Ligesom Thatcher har May fjender alle vegne

LONDON – »Det var tydeligt for enhver, at hendes autoritet var ved at forsvinde … Der var frygt at spore – særligt blandt konservative parlamentarikere i udsatte sæder – for, at partiet stod foran et overvældende nederlag ved det næste parlamentsvalg, hvis hun blev ved magten.«

Citatet her kunne sagtens omhandle premierminister Theresa May lige nu, men er faktisk et citat fra journalisten Max Jenkins tilbage i 1989, og det omhandler Margaret Thatcher.

Jernladyen kørte dengang på sine sidste reserver. Hun havde fjender alle vegne – ikke mindst i egne rækker, hvor hendes kompromisløse holdning til EU og det indre marked havde undermineret tilliden til hende i egen regering.

Theresa May er ingen Maggie. Fru Thatcher havde dog fortsat venner og allierede, der forgudede hende. Theresa May har derimod stort set ingen venner eller allierede. Og paradoksalt nok vil det formodentlig blive Thatchers disciple, der giver May hendes banesår, når den dag kommer.

Theresa May vendte torsdag hjem til London fra endnu et skæbnemøde med EU-lederne i Bruxelles med en udsættelse af Brexit, men ikke det hun ønskede. Præsident Macron satte sig imod og fremtvang Brexit-dag den 31. oktober. Den nye Brexit-datos sammenfald med halloween skaber allerede megen munterhed herovre.

Gårsdagens britiske aviser havde adskillige satiretegninger af, hvordan Theresa May havde måttet ydmyge sig for at sikre sig endnu en udsættelse. Foran kameraerne forsøgte May før topmødet at agere, som om hun havde medbestemmelse – men alle vidste, at det havde hun på ingen måde. Klokken tre om natten forlod hun topmødet.

»Jeg har ingen illusioner om, at de næste uger vil blive lette, eller at det bliver ligetil at få løst hårdknuden i parlamentet,« sagde premierministeren.

Det er en underdrivelse af dimensioner. Reaktionen på Mays resultat kom prompte. Hendes konservative kollega, Bill Cash, kaldte det for »en betingelsesløs overgivelse.«

Aftalen, der blev indgået i Bruxelles er en variant af EU-præsident, Donald Tusks, Flextension-idé. Briterne forlader EU den 31. oktober, medmindre en skilsmisseaftale bliver indgået før.

Dette sidste understregede Theresa May i går over for det britiske parlament, og hun indikerede også, at det stadig var muligt, at Storbritannien ikke skal deltage i Europaparlamentsvalget den 23. maj – hvis altså bare en aftale er indgået inden. Det medførte en del latter i salen, for det er jo netop denne aftale, der tilsyneladende er umulig at indgå.

Theresa May har tidligere lovet, at hun ikke som premierminister kunne acceptere en forlængelse, der strakte sig længere end til den 30. juni. Dette løfte kommer hun formodentlig til at bryde, hvis hun vil blive i jobbet, indtil en aftale er i hus. Hendes tidligere Brexit-minister, David Davis, havde en sarkastisk kommentar til dette på BBC torsdag:

»Når premierministre annoncerer en dato for deres afgang, så har det det med at blive en selvopfyldende profeti, selv hvis de efterfølgende skifter mening.«

Mays konservative hus ryster i sin grundvold. I løbet af de næste seks uger skal der både afholdes en lang række vigtige lokalvalg rundt om i Storbritannien og det førnævnte europaparlamentsvalg. Frygten internt i partiet er, at man vil blive slået til pindebrænde ved begge lejligheder.

Ydermere er partiet delt på midten mellem traditionelle konservative EU-venlige kræfter og den EU-hadske højrefløj. Sidstnævnte har fået overtaget, og venter utålmodigt på muligheden for at komme til magten.

En pind i hvepseboet

Theresa May har forsøgt at skabe en ny aftale med Labour-lederen, Jeremy Corbyn, de seneste uger. Corbyn udtrykte i Underhuset sin respekt for denne fremstrakte hånd, men samtidig stak han bevidst en pind i det konservative hvepsebo:

»Det har glædet Labour, at premierministeren over for os har indikeret, at hun er åben for at imødekomme nogle af vores krav, f.eks. at forblive i EU’s toldunion. Vil premierministeren bekræfte, at dette er tilfældet,« spurgte Corbyn drillende.

Theresa Mays problem er, at toldunionen – der vil sikre fortsat frihandel med EU, men forhindre Storbritannien i at indgå handelsaftaler frit med ikke-EU-lande – er en rød klud i hovedet på rigtig mange konservative, der ser det som ødelæggende for selve ideen om Brexit. Faktisk har toldunionen også været en af de røde linjer, som Theresa May påstod, hun ikke ville krydse.

Tidligere partileder, Ian Duncan Smith, anmodede Theresa May om at give en endelig dato for, hvornår hun trækker sig, og den konservative Bill Cash sagde direkte:

»When will she go?«

Hvad skal man bruge fjender til, når man har sådanne venner.

Premierministeren svarede, at de jo bare kunne stemme for hendes skilsmisseaftale, så skulle hun nok gå. Hendes umiddelbare redning er påskeferien. Ikke bare Theresa May, men hele Underhuset virker udkørte, og påskeferien, der varer indtil tirsdag den 23. april, vil være en kærkommen mulighed til at tænke sig godt om for alle parter.

Det betyder dog ikke, at Brexit-forhandlingerne står stille. Regeringen og Labour vil fortsætte forhandlingerne om at finde fælles fodslag omkring Theresa Mays skilsmisseplan kombineret med en række Labour-mærkesager (bl.a. toldunion og arbejdstageres rettigheder).

Det er svært at blive klog på, hvor meget man skal lægge i disse forhandlinger. På den ene side ville de nok ikke fortsætte dem, hvis der ingen muligheder var. Theresa May argumenterede i dag for, at toldunionen jo slet ikke var så skidt:

»Der er faktisk mere enighed om toldunionen, end det ofte bliver fremstillet som. Vi har hele tiden givet udtryk for, at vi gerne vil have fordelene ved toldunionen – ingen tariffer og ingen kvoter, mens vi samtidig kan forvalte vores egen handelspolitik,« sagde May.

Men det giver ingen mening. Det kommer EU aldrig til at godkende. Det er at blæse og have mel i munden, og det må May vide.

Venter på dødspatrulje

Det er svært at se, hvorfor Jeremy Corbyn, der hele tiden er gået efter et nyt parlamentsvalg med god chance for at blive premierminister, skulle indgå en aftale med ’fjenden’. Særligt nu, hvor der pludselig er tid at løbe på igen. Strategien er formodentlig gode miner til slet spil. At lurepasse og vente på, at en konservativ ’dødspatrulje’ gør det beskidte arbejde.

At Theresa May står op endnu, er udtryk for stor viljestyrke, men også for en helt afsindig stædighed. Jernladyen, der i sin regeringstid også var udsat for lidt af hvert, havde næppe stået model til halvdelen af, hvad May allerede nu har været udsat for.

Måske den britiske premierminister følger USA’s tidligere præsident Richard Nixons råd:

»Nederlag gør det ikke af med en. Men det gør det at kvitte. En mand er ikke færdig, fordi han er slået, han er færdig, når han kvitter.«

Vi ved jo alle, hvordan det gik med Nixon.