»You have been Atikulated«, lød et slogan for den tabende præsidentkandidat til Nigerias nylige valg, 72-årige Atiku Abubakar.
Udover at være et ordspil på hans navn og at være artikuleret – veltalende eller sofistikeret – var det en slags løfte om at træde ind i det moderne Nigeria. Det trendede som #Atikulation på Twitter, og der blev lavet flere fængende afrobeatsange over temaet.
Atiku havde fat i Nigerias unge, som udgør cirka 60 pct. af befolkningen. Han havde fat om ’nationen’, det abstrakte begreb, der skal samle 180 millioner mennesker på tværs af 300 etniske grupper, 600 sprog og to internt stridende religioner, kristendom og islam.
Atiku er »detribalised«, fortalte mange af hans tilhængere mig, da jeg var i Nigeria op til valget i februar. Atiku var en god historie. En mand med forretninger over hele Nigeria, aktiver i USA og fire koner, to fra syd og to fra nord. Men også en, som det var nemmere at spejle sig i som vestlig betragter af valget.
»Folk, som tror, Atiku vinder, ved intet om Nigeria«, sagde Nigeria-eksperten Adam Higazi, da jeg mødte ham i byen Yola i det nordøstlige Nigeria.
Jeg havde selv været fanget af Atiku-begejstringen. Jeg startede sydpå, i Nigerias økonomiske og kulturelle centrum Lagos. Her havde eliten og forretningsfolkene intet godt at sige om den siddende præsident Buhari.
Hans økonomiske reformer har skadet importen, som udgør op mod 70 pct. af alt, som er tilgængeligt i Nigeria.
Vil du bygge noget, sælge noget, spise noget eller på nogen måde gøre forretning, er du afhængig af at kunne importere. Og det gælder også de udenlandske virksomheder, som vestlige journalister som mig typisk taler med i de velstillede kvarterer i Lagos, landets største by.
Men tager du nordpå, er historien en anden.
Her fylder økonomien mindre og Buhari mere. Selv om 76-årige Muhammadu Buhari ikke havde levet op til sine valgløfter fra sin første periode om at nedkæmpe Boko Haram og korruption og forbedre økonomien gennem en styrkelse af den lokale produktion, er der alligevel fremskridt at spore i nord.
Her kan du se et netværk af nye veje strække sig gennem landskabet, en jernbane fra hovedstaden Abuja til den centralnordlige by Kaduna, et landbrug, navnligt risproduktion, som har fået et tiltrængt boost, og et Boko Haram, som kun er skyggen af sig selv.
Kampen mod korruption er et langt og sejt træk, men det er et af de vigtigste for at få Nigeria til at fungere ordentligt. Forretningslivet skal nok komme. For holdningen er, at hvad der er brug for, er ærlighed og anstændighed. Og den holdning står Buhari for.
Så Adam Higazi endte med at få ret.
Historisk lav deltagelse
En måneds tid efter valget spørger jeg over en hakkende whatsappforbindelse med John Campbell, senior fellow ved den amerikanske tænketank Council of Foreign Relations, der har arbejdet i og med Nigeria siden 1970’erne, hvorfor Atiku ikke vandt, som flere vestlige kommentatorer havde spået.
Det kunne han også sagtens have gjort, mener John Campbell. Men det mest afgørende var valgdeltagelsen.
Ud af de 72.775.585 nigerianere, som havde afhentet deres vælgerkort, valgte kun omkring 39,3 pct. af dem at bruge det. Det er den laveste stemmedeltagelse siden militærdiktaturernes ophør i 1999.
Blot få timer før, at valget oprindeligt skulle have været afviklet, besluttede Nigerias Uafhængige Valgkommission at udskyde det. Beskyldninger om valgsvindel fløj fra begge kandidater, og mange frygtede, at det ville puste til den i forvejen spændte stemning.
De fleste syntes dog at acceptere den officielle forklaring om logistiske udfordringer. Landet, som er over dobbelt så stort som Frankrig og præget af dårlig infrastruktur, er i forvejen ikke kendt for, at tingene går gnidningsfrit. Med 120.000 valgsteder var det en udfordring.
Men udskydelsen af valget gjorde, at mange nigerianere enten ikke kunne, gad eller havde råd til igen at tage tilbage til deres hjemstavn for at stemme.
Op til valget var særligt de sydlige stater ramt af attentater relateret til valget, og under valget kom det til skudvekslinger ved stemmesteder i syd-syd. Derfor har der angiveligt været skruet op for antallet af væbnede styrker i syd og sydøst, hvor Atiku havde flest støtter, siger Campbell.
»Men i de områder har soldaterne et meget dårligt ry, så det har afholdt mange fra at tage ud at stemme,« påpeger John Campbell.
I staten Rivers stemte 1,5 millioner mennesker på Buharis gamle modkandidat, den daværende præsident Goodluck Jonathan. Ved dette valg faldt der kun godt 600.000 stemmer i alt i staten.
En ægte nordboer
I nord var valgdeltagelsen højere, og her står Buhari stærkt. Han vandt alle steder på nær Atikus hjemstavn, Adamawa, hvor Yola er hovedstad, og han vandt dem stort. Staten Borno, Boko Harams arnested, vandt han med 90 pct. af stemmerne. Han vandt resten af de nordlige stater med omkring 70 pct. af stemmerne.
Selv om både Atiku og Buhari er fra nord, muslimer og fra den etniske gruppe Fulani, bliver kun Buhari betragtet som en ægte nordboer. Netop fordi Atiku er mere pannigeriansk bliver han ikke set som en kandidat, der kan varetage nordens interesser eller repræsentere dets værdier.
Navnligt nordens mange fattige, påpeger John Campbell, spejler sig mere i Buhari end Atiku:
»Buhari er populær blandt folk på gaden i nord. De opfatter ham som ærlig og ukorrupt, og jeg mener, de har ret. Han lever et simpelt liv uden at fremstille overdreven rigdom. For de håbløst fattige nigerianere er det gode karaktertræk.«
John Campbell mener, at der kan være noget om, at Atiku og Buhari repræsenterer en forskel mellem det moderne og traditionelle Nigeria. Men han mener, skellet i højere grad skal udtrykkes gennem deres tilgang til Nigerias økonomi.
»Atiku mener, folk skal løftes ud af fattigdom gennem økonomisk vækst. Han er derfor markeds- og forretningsorienteret. Buhari fokuserer mere på at beskytte og understøtte de fattige. Hans fokus er derfor ikke så meget på økonomi og marked.«
Atiku gik til valg på at ville at privatisere store statslige virksomheder som det gigantiske, nationale olieselskab The Nigerian National Petroleum Corporation for at tage vigtige forretninger ud af politikernes korrupte hænder. Buhari gik til valg på at fjerne de korrupte hænder.
Apatiens valg
Men den største konklusion, man kan drage på baggrund af valget, handler ifølge Campbell om apati:
»Mange nigerianere har ikke den store entusiasme over for staten. De stoler ikke på den, har ikke fået noget fra den og gider derfor ikke bruge tid på at stemme.«
Campbell mener, at den nigerianske stat de seneste 15 år har fejlet i at adressere en række problemer:
»Boko Haram er stadig et problem. Vold i Middle Belt-regionen (blandingsregionen mellem nord og syd, red.) er stadig et problem. Frustration og oprørstendenser er stadig til stede i olieregionerne. Og økonomien sejler. Med andre ord: for mange nigerianere, fungerer staten ikke.«
Selv den fredelige accept af valgets resultat kan for Campbell ses som et udtryk for apatien omkring valget.
»I Kenya har vi set voldelige demonstrationer efter valget, fordi kenyanerne er engagerede i staten og tror på, at valget kan gøre en forskel. Nigerianerne accepterede resultatet. Men igen: det kan også ses som et udtryk for nigerianernes apati over for staten.«
