Læsetid: 9 min.

»Venstrefløjens identitetspolitik angriber vores grundlæggende idé om lighed«

Venstrefløjen sidder fast i en identitetspolitisk »moralfælde«, der helt i neoliberalismens ånd slører blikket for den voksende økonomiske ulighed og udbytningen af det enkelte individ. Den bogaktuelle Bernd Stegemann fra den tyske venstrefløjsbevægelse Aufstehen holder sig ikke tilbage i sin kritik af den politiske korrekthed – og af venstrefløjens moralisme i flygtningekrisen
»Når vi nu taler om køn, race og klasse, så har kvinder med migrationsbaggrund altså mere brug for en fair social- og arbejdsmarkedspolitik, end de har brug for anerkendelsespolitik,« siger Bernd Stegemann.

»Når vi nu taler om køn, race og klasse, så har kvinder med migrationsbaggrund altså mere brug for en fair social- og arbejdsmarkedspolitik, end de har brug for anerkendelsespolitik,« siger Bernd Stegemann.

Sean Gallup

2. april 2019

BERLIN – Det knirker og knager på venstrefløjen. Det er ikke nyt – slet ikke i forhold til den tyske venstrefløj, der har været splittet siden Weimarrepublikkens dage. Men i disse år er hele den vestlige verdens venstrefløj måske ved at lægge sig selv i graven med et forræderi mod sin egen mission. Eller mere præcist: Venstrefløjens socialpolitiske fløj er ved at blive overmandet af den identitetspolitiske fløj, der nu selv sidder fast i den »moralfælde« af politisk korrekthed, identitetspolitik og sproglig udrensning, som den ellers har lagt ud for sine modstandere.

Sådan lyder udgangspunktet for den tyske Bernd Stegemanns nye bog Moralfælden – hvordan vi befrier den venstreorienterede politik.

»Når identitetspolitik og subjektive følelser som krænkelse i stadig højere grad afløser mere objektive kriterier som udbytning og økonomisk skævvridning, så har vi et alvorligt problem på venstrefløjen,« siger Bernd Stegemann, da Information møder ham i de rå lokaler i det nyindrettede og velrenommerede Ernst Busch akademi for skuespil i Berlin.

Her arbejder Stegemann som professor ved siden af sit job som dramaturg ved Bertolt Brechts gamle scene, Berliner Ensemble. Men han blev for alvor et kendt ansigt i den brede tyske offentlighed, da han fik sin politiske ilddåb sidste efterår: Ved siden af det tyske venstrefløjsikon Sahra Wagenknecht sprang Stegemann ud som »dramaturgen« bag den venstreorienterede bevægelse Aufstehen, der lynhurtigt fik flere hundredtusinder støtter og stor opmærksomhed i pressen. Siden da har den levet en meget stille tilværelse.

For nylig trådte Sahra Wagenknecht ud af Aufstehens bestyrelse for nu at virke mere bag kulisserne. Det fik en række andre prominente støtter til at trække sig, og Aufstehen ser nu umiddelbart temmelig afpillet ud.

Det benægter Stegemann dog. Han tror tværtimod, at bevægelsen nu vil blomstre nedefra. Men først og fremmest vil han »rykke tingene lidt på plads på venstrefløjen« med bogen Moralfælden.

»Jeg har levet i det berlinske kulturliv i mange år, hvor der er en stærk hang til moralisme og selvretfærdighed. Derfor er bogen også en kritik af mig selv og mit miljø,« siger han.

»Den tendens blev tydelig ved flygtningekrisen i 2015, hvor begge fløje oprustede voldsomt retorisk og moralsk. Men på venstrefløjen har det været svært at trænge igennem med nogen form for selvkritik, fordi den konsekvent udløser modsvaret: aha, du forsvarer altså Alternative für Deutschland! Det er ikke bare en logisk og politisk forkert argumentation, men også udtryk for en dysfunktionel offentlighed – under flygtningekrisen blev selv faktuelle kritiske spørgsmål moralsk kvalt,« siger Bernd Stegemann.

Neoliberal identitetskamp

Mens flygtningekrisen åbnede for en giftig debat om omfordeling og solidaritet langt ind i partiet Die Linke, stirrede højrefløjen sig i Bernd Stegemanns øjne helt blind på flygtningespørgsmålet. Det har virket på kort sigt, men den overser fortsat den globale kapitals omvæltende kraft og den himmelråbende skæve fordeling i Tyskland.

»Vi har en enorm lavtlønssektor. De nederste 40 procent af tyskerne ejer ingenting, samtidig med at de bor til leje på et eksplosivt boligmarked. Den øverste procent har derimod ikke bare massive indkomststigninger, men også en voldsom ophobning af formuer – i kapitalismen er det jo en gensidig acceleration,« siger Stegemann.

»Alligevel er der så mange bobler af identitetspolitisk forargelse og ophidselse, så vi slet ikke ser det store billede, nemlig den skæve fordeling og neoliberalismens store konsekvenser for det enkelte individ og for velfærdsstaten. Tragedien er, at alle i stedet for klassekamp nu kæmper for at optimere deres egen hverdag økopolitisk og for at optræde og tale så politisk korrekt som muligt.«

Det er lige i neoliberalismens ånd, mener Bernd Stegemann.

»Engang betød fremskridt, at alle fik forbedret deres livsbetingelser. I dag er det den enkeltes ansvar at kæmpe sig op i et partikulariseret samfund. Og engang handlede det om lige materielle kår. I dag har det forskudt sig til det symbolske niveau, hvor kampen handler om lige anerkendelse for forskellige måder at leve på. Det skaber nye fællesskaber, men de er skabt og defineret ud fra et subjektivt perspektiv. Klasserne er derimod defineret ud fra økonomiske forhold. Derfor er ’afskaffelsen’ af klasserne den store triumf for neoliberalismen, der tilmed har fået identitetspolitikken som sin ideologiske overbygning.«

Køn, race, klasse

I trekløveret køn, race og klasse, er det i dag således kun køn og race, som for alvor diskuteres i forhold til diskriminering og udgrænsning. Men er det ikke en naturlig konsekvens af, at der ikke længere findes klasser som i industrisamfundet?

»I den gammeldags form er klassebegrebet måske dødt. Men økonomisk udgrænses millioner jo stadig alene i Tyskland,« siger den politiske teatermand, der kalder fattigdom for »verdens største diskrimineringsfaktor«.

»Vi må udvikle et nyt begreb om klasse og atter rykke kampen mellem kapital og menneske i centrum. Og når vi nu taler om køn, race og klasse, så har kvinder med migrationsbaggrund altså mere brug for en fair social- og arbejdsmarkedspolitik, end de har brug for anerkendelsespolitik.«

Et af Stegemanns eksempler er her, hvor få der interesserer sig for det lave lønniveau i plejesektoren. Når Tyskland i dag forsøger at få »hænder« fra lande som Polen, Rumænien eller Bulgarien, udråber et parti som De Grønne det tilmed som et tegn på kulturel åbenhed, mens de afviser venstrefløjskritikken af denne blanding af dumpingløn og import af arbejdskraft som fremmedfjendsk nationalisme.

»I stedet for at hente plejekræfter i Bulgarien kunne vi måske bruge nogle af de halvanden million arbejdsløse i Tyskland. Hvis de havde ordentlige arbejdsforhold og lønninger, ville det blive mere attraktivt, og vi ville skabe en større berøring mellem de forskellige miljøer og … ja, klasser.«

Angreb på universalismen

Overser du ikke fuldstændig den produktive funktion, som politisk korrekthed og identitetspolitik også har – den kraft til at forandre diskrimination, som vi f.eks. ser det i #MeToo-bevægelsen?

»Selvfølgelig forsvarer jeg ligeberettigelse på alle planer. Og der er nok at tage fat i derude,« siger Bernd Stegemann.

»Men identitetspolitik er det helt forkerte middel. Den vil fremtvinge lighed med ulige strategier. I ophidselsesindustrien på de sociale medier er forargelsen og den personlige krænkelse efterhånden blevet noget absolut. Den er ikke begyndelsen på en debat, den lukker den derimod. Vi fejrer offerstatussen i stedet for at arbejde på at overvinde den.«

I denne ånd er identitetspolitikkens krav om, at netop min gruppe skal have særlig beskyttelse et direkte angreb på den vestlige universalisme, mener Stegemann.

»Alle gør sig til særligt beskyttelsesværdige grupper, og alle, der kritiserer denne særlige status, udråbes til fjender. Dermed havner den offentlige debat lynhurtigt i ven-fjende-kategorier a la Carl Schmitt (tysk retsfilosof med tråde til Det Tredje Rige, red.). Det angriber rødderne af den universalisme, som det borgerlige samfund trods alt skabte i det 19. århundrede. Identitetspolitikken er et skridt baglæns mod en fundamentalistisk tænkning, en stammetænkning, hvor der gælder andre regler for min gruppe end for andre grupper,« siger han.

»Med USA oplever vi for tiden et land, der er ved at knække i to dele – hvor de to fløje stort set ikke kan snakke sammen. Her har store dele af dem, der opfatter sig som majoritet, reageret på, hvordan moralen ofte er blevet brugt som identitetspolitisk afpresning.«

Grøn dobbeltmoral

I et tysk perspektiv lægger Bernd Stegemann ikke skjul på, at han ligger tættest op ad Sahra Wagenknecht og den socialpolitiske og indvandringsskeptiske fløj i Die Linke.

Hvad socialdemokratiske SPD angår, ser han det som en skandale, at partiet stadig hænger i skørterne på Merkels CDU/CSU, og at SPD ikke har gjort op med de liberale Agenda 2010-socialreformer under Gerhard Schröder, som forkortede dagpengeperioden, sænkede pensionerne og muliggjorde en massiv lavtlønssektor. Alligevel er De Grønne med deres »liberale og Merkel-agtige populisme« det parti, der får Bernd Stegemann til at korse sig mest højlydt.

»Det er ikke længere et venstrefløjsparti, men et parti for middelklassen, der bor i fine lejligheder, rejser, taler flere sprog, sender deres børn på Steiner-skole. Altså mit miljø,« siger han.

»Jeg ser De Grønne som et borgerligt forsøg på at redde sig selv med lidt dårlig samvittighed. Det er nærmere konservativt – og stærkt identitets- og symbolpolitisk.«

Ved De Grønnes mislykkede regeringsforhandlinger i efteråret 2017 var partiet desuden straks klar til at opgive kravet om formueskat, siger Bernd Stegemann med hovedrysten. Han peger på de to forskellige engangsplasticflasker med vand, der står på bordet foran os.

»Miljøbeskyttelse er supervigtigt. Men De Grønne bedriver den overvejende med individuelle moralske appeller: ’Du bør ikke drikke af plastikflasker og engangskrus,’ siger de, i stedet for at gå benhårdt efter, at EU kun tillader tre typer genbrugsflasker og sørger for en ordentlig genbrugsstrategi for plastic. Det ville være en sand grøn politik.«

Hvid mand Marx

Ud over en markant højere mindsteløn, som også ville løse det stigende problem med alderdomsfattigdom, er et af Bernd Stegemanns krav en industripolitik, der ikke lader sig diktere af kapitalinteresser.

»Selvfølgelig skal vi lave en ambitiøs økonomisk politik og industripolitik for Tyskland og Europa. Men at gøre det ved at tage stadig mere fra arbejdstagerne og give stadig mere til kapitalen – det er håbløst,« siger han.

»Hallo! Fordi vi er i konkurrence med Kina, kan vi jo ikke sætte vores sociale standarder ud fra kinesiske standarder. Så kan vi i sidste ende slet ikke have en velfærdsstat, fordi vi er i global konkurrence. I den konflikt er det bekvemt at skifte en seriøs socialpolitik ud med en ren anerkendelsespolitik, som giver alle en personlig fornemmelse af at være frie og liberale,« siger Stegemann ironisk.

»Det er den neoliberale ånd i ’den tredje vej’. Den giver bare ikke mere brød på bordet til de nederste i samfundet.«

Med sin skarpe kritik af venstrefløjens tilstand er Stegemann blevet taget imod med kyshånd af de tyske medier – også de mere borgerlige af slagsen som Der Spiegel og Cicero. I avisen Die Zeit er der de seneste uger opstået en debat om, hvordan Stegemann kan påstå, at indignation altid kun er et identitetspolitisk mål i egen vindings tjeneste, og at moral og humanisme dermed aldrig skulle grunde i en reel overbevisning, men blot være midler til at polere sin offentlige karma med.

»Man tør slet ikke forestille sig, hvordan Stegemann ville positionere sig over for den historiske arbejderbevægelse efter Marx, hvor den berettigede indignation over samfundets uretfærdighed gik forud for den egentlige opstand,« lyder en del af kritikken.

I et svar i samme avis, der i høj grad bakker Bernd Stegemann op, lyder det derimod, at vi må holde op med de symbolpolitiske piruetter og de halvkvalte forsøg på at bekæmpe reel diskriminering med de rigtige ’holdninger’: »Selv Karl Marx ville i dag blive affejet som en hvid gammel mand uden ret til at ytre sig om en lang række spørgsmål.«

Social bevægelse

Denne diagnose er Stegemann selvsagt enig i. Og med Aufstehen vil han kæmpe videre for, at venstrefløjen ikke ofrer den demokratiske stridskultur og den materialistiske kritik på det identitetspolitiske bål.

Selv om en række prominente figurer fra Aufstehen som SPD-politikeren Marco Bülow og forfatteren Ingo Schulze allerede har skrevet deres gravskrift over bevægelsen, tager Stegemann ikke dette oprør i »den berlinske boble«, som han kalder det, videre alvorligt.

»Vi har jo ikke opnået noget med Aufstehen, så det ville være tosset at give op nu. Der er titusindvis af mennesker i hele Tyskland, der stadig er engageret i det her, og der er ulighed nok at tage fat i,« siger han.

»Det har aldrig været målet at skabe et parti, heller ikke for Wagenknecht. Bevægelsen handler netop ikke om, at en flok politikere skal profilere sig, men om alle de mennesker, der har dannet Aufstehen-grupper ude i landet. I Tyskland har vi for over 30 år siden oplevet De Grønne spire op som en uhyre succesrig græsrodsbevægelse. Alternative für Deutschland skulle blive den næste ’succesfulde’ bevægelse i Tyskland,« siger Bernd Stegemann og vifter med gåseøjnene ved ordet ’succesfuld’.

»Nu prøver vi at lave det samme for venstrefløjen i form af en social bevægelse. Det er på høje tid.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nike Forsander Lorentsen
  • Vibeke Døssing
  • odd bjertnes
  • Curt Sørensen
  • ulrik mortensen
  • Torsten Jacobsen
  • Runa Lystlund
  • Niels Duus Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Nike Forsander Lorentsen, Vibeke Døssing, odd bjertnes, Curt Sørensen, ulrik mortensen, Torsten Jacobsen, Runa Lystlund, Niels Duus Nielsen, Torben K L Jensen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Tjah, vi nærmer os vel et brud mellem den såkaldt 'progressive' venstrefløj - de som oftest økonomisk sikrede men åbenbart identitetsmæssigt udfordrede - og så den egentlige 'pisserende' - os med natarbejde og/eller lave indkomster garneret med 'livsstils-udfordringer' (ikke mindst en fatal mangel på 'Wokeness').

Jeg vinker med sindsro de velbjærgede og status quo-integrerede identitetsudfordrede farvel. Det er min erfaring, at de ikke ønsker at give sig en tøddel på deres økonomiske og sociale privilegier når det først kommer til stykket! Og så kan resten af deres identitets-ømme jammer i og for sig være det samme..

Per Torbensen, Claus E. Petersen, christian christensen, Martin E. Haastrup, Flemming Berger, Melissa Bjørn, Henrik Peter Bentzen, Søren Ferling, Niels Duus Nielsen, Torben K L Jensen, Jesper Sano Højdal, René Arestrup, Ebbe Overbye, Christian Nymark, Torben Skov, Egon Stich, Jens Thaarup Nyberg, Bjarne Bisgaard Jensen, Christian De Thurah og Maria Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg er ikke ganske enig - helt grundlæggende kommer respekten og accepten af det enkelte menneske i samfundet første princip, hvoraf vi efterfølgende kan aflede en ret til relativ materiel lighed, ligesom alle andre ligheder. Vi har bare ikke kunnet begynde dér før nu, fordi de materielle behov har haft en realitet, der stillede sig i vejen for borger-ligheden. I dag er det kun politiske beslutninger, der afgør, om vi i højere grad skal fordele samfundets værdier i stedet for at fastholde en usund, magtfordrejende hierarkisering.

Torsten Jacobsen

Steffen Gliese,

Respekt er ikke en rettighed, som et menneske sådan a priori kan gøre krav på. Respekt er et udkomme, et mellemmenneskeligt anliggende. Når man i identitetspolitisk opstemthed sætter (tvungen?) 'respekt' som et samfunds 'første princip', så gør man i overført betydning 'regning uden vært': Det er ikke tilfældigt, at begrebet 'totalitarisme' ofte hæftes anklagende på de mere ekstreme udslag og indfald fra 'identitetspolitiske' grupper - uanset om disse så henregnes til højrefløjens nationalistisk/etniske homogenitetsforestillinger, eller til den progressive venstrefløjs altomfavnende og altinkluderende pluralisme.

Man gør 'regning uden vært', fordi man så at sige ønsker med love og forordninger at kortslutte den mellemmenneskelige forhandling. I stedet for udstedes der dekreter, der opstilles kategorier. Der måles med linealer, sproget dekonstrueres uendeligt i en småtskåren jagt på bad faith og bad speech. Indvendinger afvises med henvisning til 'ikke-erkendt tankevirksomhed'(!!), eller med reference til at et vist etnisk eller kulturelt ståsted pr automatik gør individet suspekt - a priori!.

Lad den forbitrede og højredrejede identitetspolitiske fløj sejle dens egen sø. Før eller siden vil de mest anstændige af dem indse, hvilken historisk tragedie de har sat kursen mod - og forhåbentlig slå bak i tide.

Men dette katastrofale svigt på venstrefløjen: Dette enorme spild af tid, kræfter og potentiale..

Det er næsten ikke til at bære..

Claus E. Petersen, christian christensen, Martin E. Haastrup, Michael Boe, Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Ferling, Niels Duus Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Demokratiet er det, vi har at kæmpe for og rette vores interesse imod - og politikken må derfor rette sig imod at give alle forudsætninger for at kunne deltage i fællesskabet og dets beslutninger på alles vegne.
Folkestyre er ikke en frihed til at gøre, som man vil, det er en forpligtelse til at deltage i den besluttende magt, i kulturen, i civilsamfundet, på fuldkommen lige fod med alle andre, høj som lav.

Martin E. Haastrup, Werner Gass, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

Hvis ikke respekt for det andet menneske er et tilstedeværende krav og forudsætning for individernes nogenlunde fredeligt samliv, så ved jeg ikke, hvad der skulle være det.

Den tyske Grundlov fastslår i dens Artikel 1: Die Würde des Menschen ist unantastbar. (Et menneskes værdighed er ukrænkelig).

Det holder jeg mig til i videst mulige omfang. Og det indebærer også, at sproget skal granskes. Generelt og igen og igen - og også over for mig selv. For sprog skaber handling. Tanker skaber kendsgerninger.

Hvis ikke vi har respekten tilbage, er vi meget fattige.

Martin E. Haastrup, Viggo Okholm, Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er meget sjovt med det offeri - for efter mine begreber er man offer, så længe man finder sig i det, men er på vej til at ophøre med at være det, når man påpeger det og arbejder for at bringe det til ophør.

Martin E. Haastrup, Werner Gass, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Den identitetspolitiske,pseudo-socialialistiske økonomiske hatte-dame-politik á la Radikale Venstre må gerne for min skyld forsvinde over hvor den rører hjemme - på den bløde højrefløj.

Claus E. Petersen, Martin E. Haastrup, Henrik Peter Bentzen, Carsten Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Ferling og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvor mange menneskeracer er der?

Vi man aldrig korrigere sproget efter biologiens opdagelser, eller åh nej, det var vist også identitetspolitisk. Jeg må hellere holde mund, ellers slører jeg jo udbytningen af de mange, åbenbart...

Niels Duus Nielsen

Enig med de tilstedeværende kommentatorer, og både Torsten og Steffen har gode pointer - som Britta skriver: Et menneskes værdi er uantasteligt, så Torsten, du kan ikke komme udenom, at ethvert menneske har krav på en minimal mængde respekt, som det aldrig kan/bør miste; selv en Brejvik skal jo behandles ordentligt i fængslet. Men det er da også rigtigt, at al respekt udover denne helt minimale og basale respekt skal optjenes.

Det er godt at se et velbegrundet angreb på de identitetspolitiske venstrefløjshoveder, som tilsyneladende har glemt, at socialisme først og fremmest handler om materielle værdier, såsom retten til at leve, og ikke kun at overleve. Men lad os nu ikke i selvkritikkens navn glemme at fastholde kritikken af de højreorienterede, som nu engang er dem, der går mest op i identitetspolitik, med DF - eller de Nye Borgerlige? - i spidsen.

Hvad er racisme og xenofobi andet end en malevolent politisk identifikation med "danskheden" som et exceptionalistisk ekslusionsprincip?

Mogens Holme, Vibeke Døssing, Martin E. Haastrup, Britta Hansen, Thomas Frisendal, Bjarne Bisgaard Jensen, Torsten Jacobsen, Torben K L Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men, Niels, vi vinder aldrig den demokratiske kamp, før vi er villige til at lægge det materielle til side - hvilket er betydeligt lettere, hvis man gør det frivilligt, indrømmer jeg gerne - for at kæmpe for strukturer, der udraderer den hierarkiske og junglelovsbaserede magt. Så længe man er fokuseret på materiel udligning, vinder dem, der i forvejen har. Kun ved at kæmpe for andre værdier og ændrede strukturer kan et mere retfærdigt samfund vindes. Er jeg overbevist om.

Eva Schwanenflügel

"Når identitetspolitik og subjektive følelser som krænkelse i stadig højere grad afløser mere objektive kriterier som udbytning og økonomisk skævvridning, så har vi et alvorligt problem på venstrefløjen,« siger Bernd Stegemann, da Information møder ham i de rå lokaler i det nyindrettede og velrenommerede Ernst Busch akademi for skuespil i Berlin."

Nøjagtig samme argumenter er blevet fremført af (især mandlige) socialister, siden før kvinder fik stemmeret.
Det er derfor det går så langsomt med at adressere selve udbyttelsens grundsubstans.
Og nu siger jeg ordet - patriarkatet.

Når det ikke tages alvorligt, at kvinder og piger krænkes på daglig basis alene på grund af deres køn, har man(d) intet forstået.

Estermarie Mandelquist, Steffen Gliese og Carsten Nørgaard anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Steffen, jeg tillader mig at være uenig, for så længe nogle af os må kæmpe for bare at overleve, vil vi ikke kunne lægge det materielle til side. Jeg har som Torsten haft aften- og natarbejde, og det dræner én for energi, på en måde, så man ikke har overskud til andet end at passe sit arbejde. Men vi vil leve, overleve er for lidt, som de sang i den italienske film og landarbejdernes kamp mod godsejerne.

"Arbejde i dag, grød i morgen", som kællingen sagde i det norske folkeeventyr, inden vor helt "skar en rem af hendes ryg og kom salt i såret". Arbejde er her den materielle nødvendighed, og grød er den ideelle belønning, som vi forhåbentlig får del i i det dennesidige.

Jeg tror godt, jeg forstår, hvor du vil hen: Et for snævert fokus på det rent materielle aspekt af tilværelsen fører ikke noget godt med sig. Men det er netop derfor, at vi brokker os, alle os der har mere ondt i materien end i ånden, for vi har jo erfaring for - og selveste Aristoteles giver os ret i - at det er svært at tænke åndelige tanker, når man er træt og/eller sulten. Aristoteles konkluderede derfor, at kun rige mennesker kunne blive filosoffer. Marx derimod konkluderede, at i så fald skal vi alle være, om ikke rige, så dog i det mindste få vore basale materielle behov tilfredsstillet.

Når alle har til dagen og vejen, kan alle blive filosoffer, hvis de har lyst til det.

Mogens Holme, Morten Voss, Morten Fals, Vibeke Døssing, Steffen Gliese, Martin E. Haastrup, Bjørn Pedersen, Randi Christiansen, Werner Gass, Britta Hansen, Flemming Berger, Torsten Jacobsen, Christian Mondrup, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Niels, det, jeg taler om, er, at tilbøjeligheden til materialisme bruges og vil fortsat blive brugt imod os som et højst potent våben. Hvis vi skal afmontere dette, må mange om nødvendigt afstå fra en livsstil, de har tillagt sig, som på kort sigt er magelig, men som er en achilleshæl i kampen for en strukturel forbedring af vilkårene. Så jeg taler ikke om, at folk unødvendigt skal ofre sig, men at kun beredvilligheden til at kæmpe den mere fundamentale kamp for del i magten på det politiske plan i længden kan sikre alle imod en samfundspåført fattigdom.

Martin E. Haastrup, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Colin Bradley

"Identitetspolitikken er et skridt baglæns mod en fundamentalistisk tænkning, en stammetænkning, hvor der gælder andre regler for min gruppe end for andre grupper."
fordi det fører til at . . .
"Vi fejrer offerstatussen i stedet for at arbejde på at overvinde den."
Han tog ligesom ordene fra min mund. Det er en stor fejl at udveksle og blande moral og politik. Det er en moralsk anliggende at vi, som mennesker lærer at behandle hinandens forskelligheder med respekt, men det er en politisk anliggende, at vi sammen kæmper for et samfund, hvor alle kan opnå et anstændigt liv. Forfatteren har fuldstændig ret i, at når en politisk bevægelse eller fløj lader sig distrahere af enkeltsager, som bunder i specielle samfundsgruppers ret til at føle sig anerkendt og ikke blive krænket, så svækker det solidariteten og fjerner fokus fra det overordnet mål om at skabe et samfund, hvor der er plads til alle. Venstrefløjens sande mission gælder om hvordan arbejdsmarkedet reguleres og hvordan man sikrer forvaltningen af samfundets produktiv kapacitet til at tjene alles interesser og ikke blot den af et priviligerede mindretal. Ikke om at jagte enkelte personer der har forkerte meninger og et politisk forkert sprogbrug. Sådan fremfærd spiller nemlig lige i hænderne på kræfter, der gerne atomisere samfundet til en samling af individer, hvor hver passer sit, således at politik bliver et harmløse parodi, der ikke kan true med at omvælte en orden, der forherliger ulighed, og fastlåser 40% af befolkning i fattigdom ved samfundets bund.

Nike Forsander Lorentsen, Martin E. Haastrup, Niels Duus Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Identiten politik er forsvundet med Trump: Øst Jerusalem er ikke beboet af palestineserne og Golan Højderne er ikke beboet af Syrerne, Og muslimer i danmark er heller ikke vestlig, og farve give "identitet". Næsten alle er enig også venstre orienterede.
Venstre fløj har ingen indflydelse i dagle politik, så er den overflødig . Med mindre man devidirer venstre i to, en fløj( ubetydelig) og et andet venstre fløj, der er i realiteten højre fløj. Jeg antager DF som venstre/højre eller begge dele, og det er flertallet . Verden har forandret sig i det sidste 15 år.

Steffen Gliese

Selve accepten af nogens materielle nød er den exceptionalisme, der rases imod; modsat hviler retten til ikke at lide nød på en almen accept af indbyrdes forskellighed. Identitetspolitik handler ikke om forskelsbehandling, men om at alle har ret til at blive behandlet ordentligt som dem, de er. I stedet for, som Eva Schwanenflügel påpeger det så rammende, at være indpasset i et hierarki, hvor alle afvigelser underordnes en gammeldags patriarkalsk norm.

Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Britta Hansen anbefalede denne kommentar

I stedet for:
Kapitalisten: du moraliserer over min grådighed og jeg er profit jagende og er en usympatisk egoist. men har du en alternativ?
Venstrefløjen: Nej... men jeg synes stadig du er en grådig profit jagende usympatisk egoist!

Så dog:
Venstrefløjen skal komme med et real alternativ bud på bedre liv og fremtid for os alle sammen og det alternative bud skal baseres på:
- humanisme - mennesket først
- solidaritet - fællesprojekt
- borgerløn - økonomisk sikkerhed
- cirkulær økonomi - bæredygtighed

Men:
Venstrefløjen mangler mod og er for længst hoppet på populisme bølgen i stedet for selv sætte dagsordenen og stå ved det uanset meningsmålingen for folk skal nok komme tilbage til sund og fornuft igen.
Og sammenholdet mangler og er alt for splittet indenfor venstrefløjen og dermed står ikke stærk men virker usikker på dens formåen.

Britta Hansen

Young-suk No

Elsker din måde at stille dine kommentarer op på! I stedet for at skrive kommentarer side op og side ned, som jeg tit opgiver at læse, især hvis der mangler afsnit i teksten, så laver du nogle overskrifter, underpunkter og konklusioner.

Form og indhold rigtig gode!

Britta Hansen,
Tak for det:)

Og så om:
Identitet, værdier og religion er nu blevet til politiske strategier af populistiske højrefløjen.
Venstrefløjen skulle have holdt sig langt væk og ikke gå ind i den nytteløse politisering af dem.
Det holder ikke i længden fordi der ikke kan laves politikker om dem og derfor blev de rene symbolpolitikker med trusler om 'os og dem'.
Venstrefløjen skal holde fast og insisterer på det grundlæggende princip om at respektere alle typer af identiteter, værdier og religioner fordi det er det mennesker er.
Det handler også om at være menneske og politik skal ikke bruges imod det.

Touhami Bennour

Det er skete en verdens begivenhed forleden dag. President Trump erklærede ; efter Østjerusalem, Golan Højderne som en del af Israel, ikke mere Syriske. Det har underliigt ikke trukket nogen opmærksomhed her i¨debatten"

Det har ellers skabt mange diskussioner i mellem Østen, og ikke kun af Syrer. Den beslutning var det en dumhed eller bevidst brud på den praksis hos FN og en internationale organisationer?
Den beslutning virker for mig som en ny praksis. Tid og rum betyder ikke noget for Trump, heller ikke den internationale retsorden, men magtenslov og vilkårligheden.
Den nye praksis bekræfte endnu en gang for mig at mennesker er det samme i grunden, de kan lære Qvante mekaniken men de ændrer ikke deres arketyper og instinkter, logikken læres også men kun så længe det varer. Vi er vant til ret samfund og folke retten i verden men kun så længe det varer.
'Der er ingen logik mere, man skal integreres men forbliver samtidig udlændig, og med udlændig betyder ingen vilje til integrering.-En ond cirkel. '
Trump er ikke alene.