Læsetid: 10 min.

»Det hele handler om at kende sin by og om at tale fransk med regeringssoldaterne og pidgin med separatisterne«

Forfatter Peder Frederik Jensen har besøgt det konfliktplagede Cameroun. Dette er det andet af to essays om hans ophold i Bonabéri, hvor mange af de mennesker, der har måttet forlade alt, forsøger at finde en tålelig tilværelse, mens de venter på fred eller på, at drømmen om et selvstændigt land, Ambazonia, skal blive til en realitet
Regeringssoldater på udkig efter oprørere i Ekona i Cameroum. Borgerkrigen mellem regeringsstyrker og militser er eskaleret gennem de seneste tre år, og udspringer af et civilt krav om lige rettigheder for de engelsktalende minoriteter i det fransktalende Cameroun, men er ført til et krav om selvstændighed og et nyt land med navnet Ambazonia.

Regeringssoldater på udkig efter oprørere i Ekona i Cameroum. Borgerkrigen mellem regeringsstyrker og militser er eskaleret gennem de seneste tre år, og udspringer af et civilt krav om lige rettigheder for de engelsktalende minoriteter i det fransktalende Cameroun, men er ført til et krav om selvstændighed og et nyt land med navnet Ambazonia.

Ashley Gilbertson

23. april 2019

BONABÉRI – Hôtel Mambanda City ligger på en vej fuld af små boder i skyggen fra tusinder af falmede parasoller. På en seddel kan jeg læse, at det er et hotel, hvor de lejer værelser ud til »siesta«, hvilket vil sige, at man kan leje et værelse for en time for de liderlige, to for de forelskede eller en hel nat for de trætte rejsende, der som jeg skal finde hoved og hale i den kryptiske virkelighed, jeg er blevet præsenteret for af kilder, der befinder sig i hele verden. Unge mænd, der hader hinanden, og som sender fotos i dårlig kvalitet og små mobiloptagelser for at bevise, at det netop er dem, der har ret, når de siger, at det er regeringsstyrkerne, der er det største problem, eller modsat at det er de bevæbnede og separatistisk indstillede AMBA-boys, der er brutale, pengeopkrævende og voldelige, og som får regionen til at kollapse.

Borgerkrigen mellem regeringsstyrker og militser er eskaleret gennem de seneste tre år, og udspringer af et civilt krav om lige rettigheder for de engelsktalende minoriteter i det fransktalende Cameroun, men er ført til et krav om selvstændighed og et nyt land med navnet Ambazonia. Nu lever 450.000 som internt fordrevne, mange af dem her i nabohavnebyerne Bonabéri og Douala.

Værelset ligger ud til en gård, hvor man kan parkere sin bil. Foran værelset er der små overdækkede bænke med røde pærer i loftet, hvor man kan sidde med sin »veninde«.

Sandheden er det først offer

Jeg bladrer i de mængder af fotos og videoer, jeg har modtaget på Twitter, WhatsApp og Instagram. Afspærringer, hvor unge drenge har standset kommerciel trafik for at kræve skatter. Andre hvor unge drenge i fattigdommens uniform: Barcelona-, Man United- eller Bayern Münchentrøjer med kinesiske klipklapper på fødderne løber ukoordineret mellem lave betonmure og lerklinede hytter, mens de skyder i alle retninger med deres stormgeværer. Fælles for billederne er, at dem, der har sendt dem ikke rigtig kan fortælle mig, hvor de er taget, af hvem og hvornår. På den måde er materialet et sørgeligt bevis på, at en krigs første offer er sandheden.

Det meste brutale er et foto af en halshugget mand. Hovedet ligger på hans overkrop, man kan se spiserøret og luftvejene lige så tydeligt. Jeg ligger på sengen og glor på min skærm. Så med et banker det på. Jeg rejser mig og åbner, og der står en mand, der er noget mindre end mig. Velklædt og langt fra at være en motorcykeldreng med ild i voldssynapserne.

»Eric,« siger han og smiler. Han er ven af Vincent Dla, min fikser og chauffør.

Han er rolig og afklaret: »Jeg har ikke noget at skjule,« siger Eric, som jeg siden via WhatsApp finder ud af hedder Asonganyi til efternavn. »Jeg er IDP – internt fordreven. Jeg lever i total armod. Har intet og kan ikke vende hjem. Jeg forlod min by Fontem, hvor jeg arbejdede på et hospital som sygeplejerske, fordi regeringsstyrkerne forfulgte alt og alle. De gik efter civile, efter os, der arbejdede på hospitalet, efter almindelige mennesker, for at stresse AMBA-drengene, men de opnåede kun én ting: Nu er det dem, vi er bange for, dem vi hader. Forestil dig, at en uniform er lig med en trussel på dit liv, og ikke udtryk for sikkerhed,« siger Eric og ser på mig, mens jeg åbner en sodavand, jeg har købt i receptionen.

»Tak,« siger han og drikker af den store flaske. »Som du kan se, er jeg handikappet. Det gør ikke tingene lettere, jeg har en pukkel, og mit højre ben er dødt. De ville give mig en krykke, men jeg foretrækker at flytte det skridt for skridt med en hånd på mit knæ.«

I det samme rejser han sig for at demonstrere, hvordan han kommer rundt i verden.

»Det begyndte med, at min tvillingbror og jeg fik malaria. Jeg kunne gå, så jeg var vel halvandet. De gav os en indsprøjtning, der skadede os. Han døde, og mig lod man være med mit døde ben på et hospital. Jeg sad bare. Det resulterede i, at min rygsøjle faldt sammen, og jeg fik den her pukkel. Det er ikke nemt at have et handicap som mit, når du befinder dig i en krigszone,« siger han.

»Jeg arbejdede 20 minutter væk fra mit hjem. Til fods. Vi fortsatte med at holde hospitalet kørende, da krisen udviklede sig og blev til vold. Skolerne har været lukket i tre år, men vi fortsatte, selv om Fontem er en af de hårdest ramte områder. Vi blev ved, jeg blev ved. Jeg er jo sygeplejerske. Uddannet af The Focolari Movement, katolikker, og jeg har altid arbejdet med folk fra hele verden, men nu er de væk. Ingen kan bevæge sig i området uden at risikere bortførsel eller død.«

»Det begyndte med, at de tog de unge mænds motorcykler. Altså gendarmerne. De provokerede og tvang drengene ud i bushen. Blev de i byen, blev de betragtet som fjender. Regeringsstyrkerne og elitesoldaterne og gendarmerne destabiliserede egnen. De ville have konflikt, og selv om vi arbejdede på et hospital, var vi ikke sikre, så hver dag når jeg gik fra mit hjem, var jeg bange for at dø.«

Jeg spørger Eric, hvorfor han ikke blev på hospitalet? Om der ikke var sikkert der?

Og så smiler han karakteristisk. »Ha, jo, men så ville jeg dø af sult. Vi havde ingen mad. Jeg måtte hjem for at spise.«

»En dag forsvandt en kollega. Hans lig blev smidt på gaden næste dag. Vidner så, at det var gendarmerne, der efterlod hans mishandlede krop. Det var i maj 2018. Da vi sørgede, kom en af de højestkommanderende gendarmer ind i det rum, vi befandt os i. Vi troede, han ville sige undskyld, men det gjorde han ikke. Han sagde: hvis I ikke samarbejder, sker det samme med jer!«

»Derfor forlod jeg byen. Jeg rejste rundt indtil januar 2019, hvor jeg kom til Douala. Nu bor jeg på andre menneskers nåde. Jeg har intet. Heller ikke familie. Min mor, der er i firserne, er stadig hjemme på egnen. Ikke i vores hus, der kan man ikke være. Det ligger et forkert sted, ligesom min kollegas butik lå et forkert sted. Ham der blev banket ihjel. Hans butik lå lige ved gendarmernes kasserne. Han var taget hjem for at se, om der var noget tilbage, efter at den var blevet tømt af ukendte gerningsmænd. Der var ikke noget, kun vold. Der var kun døden lige der. På samme måde hvor vi boede. Hvor min mor ikke længere bor. Hun forstår ikke, hvad der sker. Hvorfor man behandler os sådan. Hun har min lillesøster hos sig. Hun er underbegavet og har alvorlig epilepsi. For et par måneder siden forsøgte soldaterne at voldtage hende. De sagde: Tag dit tøj af og befamlede hende, men hun var snarrådig. Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men hun løb ind i huset og hentede sin sygejournal: Se, sagde hun. Jeg er syg og får behandling. Det skræmte dem, og de gik. Min mor fortalte mig det i telefonen. Hun fortalte mig, at det hele fortsætter. At alle, der kan, er taget væk.«

Normal under unormale forhold

Erics indstilling er ret klar. Han mener, ligesom Vincent, at der ikke er nogen vej tilbage. I løbet af mine dage i Douala og Bonabéri forsøger jeg at diskutere det med dem. Hele mytologien om vold, brugen af feticher, der gør, at de unge mænd tror, de ikke kan rammes af kugler, de langstrakte konsekvenser af had og uforsonlighed, den klare realitet, at borgerkrige er værre end andre krige, og at dem, det går ud over, er folk som Eric og hans søster.

Flertallet af de anglophone vil heldigvis helst have en fredelig løsning. Ikke mindst forfatteren Rosemary Enkosso, der bor i Europa, og som jeg jævnligt er i kontakt med.

Hun er velovervejet og har en skarp analyse. Det er hende, der skaffede mig i forbindelse med Philip, en murermester, der stadig bor i konfliktzonen. Han bor i Boya, en af de større byer, og som han siger: »Der hvor militæret er stærkt til stede, kan man stadig bo, der hvor de ikke er, er alle, der kan flygte, flygtet, og det siger meget om den her krig.«

Han er moderat og tror på en løsning, hvor Cameroun fører sin konstitution tilbage til den aftale om en føderalt samfund, der blev indført i 1961, hvor de engelsktalende mindretal i vest har lokalt selvstyre og kontrol over egen infrastruktur og ressourcer, men hvor man fortsat er en del af det camerounske samfund på lige fod med de øvrige regioner.

Jeg møder ham på hotellet. Vi sidder i et af de små aflukker ud mod gården, mens mørket faldt på. Han har taget sin bil og er kørt ned for at møde mig.

»Jeg har ikke noget at skjule,« siger han, da jeg tænder min optager og gør ham opmærksom på, at jeg forstår, at der er en kompleks situation i landet, og at jeg har dyb respekt for, at han bliver boende, og om det ikke er for farligt?

»Well, vi lever normalt under unormale omstændigheder,« svarer han. »Det hele handler om at kende sin by, kende situationen og om at tale fransk med regeringssoldater og pidgin med separatisterne. Jeg er murermester. Jeg bygger huse. Krigen er på alle måder dårlig for udviklingen. Vores egn var den egn i Cameroun, hvor der var den mest positive vækst. Folk byggede, og landet udviklede sig. Derfor er jeg modstander af løsrivelse og krig. Jeg tror ikke på, det fører andet end fattigdom og vold med sig.«

Magten skifter fra gade til gade

Philip er en fornuftig mand, der helt nøje redegør for, hvordan han sikrer sig selv.

»En dag,« siger han, »var det meget tæt på at gå galt. Det er sådan, at magten skifter fra gade til gade, fra kvarter til kvarter. Jeg kører rundt i en hvid truck, når jeg arbejder. En af min ansatte og jeg kørte ned ad en stor gade, hvor vi plejede at kunne bevæge os. Vi kørte med ladet fuld af byggematerialer. Det reddede os. Det er sådan, at militærets dødspatruljer er kendt for at køre i hvide trucks, men uden byggematerialer på ladet.«

»Da vi kørte ind i det pågældende kvarter, var vi ikke blevet ordentligt informeret om nogle sikkerhedsmæssige forandringer, og vi troede, at tingene var afslappede, men senere den dag fik vi at vide, at vi med vores bil havde tømt et helt kvarter for handlende og trafikanter. Fra det ene øjeblik til det andet var alt forstummet, og jeg bemærkede det selvfølgelig selv. Der er noget galt, sagde jeg til min kollega, og i det samme så vi en flok unge mænd med stormgeværer træde ud på gaden ved en afspærring på den tømte gade. Vi standsede. Jeg holdt en hånd ud ad vinduet for at signalere fred. Det samme gjorde min kollega. Vi holdt stille. Der var ingen bevægelse. Ingen mennesker. Så trådte jeg stille på speederen og bevægede mig i sneglefart mod afspærringen, hvor drengene begyndte at sigte på os, til vi var så tæt på, at de har kunnet se vores lad, og de kom ned mod os, omringede bilen, og jeg forklarede dem på pidgin, hvem jeg var, og hvad jeg skulle. De svarede mig ikke. Det havde jeg heller ikke forventet. Jeg kiggede bare på et sæt alvorlige ansigter, fulde af mistillid, der afventede et eller andet. En ordre om at slå os ihjel eller om at lade os køre.«

Jeg sidder jo her,« siger han, »så du kan regne ud, at vi fik lov til at passere, men det er sådan det er i zonen. Kender man ikke realiteterne, dør man.«

Lader som om, jeg kan tale fransk

Vi sidder og snakker, mens det bliver mørkt omkring os. Da vi er færdige, rejser han sig og kører hjem til sin kone, der er bekymret for ham. Næste dag ringer jeg til Vincent, og vi kører ud til Doualas store havn. Eric bor bag industriområdet, hvor Centralafrikas ressourcer forlader kontinentet og skibes til Europa, Asien og Amerika.

Eric bor for sig selv i et samfund af muslimske fiskere.

»Jeg lader, som om jeg er fransktalende,« siger han til mig. »Jeg håber på det bedste.« Vincent kører bilen, det har regnet, og han er tæt på at køre ned i en stor vandpyt, vi aldrig ville være kommet ud af. Han har forsøgt at guide os rundt i havnen, for at vise, hvor kontoret til tømmerhandlere ligger. »Jeg venter på en ny kontrakt,« sagde han. »Business.«

»Hvad vil I med den krig,« spørger jeg igen, og de trækker på skuldrene.

Eric ser den anden vej, Vincent siger noget om frihed.

Så kører vi rundt, til vi finder fiskemarkedet, hvor vi spiser grillede rejer med udsigt til havet. Vi taler om alt det, jeg åbenbart ikke forstår. Om vold. Frihed. Kvinder.

Næste dag flyver jeg nordpå, krydser Sahara i de høje luftlag, sover, mens maskinen hamrer hen over Middelhavet. Vågner i Bruxelles og skifter mit simkort.

Første essay blev bragt i Moderne Tider lørdag den 20 april 2019.

Rejsen foregik i februar/marts og var støttet af Danidas oplysningspulje

En politimand afsikrer et område godt 70 kilometer fra storbyen Douala i det sydvestlige Cameroun. Her drømmer de engelsktalende oprørere om selvstændighed i et frit Ambazonia.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Estrup
Christian Estrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu