Theresa May har meget at vinde og mindre at tabe ved at samarbejde med Labour

Den britiske premierminister har som en bokser i tovene i månedsvis været presset op i et hjørne og har taget imod så mange slag, at det er et under, at hun stadig står på benene.

Nu har hun valgt en højrisiko strategi. Samarbejdet med Labours leder, Jeremy Corbyn, vil med nogen sikkerhed gøre hende til et hadeobjekt og splitte hendes eget konservative parti. Det kan dog ende med, at hun får sin vilje, inden hun smækker med døren.

»About bloody time. Now get on with it,« sagde manden ved siden af mig på Tuben (Londons undergrundsbane, red.) til sig selv, mens han læste forsiden på en gratisavis med historien om Mays overraskende samarbejde med oppositionslederen.

Og han har jo ret. Tænk, at vi skulle vente til langt inde i den forlængede spilletid, før den konservative premierminister indså, at hun ikke kan presse sin egen skilsmisseaftale gennem parlamentet.

Samarbejdet med Jeremy Corbyn burde have været indledt, allerede efter at May mistede flertallet ved parlamentsvalget i 2017. Dengang stod det klart, at Brexit ikke kun ville blive et konservativt anliggende. Alligevel har premierministeren behandlet det som et sådant indtil nu.

Persona non grata

Mere end syv timer forhandlede Mays regeringskabinet, før beslutningen om samarbejde blev truffet. Det forlyder, at hele 14 medlemmer af Mays inderkreds havde foretrukket en no deal-Brexit – og det er altså mange. Det kan ikke have været en let beslutning for May.

Reaktionerne fra en række konservative partifæller kom prompte og var nådesløse.

»Forræder« og »vendekåbe« var blandt de betegnelser, der blev brugt om May. Den prominente højrefløjsparlamentariker Jacob Rees Mogg mindede premierministeren om, at hun nu indgår i et samarbejde om nationens fremtid med en »selvudnævnt marxist«. Efter hans opfattelse er det ikke stort bedre end at samarbejde med en tilhænger af Det Tredje Rige.

Nigel Adams, minister for Wales, blev onsdag eftermiddag den første minister, der trådte ud af regeringen i denne omgang, flere ventes at følge. Højrefløjen hos de konservative glemmer ikke, og Theresa May er nu persona non grata i store dele af sit eget parti.

Men Theresa May har genvundet initiativet. Hun ved, at hun regerer på lånt tid, og hun ved også, at der måske ikke er så langt fra hendes skilsmisseaftale til et muligt kompromis med Labour. Hun har faktisk meget at vinde og lidt at tabe, for højrefløjen hos de konservative vil formodentlig foragte hende uanset hvad.

Ved gårsdagens PMQ’s (Prime Minister’s Questions) i parlamentet mødtes Theresa May og Jeremy Corbyn så for første gang, efter at det står klart, at de nu skal udgøre et umage par og forsøge at samarbejde.

Begge sagde, at de så frem til muligheden for dialog, men relativt hurtigt gik der politik i den. Jeremy Corbyn angreb May for den stigende fattigdom og ulighed i samfundet og udfordrede hende til, at give gratis tv-licens til alle over 75 – en påmindelse om, at et parlamentsvalg meget vel kan vente lige rundt om hjørnet, og at det er Corbyns foretrukne løsning.

Lille forspring

Theresa May har på sin vis spillet bolden over til Jeremy Corbyn. Det er ikke nødvendigvis en bold, der er særlig behagelig at modtage. Labour har behændigt styret uden om at tage ansvar for Brexit-miseren. Nu tvinges Corbyn ind i kampen med fare for, at Brexits gift smitter ham.

Et relativt stort flertal af hans vælgere er remainere, men et vigtigt mindretal i det nordlige England er for Brexit. Der er dog også positive aspekter ved samarbejdet for Labour-lederen.

Corbyn har brug for at virke mere statsmandsagtig. På trods af den åbne borgerkrig hos de konservative er Labours forspring i meningsmålingerne forbløffende lille. Forhandlinger med May og en eventuel aftale vil kunne give ham noget af den tyngde og troværdighed, han i den grad mangler blandt en stor del af befolkningen.

For at forhandlingerne skal kunne bære frugt, må Theresa May krydse nogle af de røde linjer, hun havde erklæret, at hun ikke ville krydse. Corbyns fokus vil være på, at Storbritannien forbliver i den europæiske toldunion og på at sikre rimelige arbejdsmarkedsrettigheder for lønmodtagere.

Ingen af delene vil være lette for May at kapere og vil givetvis være uspiselige for hendes bagland. Bare for at understrege, hvor Javel, hr. minister-absurd og fastlåst det hele er, beskrev regeringskilder problematikken omkring definitionen på en toldunion sådan her:

»Vores udgangspunkt er en toldunion, selv om vi ikke betegner det sådan. Labours udgangspunkt er ikke en toldunion, selv om det betegner det netop sådan.«

Ligetil bliver forhandlingerne næppe.

Brexit-blod på fingrene

I det store hele vil det være Mays aftale med EU-landene, der danner rammen om det, hun og Corbyn skal blive enige om. Skulle det lykkes, vil det blive en langt blødere Brexit, hvor Storbritannien på afgørende handelsområder spiller efter EU-regler.

Britisk erhvervsliv reagerede med nogen optimisme, men også med sund skepsis. For hvorfor skulle der pludselig være basis for fornuft og enighed i Storbritanniens politiske galehus?

Skulle May og Corbyn blive enige, er der basis for et flertal i parlamentet. Men der er rigtig mange faldgruber.

For det første vil May ikke blive på posten mange dage endnu. Hvad med den næste konservative leder? Det kunne meget vel blive en fra højrefløjen, der vil gøre alt for, at aftalen ikke bliver til noget.

For det andet løber Corbyn en enorm risiko for at få Brexit-blod på fingrene. Mange af hans rådgivere vil råde ham til at holde sig langt fra den tikkende bombe, Theresa May personificerer.

Derudover er der allerede nu pres på Corbyn fra hans eget parti for at sikre, at et forhandlingsresultat afprøves ved en folkeafstemning. Uanset hvad så vil Corbyn få hænderne fedtet ind i Brexit-problematikken, hvis en aftale bliver en realitet.

Alt stadig i spil

Det er dog langtfra givet, at det bliver tilfældet, og skulle Corbyn og May ikke kunne enes, har premierministeren stillet parlamentet i udsigt, at der vil blive afholdt endnu en række indikative afstemninger, samt at hele den proces vil ende med en afstemning i Underhuset, og at hun vil »følge parlamentets beslutning«, hvad det så end konkret betyder.

May vil søge forlængelse af udtrædelsesdagen, som nu er den 12. april. Hvilken ny dato, EU vil give hende, er usikkert.

Alt er altså stadig i spil, inklusive no deal, som på trods af at parlamentet har stemt for, at det ikke ønsker en sådan, fortsat bliver løsningen, hvis ikke en anden aftale indgås. Formanden for EU-Kommissionen, Jean Claude Juncker, sagde onsdag aften følgende:

»Jeg tror, at det er meget sandsynligt at vi står med et no deal-scenario ved midnat den 12. april. Det er ikke det udkomme, jeg ønsker. Men det er et udkomme, som jeg har sikret mig, at EU er parat til.«

Mays udskældte skilsmisseaftale kan også komme på bordet en fjerde gang.

Nogle kommentatorer mener, at premierministeren har foretaget et klogt træk, fordi hendes aftale kan komme til at virke hårdere, hvis en blød aftale med Jeremy Corbyn er i spil. Det kunne måske få skubbet konservative tvivlere over på hendes side til slut.

Højt spil er det, ligegyldig hvad, men højt spil er også en nødvendighed i den situation, Storbritannien befinder sig i.

Mays udspil er blevet omtalt som en fælde for Jeremy Corbyn, men som den tidligere konservative leder Ian Duncan Smith skriver i The Daily Telegraph, er regel nummer ét, når man sætter en fælde, at sørge for, at man ikke selv bliver fanget, når den klapper.

De næste hektiske dage vil afgøre, hvem der sidder tilbage i rævesaksen. Det kan godt vise sig at blive en hel nation.