Søskendeparret Gandhi skal genoplive familiedynastiet

Hendes farmor blev myrdet, og hendes far blev myrdet, begge på grund af politik. Måske er det derfor, Priyanka Gandhi først sent har kastet sig ind i kampen for at genrejse Kongrespartiet, som hendes familie har været synonymt med i syv årtier. Men tilsyneladende er navnet ikke længere nok
I syv årtier har familiedynastiet Nehru-Gandhi spillet en hovedrolle i indisk politik, og parløbet mellem søskendeparret Rahul og Priyanka har styrket Kongrespartiets chancer ved det kommende parlamentsvalg, men familienavnet er ikke længere nok til at vinde valget, vurderer flere.

I syv årtier har familiedynastiet Nehru-Gandhi spillet en hovedrolle i indisk politik, og parløbet mellem søskendeparret Rahul og Priyanka har styrket Kongrespartiets chancer ved det kommende parlamentsvalg, men familienavnet er ikke længere nok til at vinde valget, vurderer flere.

Sanjay Kanojia

Udland
13. april 2019

NEW DELHI – Valget for fem år siden var en katastrofe for Kongrespartiet. Regeringsmagten blev tabt, og sølle 44 ud af 545 pladser i parlamentet var det værste resultat nogensinde. Partiet har aldrig før været under 100 pladser. I spidsen for valgkampen stod Rahul Gandhi. Han var ikke i nærheden af at true sin direkte modstander, den erfarne og karismatiske Narendra Modi, som blev indisk premierminister.

I syv årtier har familiedynastiet Nehru-Gandhi spillet en hovedrolle i indisk politik. Landets første premierminister, Jawaharlal Nehru, bestred titlen fra 1947 til sin død i 1964. I dag har fjerde generation kastet sig ind i endnu en valgkamp i spidsen for Kongrespartiet.

Rahul overtog posten som partipræsident fra sin mor i 2017 og er nu den ubestridte frontfigur. Men han står ikke længere alene over for Modi. I januar annoncerede Priyanka Gandhi, Rahuls lillesøster, at hun var klar til at tage kampen op mod regeringspartiet Bharatiya Janata Party (BJP).

»Priyanka er blevet bragt på banen for at booste partiets moral og give dem troen tilbage,« forklarer den politiske kommentator og tidligere talsperson for Kongrespartiet, Sanjaya Baru. Og det er der brug for.

»På mange måder er det her valg et spørgsmål om overlevelse for Kongrespartiet. Sidste valg var et chokerende dårligt valg for dem. Hvis de klarer sig lige så dårligt denne gang, er jeg ikke sikker på, at der bliver en næste gang,« siger han.

Rahul Gandhi

  • Født den 19. juni 1970. Søn af den tidligere premierminister Rajiv Gandhi og af Kongrespartiets tidligere præsident Sonia Gandhi.
     
  • Han er uddannet fra bl.a. Harvard og Cambridge og arbejdede i en periode som konsulent i London. Rahul Gandhi startede først for alvor sin politiske karriere, da han blev valgt til parlamentet i 2004. Han blev udnævnt til Kongrespartiets generalsekretær i 2007, vicepræsident i 2013 og præsident i 2017.

I manges øjne er Priyanka Gandhi – og ikke hendes storebror – det oplagte valg til at videreføre familiens politiske arv. Fra hun var ganske ung, blev der blandt ledere i partitoppen talt om, at det var hos hende, fremtiden lå.

Hun var kun 12 år, da hendes farmor, den daværende indiske premierminister Indira Gandhi, blev myrdet. Lige siden er Priyanka Gandhi blevet sammenlignet med Indira. På grund af de ydre fællestræk – og fordi hun altid har haft et tydeligt politisk talent.

Hun er en dygtig debattør, god til at fange folkestemningen og befinder sig naturligt blandt vælgere og foran store menneskemængder. De samme egenskaber har Rahul måttet kæmpe hårdt for at tilegne sig. Både internt og blandt partiets kernevælgere har der længe været et udtalt ønske om at få Priyanka til at gøre politisk karriere. At hun først gør det i en alder af 47 år, skal ses i lyset af den voldsomme pris, familien har betalt for sin plads i toppen af det politiske hierarki. Også de to søskendes far, Rajiv Gandhi, blev slået ihjel af politiske årsager.

»Hun skulle nok ikke have ventet så længe. Men se på det fra hendes perspektiv. Hendes farmor blev myrdet, hendes far blev myrdet. Det er ikke nogen nem beslutning. Det kræver et særligt mod, for risikoen er der, ikke mindst når man fører valgkamp på den måde, hun gør, hvor hun er ude blandt folk. Det her er et skæbnekald for hende,« siger Zoya Hasan, forfatter til bogen Congress After Indira: Policy, Power and Political Change.

I direkte kamp med Modi

Priyanka Gandhi gik med det samme i gang med at føre valgkamp. Hun har været på bådtur på Ganges og turneret i landsbyer på bagklappen af en landsbil. Hendes ansvarsområde er blevet den ekstremt vigtige delstat Uttar Pradesh, der er landets folkerigeste og dermed den, der giver flest pladser i parlamentet.

En sejr i Uttar Pradesh er vigtig for enhver indisk premierministerkandidat. Ved sidste valg gav den BJP 73 af partiets 282 pladser. Til sammenligning vandt Kongrespartiet to. Partiet har længe stået svagt i delstaten, der udover BJP bliver domineret af regionale partier ledet af markante og erfarne politikere. Priyanka Gandhis opgave er blandt andet blevet at samle oppositionen i en fælles front mod Modi. Derimod er det tvivlsomt, om hun kan nå at få en afgørende indflydelse på Kongrespartiets valgresultat.

»Selv om hun er populær og karismatisk, så har hun ikke en magisk trylleformular. Hun har for lidt tid inden valget og kan ikke på egen hånd ændre ved, at Kongrespartiet mangler en organisation og folk på græsrodsniveau i Uttar Pradesh,« siger Zoya Hasan, der peger på, at også premierminister Modi stiller op i delstaten. Med Priyankas tilstedeværelse har Kongrespartiet flyttet kampen over på deres modstanders banehalvdel.

»Hun vil skaffe opmærksomhed og få masser af medieomtale. Hun har navnet og historien, hun er køn og er god til at håndtere at være på foran store folkemængder. Hun er charmerende. Det vil hjælpe Kongrespartiet til at bryde Modis tv-monopol. Ved sidste valg løb han med al mediedækningen, det bliver ikke tilfældet denne gang,« siger Zoya Hasan.

Et elitært dynasti?

Det er netop den form for støtte, Rahul Gandhi har brug for fra sin søster. En til en er han ikke i stand til at overvinde Modi – det har han forsøgt før. Men nederlaget i 2014 og den mellemliggende periode har lært ham meget, vurderer Jatin Gandhi, der er forfatter til en politisk biografi om Rahul, men som ikke er beslægtet med det politiske dynasti.

Kongrespartiets leder er blevet mere selvsikker og aggressiv i sin stil og har vundet flere vigtige sejre. I slutningen af sidste år vandt partiet tre delstatsvalg og sendte for første gang BJP retur på det politiske landkort.

»Premierminister Modi er landets største politiske personlighed, og at matche hans popularitet ville være svært for en hvilken som helst politiker. Så Rahul Gandhi og oppositionen skal gå efter regeringens præstationer og ikke lade valget blive en personlighedskonkurrence,« forklarer Jatin Gandhi. Derfor tordner Gandhi-familien løs om de valgløfter fra sidste valgkamp, BJP ikke har formået at indfri.

Priyanka Gandhi

  • Født den 12. januar 1972. Studerede i New Delhi, hvor hun læste psykologi og tog en master i buddhismestudier.
     
  • Priyanka Gandhi er ligesom Rahul født ind i politik og har blandt andet været kampagneleder for både sin bror og sin mor.
     
  • Hun har tidligere afvist selv at have politiske ambitioner, men den 23. januar gik hun formelt ind i politik, da hun blev udnævnt til Kongrespartiets generalsekretær i den østlige del af Uttar Pradesh.

BJP svarer igen med samme strategi, der tidligere har vist sig at være effektiv. Den går ud på at fremstille valget som et mellem udvikling og dynasti. Mellem fremgang og vækst på den ene side og det gamle og korrumperede bureaukrati på den anden.

Modi selv kommer fra en fattig familiebaggrund og spilder ikke mange muligheder for at slå løs på, hvad han beskriver som et elitært familieforetagende, der ikke har gjort sig fortjent til at lede landet. Rahul beskriver BJP som doven og dum. Men i mange inderes øjne har Nehru-Gandhi-familien stadig en helt særlig status.

Faren presset ind i politik

Rahul og Priyanka voksede op i New Delhi i 1970’erne. Det var en turbulent tid i indisk politik, hvor Indira Gandhi som premierminister skaffede sig mange beundrere og mange fjender.

I barndomsårene holdt deres forældre sig på afstand af politik. Deres far gjorde karriere som pilot. Moren Sonia, der er af italiensk afstamning, var hjemmegående. Men den 31. oktober 1984 blev Indira Gandhi dræbt af to af sine bodyguards i et politisk motiveret attentat.

Af sikkerhedsgrunde kunne Rahul og Priyanka ikke længere gå i normal skole, men måtte undervises hjemme.

Samtidig voksede presset på deres far. Kongrespartiet havde brug for en ny frontfigur. Rajiv Gandhi lod sig overtale af partiledelsen og vandt en jordskredssejr ved det efterfølgende valg. Han blev Indiens yngste premierminister i en alder af 40 år og stod i spidsen for flere regeringer.

Men i 1991 ramte tragedien igen. Rajiv Gandhi førte valgkamp i den sydlige del af landet, da han blev dræbt af en selvmordsbombe detoneret af et medlem af en militant tamilsk gruppe.

Endnu en gang vendte ledelsen i Kongrespartiet blikket mod dynastiet i New Delhi. Denne gang mod Sonia Gandhi. Hun takkede først nej – hvilket både Rahul og Priyanka støttede hende i. Det åbnede for fløjkrige og interne kampe, der truede med at splitte det gamle parti. Til sidst, efter flere års tøven, overtog Sonia Gandhi ledelsen og stillede op ved et parlamentsvalg.

I den periode opholdt Rahul sig i udlandet, mens Priyanka var en fast støtte ved sin mors side. Først i 2004 trådte Rahul ind på den politiske scene og blev valgt til parlamentet. I dag er han både Kongrespartiets præsident og premierministerkandidat.

Opposition uden leder

Men det er ikke selvskrevet, at Rahul Gandhi kommer til at lede en regering, selv hvis Modi taber valget. Oppositionen har endnu ikke formået at enes om, hvem der skal være premierminister, hvis de vinder.

»Oppositionen kæmper ikke dette valg i fællesskab og de valgalliancer, der er dannet, er flydende. At sætte navn på en kandidat fra oppositionen ville betyde et opgør med de politiske ambitioner om selv at blive premierminister, som flere ledere har. Men forbedrer Kongrespartiet sit resultat betydeligt, eller bliver det endda det største parti, så vil Rahul sandsynligvis blive premierminister,« forklarer Jatin Gandhi.

Parløbet mellem Rahul og Priyanka har styrket Kongrespartiets chancer. Men i meningsmålingerne er BJP og Modi stadig favorit. Og spørger man politiske analytikere som Sanjaya Baru, er familienavnet ikke længere nok.

»Vi ser, at folk forlader partiet. De søger derhen, hvor de kan få indflydelse og magt. Kongrespartiet står uden for indflydelse i over halvdelen af delstaterne. Partiet har et lederskabsproblem. Det har kun familien. Der er Rahul og nu Priyanka. Man kan ikke lede et landsdækkende parti i Indien med to personer,« siger han.

Men familien og partiet er for længst smeltet sammen. Lykkes det ikke for Rahul, vil presset vokse på Priyanka. Hun var altid partitoppens favorit.

Indiens valg

Indien er under kolossal forandring. Økonomisk og magtpolitisk får landet stadig større vægt i verden, samtidig med at Indien de seneste fem år under Narendra Modi har bevæget sig i en mere illiberal retning, der udfordrer selve statens grundidé om at være inkluderende og sekulær. Under det indiske valg fra 11. april til 19. maj klæder vi dig på til at forstå verdens næste supermagt. Lær de vigtigste forfattere og filmskabere at kende, forstå den indiske forfatning, de politiske kampe, hvordan de aspirerer til videnskabelig storhed, og – naturligvis – hvad inderne selv vil med deres enorme samfund.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her