Læsetid: 9 min.

Menneskearten udgør en mikroskopisk del af klodens biomasse, men er ved at smadre Jordens balance

Verdens ledende forskere i biologisk mangfoldighed er på vej med en skelsættende rapport, der gør status over den alarmerende forringelse af Jordens biodiversitet. Sammenholdt med klimaforskernes rapporter præsenterer den menneskeheden for eksistentielle udfordringer uden fortilfælde
Klodens dyr og planter bliver fortrængt af menneskene, som lægger beslag på mere og mere af kloden til blandt andet fødevareproduktion.

Klodens dyr og planter bliver fortrængt af menneskene, som lægger beslag på mere og mere af kloden til blandt andet fødevareproduktion.

Ahmed Gomaa Xinhua / eyevine

26. april 2019

Her er noget meget mærkeligt: Der findes på Jorden en art, som udgør en mikroskopisk andel af den samlede levende biomasse. Nærmere bestemt en tiendedel promille af biomassen målt i kulstofindhold. Næsten ikke til at få øje på. Alligevel har denne art større indflydelse på, hvordan tingene udvikler sig på planeten end nogen anden art.

’Bakterier’ vil nogle måske tænke. Usynlige, men til stede og virksomme overalt – i alle levende væsener, i jorden, vandet og luften. Men forkert. Gruppen af bakterier har en samlet biomasse, der er godt 1.000 gange større end den pågældende art, men betyder meget mindre for de aktuelle forandringsprocesser på planeten.

’Insekter’ kunne andre foreslå. Der er trods alt omkring ti millioner billioner af dem på planeten, og de står for bestøvning af jordens planter og meget andet. Men igen forkert. For selv om alle insektarters samlede biomasse er mange gange større, så er deres planetforandrende kraft meget ringere.

Den indflydelsesrige art hører til dyreriget, hvor den udgør blot tre procent af den samlede masse af dyr. Ikke desto mindre dominerer den alle andre dyrearter.

Det handler naturligvis om homo sapiens, mennesket.

Den menneskelige populations samlede biomasse er, opgjort i kulstofindhold, beskedne 60 millioner ton. Insekterne og andre leddyr har en biomasse på omkring én milliard ton kulstof, bakterier 70 milliarder ton og alt levende liv – planter inklusive – 550 milliarder ton tilsammen. Alligevel er det mennesket – én art ud af måske ti millioner – der i dag dikterer livets udvikling – og afvikling – overalt på kloden.

Jorden er trådt ind i den antropocæne epoke med mennesket som den dominerende, planetforandrende kraft, herunder med ansvar for hvad forskerne kalder Den sjette masseuddøen af levende arter.

Biomasseregnskabet

Det første grundige forsøg på at estimere biomassen af alt liv på Jorden er blevet gennemført af forskerne Yinon Bar-On, Rob Phillips og Ron Milo og publiceret i det videnskabelige tidsskrift Proceedings af the National Academy of Sciences.

Deres undersøgelse viser, hvordan menneskeartens biomasse over tid er vokset, fordi verdensbefolkningen er vokset, alt mens mange andre dyregruppers arts- og individantal og dermed biomasse er skrumpet, ligesom den globale planteverdens biomasse er reduceret til det halve.

Ser man alene på gruppen af pattedyr, er billedet ekstremt.

Den globale biomasse – 550 milliarder ton kulstof

Forskere har nu opgjort biomassen af alt levende liv på Jorden i form af de levende væseners indhold af kulstof (C). Den totale biomasse estimeres til 550 milliarder ton kulstof (550 gigaton C eller 500 Gt C). Heraf udgør menneskets biomasse en så forsvindende andel, at der skal forstørrelsesglas til at få øje på den: 60 millioner ton kulstof eller 0,1 promille.

Infografik: Anne-Louise Hansen og Niels Alstrup.
Kilde: Bar-On, Phillips og Milo, PNAS

Ifølge forskerholdet er den samlede biomasse for bestanden af vilde pattedyr til lands og til vands i dag syv millioner ton eller blot en sjettedel af, hvad den var, før den menneskelige civilisation begyndte at sprede sig på kloden. Til gengæld er den kombinerede biomasse af den globale befolkning og alle dens tamdyr – kvæg, svin, får og så videre – vokset fra næsten ingenting til nu over 160 millioner ton kulstof.

I gruppen af pattedyr fylder mennesket og dets produktionsdyr nu over 20 gange så meget, målt i biomasse, som alle de tilbageværende vilde dyr på Jorden tilsammen. Produktionsdyrene i sig selv fylder 14 gange så meget som planetens vilde pattedyr.

Sagt på en anden måde: Kun fire procent af biomassen bundet i pattedyr udgøres i dag af vilde dyr.

Dette er ét udtryk for Den sjette masseuddøen.

Den er emnet for en flere tusind sider stor FN-rapport, som 150 ledende internationale forskere fra 50 lande har arbejdet på gennem de seneste tre år. Rapporten offentliggøres i Paris den 6. maj af den såkaldte Intergovernmental Science-Policy Platform on Biodiversity and Ecosystem Services, IPBES, der er biodiversitetsforskningens svar på FN’s Klimapanel, IPCC, og rapporten ventes at få samme gennemslagskraft som IPCC’s rapport fra oktober om Parisaftalens 1,5 graders mål.

Overskygget af klima

Det er i det mindste, hvad rigtig mange biologer og biodiversitetsforskere håber.

For uden at forklejne klimaændringernes alvor oplever de, at klimatruslen har overskygget de dramatiske, menneskeskabte ændringer af Jordens biologiske mangfoldighed, som finder sted, og som har en lang række alvorlige – til dels uforudsigelige – konsekvenser for alle arters livsvilkår og fremtidsudsigter – også menneskers.

En undersøgelse af 12 dominerende engelsksprogede avisers dækning af biodiversitetskrisen og klimaforandringerne, foretaget af en forskergruppe ledet af biologen Pierre Legagneux, Université du Québec, viser blandt andet, at klimaproblemet siden 2000 har fået tre gange så megen omtale som problemet med biodiversitet.

Under COP15-klimamødet i København i 2009 rummede aviserne ti gange så mange artikler om klima som om biodiversitetskrisen. Når der gennem årene er afholdt tilsvarende COP-møder under FN’s Biodiversitetskonvention, har det overhovedet ikke kunnet aflæses i form af flere artikler i de pågældende engelsksprogede aviser.

Irreversibel

»Tabet af biodiversitet er irreversibel, og vi ved ikke rigtig, hvad konsekvenserne er,« sagde lektor Anders Barfod, biolog ved Aarhus Universitet med speciale i tropiske planter, da det danske IPBES-sekretariat for nylig afholdt en opvarmningskonference til den forestående IPBES-rapport i Zoo i København.

Anders Barfod sammenlignede økosystemernes biologiske mangfoldighed med en murstensvæg, som vi er begyndt at pille mursten ud af.

»I begyndelsen går det godt, men på et tidspunkt smuldrer fundamentet. Tabet af biodiversitet destabiliserer økosystemerne og de tjenester, vi er afhængige af. Vi ved, at på et eller andet tidspunkt risikerer vi kollaps.«

Denne advarsel går som en rød tråd gennem forskernes meldinger i disse år.

På konferencen i Zoo påpegede for eksempel Katherine Richardson, professor i biologisk oceanografi på Københavns Universitet, at Jorden fungerer som et enkelt, selvregulerende system sammensat af fysiske, kemiske, biologiske og humane komponenter – et system som ikke kan forstås, hvis komponenterne studeres adskilt. Kun en indsigt i systemets samlede funktion giver håb om at forstå sårbarheden og forebygge kollaps.

»Vi risikerer tilstandsændringer i økosystemerne, som er irreversible,« sagde Katherine Richardson og betegnede biodiversitetskrisen som vigtigere end klimakrisen, fordi den ikke kan rulles tilbage.

I sin seneste Living Planet Report fra oktober 2018 angiver WWF, at der gennem de seneste 50 år er sket en overordnet reduktion i populationsstørrelserne for hvirveldyr – det vil sige pattedyr, fugle, fisk, padder og krybdyr – på 60 procent. Og i Proceedings of the National Academy of Sciences har palæontologen Matt Davis, Aarhus Universitet, sammen med økologer fra Aarhus og Gøteborgs Universitet, beskrevet, hvordan der under den igangværende sjette masseuddøen er forsvundet flere end 300 pattedyrarter og med dem 2,5 milliarder års evolutionshistorie.

»Selv hvis udryddelseshastighederne dæmpes til niveauerne før menneskets tilsynekomst, vil det sandsynligvis tage millioner af år at genskabe den tabte artsmæssige diversitet,« påpeger forskerne.

I dag forsvinder levende arter med en hastighed, der er 1.000-10.000 gange den naturlige hastighed for arters uddøen. Og når en art er udryddet, forsvinder måske også de funktioner i økosystemet, som den art var en del af, og som kan være vitale for også de menneskelige samfund.

At opgøre værdien for mennesket af naturens såkaldte ’økosystem-tjenester’ er både vanskeligt og kontroversielt. Det oftest citerede og nyeste forsøg på en global opgørelse er foretaget i 2014 af et forskerhold ledet af den økologiske økonom Robert Costanza, Australian National University. Her estimeres den samlede værdi til 125 billioner dollar om året – betydeligt mere end det nuværende globale bruttonationalprodukt på 80 billioner dollar.

Ifølge samme opgørelse indebærer menneskets indgreb i naturen og biodiversiteten via bl.a. landbrug, skovrydning og byvækst, men også via klimaforandringer, der f.eks. ødelægger de biologisk produktive koralrev, et samlet økonomisk tab på 4,3 til 20 billioner dollar per år.

Plads, plads, plads

Jo flere mennesker på Jorden, desto hastigere undergraves det naturgrundlag, som menneskene er afhængige af for overlevelse.

»I løbet af min levetid vil verdens befolkning blive tredoblet, og det er problemet: Vi er simpelthen for mange mennesker på Jorden. Det kræver plads, plads, plads,« sagde Anders Barfod på Zoo-konferencen.

Hans kollega Carsten Rahbek, professor i makroøkologi ved Københavns Universitet, understregede tilsvarende, at det er manglen på plads, der truer mange levende arter. Især når de økologiske habitaters reduktion eller forsvinden kombineres med klimaforandringerne.

»Selv under istider er der stort set ingen arter, der er forsvundet,« påpegede Carsten Rahbek med henvisning til, at der tidligere i Jordens historie har været plads for dyrearter til at flytte sig til habitater under mere gunstige himmelstrøg, når klimaet ændrede sig. Sådan er det ikke i dag.

I mange tilfælde har arterne ikke længere noget sted at flytte sig hen, når den globale opvarmning gør det nødvendigt for arter på den nordlige halvkugle at bevæge sig længere mod nord. Egnede habitater er simpelthen forsvundet, det vil sige inddraget til landbrug, byvækst etc., hvis de da ikke ligefrem er ramt af selve klimaændringerne i form af for eksempel tørke, som kan have ødelagt vegetationen.

En regional IPBES-rapport fra 2018 om situationen i Afrika siger:

»I 2100 kan klimaændringer resultere i tabet af mere end halvdelen af Afrikas fugle- og pattedyrarter, et fald på 20 til 30 procent i produktiviteten i Afrikas søer og et betydeligt tab af afrikanske plantearter.«

Biomassen af pattedyr på landjorden

Planetens bestand af vilde landpattedyr er gået markant tilbage i den tid, mennesket har bredt sig på kloden. I dag har menneskets produktionsdyr – primært kvæg, får og svin – en samlet biomasse, der er mange gange større end biomassen af de tilbageværende vilde pattedyr på kloden. Selv menneskets kæledyr fylder nu mere end de vilde pattedyr.

Hver prik svarer til en million ton.

Men endnu er den alvorligste faktor bag den globalt skrumpende biodiversitet land use change, det vil sige inddragelsen af naturområder til landbrug og andre menneskelige aktiviteter.

»I 2014 var mere end 1,5 milliarder hektar naturlige økosystemer blevet omlagt til landbrugsland,« konstaterer IPBES i en anden af sine rapporter fra 2018.

Områder til landbrug og græsning beslaglægger nu ifølge IPBES mere end en tredjedel af Jordens samlede landareal.

»Hastig ekspansion og ikkebæredygtig håndtering af dyrknings- og græsningsområder er den mest omfattende globale og direkte drivkraft bag ødelæggelsen af land, resulterende i betydelige tab af biodiversitet og af økosystemtjenester såsom fødevaresikkerhed, rensning af vand og tilgængelighed af energi og andre af naturens bidrag af eksistentiel betydning for mennesker,« hedder det i rapporten.

I tidsskriftet Ecology & Society har et internationalt forskerhold ledet af økologen Bruce Campbell konkluderet, at det globale landbrug bærer 80 procent af ansvaret for forandringerne i biosfærens integritet.

For mange og for stort forbrug

Skal man komprimere de mange foreliggende analyser og rapporter er situationen altså, at en stor og fortsat voksende global befolkning med en – i gennemsnit – stigende materiel levestandard dels undergraver biodiversiteten og de globale økosystemer.

Den voksende befolkning skaber et behov for en stadig større fødevareproduktion på stadig større arealer, og det forstærker klimaforandringerne, fordi det kræver mere energi. Samtidig – og for at gøre situationen yderligere kompliceret – indebærer selve indsatsen for at bremse klimaændringerne et øget pres på Jordens frugtbarhed, økosystemer, biodiversitet og evne til fødevareproduktion, fordi fossil energi i betydeligt omfang søges erstattet af biomasse som nyt, alternativt brændstof til biler, fly, kraftværker med mere.

Der er kort sagt alt for mange mennesker på Jorden med et samlet set alt for stort, men fortsat voksende forbrug. Såvel klimaforskere som biodiversitetsforskere taler i dag med store bogstaver om behovet for fundamental omstilling af alle sider af samfundet og tilværelsen.

Når det gælder klimaet, har det i det mindste på papiret været muligt at formulere og vedtage et konkret globalt mål: At bremse opvarmningen et godt stykke under to graders temperaturstigning.

»Men der er ingen tilsvarende enkel indikator for biodiversiteten,« påpegede professor i biologi Neil Burgess, Københavns Universitet, ved konferencen i Zoo.

»Vi er ret gode til at belyse, hvordan biodiversiteten går ned. Vi er ret dårlige til at belyse, hvordan vi får den til at gå op,« sagde han med henvisning til vanskelighederne i den globale proces med at formulere og realisere nødvendige mål for den biologiske mangfoldighed.

Den 6. maj leverer verdens ledende biodiversitetseksperter via IPBES deres fælles bud på, hvor slemt det står til, og hvad det internationale samfund kan og må gøre for at afværge truende sammenbrud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Storm Jensen
  • Kim Øverup
  • Morten Lind
  • Flemming Berger
  • Thomas Tanghus
  • Gert Romme
  • Torben K L Jensen
  • Claus Philipsen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Johnny Christiansen
  • Hanne Pedersen
  • Dina Hald
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Niels-Simon Larsen
  • Ejvind Larsen
  • Kurt Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Olav Storm Jensen, Kim Øverup, Morten Lind, Flemming Berger, Thomas Tanghus, Gert Romme, Torben K L Jensen, Claus Philipsen, Palle Yndal-Olsen, Johnny Christiansen, Hanne Pedersen, Dina Hald, Klaus Lundahl Engelholt, Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Skadhauge

Denne artikel er skrevet før for ca. 2 uger siden, også i anledning af konferencen i Zoo. Det er irriterende for læseren, og skadeligt for dialogen med politikerne. De kan med rette påstå, at journalisterne brokker sig igen og igenuden at bringe nye facts.

Hilsen Steen Skadhauge

René Arestrup

Det interessante spørgsmål i denne sammenhæng er hvordan det kan være, at naturen har frembragt Homo Sapiens og introdueret arten ind i et økosystem, som i øvrigt forekommer logisk, balanceret og sammenhængende?
Det er så vidt vides helt enestående, at en enkelt biologisk art rummer et så ekstremt destruktivt potentiale.
Er det et enestående fejlskud? En utilsigtet mutation? Eller er der en højere kosmisk/guddommelig mening med galskaben?

Anne-marie Monrath, Flemming Berger og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Aleksander Laursen

Vi har i +100 år haft teknologien til at skabe en fantastisk civilisation i harmoni med naturen/os selv. Google "Nikola Tesla" hvis det lyder som en udtalelse fra en russisk-støttet-socialist-konspirationstosse.

Torben K L Jensen

Det ser ud til at Jorden er en "fail" planet i universet fordi naturen har udviklet en invasiv art - Homo Sapiens - med et indbygget selvmords-gen der gør at arten kan tænke og handle irrationelt men samtidig har et socialt gen der gør arten til den mest effektive overlevelsesmaskine - et levende paradoks med muligheder for begge dele.

Jeg mener ikke vi for mange mennesker,
derimod ser jeg "markeds-økonomi" (har udelukkende profit som formål), som den store synder.

Markeds-økonomien "siger" : "Producer alt du orker. Mættes marked, sænker vi bare prisen og resten smides ud".
Plan-økonomien "siger": "Nej, ikke producere mere end behovet.

Der burde i denne genskabende verden, være så rigeligt af det hele til ingen var i nød. Hverken mennesker eller dyr.

Jeg ved godt, at dette slet ikke er nok,

Men man kan jo starte med madspild, der i Danmark koster danskerne 13,5 mia. DKK om året inkl. moms og afgifter.
- Husholdningerne kasserer 36% af maden.
- Detailhandelen kasserer 23%.
- Fødevareindustrien, 19%.
- Landbrug, gartneri og fiskeri, 14%.
- Storkøkkener, hoteller og restauranter, 8%.

I EU viser beregninger, at der i EU generes 88 millioner tons madspild om året. Det svarer til sammenlagt 173 kg per borger.

Og iflg. FAO bliver der frigjort 4,5 kg CO2 for hvert kilo mad, der er produceret.

Niels Duus Nielsen

Gert Romme, invasive arter fandtes også før mennesket gjorde sin entre på kloden. Hvor disse invadører i vore dage som oftest er indført af mennesker - som fx kaninerne i Australien - blev de i meget gamle dage indført af naturen selv, under det, VI ville kalde naturkatastrofer, fordi det rammer VORE overlevelsesmuligheder som art. Naturen kalder det ikke noget.

Naturen har altid selv reguleret disse invasive arter, men ofte på en måde, som VI finder uspiselig, fx ved at lade et økosystem gå til grunde, hvorved den invasive art uddør sammen med en masse andre, hvorefter en ny balance kan genopstå med de mest robuste overlevende og en række nye arter.

Så der er nok ikke tale om en højere kosmisk mening, da mening er noget, vi mennesker har fundet på - for naturen er det blot business as usual. Mennesker er en invasiv art, som truer sig selv ved at lade hånt om sit naturgrundlag, og naturen svarer igen ved at lade mennesket udrydde sig selv. I en kosmisk målestok er det er greb i lommen for fru Natura at regulere mennesket ud af eksistensen.

Bemærk, når jeg omtaler naturen som en kvinde, der svarer igen og har lommer at gribe i, er det blot en traditionel og meget menneskelig måde at beskrive verden på. Naturen ER, uanset hvad vi mener om den, og da selv en ørken er et stykke natur, kan vi ikke sige, at naturen ødelægger sig selv. At den ødelægger det for os, er VORES problem, som kun VI kan løse.

Så hvis vi vil forhindre, at kloden bliver en for mennesker ubeboelig ørkenplanet, må VI til lommerne. Naturen er helt sikkert ligeglad med os mennesker, så det er ikke fra den kant, vi skal forvente at kavaleriet kommer og redder os i sidste øjeblik.

Lillian Larsen, Nis Jørgensen, Søs Dalgaard Jensen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Undskyld, mit indlæg 16:01, stilet til Gert Romme, er faktisk rettet til Rene Arestrup. Denne forveksling må skyldes en mindre hjerneblødning fra min side (kombineret med, at begge skriver læseværdige kommentarer, der sætter mit tænkeværk i gang). Måske forårsaget af min bekymring over, at Naturen allerede her i april måned synes at ville plage mig med endnu en hedebølge.

Nis Jørgensen, Søs Dalgaard Jensen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Nielse Duus Nielsen, for det første mener jeg det er noget sludder at tale om Homo Sapiens som 'en invasiv art', vi er lige så meget et produkt af naturen som alt andet biologisk liv på jorden. Og det er deri mystikken består. Mig bekendt, har naturen aldrig nogen sinde frembragt en art, der har en så dominerende - og destruktiv - indflydelse på alt andet biologisk liv på denne klode. Mennesket er et unikum - et paradoks, der, rent evolutionært, slet ikke synes at passe ind i den logik og balance, der i øvrigt hersker i naturen.
Jorden vil naturligvis overleve menneskeheden og nye livsformer vil formentlig også finde vej længe efter at vi ikke er her mere. Men det vil stadig stå tilbage, at vi, så vidt vi ved, er den første biologiske art, der har forårsaget biologisk masseudryddelse, inklusive os selv.
Det er sgu da dybt besynderligt.
Og så i øvrigt tak for de venlige ord om læseværdighed. Lige over.

Måske burde jeg have tilføjet til mit tidligere indlæg, at 1/3 af al mad der produceres i verden, bliver kasseret, og dette mad har en samlet værdi på 1.000 mia. kroner. - I øvrigt samtidig med at 870 mio. borgere i verden er alvorligt underernærede.

Det drejer sig om 2,1 mia. tons fødemidler, der kasseres. Og for hver kg. er der genererer 4,5 kg. CO2 pr. kg. Så der er altså mulighed for at begrænse CO2, og samtidig spare penge. Eller alternativt sikre, at alle i verden bliver mætte.

https://www.bcg.com/publications/2018/tackling-1.6-billion-ton-food-loss...

Som de fleste nok ved, at EU besluttet at begrænse madsvineriet med 30% i 2025 og 50% i 2030, men det er slet ikke nok.

søren jensen

En rettelse til Jørgen Steen Nielsens artikel: "I løbet af min levetid vil verdens befolkning blive tredoblet, og det er problemet" citeres lektor i biologi Anders Barfod for. Man ser for sig at verdens befolkning bare stiger og stiger ind i mareridstfremtiden. Jeg mener Nielsen bør tjekke mere op på de informationer han leverer videre til os læsere. Ifølge FN´s tal vil verdens befolkning stabilisere sig på 11 milliarder i 2100, dvs være steget med 4 milliarder siden nu. Hvis Barfod er 40 år nu skulle befolkningen ifølge hans regnemåde være på 33 milliarder i 2060. ( Vi giver ham 40 år endnu.) Den aftagende stigningstakt i befolkningsudviklingen skyldes en faldende andel af børn i den samlede verdensbefolkning. Den udvikling kommer sig af urbanisering. Barfod er ikke ekspert i demografi, men skulle sammen med sine kollegaer nok lave noget tværvidenkab sammen med sådanne. FN-tallene her er fra Roslings "Factfulness", og hvis han har ret i sine analyser ser vi her et eksempel på den faldgrube i fremskrivninger som har sin årsag i den menneskelige disposition for at gestalte fremtiden i forlængelse af de rette linier man indtil nu har oplevet. Den stejle kurve vi nu oplever er 50 år gammel (starter efter 2. verdenskrig), men bøjer omkring år 2100.

Jeg har ingen præference omkring overbefolkning af jorden. Men hvis der var færre mennesker, kunne man forestille sig, at der ville være flere af andre arter.

Grunden til Europas negative udvikling skulle være, at førstegangsfødende kvinder bliver ældre og ældre. Og mange skulle blive for gamle til at få barn nummer 2.

Men - dem der mener, at jorden er overbefolket, kan i hvert fald glæde sig over, at der i Europa kun fødes 1,59 barn pr. kvinde. Hvis man skulle bevare befolkningen i Europa, skulle der fødes 2,1 barn pr. kvinde.

Dette er en utrolig voldsom reduktion i indbyggertallet i Europa på relativt få år. Og nedgangen i fødsler følges op af en lang række lande udenfor Europa - f.eks. Kina, Japan, Korea, Rusland og så videre. Og selv store og folkerige Indien står befolkningstallet netop nu for at skulle tippe over.

Kilde. Eurostat.

Søren Kristensen

Grundlæggende er det en underlig fordring/forventning at der skulle være en sammenhæng mellem forandringspotentiale og biomasse. Græs er måske den ene plante/art der rummer mest biomasse og hvilke forandringsprocesser har græs nogensinde initieret? Nej, det er den menneskelige intelligens, dvs. den måske alt for store hjerne, der er årsagen til balladen - talent med en bagside, kunne man sige. I hvert fald indtil vi forstår at bruge tankevirksomheden til noget der for hele økosystemets, biodiversitetens og vores egen arts fremtid, er mere langtidsholdbart end de ulykker vi hidtil har præsteret. For vist er vi intelligente, enormt intelligente, men det er ikke sikkert vi er så kloge som vi tror.