»Ja, Narendra Modis Indien har fascistiske træk. Hvis I ikke dropper jeres berøringsangst for det ord, ser I det ikke«

»Ja, han vinder.«

Achin Vanaik er ikke i tvivl.

»Han kommer til at tabe nogle pladser, men han vinder. Så må vi få det bedste ud af det. Og I får så lidt længere tid til at opdage, hvad der er ved at ske med Indien.«

Han smiler. Vi sidder i hans udestue i det sydlige Delhi, aprilsolen står ind ad de store vinduer og lave tydelige striber i luften i støvet fra de mange bøger.

Achin Vanaik er tidligere professor ved Delhi Universitet, forfatter til en række bøger om indisk politik, og så har han været en tydelig venstrefløjsstemme i den indiske debat – ikke mindst i da Indien sprang ud som atommagt i 1998.

I dag begynder valget til det indiske parlament, og resultatet ventes klar sidste uge af maj. Achin Vanaik vil gerne forklare sin sarkastiske kommentar om, at det resultat vi give os lidt mere tid:

»Det, I skal vide i Europa, er: Vi har ikke et højrefløjsparti i spidsen for Indien. Vi har et ekstremt højrefløjsparti med oplagte fascistiske karaktertræk ved magten.«

Og det er anderledes end de ekstreme højrebevægelser, vi ser i Vesten, understreger han.

»I Europa består det yderste højre primært af politiske partier, der kan have en vis græsrodsforankring, men langt overvejende har de en populistisk dagsorden, der appellerer til vælgerne ved valgene.«

Peter Nygaard Christensen

Indien derimod har en yderliggående højrebevægelse – samlet kaldet Sangh Parivar, familien af hindunationale organisationer – der med bevægelserne RSS og VHP har haft et kontinuerligt og i sin kerne helt uforandret ideologisk projekt i 90 år. Og i rigtig mange år havde den det ganske glimrende med at forsøge at få sit samfundsideal realiseret nedefra. Først i 1980 fik den parlamentariske ambitioner, og BJP blev dannet.

»Intet andet liberalt demokrati har en ekstrem højrebevægelse, der har så dybe rødder i civilsamfundet. BJP hævder at have flere medlemmer end det kommunistiske parti i Kina – det er muligvis en tilsnigelse, men hvad der er sikkert er, at baglandet i RSS har et aktivistnetværk på omkring tre millioner mennesker, som mødes på ugentlig basis og er den største udbyder af private skoler, der opdrager millioner af børn i sin doktrin.«

Ser det ikke

Narendra Modi voksede op i RSS, men blev først kendt ud over Indiens grænser, da han i 2002 var leder af delstaten Gujarat under de uroligheder, der kostede over 2.000 mennesker livet, primært muslimer. Dengang fik han indrejseforbud i USA, men Achin Vanaik undrer sig dog ikke over, at det tilsyneladende var glemt, da Modi blev premierminister i 2014.

For det første handler det om helt basal manglende viden:

»Jeg skal ikke gøre mig klog på dansk presse, men jeg vil skyde på, at dækningen af politiske forhold i Indien er ret begrænset.«

For det andet kan der være en tilbøjelighed til, at strategiske og økonomiske allierede får noget længere line, påpeger Achin Vanaik. Indien er med snart 1,3 milliarder indbyggere og vækstprocenter på omkring syv et tiltrækkende eksportmarked og med sin placering og størrelse en strategisk stærk allieret for Vesten – ikke mindst i forhold til Kina og Rusland.

Men Vanaik ser en tredje bevægelse:

»Der er i samme periode også sket en udvikling i Europa, der gør Modis politik nemmere at sluge. Kombinationen af terrorfrygt og en antiimmigrationsdagsorden har helt oplagt gjort Europa mere lydhør over for argumenter om, at man må beskytte sig selv. Og man er blevet mere tilbøjelig til købe argumenter om, at muslimer er vanskelige naboer,« siger Vanaik.

»Man skal jo ikke glemme, at den racisme, der overvintrede fra kolonimagterne, og som var dominerende i Europa i 1960’erne og 1970’erne gik mere på biologiske markører og derfor også ramte indere. Fremvæksten af hindunationalisme i Delhi faldt sammen med et skifte i Europa til fordel for en racisme på kulturelle linjer – altså rettet mod islam.«

’Fascisme’

– Jeg bliver nødt til lige at spørge til dit brug af ordet ’fascisme’, for det vil vores læsere helt sikkert hoppe lidt i stolen over. Man læser det ofte i kritik af Modi i indisk presse, men hvad menes med ’fascistiske træk’?

»Der har altid være grundlæggende forskel på, hvordan man har defineret fascisme i henholdsvis en venstreorienteret og en liberal tradition. I liberal forstand har det været fascisme, når der har været en fascistisk regering. Altså et historisk øjebliksbillede. Ikke nødvendigvis med en folkelig bevægelse bag – det var der for eksempel ikke i Japan – men en stat, « forklarer Achin Vanaik.

»Venstrefløjen har derimod hævdet, at fascisme er en proces, der knytter sig tæt til kriserne i kapitalismen. Det, vi ser i Indien nu, er den mest autonome form for kapitalistisk stat, helt afskåret fra de mennesker, der er en del af produktion, men til gengæld helt tæt på de store virksomheder. Og samtidig med et nationalt narrativ, der handler om en stærk nation knyttet sammen af – i Indiens tilfælde – hinduismen.«

Men Vanaik kan godt forstå, hvis danske læsere kan få det galt i halsen.

»I har jeres specifikke historiske oplevelse. Og det er nok både kontraproduktivt og forkert at udnævne højrebevægelser i Danmark som fascistiske. Så lad være med det. I skal bare ikke blive så berøringsangste, at I ikke identificerer de fascistiske træk i et land som Indien.«

Global – og dog

Achin Vanaik mener, at ’mainstreamingen’ af det indiske religiøse højre til dels skal ses som del af en global bevægelse de seneste 30 år, hvor kulturelle nationalismer er blomstret op.

»De havde meget forskellige lokale udtryk, men var alle reaktioner på de massive økonomiske uligheder som fulgte med dereguleringerne og privatiseringerne.«

Peter Nygaard Christensen

»I USA og Storbritannien kom den fra det liberale højre med reaganismen og thatcherismen. Men de store oppositionsparter, demokraterne og Labour, holdt i et stykke tid fast i alternativet. Så der var en forhandling – lige indtil Clinton og Blair kom på banen og også tog den til sig.« 

I Indien var det omvendt, forklarer Achin Vanaik:

»Det var det store ’socialistiske’ parti, Kongresspartiet, der drev liberaliseringerne. På det tidspunkt var partiet reduceret til en topledelse, der egentlig bare skulle kigge sig selv i spejlet og beslutte at skifte kurs. Uden debat eller modstand. Og det var højrefløjen, BJP, der måtte indse, at hvis de skulle tages alvorligt, måtte også de skifte deres økonomiske nationalisme – en slags kulturelt forsvaret protektionisme – ud med et markedsorienteret globalt udsyn.«

Forsvunden venstrefløj

Og det har trukket lange spor. For i både i Europa og USA har højreskreddet været fulgt op af en bevægelse mod venstre, siger Vanaik.

»Ikke alle steder, og meget få steder i samme omfang som højreskreddet, men polarisering har været et gennemgående træk.«

Det er ikke tilfældet i Indien – i hvert fald ikke på parlamentarisk niveau. 

»I Indien har der været et skift til højre uden et efterfølgende skift til venstre. For der har ikke været den forhandling om den økonomiske politik, der kunne have skabt kimen til et nyt venstre. Kongresspartiet har siden også socialt og kulturelt rykket med over mod højre, uden at der er dukket noget nyt op i det tomrum, partiet har efterladt.«

– Hvordan mener du, at de er fulgt med til højre?

»Jeg vil i dag definere Kongrespartiet som et liberalt hinduparti, der hele tiden gør indhug i deres arv som et sekulært parti. Men mens BJP har skrevet det ned som del af deres program, fører Kongresspartiet en pragmatisk hindutva (en politik, der tilgodeser hindumajoriteten og ser hinduismens tekster som Indiens sande værdigrundlag, red.).«

Det er som forskellen på Apartheid i Sydafrika og ’hverdagsracismen’ i USA, siger Achin Vanaik:

»Den første ønskede et samfund hvor hvide regerede og sagde det. Den anden fastholder, at racisme er forfærdeligt, men gør i praksis ikke op med den dybt forankrede racisme.«

– Flere kommentatorer har kaldt Kongresspartiet for ’ideologisk forvirret’. Er du enig i den betragtning?

»Kongresspartiet har altid været ideologisk rundtosset. Historisk er det en rodebutik af ’nehruansk socialisme’ – forstået som idealet om social retfærdighed inden for kapitalismens rammer – et udenrigspolitisk matra om alliancefrihed, men med mange nære venner, og en sekularisme, der altid har været lidt vagt formuleret som ’enhed i diversitet’,« siger Vanaik. 

»Tidligere havde partiet så massiv en magtbase, at det ikke betød så meget.«

Demokratiets status

– Men hvordan har det indiske demokrati det?

»På makroniveau trives det stadig. Vi har altid haft relativt frie og fair valg. Det blive svært at ændre, og ingen ønsker at ændre det.«

Det gælder for både det ekstreme højre i Europa og i Indien, at de ingen planer har om at smide de grundlæggende demokratiske institutioner på porten, siger Achin Vanaik.

»Hvorfor skulle de? Der er jo der, de får legitimitet.«

Og det er ikke bare skindemokrati, som når tidligere kommunistiske regimer kaldte sig »den demokratisk republik dit- og dat«, understreger han. Hindunationalisterne vil også have demokrati, forstået sådan, at en majoritet bestemmer ved valgene.

»De skal jo bare overbevise majoriteten om at stemme efter deres mest snævre egeninteresser.«

Andre niveauer

Men demokratiet har det svært, når man kommer et niveau ned.

»Indien er et ekstremt voldeligt samfund, og en stor gruppe mennesker forhindres i at deltage i det økonomiske liv, fordi de er minoriteter,« siger Vanaik, der har set de institutioner, der skal sørge for at beskytte den enkeltes rettigheder og holde staten i ørerne, blive svækket.

Peter Nygaard Christensen

Han remser op: Politiet er nært knyttet til de hindunationale græsrødder, domstolene oplever et stigende pres for at støtte op om den politiske dagsorden, parlamentet er i praksis holdt op med at være et sted for debat om, hvor samfundet skal hen, og pressen kontrolleres i stigende grad.

»Tidligere havde vi parlamentarikere, der gik imod partiets hovedlinje, og så foregik der en åben debat. Det ser man stort set aldrig mere.«

Perspektivet

– Så du tror, Modi vinder. Hvad vil han så bruge en ny periode til?

»Hvis Modi genvælges, så frygter jeg, at vi vil se en intensiveret undertrykkelse, der vil få forskellige udtryk. Til venstrefløjen lyder signalet sådan her: Vi vil straffe jer, juridisk chikanere jer, og – hvor det er muligt – udrydde jer. Til de liberale: Opfør jer ordentligt, vil holde øje med jer og skræmme jer lidt, men vi kan også belønne jer, hvis I beholder et åbent sind i forhold til vores dagsorden.«

Achin Vaniak fortsætter: 

»Til muslimer siger de: Vi ghettoiserer jer, gør jer til juridiske andenrangsborgere – lev med det eller forsvind. Til stammefolkene og dalitterne (kasteløse, red.) siger de: Vi vil favne og annektere jer – hvis I altså ikke grundlæggende udfordrer den økonomiske organisering og skaber spændinger i forhold til dem, der er højere oppe i det sociale hierarki end jer.«

Og dermed er Achin Vanaik kommet til dem, der udgør BJP’s kernevælgere i 2019:

»Til dem, vi kalder middelklassen – dem, der økonomisk hører til blandt de øverste 15 til 20 procent af befolkningen – siger man: I er dem, der gør Indien stærk. Og den aggressive nationalisme rimer på bedre tider for jer.«