miste en uges omsætning. Det kan betyde, at jeg må dreje nøglen om.«
»Jeg er da rigtig ked af, at det går ud over erhvervsdrivende. Men det er jo også for deres skyld på sigt. Måske er der ikke nok mad i hans restaurant om ti år, hvis ikke vi handler nu,« siger klimaaktivisten William Skeaping.
Extinction Rebellion er en relativt ny protestgruppe. Den blev dannet i Storbritannien i 2018. Organisationen har en flad struktur — de kalder det selv et holocracy. Hovedkræfterne er ph.d. i biofysik, Gail Bradbrook og den lidt Gandalf-lignende ph.d.-studerende, Roger Hallam.
Det er ikke første gang, at de har held til at komme på avisernes forsider. Ved flere lejligheder har de haft succes med at lukke dele af byen ned — og det lykkedes 13 af dem at skaffe sig adgang til tilskuerpladserne i Underhuset, hvor de under en af de ophedede Brexit-forhandlinger lavede en happening med at smide tøjet.
De mener, at klimaspørgsmålet er vigtigere end Brexit-problematikken. Roger Hallam har flere gange understreget, hvor vigtigt det er med massearrestationer:
»Jeg vil anslå, at tusinder skal arresteres, før regeringen for alvor begynder at lytte. Så vi skal have så mange som muligt arresteret i denne uge,« udtalte Hallam til BBC.
Men er det i orden at spærre trafikken i en af verdens største byer i mere end en uge for at få sit budskab igennem? Det synes Bart Cammaerts, professor i politik og kommunikation ved London School of Economics.
»Historisk set har denne form for ikkevoldelig aktivisme været uhyre effektiv. Vi så det med suffragetterne, og Occupy Wall Street, og det er jo nogle af de samme folk, der er involveret her. Det virker, det er jo også derfor, du vil snakke med mig i dag,« siger professoren.
Men vi kan vel ikke allesammen bare demonstrere, fordi vi synes, det er vigtigst i verden, og så lade arbejdet i byerne gå i stå, spørger jeg ham.
»Der er selvfølgelig grænser for, hvor meget et samfund vil acceptere, men indtil videre opnår man det, man vil, og skaber et spektakel, et fuzz, der bliver diskuteret ved middagsbordene. Det er dygtige aktivister med stor erfaring, der spiller på medierne og de sociale medier for at skabe opmærksomhed om en sag, de synes er den vigtigste i vor tid. Er man enig i dette, er aktivismen ikke ude af proportioner.«
So far so good, for Extinction Rebellion. Der er indtil nu forsigtig forståelse fra begge politiske fløje, der hilser engagementet velkommen, når det ikke går ud over mennesker eller bygninger. Rent faktisk smadrede demonstranter indgangen til Shell-bygningen mandag, men også det var nøje planlagt for at blive arresteret.
Spørgsmålet er, om Londons borgere bliver trætte af aktivisterne, deres flammende øjne på gaderne, deres dedikation til sagen og det, at det er stort set umuligt at komme igennem indre by i bil. Nogle har advaret mod økofascisme og enøjethed, klimaprofessor Corrine Le Quere fortæller til Financial Times, at en langsigtet indsat ville virke bedre:
»De siger, de vil skabe et tipping point, men tipping points er skrøbelige.«
Formålet med Extinction Rebellion er at erobre dagsordenen, at sætte sig på tidsånden så at sige. Spørger man William Skeaping, så er det her bare første trin i raketten, der vil få os alle til at ændre måden, vi lever vores liv på.
Mange normale Londonere støtter lige nu op om aktionerne, men langt fra alle, og da særligt ikke formanden for det nye Brexit Party, Nigel Farage, der, adspurgt hvad han synes om Extinction Rebellion svarede:
»Skulle de ikke tage at få sig et arbejde?«
