I Spanien ved de, at et svækket demokrati kan gøre kvinder til andenrangsborgere

BARCELONA – Det starter allerede i metroen. Stemningen er høj af forventning, glæde og kampgejst. Vi er på vej til 8. marts-demonstration, og vi er mange. Sidste år eksploderede antallet af demonstranter fra 7.000-10.000 i 2017 til 200.000 – bare i Barcelona. I år bliver vi mindst lige så mange. I Madrid kommer 350.000 deltagere. Spanien har taget kvindekampen til sig.

»Feminismen er i dag det vigtigste punkt i en bredere bevægelse for at styrke demokratiet,« siger de to demonstranter ved siden af mig, Ramón og Sebastiá.

Feminismen samler folk og markerer en frontlinje mod en radikalisering af dele af højrefløjen, der vækker minder fra Franco-tiden.

Når Spanien søndag går til valg, står det nye yderliggående højreparti VOX til at høste omkring hver tiende spanske stemme, hvilket for første gang vil sende dem i parlamentet.

VOX har gjort det til en mærkesag at bekæmpe feminismen og har blandt andet gjort sig bemærket ved åbenlyst at være imod abort og hævde, at mange kvinder uretmæssigt anmelder mænd for vold. »Partiet står for et opgør med nogle af de landvindinger, som vi ellers ikke troede var til diskussion længere. For ikke så lang tid siden var det utænkeligt, at voldsramte kvinder skulle blive mistænkeliggjorte på denne måde,« siger Ramón og Sebastiá.

VOX’s nyvundne popularitet har også trukket det konservative Partido Popular længere mod højre på flere områder som migration og regionalt selvstyre. Efter Cataloniens forsøg på at opnå uafhængighed er det ligefrem blevet almindeligt på højrefløjen at opfatte dialog med separatisterne som landsforræderi.

Alt i alt har det været med til at minde mange af dem, jeg møder, om, at kampen for demokratiet i almindelighed og kvinders rettigheder i særdeleshed ikke er afsluttet endnu. Ramón and Sebastiá sætter ord på det:

»Den machokultur, som vi stadig møder mange steder, gør det tilfældige ved at være mand eller kvinde til et princip for forskelsbehandling. Det princip er uforeneligt med et retssamfund. Alligevel er det blevet styrket på mange områder på det seneste. Derfor er feminismen også en kamp for demokratiet.«

Feminismens brede appel i Spanien

Feminismens brede appel i Spanien rækker ud over #MeToo og fjerdegenerationsfeministerne. Begge har sat sine tydelige spor, men i Spanien er arbejdsmarkedet og selve demokratiet også mainstream kamppladser. For eksempel er der på kvindernes kampdag blevet kaldt til strejke på tværs af landet under parolen »Uden os, ingen produktion og ingen reproduktion«.

Ester Rocabayera og Núria Ferràndiz fra fagforeningen CSC fortæller, at denne bredde har været en integreret del af feminismen, siden demokratiet blev grundlagt.

»I 1980’erne var vi rigtig mange, der kæmpede på flere fronter, og det gør vi stadig. Arbejdskampen, den politiske kamp og feminismen er på den måde naturligt allierede.«

Denne alliance har resulteret i enorme landvindinger siden Franco-tiden, ikke mindst for feminismen. Kvinders frihed og lighed var et af de områder, som blev hårdest ramt under Francos diktatur, fortæller Marina Subirats, professor i sociologi og tidligere leder af Instituto de la Mujer, som en statslig ækvivalent til Dansk Kvindesamfund.

»Under Francos diktatur var kvinder andenrangsborgere både ved lov og gennem kirkens indflydelse. For eksempel kunne en kvinde ikke oprette en bankkonto eller leje en lejlighed uden sin mands eller fars tilladelse.«

Efter Francos død ændrede dette sig radikalt. Feminismen eksploderede og sikrede, at spanske kvinders situation i dag er helt igennem sammenlignelig med danske kvinders.

Feminismens anden bølge

Når man som turist ankommer fra lufthavnen, er Plaza de Espana porten ind til Barcelonas centrum. Denne aften på kvindernes kampdag er den enorme plads propfuld af mennesker. På tværs af de mange forskellige grupperinger er der både kamp- og feststemning. Flag og bannere fra feministiske organisationer, fagforeninger og politiske partier blander sig med utallige hjemmelavede skilte, der er både kreative og morsomme.

Sådan var det ikke for bare få år tilbage. Her havde feminismen mistet pusten efter sin storhedstid i de første årtier efter diktaturet. Men de seneste år er feminismen igen blevet mainstream. Selv ikke det store højrefløjsparti Partido Popular har for alvor distanceret sig fra årets kampdag. Partiet har ellers traditionelt været mere end fodslæbende i forhold til kvinders ligestilling.

Grundlaget for feminismens genopblomstring er igen at finde i dens rolle som en integreret del af en bredere politisk kamp.

»Da den økonomiske krise ramte Spanien i årene efter 2008, blev kvinder klart hårdere ramt end mænd. Derfor begyndte de ikke kun at organisere sig politisk, men også̊ som feminister. Det lagde grunden for feminismens gennemslagskraft i dag,« siger professor Marina Subirats.

På den måde adskiller den feministiske bevægelse i dag sig også fra feminismen efter diktaturet. »Efter diktaturet var det de juridiske rettigheder og kampen for at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, der var i fokus. I dag er den feministiske bevægelse tydeligvis mere selvsikker. Den har sine rødder i demokratiet. Derfor kræver den, at demokratiet lever op til sine løfter, ikke blot juridisk, men også̊ i dagligdagen.«

For at det skal lykkes, skal der ske en mentalitetsændring, hvor mænd og kvinder accepterer både deres maskuline og feminine sider. Kort sagt, at kvinderne tager kampen op med mændene uden at miste deres feminine sider, mens mændene frigør sig fra berøringsangsten over for deres følsomme og empatiske kvaliteter. Mange har taget disse skridt, men der er stadig et stykke vej tilbage, ikke mindst for mændene, mener hun.

»I den forstand, har mange mænd brug for at dedikere sig til deres egen indre feministiske kamp,« siger Marina Subirats.

La Manada

Barcelonas hovedfærdselsåre, Gran Via, er i aften fyldt til bristepunktet med demonstranter. Blandt disse møder jeg Elisa, Virginia og Jessica. Ligesom de fleste andre, jeg har mødt i aften, fortæller de, at det var sagen om La Manada, som tændte ilden i den ulmende feministiske bevægelse.

Navnet refererer til en gruppevoldtægt begået i 2016 af fem mænd, heraf én fra hæren og én fra politiet (Guardia Civil), mod en 18-årig kvinde. De fem optog voldtægten på video og lagde den op på nettet i en gruppe ved navn La Manada (ulveflokken). I skrivende stund er de fem blevet idømt ni års fængsel hver. Alligevel er de alle på fri fod, indtil retssagen bliver endeligt afgjort ved den spanske højesteret.

I løbet af dette forløb har sagen fået stor opmærksomhed og er kommet til at symbolisere, hvordan vold mod kvinder og voldtægt stadig er et omfattende problem i Spanien. Tilsvarende viser lydoptagelser, at de fem fra La Manada i høj grad også repræsenterer en mere generel sexistisk og mandschauvinistisk kultur. De inkarnerer med andre ord selve roden til den strukturelle ulighed, vold og chikane, som stadig præger kvinders liv i Spanien.

Hverken Elisa, Virginia, eller Jessica er selv blevet udsat for vold eller overgreb. Til gengæld bliver de ofte konfronteret med sexisme, tilråb og nedsættende bemærkninger både på gaden og på deres arbejde. Næsten alle kvinder, jeg taler med, kan fortælle det samme.

Den sexistiske chikane er ikke noget nyt, hverken i Spanien eller i Danmark. Men i Spanien har det givet anledning til en meget stærkere, bredere og mere organiseret reaktion end i de fleste andre lande.

»Med La Manada er det, som om vi er vågnet op og har taget konsekvensen af nogle problemer, som vi egentligt godt vidste, var der,« siger Elisa. »Vi holder ikke længere mund. Nu er det noget, vi snakker om og gør noget ved.«