Vi ved dårligt nok, hvad der er sket i Indien, siden Gandhi døde

Næste uge sætter verdens største valgmaskine i gang – Indien går til valg. 900 millioner vælgere er registreret, og ingen af dem må ifølge valgloven gå mere end to kilometer for at afgive deres stemme.

Indiens militær skal transportere stemmebokse over enorme afstande, fra Himalayas bjerge til de mest øde ørkenområder og tætteste skove. Hele øvelsen er en demokratisk kraftanstrengelse, der strækker sig over seks uger. Undervejs er landet grebet af en ubarmhjertig valgkamp, hvor politikere, partier og alliancer strides om at finde den formel, der kan føre dem til magten i verdens største folkestyre. Det optager alt og alle – fra rigmandsghettoerne i Mumbai til den fattigste landsby.

Anderledes forholder det sig set fra vores del af verden. Når der er valg i Europa og USA er breakingbjælken flittigt i brug, men når det gælder Indien, kender vi dårligt navnene på kandidaterne.

Indien er langt væk fra os geografisk og i høj grad også mentalt, og sådan har det været længe, lyder det fra lederen af det nyoprettede danske kulturinstitut i New Delhi, Thomas Sehested.

»Hvis man tilbage i 1960 spurgte danskerne på gaden om, hvad de tænkte om Indien, og hvis man gør det samme i dag, så vil svaret være nogenlunde det samme. Vi har mistet 50 år. Hvad der er sket, siden Gandhi døde, har vi ikke rigtig opdaget,« siger han.

Men sådan burde det ikke være, mener han:

»Vi bliver nødt til at affinde os med, at Indien er meget vigtigere for os, end vi er for Indien. Og så skal vi forstå, at verden er i forandring, og at Indien spiller en ekstrem vigtig rolle.«

En orientalistisk fortælling

Hvorfor ved vi så lidt om Indien? Spørgsmålet har været med til at anspore til den temaserie, Information skyder i gang fredag. Redaktionelt sigter vi bredt. Mod kulturen og videnskaben, det historiske, det politiske og meget mere. For måske skyldes vores blinde indiske vinkel, at vi sidder fast i stereotyper, der fremmedgør en hel nation.

»Der er den her meget orientalistiske fortælling, der bliver fortalt igen og igen, hvor Indien enten er dæmonisk eller guddommeligt. Enten er Indien undertrykkelse af kvinder, voldtægter, kaste, kaos og fattigdom, eller også er det guruer, meditation, yoga og spirituel indsigt. Indien er virkelig blevet præsenteret i et skær af røgelse. Spørger man de fleste danskere, tror jeg, det er det billede, de har. Det almindelige Indien, det politiske, det økonomiske, den sociale udvikling, og at de er mennesker ligesom os, det glider i baggrunden,« siger Peter Johansen, forfatter og Indien-kender.

Derfor har Indien typisk tiltrukket et snævert segment af danskerne, mens den brede befolkning har vendt landet ryggen. Indien har været for dem, der har lavet udviklingsarbejde, eller dem, der har villet finde sig selv rent spirituelt. Men det kan virke paradoksalt for på mange måder – især i en asiatisk kontekst – står inderne os nærmere end mange andre nationaliteter.

»Indien er det land i Asien, hvor vi nok har de tætteste kulturelle forbindelser. De taler engelsk, de er et demokrati, og de har en tættere forbindelse til Vesten i kraft af deres koloniale historie,« forklarer Peter Johansen.

Danmark sakker bagud

Alligevel har vi været dårlige til at se mulighederne. Handelsmæssigt har vi haft et mindre fokus sammenlignet med andre lande i Norden.

I midten af 1990’erne havde Danmark, Sverige og Finland cirka en lige stor eksport til Indien. I dag sælger svenskerne tre gange så meget til Indien som os, mens finnerne sælger 30 procent mere.

I mange år har man fra dansk side, når man skulle nyorientere sig i verden og se mod Asien, haft svært ved at overskue to store nationer – både Kina og Indien. Og så løb Kina med interessen. Indien var langsommere til at åbne sit marked op for udenlandske investeringer og virksomheder end Kina og halter økonomisk 10-15 år efter nabolandet. Men Indiens vækst har i dag overhalet den kinesiske.

»Indien er snart verdens folkerigeste land, det er allerede den tredjestørste økonomi målt på købekraft og det største demokrati. Og så er Indien geopolitisk enormt vigtigt, fordi der med den store magtforskydning fra Vesten til Asien bliver brug for at have tætte allierede i Asien. Man kan kun forvente, at Indien i stigende grad begynder at sætte sig igennem storpolitisk. De er ved at bygge en dybhavsflåde, og spændingerne i Det Indiske Ocean er stigende. Indien har haft et anspændt forhold til flere naboer, med fokus på Pakistan, men nu er modsætningerne til Kina ved at blive en hovedfaktor,« siger Peter Johansen.

Hvordan forholdet mellem Asiens to store nationer udvikler sig, kommer til at præge det 21. århundrede og vil få konsekvenser langt ud over kontinentets grænser, lyder det fra Ian Hall, professor ved Griffith University i Brisbane og en af verdens førende forskere i indisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

»Delhi er klar over, at det ikke er muligt at stå alene over for Kina,« vurderer han.

Relationerne mellem Indien og Kina er præget af dyb mistro, der bunder i uafklarede grænsestridigheder, og som kan føres tilbage til krigen mellem de to lande i 1962, hvor den kinesiske Folkets Befrielseshær var de indiske tropper langt overlegen. Indien har siden uafhængigheden i 1947 ført en alliancefri udenrigspolitik og er stadig ikke medlem af nogen egentlig forsvarspagt eller militæralliance.

Men de seneste indiske regeringer har flyttet landet væk fra en neutral position og i retning af USA og dets demokratiske allierede som Japan og Australien.

»Det store håb for den almindelige middelklasseinder er, at Indien kan blive ved med at bekæmpe landets fattigdom, skabe bæredygtig vækst uden negative konsekvenser for miljøet og mere end noget andet at blive ved med at være et levende demokrati, der tilbyder en anden udviklingsmodel end den kinesiske. I dag har vi hovedsageligt kun den vestlige og den kinesiske udviklingsmodel. Der er brug for, at en ikkevestlig stat demonstrerer, at det er muligt for et åbent og frit, demokratisk land på Indiens størrelse at opnå økonomisk velstand,« siger Ian Hall.

Han peger på, at indiske synspunkter ikke altid bliver hørt internationalt, fordi landet til trods for sin størrelse ikke er medlem af FN’s Sikkerhedsråd. Og så har indiske ledere traditionelt haft mere end rigeligt at se til inden for landets egne grænser.

Fremstår fragmenteret

Store koalitionsregeringer hæmmet af interne interessekonflikter og magtkampe er normen i indisk politik. Det er den politiske virkelighed i et land med 1,3 milliarder indbyggere, flere tusinde kasteinddelinger, hundredvis af sprog og stærkt forankrede regionale traditioner og politiske bevægelser.

Det har til tider fået Indien til at fremstå fragmenteret og handlingslammet. Diversiteten og selve nationens størrelse har været uoverskuelige. Før uafhængigheden fra det britiske kolonistyre fik det Winston Churchill til hånligt at bemærke, at Indien lige så lidt var et land som ækvator. Men den indiske forfatning og politiske struktur har formået at holde sammen på forskelligheden og samtidig forhindre et flertalsdiktatur. Ingen politisk vision kan rumme hele Indien.

Derfor var det en bedrift af de sjældne, da den nuværende premierminister, Narendra Modi, og hans parti, Bharatiya Janata Party (BNP), ved seneste valg fik nok stemmer til at danne en majoritetsregering. Det var ikke sket siden 1984.

Modis politiske projekt udspringer af den hindunationale bevægelse, der stræber efter et stærkt Indien baseret på en fælles hinduistisk arv. På mange måder står Modi derfor for et opgør med den inkluderende og mangfoldige grundidé, der siden frigørelsen fra kolonistyret har defineret Indien. Men en ting er at vinde den indiske regeringsmagt, noget andet er at fastholde den.

Modi er fortsat favorit til at genvinde magten ved valget i år, men han mister sandsynligvis sit flertal i parlamentet. Det vil i givet faldt betyde, at han må afgive indflydelse til regionale støttepartier.

»Det store politiske spørgsmål er, om Indien stadig skal være inkluderende, eller om det skal være hinduland. Min opfattelse er, at grundtanken om det sekulære Indien er stærkere end den hindunationale strømning. Indien er et kludetæppe af etnisk, kulturel og sproglig mangfoldighed, men fungerer i det store hele faktisk ret harmonisk. Det repræsenterer et samfund, hvor enheden kommer fra forskelligheden. Det, at vi er forskellige, er det, der samler os,« siger Thomas Sehested fra det danske kulturinstitut i New Delhi.

Sekulært

Deri ligger endnu en forklaring på, hvorfor Indien set fra Danmark kan virke fremmed og svært at forstå.

»Indien er et sekulært land. Også mere sekulært end Danmark er. Men samtidig er det et land, der påskønner det religiøse, og hvor religionen betyder meget. Sekulariteten handler om at sørge for, at alle religioner kan udfoldes frit. Der er ikke en modsætning imellem det moderne, oplyste og intellektuelle og så det at være religiøs. Det har vi svært ved i vores monokultur at forstå.

Det er en diametral modsætning og en smeltedigel af alt fra de kulturelle og religiøse hylder. Det kunne være en af forklaringerne på, hvorfor vi synes, at Indien er kompliceret,« siger han. Men der er ingen vej uden om. Vil vi forstå Indien, må vi omfavne diversiteten, vurderer Thomas Sehested.

»Indien kører i tre århundreder på samme tid. Og hvis vi kun fokuserer på det tilbagestående Indien, så ser vi ikke det moderne og dynamiske Indien. Som med alt andet i Indien, foregår den del lige ved siden af en losseplads og noget fattigdom. Sådan er Indien, det er mangeartet, så det er vigtigt at have forståelse for facetterne. Det skal en ny grundfortælling om Indien indeholde. Indien er på mange måder ikke så langt væk.«