Læsetid: 7 min.

»Her koster venezuelanske kvinders kroppe det samme som bolivares: Ingenting«

I den colombianske grænseby Cúcuta venter venezuelanske desertører nervøst på, at de kan vende tilbage til Venezuela og befri deres land i kamp. Imens rådner den strandede nødhjælp op, mens venezuelanske kvinder må sælge deres krop for at slippe over den lukkede grænse. Byens borgmester appellerer desperat til omverdenen for at finde en løsning
Tusindvis af venezuelanere er strandet i Cúcuta i Colombia, efter at grænsen til Venezuela blev lukket efter nødhjælpsfejden i februar.

Tusindvis af venezuelanere er strandet i Cúcuta i Colombia, efter at grænsen til Venezuela blev lukket efter nødhjælpsfejden i februar.

Schneyder Mendoza

15. april 2019

CÚCUTA – En måned er gået, siden Venezuela Aid Live-koncerten og den oprørte folkestemning fyldte Cúcuta. Men forsøget på at få bistand fra USAID over grænsen til Venezuela var forgæves.

Nu er den colombianske grænseby efterladt tilbage med tømmermændene efter det internationale samfund og pressens store bistandsshow.

Grænsen har været lukket, siden Venezuela brød alle diplomatiske forbindelser til Colombia efter selv samme bistandsevent i februar.

Væbnede grupper fra både Venezuela og Colombia lukrerer nu på de uofficielle, ulovlige grænsekrydsninger, der fortsat finder sted. De venezuelanske migranter og flygtninge betaler prisen.

Mad og medicin

Borgmesteren i delstatshovedstaden Cúcuta, César Rojas, er godt og grundig træt af den colombianske præsident Ivan Dúque og af situationen i det hele taget.

På borgmesterkontoret ved den centrale plads Parque Santander midt i Cúcuta er der højt til loftet, og køen for at komme til at tale med borgmesteren ved det lange lakerede træbord er svimlende lang.

»Som borgmester i Cúcuta havde jeg forventninger til bistanden og den store koncert. Vi forventede, at bistanden ville komme ind i Venezuela. Ikke at vores by ville ende med alle de her problemer. For bagefter blev forsøget på at få bistanden ind i Venezuela til et problem for vores by,« siger César Rojas.

»Nødhjælpen er ved at gå til, den skal spises, bruges. Politikerne bliver nødt til at finde en alternativ løsning på det. Jeg har appelleret til præsident Dúque, til USA og til Venezuelas opposition og foreslået, at vi kan give den bistand til de mindst 150.000 venezuelanere i Cúcuta, som har brug for hjælp. De er nødt til at hjælpe os med den her situation,« siger borgmesteren.

Den amerikanske ambassade i Colombia har ikke villet give konkret information om indholdet eller den specifikke mængde af bistand, som har været opbevaret i lagre tæt på grænsebroen ved Tienditas, siden den ankom til Cúcuta i lastbiler d. 7. februar.

Men ifølge kilder fra Colombias nationale risikoenhed, som tager sig af opbevaringen af bistanden fra USA, er der omkring 150 tons bistand markeret USAID.

Efter vi har forladt byen igen, bliver nogle elementer vist frem ved en rundvisning: Medicin, gangstativer, krykker, kørestole, iltmasker, shampoo, sæbe, tandbørster, tandpasta og madvarer som mel, madolie, ris, pasta og tun på dåse.

Der har ikke været nogen officiel udmelding om udlevering af noget af bistanden eller planer for, hvad der skal ske med de 150 tons USAID. Den store mængde hovedpinepiller ved grænsen har den modsatte effekt på borgmesteren.

»Det burde have været Internationalt Røde Kors, der skulle have stået der med bistanden og ikke præsidenter. Hvis det er humanitær hjælp, så er det Røde Kors, der koordinerer, det er ikke os politikere. Det var politik, det var ikke humanitær hjælp,« mener César Rojas.

Internationalt Røde Kors meldte netop ud i forbindelse med USAID til Venezuela, at organisationen ikke ville deltage i uddelingen, da den ønsker at forblive neutral.

Og Christoph Harnisch, chef for Internationalt Røde Kors’ delegation i Colombia udtalte i forbindelse med USA’s bistand til Venezuela, at det ifølge ham ikke er korrekt at give den bistand mærkatet humanitær.

Den Internationale Røde Kors Komite (ICRC) underskrev torsdag d. 11. april en aftale med Nicolás Maduro om at bringe humanitær bistand ind i Venezuela. Men den omdiskuterede bistand fra USA befinder sig fortsat på lagre på grænsebroen Tienditas ved Cúcuta.

Ingen kontrol

Det er sidst på formiddagen og det colombianske civilforsvar og repræsentanter fra den venezuelanske opposition inviterer os med ud til nogle af de uofficielle grænseovergange. Det ser tilforladeligt ud, men alle har advaret os mod at tage dertil alene.

Folk stimler sammen for at krydse en smal overgang, der krydser den lille bitte flod, der her udgør den fysiske grænse mellem Colombia og Venezuela. Her krydser flere tusinde venezuelanere grænsen til Colombia. Hver eneste dag.

Cristian Herrera er redaktør på avisen Q’hubo i Cúcuta og har 18 års erfaring med lokale medier i byen.

»Byen er nedsænket i en økonomisk og humanitær krise efter den 23. februar. Den venezuelanske befolkning i Cúcuta er blevet stærkt øget efter de begivenheder. Og eftersom de officielle grænseovergange er lukkede, er der ingen mulighed for at vide, hvor mange venezuelanere, der krydser grænsen. Der er ingen kontrol med noget som helst,« lyder vurderingen fra lokalredaktøren.

Carlos Eduardo Ramirez

Ved grænsen er det væbnede grupper, der bestemmer. At krydse grænsen koster 20.000 colombianske pesos, hvad der svarer til omkring 42 danske kroner. Mange kvinder og piger, som ikke har pengene, må tage lårkorte nederdele på. At tilbyde kroppen bliver deres pris.

Der er et enormt menneskemylder ved den i teorien lukkede grænse. Mange står og råber, at de køber hår. Det er blevet almindeligt for venezuelanske kvinder at sælge deres hår eller noget af det, for at få råd til mad. I Cúcuta er alt til salg. Som en lokal kvindeleder trist formulerer det:

»Her koster venezuelanske kvinders kroppe det samme som bolivares. Ingenting«.

Vi bliver kun ved grænsestierne 10-15 minutter. Da nogle opdager, at vi er journalister, bliver vi venligt og meget bestemt bedt om at smutte, ellers vil vi miste vores udstyr. Og hvem ved, hvad der ellers kan ske.

Insiderviden til at vælte Maduro

Venezuelas selvudnævnte præsident Juan Guaidó har adskillige gange opfordret det venezuelanske militær til at skifte side. Alene ved grænsebroen i Cúcuta er der registreret omkring 1.000 desertører.

Lige ved hotel Villa El Rosario nær grænsen til Venezuela er 300 af dem indkvarteret. Vi kan ikke tale med dem uden for hotellet, for det er ikke velset, at de taler med journalister, fortæller de os. I stedet sætter vi os på en nærliggende restaurant og taler med en lille gruppe af unge desertører. Kun én af dem vil oplyse sit navn, og kun fornavnet, José.

De sætter sig strategisk, så de kan holde øje med, hvem der går forbi ude på gaden. De er tydeligvis bange.

»Her er mange spioner og folk fra Los Colectivos. Der er mange, der er ude efter os, der vil slå os ihjel. For vi besidder vigtig strategisk information om Venezuela,« siger en af de unge desertører med alvorlig mine.

Colectivos er militser, der arbejder for Venezuelas regering.

Flere af desertørerne fortæller om at have været fængslet i Caracas og at have været udsat for tortur. Poser over hovedet, hovedet under vand. Slag og elektrisk stød. Ordene er hårde:

»Folket er undertrykt. De sulter. Verden skal vide, hvordan situationen er i Venezuela.«

En anden af desertørerne fortæller, at han tidligere var glødende Chavez-tilhænger, chavista. Men så begyndte korruptionen, siger han:

»Regeringen er korrupt. Og folket sulter. Jeg kunne ikke holde det ud længere,« fortæller desertøren, der kommer fra regionen La Guajira i Venezuela.

En anden ung mand, José, siger, at de er eftersøgt:

»Vi er landsforrædere. Og vores familie i Venezuela er i fare nu, hvor vi har deserteret. Vi aner ikke, hvordan vores familie i Venezuela har det. Det er ikke sikkert for os at ringe til dem.«

Hans øjne stråler, da han fortæller om sin datter, der blev født 8. marts, da Venezuela i en uge var uden elektricitet. I skæret fra pandelampen kom hun til verden, og straks efter måtte moren flygte med sin nyfødte baby af frygt for repressalier.

Cúcuta er ikke sikker

Når desertørerne taler, bliver deres øjnene blanke, næverne knyttes. De kan ikke sidde stille på stolen, og de ser sig konstant omkring i nervøsitet over situationen.

Nogle meter fra vores bord sidder en mand på en rød plastikstol og aflytter beskeder på sin telefon. Desertørerne bliver nervøse.

»Han aflytter os. Hvem er han? Hvad gør vi? Vi skal snart tilbage til hotellet.«

Det er tydeligt, at de ikke føler sig sikre her i Cúcuta.

»Vi er ikke interesserede i at være i Colombia. Vi er kun kommet her for at forsvare Venezuela. Vi vil give livet for at forsvare Venezuela. Vi venter bare på et tegn fra Guaidó. Hvis ikke der snart bliver gjort noget drastisk i Venezuela, er der mange flere mennesker, der vil dø – af sult,« siger desertøren fra La Guajira.

»Da Guaidó appellerede til militæret om ikke at støtte Maduro besluttede vi os for at desertere. Men nu har vi været her i Cúcuta i mere end en måned. Og der er ikke sket en skid.«

Cúcutas borgmester César Rojas er også meget utilfreds med håndteringen af de omkring 1.000 desertører, som befinder sig i Cúcuta.

»Det var Guaidó og andre landes regeringer, der appellerede til dem om at desertere. Så må man også tage sig af dem. De kan ikke blive her i Cúcuta. Det er farligt for dem, her er fyldt med væbnede grupper. Og det må gå hurtigt. De bør flyttes til andre dele af Colombia eller andre lande,« insisterer Cúcutas borgmester.

De unge desertører har dog ikke meget lyst til at rejse nogen steder hen. De vil være med til at befri Venezuela, og det kan kun gå for langsomt.

»Vi træner hver dag, så vi bliver ved med at være i form, indtil vi skal ind i Venezuela og kæmpe for vores lands frihed. Vi venter på besked fra Guaidó. Vi er fysisk og mentalt klar til at gå i kamp. Det skal være slut med al den snak. Maduro vil ikke afgive magten på demokratisk vis, så vi må tage den fra ham på udemokratisk vis. Et militærkup. En militærintervention. Hvad som helst,« er de unge tidligere venezuelanske soldater enige om.

»Der er fyldt med Los Colectivos i Venezuela, de myrder bare løs. Vi vil ind i Venezuela og forsvare folket mod Los Colectivos. De personer, der står i uniformer og bevogter grænsen på Venezuelas side. De er ikke soldater. De er colectivos,« siger de om de regeringstro militser i Venezuela.

»Vi har insiderviden fra Caracas. Kender de hemmelige tunneler. Vi kan nemt lave et kup mod Maduro. Vi har bare brug for våben og sprængstof. Vi ønsker at blive en del af historien med befrielsen af Venezuela. Vi er som helte folket i Venezuela,« siger de unge desertører om sig selv.

Demonstranter bærer den 25. februar i år en tilskadekommet væk under et sammenstød med Venezuelas sikkerhedsstyrker på Simon Bolivar-broen, der går på grænsen mellem Venezuela og Cúcuta i Colombia. Mange demonstranter er strandet i Cúcuta, da det venezuelanske styre har sat en pris på deres hoveder, og de derfor ikke tør vende hjem.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Lyder lidt som en samling sulte pralrøve - der er blevet taget godt og grundigt ved røven af den såkaldte opposition. Sørgeligt og spild af tid.

Niels Duus Nielsen, Alvin Jensen, Michael Kragh Rosenkilde, Anders Graae, John Andersen, Trond Meiring og Leif Jacobsen anbefalede denne kommentar
Leif Jacobsen

Dine unge helte kommer sikkert til at vente længe på, at de kan vende tilbage til Venezuela og befri deres land i kamp.

Den Washington-baserede tænketank Center for Strategic and International Studies (CSIS)
https://rightweb.irc-online.org/center_for_strategic_and_international_s...
har været vært for et privat møde den 10. april kaldet "Vurdering af anvendelse af militær magt i Venezuela." En liste over deltagere blev givet til The Grayzone og to deltagere har bekræftet, at mødet fandt sted. De afviste dog at give yderligere detaljer.

Blandt de cirka 40 inviterede til denne off-the-record begivenhed for at diskutere en potentiel amerikansk militær aktion mod Caracas var nogle af præsident Donald Trumps mest indflydelsesrige Venezuela-rådgivere. De omfattede nuværende og tidligere embedsmænd fra udenrigsministeriet, National Intelligence Council og National Security Council sammen med admiral Kurt Tidd, som indtil for nylig var øverstbefalende for US SOUTHCOM.

Højtstående embedsmænd fra de colombianske og brasilianske ambassader, så som den colombianske general Juan Pablo Amaya, samt top DC-repræsentanter fra den venezuelanske kupleder Juan Guaido skyggeregering, deltog også i mødet.

Den 23. januar, efter baglokale-manøvrer,
https://www.wsj.com/articles/what-the-hell-is-going-on-how-a-tiny-cabal-...
indledte USA åbent et kupforsøg mod Venezuelas valgte regering ved at anerkende Nationalforsamlingens formand Juan Guaido som landets "midlertidig præsident."

Siden da har Venezuela måtte døje med en serie af provokationer og den stadige eskalering af økonomiske sanktioner.
https://thegrayzone.com/2019/03/23/trump-official-us-sanctions-venezuela...
Præsident Nicolas Maduro har beskyldt USA for angreb på Simon Bolivar vandkraftværk ved Guri-dæmningen, som har ført til landsdækkende strømsvigt åbent fejret af Trump-embedsmænd.

I en telefonsamtale den 5. marts med russiske spasmagere, der udgav sig for at være den schweiziske præsident,
https://www.youtube.com/watch?v=-I-C73TdaDg
udelukkede USA særlige udsending for Venezuela Elliot Abrams militær aktion mod Venezuela. Han afslører, at han kun havde opretholdt truslen at "gøre det venezuelanske militær nervøs."

Siden da har Guaido imidlertid mislykket med at mobilisere den nationale protestbølge, som Trump-administrationen havde forventet, og det venezuelanske militær har vist urokkelig loyalitet over for Maduro. I Washington er der en følelse af ​​at det haster hver eneste dag.

Læs hele Max blumenthal’s artikel her:
https://thegrayzone.com/2019/04/13/us-military-attack-venezuela-trump-cs...

Jan Jensen, Niels Duus Nielsen, Niels-Holger Nielsen, Michael Waterstradt, Alvin Jensen, Michael Kragh Rosenkilde, Ole Arne Sejersen, Torben K L Jensen, Palle Yndal-Olsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Maduro eller en amerikansk marionet? Det er spørgsmålet! Hæv sanktionerne og køb venezuelansk olie.

Kjeld Jensen, Niels Duus Nielsen, Leif Jacobsen, Michael Waterstradt, Alvin Jensen og Michael Kragh Rosenkilde anbefalede denne kommentar

Hvorfor snakker information kun med den ene side? Hvorfor prøver man ikke at finde ud af hvor mange der er på hvilken side? Vil det gøre usa alt for rasene?

Jan Jensen, Niels Duus Nielsen, Niels-Holger Nielsen, Leif Jacobsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

P.s. Og hvorfor lader man "nødhjælpen" rådne op når Røde Kors uden problemer kunde/kan få den ind?

Leif Jacobsen

Videospil bliver brugt af CIA og Pentagon for at fremme regime-skifte i Venezuela. Det amerikanske militær og CIA lovpriser kup-propaganda gennem populære videospil som Call of Duty, simulerer mord på Venezeula’s socialistiske leder og sabotage af sin elektriske infrastruktur.

https://youtu.be/72v7PWJUyxY

Og som bonus får du her endnu en modgift mod Informations ensidige dækning af Venezuela, som den pille Neo tager i Matrix:

https://thegrayzone.com/2019/04/15/video-how-the-pentagon-and-cia-push-v...

Niels Duus Nielsen, Niels-Holger Nielsen, Michael Waterstradt og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Det er fint nok at interviewe modstandere af Maduro og hans regering. Men jeg er lige så interesseret i at høre, hvad der får tilhængerne til stadig at bakke regeringen op, selv om de er dybt utilfredse med den førte politik.

Så vidt jeg kan vurdere her fra min lænestol, skyldes den fortsatte støtte til Maduro, at han tager den fattige befolkning alvorligt og forsøger at hjælpe den. Modstanden mod Maduro kommer overvejende fra middelklassen, som ønsker en tilbagevenden til de tider, hvor de i forvejen provilegerede borgerlige administratorer blev forgyldt for at varetage de amerikanske interesser i landet.

Så selv om Maduro står midt i en krise, har han store dele af befolkningens opbakning, for selv om de ikke er glade for tingenes tilstand, frygter de, at et amerikansk militært eventyr blot vil gøre forholdene værre. Selv indædte modstandere af Maduro ønsker ikke en militær intervention, da de - med rette - frygter, at de vil blive ofre for kollateral skade.

Der findes en direkte linje på engelsk til Venezuela: teleSUR English. Den fortæller fredeligt og roligt regeringens version af sagerne. Her vil man bla. også opdage, at mange af de store folkelige demonstrationer, som den frie verdens presse viser os som bevis på "modstanden", i virkeligheden er til støtte for landets regering, der blev valgt med stort flertal så sent som maj 2018.
Ja, dampen er ved at gå af Guaidó, som nok en lokket med af CIA og kumpaner. Hans kollega sidste år hed Capriles - han bor nu smukt i Miami.