Læsetid: 6 min.

Det ser ud, som om Tyrkiet er på vej ud af NATO

USA’s modstand mod Tyrkiets erhvervelse af et russisk luftforsvarssystem kan ende med, at præsident Erdogan tvinges til at indlede en tilbagetrækning fra NATO, der på sigt kan resultere i ophør af Tyrkiets sikkerheds-hjørnesten siden 1952
Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, under en militær ceremoni i Ankara. Med Erdogans køb af russisk våbensystem har Tyrkiet reelt indledt en tilbagetrækning fra den vestlige forsvarsalliance, der har været fundamentet for tyrkisk udenrigspolitik siden 1952.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, under en militær ceremoni i Ankara. Med Erdogans køb af russisk våbensystem har Tyrkiet reelt indledt en tilbagetrækning fra den vestlige forsvarsalliance, der har været fundamentet for tyrkisk udenrigspolitik siden 1952.

AA/ABACA

25. april 2019

Risikoen for et åbent brud mellem NATO og Tyrkiet er rykket nærmere. Endnu er turbulensen til at overse, men Washington har reageret usædvanligt skarpt på udgangen af et møde mellem præsident Recep Tayyip Erdogan og Ruslands præsident, Vladimir Putin, den 8. april.

På flyet tilbage fra Moskva lod Erdogan de medrejsende journalister vide, at ’anskaffelsen af det russiske S-400 våbensystem står fast’. Leveringen har hidtil været fastsat til juli, men Erdogan lod forstå, at tidspunktet muligvis rykkes frem.

Det er et problem. For NATO, men især for Tyrkiets relationer til USA, der i forvejen er belastet af uenigheder om Syrien-politikken og det tyrkiske krav om udlevering af den eksilerede prædikant, Fethullah Gülen, som beskyldes for at stå bag det mislykkede kup i juli 2016.

Det var i lyset af disse to konflikter, at Erdogan i oktober 2017 kundgjorde, at han agtede at købe det russiske luftforsvarssystem. Den gang vurderede de fleste eksperter, at der var tale om et stunt, der skulle presse amerikanerne til at droppe det militære samarbejde med den syrisk-kurdiske YPG-milits, der fungerer som ’støvler på jorden’ i nedkæmpelsen af Islamisk Stat.

Det skete ikke. Amerikanerne udbyggede alliancen med YPG med våbenhjælp og instruktører, og tilbød Tyrkiet at låne – og derefter på favorable vilkår købe amerikanske Patriot-missiler, der svarer nogenlunde til S-400-systemet. Ræsonnementet i Washington var, at der var tale om et tilbud, den tyrkiske præsident ikke kunne afslå.

Det gjorde han imidlertid og fulgte sit afslag op med en genfremsættelse af Ankaras tidligere forslag om, at Tyrkiets 2. Armé, fuldt udrustet og opmarcheret ved den syriske grænse, ville føre landkrig mod Islamisk Stat, hvis USA droppede samarbejdet med den syrisk-kurdiske milits, en aflægger af PKK, de terrorstemplede tyrkisk-kurdiske separatister.

Havde USA accepteret det tyrkiske forslag, som jo indebar, at Tyrkiet som det eneste NATO-land ville føre landkrig mod IS på vegne af alliancens øvrige medlemslande og med de tab, den ville medføre – havde S-400-problemet været løst.

Ingen, heller ikke Ankaras eksperter, er i tvivl om, at det vil være en bedre løsning med et luftforsvarssystem, der knytter an til NATO’s netværk af indbyrdes forbundne våbensystemer i alliancens såkaldte ’forsvars-arkitektur’, end at anskaffe et system, der vil være totalt isoleret fra Tyrkiets øvrige arsenal af NATO-våbensystemer. Og som i øvrigt, hvis det anskaffes, tillige vil betyde aflysning af Tyrkiets køb af 100 avancerede F-35 kampfly, der er bestilt til levering i november, og som Ankara foreløbig har investeret 1,2 mia. dollar i med en aftale om at være medproducent af reservedele.

Ifølge eksperter er der overhængende risiko for, at hvis det russiske våbensystem installeres i Tyrkiet – hvor det udelukkende vil blive betjent af russiske teknikere – vil dets radarteknologi være i stand til at aflæse F-35 kampflyenes specifikationer.

Ankara har forsikret, at det russiske våbensystem og de amerikanskproducerede kampfly i givet fald vil blive holdt skarpt adskilt, men det beroliger ikke hverken NATO, Pentagon eller det amerikanske senat.

Kongressen truer

Fire senatorer, republikanere og demokrater, heraf de to formænd for henholdsvis forsvarskomitéen og udenrigskomitéen, reagerede dagen efter Erdogans Moskva-besøg med en bandbulle i The New York Times, der fastslog, at et eventuelt køb af det russiske våbensystem vil have ’gennemgribende konsekvenser for hans lands plads i verden, dets relationer til USA og dets position i NATO’. Det er et enten-eller: Erdogan kan ikke få begge dele.

Senatorerne bebuder endvidere ’hårde økonomiske sanktioner’, hvis Tyrkiet køber det russiske våbensystem, idet kongressen i 2017 vedtog en lov – CAATSA (Countering America’s Adversaries Through Sanctions Act), der sanktionerer stater, der køber krigsmateriel i Rusland.

Ifølge de fire senatorers advarsel vil sanktioner mod Tyrkiet ’ryste de internationale finansmarkeder, skræmme udenlandske investorer langt væk fra Tyrkiet og forkrøble Tyrkiets rumfarts- og våbenindustri’.

Hertil har Erdogans chefrådgiver, Ibrahim Kalin, svaret på et nyligt pressemøde i Washington, at Ankara da forventer, at ’præsident Trump anvender sin magt’ til at sikre Tyrkiet en undtagelse fra sanktionsloven.

Det er kendt, at Trump var imod lovens vedtagelse og kun under protest underskrev den. Og om han kan udvirke en undtagelse for Tyrkiet er langt fra givet, da den bevidst er skruet sammen på en måde, der åbner få muligheder for fleksibilitet.

Om Trump i givet fald vil komme Erdogan til undsætning står hen - Erdogan oplyste onsdag, at han 'meget snart' vil tale med med den amerikanske præsident.

Politisk problem om teknologi

I sin kerne er problemet politisk, men konkret er det teknologisk. Det russiske S-400 anti-ballistiske våbensystem, hvis avancerede radar-teknologi kan spore og nedskyde flyvende fjendtlige objekter, er selvsagt ikke konvertibelt med NATO’s infrastruktur af forbundne våbensystemer. Faktisk er S-400 konstrueret til nedskydning af netop NATO-missiler og -fly.

For så vidt angår S-400 systemet anser eksperter det for muligt, at dets radar kan aflæse det nye F-35 kampflys ’listesko’-teknologi, som sætter kampflyet i stand til at undvige registrering på en fjendtlig radarskærm. Og hvis F-35 kampflyets sikkerhedssystemer kompromitteres med det russiske S-400 system som nærmeste nabo i Tyrkiet, rammer det også de øvrige lande, der har bestilt de nye fly; Australien, Canada, Holland, Italien, Norge, Storbritannien og altså det danske luftvåben.

Hvis den tyrkiske handel ender med at blive annulleret – USA’s og Tyrkiets forsvarsministre er fortsat i dialog – vil det forsinke leveringen af F-35 kampflyet til de øvrige kunder med mellem ni måneder og halvandet år.

Erdogan synes således trængt op i et hjørne, hvorfra det bliver vanskeligt at sidesteppe. Fastholder han købet af det russiske våbensystem, går Tyrkiet glip af F35-ordren med hvad den indebærer af økonomi og arbejdspladser. Dertil er svaret, at F35-ordren under alle omstændigheder er usikker, idet salget skal godkendes af kongressen, og at Ankara ikke har nogen garanti for, at kongressen uden videre godkender salget – med eller uden S-400.

Kongressen vedtog en våbenembargo mod Tyrkiet i 70’erne, og den aktuelle situation har antydet, at den vil løfte våbenembargoen mod det græske Cypern, hvis Tyrkiet ikke retter ind. Ankara har sagt, at der findes russiske alternativer til det amerikanske kampfly, hvilket Putin på mødet den 8. april da også gjorde opmærksom på.

Det geopolitiske perspektiv er, at Erdogan med køb af det russiske våbensystem reelt indleder en tilbagetrækning fra den vestlige forsvarsalliance, der har været fundamentet for tyrkisk udenrigspolitik siden 1952.

NATO’s håndtering af Tyrkiet

Det kan meget vel være det politiske mål set i lyset af NATO’s generelle håndtering af Tyrkiets medlemskab. Som en tyrkisk analytiker og våbenekspert, Dr. Can Kasapoglu, gør opmærksom på i en kommentar, der blev offentliggjort mandag af det nationale nyhedsbureau, AA (Anadolu Ajansi) og således er godkendt af præsidentpaladset, har NATO og USA siden Golfkrigen i begyndelsen af 90’erne, da Saddam Husseins Scud-missiler udgjorde en konkret trussel, afvist at forsyne Tyrkiet med relevant beskyttelse – vel vidende, at landet hverken havde teknologi eller økonomi til selv at bygge et højteknologisk luftforsvar. Da et syrisk Scud-missil, moderniseret af Nordkorea i 2005, blev testet, ramte et af missilerne den tyrkiske by, Hatay.

I 1990’erne blev højteknologiske våbenleverancer fra europæiske våbenproducenter fulgt af nøje geografiske og operationelle restriktioner for deres anvendelse, hvilket sikrede, at Tyrkiet ikke anvendte de indkøbte våben i årtiets voldsomme krig mod PKK, og som Ankara selvfølgelig opfattede som ydmygende formynderi.

Efter den syriske borgerkrigs udbrud i 2011 har tre syriske missiler ramt tyrkisk territorium, ligesom Irans revolutionsgarde i 2011 truede med at sende missiler mod NATO’s varslingsanlæg i byen Kurecik. ’Man kan undre sig over, hvorfor Tyrkiet som eneste NATO-medlem med direkte grænser til Mellemøstens missiltrusler ikke har modtaget lukrative tilbud om udvikling og medproduktion af et nationalt ballistisk forsvarssystem’, skriver den tyrkiske analytiker.

Han undrer sig endvidere over, at NATO efter den syriske borgerkrigs udbrud i 2012 først sendte et tysk og et hollandsk Patriot-batteri til den tyrkisk-syriske grænse, dernæst et spansk og italiensk batteri, alle under NATO-kommando, ligesom Tyrkiets anmodninger om bevæbnede droner til bekæmpelse af terrorisme gennemgik en ’fodslæbende proces’ i den amerikanske kongres.

Tyrkiets indre sikkerhed på spil

I denne fortløbende diskussion er bundlinjen USA’s samarbejde med de syriske kurdere. Erdogan og hans inderkreds af islamister og ultra-nationalister mistænker Washington for i det stille at støtte underminering af Tyrkiets indre sikkerhed ved – som USA da også vedgår – at bevæbne en styrke, der har organisatorisk tilknytning til PKK og den fængslede PKK-chef Abdullah Öcalan som deres øverste leder. Det er utåleligt, og det kan koste tyrkisk medlemskab af NATO.

Dertil kommer, at aflyser Erdogan i sidste øjeblik aftalen med Putins våbenleverandør, taber han ansigt i en situation, hvor han netop har lidt sit første politiske nederlag ved de tyrkiske lokalvalg. Det vil vise sig meget snart.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Michael Friis
  • Gert Romme
  • Olaf Tehrani
  • Jakob Trägårdh
  • Torben K L Jensen
  • Erik Karlsen
Anders Graae, Michael Friis, Gert Romme, Olaf Tehrani, Jakob Trägårdh, Torben K L Jensen og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Hvis Tyrkiet projekt fører Tyrkiet til udtræden af NATO, vil NATO selv bliver opløst og verden bliver en helt anden, multi polarisk. En anden president i USA vil ikke kunne ændre på det.

Jakob Trägårdh

Efter statskupforsøget i `16, hvor Erdogan med nød og næppe overlevede og kun pga varsling fra Iran og Rusland, så ved han jo godt, hvor han har sine rigtige venner. Siden murens fald og Balkankrigene, hvor NATO ændrede politik, påtog sig ekstraterritoriale angrebskrige istedet for at være en forsvarsalliance—efter devisen: det bedste forsvar er et angreb (?), ja, så har NATO været forældet.

Arne Albatros Olsen, Per Torbensen, John Andersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Tyrkiet hører hverken hjemme i EU eller i NATO.

Arne Albatros Olsen, Anders Graae, Karsten Lundsby, Michael Friis, Lars Jørgen Hansen, Gert Romme, Peter Høivang, Niels Bent Johansen, Torben K L Jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
John Andersen

Hvis Tyrkiet vil være selvstændigt er de nød til at diversificere deres våben køb. Når de kun køber amerikanske våben er de også 100% afhængig af Amerika for reservedele

Mihail Larsen

USA har selv undermineret solidariteten i NATO

Efter Trump blev præsident, har USA behandlet de øvrige medlemmer af NATO med foragt og stillet spørgsmålstegn ved, om musketereden vil blive honoreret fra USA’s side. Trump behandler de andre medlemmer som vasaller. Det er ikke gået op for ham, at en svækkelse af NATO også gør USA geopolitisk svagere.

Per Torbensen, Steffen Gliese, Flemming Berger, Arne Albatros Olsen, Anders Graae, Karsten Lundsby, Gert Romme, Niels Duus Nielsen, John Andersen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Når tyrkerne kan skyde et russisk jagerfly ned, uden at pådrage sig den russiske bjørns vrede, men tværtimod blive en af Ruslands nære allierede i Mellemøsten, er der noget, der tyder på, at NATO har spillet sine kort helt forkert.

Lad os nu tale med vore europæiske venner om at skabe et EU-forsvar. Med en europæisk forsvarsalliance vil det måske stadig være korrupte statsledere, der bestemmer, hvor vi skal gå i krig, men det vil trods alt være vore slyngler, der kan stilles til ansvar, og ikke en amerikansk slyngel, som vi intet kan stille op imod. At lade de amerikanske vælgere bestemme, hvem der skal styre Europas forsvarspolitik, er helt i skoven, især når vi ved, at det ikke er de amerikanske vælgeres ønsker, der varetages i Washington.

Per Torbensen, Steffen Gliese, Anders Graae, Karsten Lundsby, Mihail Larsen, Torben K L Jensen, John Andersen, Rolf Andersen, Leif Andersen og Lars Løfgren anbefalede denne kommentar

Man kan jo diskutere, om Nato kan "styre" Tyrkiet ved at have dem som medlem. Men for tiden og med den autoritære og dybt korrupte Recep Erdogan ved styret for Tyrkiets 1.020.000 mands store militærstyrke, tror jeg ikke, det er muligt.

Men man kan jo også spørge sig, om ikke Nato-landene forlænge siden skulle have taget afstand mod hans udemokratiske styre. Netop nu er mange hundredetusinde borgere fængslet uden dom, og nogle af dem, der har fået en dom, som f.eks. 12 journalister og en bladtegner, blev der slet ikke fremlagt beviser overhovedet. Og de risikerer stadig op til 43 års fængsel for påstået spionage.

Men at Tyrkiet ikke tror på USA´s NATO-hjælp, hvis landet bliver angrebet, forstår jeg godt. Jeg tror heller ikke at man kan regne med USA - altså medmindre man betaler for det, som man betaler for lejetropper.

Niels Duus Nielsen, Arne Albatros Olsen, Karsten Lundsby og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Mihail Larsen 10:06 "USA har selv undermineret solidariteten i NATO"
Ja jo, men kun Grækenland og UK bruger 2% af BNP trods mange ord.

kjeld hougaard

”Hvis jeg var tyrker, så ville jeg – om praktisk muligt – Erdogan fan eller ej, holde distance til en USA domineret Vest alliance. At blive straffet for at købe olie af naboen Iran? Fordi det er det USA vil? Nej tak!

Tab af Tyrkiet i Nato er et stort tab strategisk for alliancen. Putin glæder sig igen over vestlig splittelse og ser frem til større indflydelse i Mellemøsten, i Middelhavet og over Bosporus . Ikke mindst vil det være en stor propaganda sejr for Putin; at kunne vinde et Natoland over på sin side...