Tyske lejere tyr til radikale midler: »Investorerne skal vide, at deres penge ikke er sikre i Berlin«

Christian Wiartalla er sur. Nej, han er faktisk »stinkesur«, som begrebet »skidesur« kaldes på godt tysk. Og han er ikke just alene, men en del af en tysk »bølge af vrede«, som magasinet Der Spiegel kalder det.

Over ham på husfacaden i berlinerbydelen Kreuzberg hænger protestbannere med budskaber som »Byen er for alle« og »Berlin – køb dig selv tilbage«.

En ejendomskoncern med det ellers venlige navn ’Lebensgut’ har nemlig købt deres ejendom, som de lokale kalder Dieffe29. Om Christian og de øvrige lejere kan blive boende er uvist. Og det er ligeledes uvist, hvem der står bag Lebensgut, hvis tråde fortaber sig i et kompliceret system af underselskaber og uigennemskuelige ejerforhold.

»Her bor studerende, selvstændige, folk med høj indkomst, kunstnere. Altså en god blanding med et godt sammenhold, men vi får nye beskeder hver uge og aner ikke, hvordan vores fremtid ser ud,« siger han.

Derfor gik lejerne i Dieffe29 med i lørdagens stordemonstration i Berlin, hvor op mod 40.000 mennesker demonstrerede »mod fortrængning og huslejevanviddet«, som mottoet lød for de spraglede protester, der gik fra Alexanderplatz til Kreuzberg.

Men langt mere opsigtsvækkende var det, at demoen udgjorde startskuddet til et stærkt opsigtsvækkende borgerinitiativ, der vil statsliggøre alle boligkoncerner, der har mere end 3.000 berlinske lejligheder i porteføljen – herunder ikke mindst det børsnoterede aktieselskab ’Deutsche Wohnen’, der med en række amerikanske fonde som største aktionærer sidder på omkring 110.000 lejligheder i Berlin.

Ifølge meningsmålinger bakker næsten halvdelen af berlinerne op om initiativet, som vil bruge de berlinske regler for direkte demokratiske afstemninger til at nå dette mål.

Kritikere ser derimod initiativet som et tilbagefald til rendyrket socialisme 30 år efter Berlinmurens fald – et tilbageskridt, der ikke bare træder den private ejendomsret under fode, men som også vil forhindre det, som der er allermest brug for: nybyggeri, nybyggeri og nybyggeri med både tysk og udenlandsk kapital.

Husleje til aktionærer

Dieffe29 er bare ét vilkårligt eksempel, som tilfældigvis ligger ved siden af mit kontor i Kreuzberg.

Som lørdagens demonstration viste, er der hundredvis af lignende eksempler i Berlin, hvor der langt op i middelklassen er ét emne, der hører til tidens smalltalk som amen i kirken: Hvor længe kan vi blive boende i vores lejlighed, før huset bliver solgt eller huslejen overhaler indkomsten?

Alene i 2017 steg huslejeniveauet i Berlin i snit med 12 procent. Inden for de seneste 10 år er lejeniveauet steget med mellem 70 og 90 procent. Til disse tal hører, at lejeniveauet kom fra et meget lavt niveau sammenlignet med øvrige tyske og især europæiske storbyer. Men det hører også med, at lønningerne i Berlin stadig ligger 20-30 procent under lønningerne i München eller Hamborg.

»Det er et kæmpe socialt problem,« siger Rouzbeh Taheri, der er talsmand for borgerinitiativet, der som næste skridt skal bruge syv procent af berlinernes underskrifter – svarende til ca. 180.000 – for at fremtvinge en folkeafstemning, hvor der skal være minimum 25 procent valgdeltagelse og et simpelt flertal.

I sidste ende vil selv en valgsejr ikke være politisk bindende, men det ville være et stærkt pressionsmiddel – og en politisk tabersag at ignorere det, siger han.

»Vi vil have et ikkeprofitorienteret boligmarked i stedet for et marked, hvor stadig mere af huslejen går til aktionærer,« siger Rouzbeh Taheri og nævner, at 38 procent af overskuddet i boligkoncernen Vonovia, som har 40.000 lejligheder i Berlin, går til Vonovias aktionærer.

»De eksisterende love for lejerbeskyttelse fungerer ikke efter hensigten. De ser skrappe ud, men de store koncerner har succes med at omgå lejerbeskyttelsen – og med deres langsigtede strategi med huslejestigninger.«

Eksplosiv ændring

Tyskland er et af de lande i hele EU, der har den laveste andel af folk, der ejer de boliger, de selv bor i. Det er en af flere grunde til, at boligsituationen formentlig er den måske mest sprængfarlige sociale konflikt af alle, vurderer økonomen Michael Dauderstädt fra den SPD-nære Friedrich-Ebert-Stiftelse.

»Stadig flere tyskere føler sig chanceløse over for de stærkt stigende huslejer i storbyerne,« siger han og peger på to årsager.

For det første har tyskerne trods en let stigning over de sidste par år oplevet en lang periode uden stigning i realindkomsterne.

For det andet har Tyskland sammenlignet med stort set alle andre lande i Europa haft et stagneret boligmarked, hvor der i årevis ikke har været prisstigninger, men heller ingen investeringer.

»Det har ændret sig eksplosivt i de seneste år, hvor bolig- og lejepriserne er røget i vejret. Der investeres nu mere ikke mindst fra udenlandske investorer, men efterspørgslen i byerne er vokset langt højere end udbuddet – også i kraft af indvandringen til Tyskland,« siger Michael Dauderstädt.

Hvad Berlin angår, er konflikten særligt spidset til pga. byens delvist planøkonomiske og delvist stærkt økonomisk støttede fortid i henholdsvis øst og vest – og dens nu rivende udvikling, der bl.a. byder på en nettotilflytning på omkring 40.000 mennesker om året.

Tusindvis af berlinere på gaden lørdag for at demonstrere mod de stigende huslejepriser.

Ritzau Scanpix

Politisk er den rød-rød-grønne berlinske regering mellem SPD, Die Linke og De Grønne dybt splittet i forhold til kravet om statsliggørelse af de store boligkoncerner, der har over 3.000 lejligheder.

Den regerende overborgmester Michael Müller har tøvende erklæret, at det »ikke er hans politiske vej«, mens resten af SPD og De Grønne er splittet mellem en liberal højrefløj og en socialistisk venstrefløj. Die Linke bakker derimod entydigt op om initiativet. Det har fået den liberale opposition helt op i det røde felt.

»Hvis venstrekoalitionen med deres fantasier om statsliggørelse nu forsøger at lege revolution i en globaliseret verden, så forvolder de historisk skade på vores by,« mener lederen af det liberale FDP i Berlin, Sebastian Czaja, der frygter, at det vil have katastrofale konsekvenser for Berlins ry og økonomi langt ud over boligsektoren.

Personligt protesterede han derfor også mod lørdagens demonstration med et skilt med teksten »Vi skal bygge i stedet for at stjæle«. I hans øjne vil den foreslåede ekspropriering, som vil omfatte ca. 245.000 lejligheder, nemlig »kun gavne ti procent af lejerne, mens hele byen skal løfte byrden«.

Berlins byggesenator Katrin Lompscher fra partiet Die Linke, der også gik med i demoen, ser derimod London og Paris som skrækscenarier for, hvad uhæmmet international kapital kan skabe af kønsløse og socialt ensrettede bykerner, hvor det kun er flagshipstores og store firmaer, der har råd til at leje sig ind.

Historiske synder

Det afgørende værktøj, som borgerinitiativet vil benytte sig af, er den tyske grundlovs artikel 15, der direkte siger, at »grund og jord, naturskatte og produktionsmidler« kan overføres til fælles eje mod »rimelig skadeserstatning« – en artikel, der aldrig er blevet brugt i den tyske grundlovs 70-årige historie.

Om det er juridisk tilladeligt i det berlinske tilfælde er stærkt omstridt, for det handler ikke bare om et statsligt opkøb men om et opkøb langt under markedsprisen.

»Markedsværdien er jo rene spekulationspriser. Vi regner med et sted mellem 7 og 13 mia. euro,« siger Rousbeh Taheri fra borgerinitiativet.

Fra den berlinske regering lyder summen derimod på mellem 29 og 36 mia. euro for det statslige opkøb af de op mod 245.000 lejligheder. Oven i Berlins faldende, men stadig voldsomme offentlige gæld vil det ikke bare betyde en stærk gældsforøgelse, men også færre midler at lave nyt socialt boligbyggeri for.

Dette problem skyldes ikke mindst fortidens synder, påpeger ekstern lektor ved Syddansk Universitet Hans Christian Post, der har et indgående kendskab til den berlinske byudvikling og er aktuel med dokumentarfilmen Hvis by? 25 års kamp om Berlins byarkitektur.

»I Berlin har man de seneste 30 år talt for meget om stiltraditioner og æstetik, og for lidt om, hvordan byen kan blive en by for alle,« siger han til Information.

»Men den største synd har været, at man oven på den berlinske bankskandale i 2001-2002 solgte massivt ud af byens store beholdning af boliger og byggegrunde. Siden da har de private aktører siddet med trumferne på hånden.«

Under en regering mellem netop SPD og Die Linke blev en stor del af de almennyttige boliger således privatiseret, så Berlin siden murens fald nu har skilt sig af med mere end 200.000 boliger og tusindvis af byggegrunde. Mange af disse er gået til boligkoncerner, der skal give aktieafkast, og det er ikke uset, at markedsværdien i mellemtiden er tidoblet.

»Langt de fleste bor til leje i Berlin, og lejere vinder næsten aldrig noget, når spekulanter kaster sig over byen og tvinger priserne i vejret. I Danmark derimod er de fleste ejere eller andelshavere. Til forskel fra berlinerne profiterede mange danskere derfor, da boligboblen herskede i 00’erne,« siger Hans Christian Post.

Investorernes skræk

Med den stigende tilvandring til Berlin er 1990’ernes store tomgang på boligmarkedet for længst fortid, og der mangler allerede i dag flere hundredtusinder lejligheder i byen. Men ved at statsliggøre 245.000 boliger bliver boligproblemet dermed slet ikke løst, hævder økonomen Harald Simons over for magasinet Der Spiegel.

»Boligmangel kan man ikke stemme væk med en folkeafstemning,« siger han.

»Hvis det virkelig ender med en ekspropriering, så kan der opstå en ond cirkel, som alle lejere vil lide under: Hvem ville bygge lejelejligheder, når de må frygte, at lejlighederne bliver taget fra dem igen?«

Til den kritik hører det faktum, at ud af hver eneste euro, som i 2017 blev investeret i boligbyggeri i Berlin, stammede 58 cent fra udenlandske investorer. En yderligere stor del kom fra tyske boligkoncerner. Uden denne kapital, vil der vil blive bygget alt for lidt, så efterspørgslen vil stige endnu mere i forhold til udbuddet.

Den logik køber Rouzbeh Taheri bag initiativet ikke.

»Det er ikke mangel på kapital, der er problemet. Problemet er, at der er alt for meget spekulativ kapital,« siger han og peger på, at der også er for få og især alt for dyre byggegrunde, og der mangler planlægnings- og byggekapaciteter.

Derfor er han heller ikke bange for, at Berlin udvikler sig til de internationale investorers mareridt, som får dem til at holde sig helt væk.

»Det er jo lige præcis, hvad der er meningen,« siger Rouzbeh Taheri.

»Vi vil vise investorerne: Jeres kapital er ikke sikker i Berlin. Hvis man spekulerer og gambler, så kan man også tabe.«