Læsetid: 8 min.

Jairo har brændt 100 hektar regnskov af, og han er stolt af det

For den 46-årige colombianer Jairo er træerne som børn. Det er derfor, han også får moralske tømmermænd af at brænde regnskoven af. Men hvad skal hans familie ellers leve af? Både i Colombia og Brasilien tager rydningen af Amazonas til, og i foråret var vi ude med én af de landmænd, der er en del af forklaringen på det
Jairo - kaldet Peluche - er landmand og kvægbonde i delstaten Caquetá Colombia.

Jairo - kaldet Peluche - er landmand og kvægbonde i delstaten Caquetá Colombia.

Andrés Cardona

29. april 2019

CAQUETÁ – I den colombianske del af Amazonas kaldes det for Tumbas. Det er enorme områder, hvor alle træerne er blevet fældet og underskoven brændt af. Tumbas betyder også gravpladser, som i gravpladser for regnskoven.

Jeg står midt i en sådan gravplads med 46-årige Jairo, der aldrig bliver kaldt andet end peluche, teddybjørn. Han er smilende, jovial og minder måske lidt om en sjov teddybjørn.

Peluche står på en kæmpe træstub og spejder ud over tumba’en. Det er ham, der har ryddet dette kæmpe område af regnskoven, og han er stolt af det. 100 hektar eller én kvadratkilometer. Han er ved at gøre klar til at brænde det af, bagefter skal der sås græs.

Her vil være plads til 100 køer. Det er en del af arven til hans sønner. Træstubben han står på, var et træ, der var flere hundrede år gammelt.

»Hvordan har du det med, at det er dig, der har fældet al den skov? Har du det ikke dårligt med det?« spørger jeg.

Vi har vandret en time i skarp sol for at komme hertil. Gået og hyggesnakket. Det er nærmest hans livsstykke, han viser mig frem. Nu forsvinder Peluche ind i sig selv. Det virker til, at kommentaren ramt noget dybt i ham.

»For mig er vi på vej mod verdens ende. De træer er som børn for mig. Planterne, vandet, skoven, det er det allerhelligste. Det giver mig moralske tømmermænd at fælde skoven. Men hvad skal jeg ellers gøre? Hvad skal vi ellers leve af?« siger Peluche op i luften.

Selv lyden i skovrydningen er anderledes. Eller fraværet af lyd. Junglens fugle og insekter kan levere et intenst lydinferno, her er ingen. Colombia er det land i verden med anden højest biodiversitet af træarter (efter Brasilien) med 5776 registrerede arter af træer.

Peluche i en Tumba i Caquetá. En gravplads over skoven. Han har lige ryddet 100 hektar skov, så han kan så græs og have 100 køer. Han viser stolt symbolet på sit fremskridt, men samtidig ville han ønske, han kunne leve af at bevare skoven.

Andrés Cardona

Guerillamiljøpolitik

De seneste år er skovrydningen i Colombia taget til og overstiger nu for første gang i årtier antallet af fældet hektar regnskov i Bolivia og Peru, viser en ny opgørelse fra Global Forest Watch. Kun i Brasilien bliver der fældet mere regnskov i Sydamerika, men Brasilien rummer også en langt større andel af Amazonas.

I 2017 steg skovrydningen i Colombia med 65 pct. i forhold til året forinden. I 2018 steg antallet af ryddede hektar yderligere med ni pct. til i alt 176.977 hektar. Det er et skovområde på størrelse med Lolland-Falster, der blev ryddet alene sidste år.

En af de væsentligste forklaringer er, at det var i december 2016, at guerillagruppen FARC underskrev en fredsaftale med den colombianske regering. FARC havde tidligere magten i nogle af de truede dele af colombiansk Amazonas og fungerede som myndighed, forklarer den 40-årige lokale leder William Mellizo.

Han repræsenterer 16 lokalsamfund her i Bajo Caguan-regionen. FARC havde en slags miljøpolitik, og det var obligatorisk at holde 25 pct. af ens jord som skovreservat, fortæller William.

Hvis ikke man overholdt reglerne, fik man en bøde eller blev smidt ud. Hvis man fortsatte, kunne man risikere en kugle for panden. Så folk respekterede FARC’s regler og lod træerne stå som reservat.

Mange levede af at dyrke koka, som bliver brugt til at producere kokain. Det betalte godt, så det gik fint med at holde 25 pct. af jorden som reservat. Men så begyndte militæret at sætte ind over for kokaen, og den gode forretning forsvandt. Kort efter kom fredsaftalen, FARC lagde våbnene og forsvandt i store træk fra området.

»Da FARC tog herfra, begyndte den helt vilde skovrydning. Regeringen har ikke overtaget den rolle, som FARC havde, så nu hærger en form for lovløshed. Folk fælder løs af junglen. Og vi ved ikke ret meget om kvægdrift, så det er meget ineffektivt,« fortæller William Mellizo.

Bønderne fælder normalt én hektar jungle for at have én ko. De fleste i området har ikke deres egne køer, men forvalter storbønders køer og tjener en lille procentdel. Det samme gælder Peluche.

Andrés Cardona

Sammenhængen mellem skovrydning og FARC’s forsvinden bekræftes af Mario Angel Varon Castro, direktør for miljømyndigheden Corpoamazonia, som vi møder i delstatshovedstaden Florencia i den sydøstlige del af Colombia. Han peger på et kort på sit kontor:

»Alle de områder med skovrydning var kontrolleret af FARC, og de tillod ikke at fælde skoven. Staten er stadig svag i de områder. Hvor FARC var før, er det nu gået amok i skovrydning. Se de her hundredvis af områder af ryddet skov, det er fra ét halvår af 2018. Vi kan ikke standse det. Vi har ikke nok midler. Vi er bare et par hundrede funktionærer og en firehjulstrækker,« siger Mario Angel Varon Castro.

Alt det der med jordens lunger

Caquetá er den delstat, hvor der ryddes mest skov i Colombia. Delstaten står for 45,9 pct. af skovrydningen. I Caquetá er kommunen Cartagena de Chairá den, hvor flest træer fældes. Det er her, Peluche lige har fældet 100 hektarer.

Han ved godt selv, at det ikke kan blive ved på den måde.

»Hvis du kommer om ti år, vil her være savanne og ørken. Her vil ikke være mere skov tilbage. Det vil være en tragedie. En annonceret død,« siger Peluche tørt.

Men skovrydningen er hans og familiens mulighed for udvikling:

»Det er dét, jeg kan give videre til mine sønner. På den ene side er det beklageligt, men samtidig er jeg også glad for at se på skovrydningen. Det er fremskridt for mig. Jeg og min familie vil have mere jord at arbejde med i fremtiden,« siger Peluche.

Det samme siger den lokale leder William Mellizo:

»Vi ved godt, det med jordens lunger og alt det der. Vi kender godt historien med at passe på skoven. Bønderne gør det ikke for at gøre skade. Det er af nødvendighed. Og vi har brug for hjælp for at stoppe det. Landmændene ved godt, de bør passe på skoven, men de tænker også på deres børns fremtid,« siger William Mellizo.

Peluches 20-årige søn Breiler ved også godt, at hans far skal passe på med ikke at ende som skurk i den her fortælling.

»Husk nu at vise dem reservatet, far,« siger han.

Lige ved siden af det rømmede område, har Peluche et skovreservat, som han drømmer om at bevare.

»Hvis jeg fik penge for at være park ranger og passe skoven, så går min drøm i opfyldelse,« siger Breiler.

Han er lige kommet tilbage efter et længere ophold i hovedstaden Bogota.

»Vi fælder træerne, fordi vi har kvæg. Vi bliver nødt til at fælde træer for at så græs, for at have noget at leve af. Det er vores levebrød,« siger Breiler.

»Det er trist at tænke på det. Men vi har ikke andre muligheder. Og jeg ser også mig gå den samme vej som min far,« fortæller Breiler, som drømmer om at studere, men ikke har råd til det.

Andrés Cardona

De fortæller, at det er første gang, de har besøg af en journalist. Og det er sjældent, der kommer besøg fra staten. Eller militæret. Den colombianske stat er endnu ikke nået til ud til Peluche og familien.

Det har da også været en odyssé at komme hertil. Syv timers sejlads ad floden. Da vi passerer den sidste kontrolpost, Remolinos, siger en soldat til os:

»Herfra og ned ad floden, er det ikke os, der har kontrollen. Pas på,« siger han med henvisning til de mange FARC-dissidenter, der forlod guerillagruppen under fredsprocessen og stadig befinder sig i området.

Kæmpe områder i den colombianske del af Amazonas er præget af lovløshed. I de områder bliver der fældet træer på livet løs. Peluche siger, at dissidenterne har været forbi for at få ham til at dyrke koka igen.

»Men jeg har ikke lyst til at dyrke koka. Jeg foretrækker at fælde flere træer, og så mere græs,« siger Peluche.

Colombia får penge fra udlandet for at bekæmpe skovrydningen, blandt andet fra Norge. William Mellizos sammenslutning af 16 lokalsamfund har netop modtaget penge til at forbedre kvægdriften for at stoppe skovrydningen. Men det er langtfra nok, mener han:

»Det går alt for langsomt. Det her foregår nu og her. Bønderne er i gang med at fælde store dele af skoven. Der bliver nødt til at ske noget hurtigt,« advarer William Mellizo.

Dræbte miljøforkæmpere

Samtidig med at skovrydningen sker med rekordfart, er forsvaret for junglen i Colombia en ekstrem affære: Latinamerika er den farligste verdensdel at være miljøforkæmper i.

Ifølge en rapport fra Global Wittness var 60 pct. af dræbte miljøforkæmpere i 2017 fra Latinamerika. Colombia har en kedelig tredjeplads efter Brasilien og Filippinerne med 24 dræbte miljøforkæmpere i 2017.

I Florencia møder vi Major Yanny Alexander Melo, som er en del af den såkaldte Burbuja Ambiental, som er regionale enheder under miljøministeriet til at bekæmpe afskovning og udsmugling af vilde dyr og planter. Major Melo er opgivende over for afskovningen:

»De her miljøskader er irreversible. Det er som et monster, der er ved at æde Amazonas op. Mens vi er vidner til det.«

Det er ulovligt at fælde træerne og bønderne kan, i teorien, blive straffet med bøde og fængselsstraf. Rundt om i Colombia har der været fanget nogle af miljøforbryderne, der står bag skovrydningen. Men det er intet til sammenligning med, hvor meget der bliver fældet.

Macheten er ét af redskaberne, som Peluche og de andre kvægbønder bruger, når de rydder skoven.

Andrés Cardona

Major Melo er frustreret over, at myndighederne ikke lykkes med at bekæmpe det enorme problem.

»Vi fanger aldrig bagmændene. Det er kun de bønder, som står med motorsaven og fælder træerne – eller brænder skoven ned. Ikke de ægte forbrydere. Der er ingen, der bliver straffet for det her. Vi har ikke personale og kapacitet til at stoppe skovrydningen. Resultatet er, at der ikke sker noget, hvis man begår de her miljøforbrydelser«.

Alle vi taler med, virker til at være enige om, hvad der skal til for at bekæmpe afskovningen:

»Løsningen er, at de her bønder har andet arbejde, andet at leve af,« mener Major Melo.

»Reaktionen fra myndighederne er for langsom i forhold til, det der foregår. Folk siger, hvad får jeg for ikke at fælde skoven? Og indtil staten reagerer, går der et halvt år. Og hvad sker der i mellemtiden? Well … de fælder skoven«, lyder det opgivende fra Mario Angel Varon Castro fra Corpoamazonia.

Træet hedder Breiler

På vej tilbage til Peluches hus stopper vi op ved to store træer. De er opkaldt efter to af Peluches sønner. Det er som at blive inviteret ind i et fotoalbum at høre Peluche og Breiler fortælle om, hvordan de navngav træerne, da de var to små skud. Jeg tror på dem, når de siger, at skoven og træerne er som familie for dem.

Jeg klapper på den ene træstamme og opdager til min forskrækkelse en stor boa lige oven over vores hoveder. Den kaldes en galan.

»Bare rolig, den gør ikke noget. Den kommer tit her og er vant til os mennesker,« siger Peluche.

Et eksotisk øjeblik, men samtidig et eksempel på en anden konsekvens af skovrydningen. De vilde dyr mister deres habitat og begynder at dukke op i landsbyerne. Beboerne fortæller om, hvordan det er stadig mere normalt at se vildsvin, slanger, papegøjer.

»Det er ikke vores intention at lave den her djævelske ballade. Vi ved godt, at vores børn har brug for at ånde frisk luft,« siger Peluche.

Andrés Cardona

Tusindvis af venezuelanere er strandet i Cúcuta i Colombia, efter at grænsen til Venezuela blev lukket efter nødhjælpsfejden i februar.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Poul Anker Juul
  • Thomas Tanghus
  • Torben Skov
  • Johnny Christiansen
David Zennaro, Poul Anker Juul, Thomas Tanghus, Torben Skov og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er det jeg siger: Fattigdom er verdens største problem!

David Zennaro, Per Torbensen, Lise Lotte Rahbek, Karsten Lundsby, Carsten Wienholtz og Jens Winther anbefalede denne kommentar

@ Torben Skov,

Fattigdom er et vældig stort problem - også i Amazonas.

Men netop den skovrydning der nu finder sted i Colombia skyldes egentlig ikke fattigdom - men kriminel grådighed. Her er det meget store erhvervs-giganter, der ulovligt tager skovarealer fra fattige mennesker - ofte urbefolkningen, som de ulovligt rydder, og anvender til forskellige formål - herunder til kvægopdræt og plantager for palmeolie til brug for Europas svinebønder.

Medens FARC var aktiv i området, turde de ikke. Men nu hvor FARC er væk, gør de som det passer dem. Og den lokale befolkning gør de enten hjemløse eller til en slags slavearbejdere på deres egne jorder. I enkelte tilfælde lader de den lokale befolkning fortsat bo på sin egen mark, men helt uden mulighed for dyrkning eller husdyrehold.

Og det hele kan lade sig gøre, fordi den fattige landbefolkning og urbefolkningen aldrig har kunne skaffe penge til at få registreret deres ejerforhold. Og så har Colombia embedsmænd og politikere, der er dybt korrupte, og ofte arbejder for disse store gigantvirksomheder, - hvor nogle ligefrem er pæne registrerede selskaber i USA.

David Zennaro, Flemming Berger, Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek, Ib Christensen, Karsten Lundsby, Pia Nielsen, Anders Reinholdt, Erik Karlsen, Torben Bruhn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Kim Houmøller, Torben Skov og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Viser med tydelighed,
intet er skidt for noget uden være godt for andet.
FARC`tilstedeværelse var tilsyneladende skovens beskyttelse.
Men uanset hvor korrupte nuværende politikere er i Columbia, ville de ikke have noget ud af rydde skovene hvis ikke der var købere.
Køberne er dem der i første omgang skal tænke sig grundigt om.

Karsten Lundsby, Torben Bruhn Andersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Jeg mener bare, at de grådige gør sjældent arbejdet selv. Man betaler fattige en ussel løn for at gøre det beskidte arbejde. Det er heller ikke de som tjener pengene på næsehornshorn som render rundt og skyder dem.
Det kunne endda være, at hvis der ikke var fattige ville folk beskytte dyr og regnskov.

Fødevarestyrelsen Mørkhøj

Er der nogen, der har overvejet at bruge penge på at betale lokalbefolkningen en fast løn for IKKE at brænde mere skov af og lade Amazonas brede sig? Det må da være så meget billigere - ligeledes vil man kunne lukke skoven af for ind-og udgang i store områder (efter aftale med indfødte folk) og kun foretage forskning i de områder.
Brandslukning og sanktioner rammer jo skævt og bestyrker kun status quo.
Bare en tanke - hav en god dag.

Grethe Preisler

Stork, stork Langeben med de røde hoser, hvor har du gjort af dit ene ben? Blev det i Faraos moser?

Siden offentliggørelsen af ovenstående artikel den 29. april 2019 har der fundet et vagtskifte sted i venstremanden Jacob Ellemann-Jensens tidligere fødevare-, fiskeri- og miljøministerium. F.eks. er miljøministeriet nu blevet overdraget til Lea Werdelin, mens resten af Jacob Ellemann-Jensens tidligere ressort er blevet overdraget til Mogens Jensen .... ;o)