De kasteløses store ikon kan blive valgets kongemager

For Indiens kasteløse er Mayawati et symbol på politisk indflydelse. I 1995 blev hun den første kvindelige dalitleder af en delstat. Lige siden har Mayawati været en magtfaktor i indisk politik, og fra sin base i Uttar Pradesh kan hun blive afgørende for valgets udfald
Mayawati startede sin politiske karriere ved at cykle fra landsby til landsby med sit budskab om at gøre en ende på kastediskrimination. Siden har hun opnået så stor popularitet, at hun for længst er blevet en national og ikke bare regional faktor i indisk politik

Mayawati startede sin politiske karriere ved at cykle fra landsby til landsby med sit budskab om at gøre en ende på kastediskrimination. Siden har hun opnået så stor popularitet, at hun for længst er blevet en national og ikke bare regional faktor i indisk politik

Money Sharma

Udland
26. april 2019

I fire årtier har Mayawati kæmpet de kasteløses sag. Få personer har haft større politisk betydning for så mange mennesker – både af den direkte, udøvende slags og på et mere symbolsk plan.

Historien om Mayawati er historien om en demokratisk vækkelse blandt de mest marginaliserede grupper i det indiske samfund. Kastesystemets sociale hierarki opdeler folk i fire lag, der igen kan inddeles i tusindvis af underkategorier. Nederst finder man dalitterne, de kasteløse, der af mange betragtes som urene. Dem findes der i dag flere end 200 millioner af i Indien. Flest bor der i delstaten Uttar Pradesh, som er hjemstavn for 40 millioner dalitter. Det er her, Mayawati startede sin politiske karriere ved at cykle fra landsby til landsby med sit budskab om at gøre en ende på kastediskrimination.

Siden har hun opnået så stor popularitet, at hun for længst er blevet en national og ikke bare regional faktor i indisk politik.

Hun har aldrig opgivet drømmen om at blive premierminister, men i første omgang kæmper Mayawati og hendes parti BSP for at vælte regeringspartiet BJP og premierminister Modi. Det indiske parlamentsvalg startede den 11. april og løber frem til den 19. maj. Modi og hans alliancepartnere fører i meningsmålingerne, og skal oppositionen ført an af Kongrespartiet gøre sig forhåbninger om at vinde, er dalitternes stemme altafgørende. Mayawati og BSP har før tippet magtbalancen i parlamentet.

»Mayawati har været igennem op- og nedture, men hun er fortsat dalitternes førstevalg. Hun er det største navn uden for de store, nationale partier, hvilket er en bemærkelsesværdig bedrift. Hun forstår deres problemer og italesætter dem. Dalitterne tror på hende og føler, at hun er en af dem,« siger Sukhadeo Thorat, professor emeritus ved Jawaharlal Nehru University og forfatter til bogen Untouchability in Rural India.

Samme vurdering lyder fra Nicolas Jaoul fra Det Nationale Franske Center for Videnskabelig Forskning, der er antropolog med speciale i dalitternes politiske bevægelse og aktivisme.

»Mayawati har opbygget sin popularitet ved at sætte fokus på udviklingsindsatsen i dalitenklaverne ude i landsbyerne og ved at sørge for, at politiet lytter til dalitternes klager, der tidligere blev ignoreret. Det har givet dem større selvværd, fordi de nu kan drage fordel af myndighedernes støtte i deres kamp for værdighed. Især kvinderne, der har været de værste ofre for seksuel vold, ser på hende som et forbillede. På den måde er Mayawati blevet inkarnationen af dalitindflydelse,« forklarer han.

Brød med sociale mønstre

Selv tilhører Mayawati Chamar-dalitterne. Det samme gælder over halvdelen af dalitterne i Uttar Pradesh.

Traditionelt har den gruppe været tilknyttet erhverv inden for læderarbejde og behandling af huder, men størstedelen er i dag småbønder.

Allerede fra ungdomsårene brød Mayawati med de sociale mønstre. Hun tog en universitetsuddannelse i Delhi og blev lærer. Hendes politiske interesse blev vakt ved mødet med datidens store dailtforkæmper, Kanshi Ram, der så et stort talent i Mayawati og gjorde hende til sin politiske discipel. I 1984 stiftede Kanshi Ram partiet BSP, der står for Bahujan Samaj Party, hvilket betyder »flertallets samfund«.

Mayawati

  • Født den 15. januar 1956 i en forstad til New Delhi. Mayawati læste jura og uddannede sig til lærer i Delhi og havde intentioner om at tage den indiske embedsmandseksamen.
  • I stedet gik hun ind i politik og blev en del af inderkredsen omkring Kanshi Ram, der stiftede BSP. Efter et par mislykkede forsøg blev hun i 1989 valgt til det indiske parlament. I 1995 vandt BSP regeringsmagten i Uttar Pradesh. Mayawati var 39 år og blev landets yngste leder af en delstat.
  • Hun har siden siddet i parlamentet og været regeringschef i Uttar Pradesh adskillige gange og overtog ledelsen af BSP i 2001. Hendes politiske prioriteter er lov og orden, infrastrukturprojekter samt at forbedre forholdene for dalitter og andre dårligt stillede grupper.

Ambitionen var at samle Indiens undertrykte i en fælles front mod de to store partier i indisk politik: Kongrespartiet og BJP. I dag er 63-årge Mayawati leder af BSP. Hun har siddet i parlamentet for partiet adskillige gange og fire gange stået i spidsen for regeringer i Uttar Pradesh. Hun har formået at samle dalitterne omkring sig i flere årtier. Alligevel er hendes metoder langtfra altid populære.

»Mens Mayawati kun tror på forandringer ovenfra, tror mange i dalitbevægelsen på gademobiliseringer, omvendelser til buddhisme, kulturel kritik af kastesystemet. Mayawati tager hensyn til rent valgmæssige overvejelser og fører ofte en opportunistisk politik. Hun tøvede for eksempel ikke med at forme alliancer med BJP i 1995 og 1997, da hun først dannede regering. Det til trods for at BJP står for en ideologi, der retfærdiggør kastesystemet og et patriarkalsk samfundssyn,« siger Nicolas Jaoul.

Kritikere beskylder hende for at have tilranet sig store rigdomme og for at bruge offentlige midler på at fremme partipolitiske interesser – og på at holde ekstravagante fødselsdagsfester for sig selv.

Mange stemmer gik tabt

Denne gang stiller Mayawati ikke selv op til parlamentet. I stedet vil hun hellige sig arbejdet med at promovere den alliance, BSP har indgået med et andet regionalt parti i Uttar Pradesh. Delstaten er Indiens folkerigeste og har 80 ud af de 545 pladser i parlamentets underhus. Der skal 272 mandater til for at danne regering.

Ved seneste parlamentsvalg for fem år siden snuppede BJP 73 af de 80 pladser, hvilket var en stor del af forklaringen på Modis jordskredssejr. Derimod fik Mayawati og BSP ikke en eneste kandidat i parlamentet. Det var til trods for, at partiet fik 22 millioner stemmer på landsplan og dermed blev Indiens tredjestørste. Men i det indiske valgsystem er der ingen belønning for at blive nummer to i en valgkreds, så de mange stemmer på BSP gik tabt.

Resultatet var en ydmygelse for Mayawati.

Derfor har hun denne gang valgt at indgå i en valgkoalition med partiet Samajwadi Party, der også bejler til den store gruppe af lavkastevælgere.

»Valget i 2014 viste, at hun ikke kan klare sig alene. Det er den politiske faktor. Men der er også en ideologisk forklaring. BJP og hindunationalismen står for ting, der er lodret imod, hvad Mayawati står for. De her fundamentalistiske hindunationalistiske kræfter har skabt en ny virkelighed,« siger Sukhadeo Thorat fra Jawaharlal Nehru University.

Det ligner ellers ikke Mayawati at indgå valgalliancer. Hun vil hellere bestemme selv.

»Mayawati har før i tiden været meget modvillig til at indgå i valgalliancer. Mine data viser meget klart, at hvis hun havde indgået i nogle alliancer i de sidste par valg, så var det gået bedre. Hendes parti har haft nogle katastrofale resultater, fordi det simpelthen ikke har spillet kortene rigtigt,« siger Christiane Bjerglund Andersen, der forsker i indiske valgalliancer ved University College London.

I en valgalliance deler samarbejdsparterne delstatens valgkredse imellem sig. Det passer dårligt ind i Mayawatis planer om at tilbageerobre regeringsmagten i Uttar Pradesh, når der næste gang er valg i delstaten.

»Partierne vil ofte frygteligt gerne vinde det regionale valg i deres hjemstat. Hvis de undlader at føre valgkamp i nogle valgkredse til det nationale valg, mister de en mulighed for at promovere sig selv. De er fokuseret på at vinde staten, hvilket der groft sagt også er flere penge i. Det er bedre at sidde på magten i en stat end at være tredjeviolin i en centralregering inde i Delhi,« lyder det fra Christiane Bjerglund Andersen.

Indiens valg

Indien er under kolossal forandring. Økonomisk og magtpolitisk får landet stadig større vægt i verden, samtidig med at Indien de seneste fem år under Narendra Modi har bevæget sig i en mere illiberal retning, der udfordrer selve statens grundidé om at være inkluderende og sekulær. Under det indiske valg fra 11. april til 19. maj klæder vi dig på til at forstå verdens næste supermagt. Lær de vigtigste forfattere og filmskabere at kende, forstå den indiske forfatning, de politiske kampe, hvordan de aspirerer til videnskabelig storhed, og – naturligvis – hvad inderne selv vil med deres enorme samfund.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her