Læsetid: 5 min.

Vox-vælger: »Vi er stolte spaniere, ikke fascister«

For første gang siden demokratiets genkomst efter Francos død kan et højreradikalt parti opnå mere end marginal parlamentarisk repræsentation i Spanien – V0x står til ti procent, og nogle af de stemmer kommer fra vælgere i forsømte byer som Parla
Vox-kandidat Santiago Abascal bliver fotograferet med vælgere, efter at han har stemt i Madrid ved det spanske valg søndag.

Vox-kandidat Santiago Abascal bliver fotograferet med vælgere, efter at han har stemt i Madrid ved det spanske valg søndag.

Ritzau Scanpix

29. april 2019

PARLA – Sporvognen bugter sig vej gennem Parla, passerer en extremaduransk delikatessebutik, der bugner af chorizo, manchego og sortfodsskinke, en billboardreklame for en ejendomsmægler, der søger at indynde sig hos det lokale kinesiske klientel, og en kæmpestor købmandshandel, der falbyder couscous og ikke bare halalkød, men »100 procent halalkød«.

På begge sider af dens kurvede skinnelegeme, på butiksfacader, ansigter, tøjstil og i de samtaler, der kan overhøres på gaderne, står en historie skrevet om de mange og mangeartede folkegrupper, der har næret Parlas urbane vækst over det sidste halve århundrede og forvandlet en søvnig flække en halv time fra Madrid til en driftig satellitby på 128.000 indbyggere.

Men trods nærheden til Spaniens hovedstad føler mange af de lokale borgere sig overset og ladt i stikken i årevis af både centralregering, provinsregering og bystyre.

Det økonomiske boom, der fik Parlas befolkning til at vokse eksplosivt i det fede år forud for finanskrisen i 2008, var bærer af en ukontrollabel og ikkeplanlagt ekspansion. Og i dag, over et årti efter at boblen brast, kæmper byen med en arbejdsløshed på 14 procent og en mangel på skoler, hospitalsressourcer og andre faciliteter.

Disse mangler er ikke gået ubemærket hen i Spaniens nye højreradikale parti Vox, der står til at få ti procent af stemmerne ved parlamentsvalget og dermed har udsigt til at blive det første højreekstreme parti, der opnår mere end et enkelt mandat i det spanske parlament, siden Spaniens tilbagevenden til demokrati efter general Francos død i 1975.

Brudte løfter

Borgere af udenlandsk herkomst fra ikke færre end 115 forskellige lande udgør 22 procent af Parlas indbyggere, hvilket de lokale Vox-tilhængere da heller ikke forsømmer at nævne.

»For mig handler valget om økonomisk krise, indvandring, uddannelse og sundhedsydelser,« siger Tomás Ramos, en 42-årig Parla-borger og selverhvervende forretningsmand.

»Jeg må konstatere, at indvandrernes børn nu er på vej ind i skolesystemet, og at det vil ændre sammensætningen i klasserne på byens 16 skoler. Det rejser spørgsmål om sprog og om kultur. At have 13 forskellige sprog i klasselokalet er en større forandring end at have to eller tre.«

Ramos stemmer på Vox, men ud fra overvejelser, der handler om mere end indvandring.

»Det handler om fornyelse og om at ændre på et politisk system – vi har i årevis hørt på løfter fra politikerne, men når først de er valgt, leverer de intet.«

Tilliden til den politiske klasse er begrænset her og mange andre steder i Spanien, og Vox’ strategi med at gøre indhug i den vælgerskare, der traditionelt stemmer på det konservative Partido Popular, ser ud til at give bonus.

Mange af de typiske PP-vælgere er stadig vrede over de korruptionsskandaler, der sidste år bragte Mariano Rajoys PP-regering til fald, mens andre finder, at partiet gjorde en dårlig figur ved ikke at gribe til langt hårdere midler for at løse den catalanske uafhængighedskrise, hvilket da også er en mærkesag for Vox.

Parlas byråd, der traditionelt er en stærk bastion for PSOE, det spanske socialistparti, har været i PP’s hænder siden kommunalvalget i 2015.

Syv måneder forud for dette var byens socialistiske borgmester gået af efter at være blevet anholdt i forbindelse med en omfattende korruptionsskandale.

Men også for den lokale afdeling af PP er det trængselstider. Tidligere på ugen gik en tidligere formand for PP’s vælgerforening over til Vox som endnu et vidnesbyrd om den splittelse, der har ramt den spanske højrefløj, både lokalt og nationalt. Partiets nye spidskandidat ville ikke tale med The Observer, og partiets talsmand ville ikke svare på spørgsmål om partiets strategi i byer som Parla.

Francisco Sánchez, 59, en arbejdsløs tidligere sikkerhedsvagt, er mere imødekommende. Han ser Vox som et alternativ til både PP og PSOE, der skiftevis igennem fire årtier har regeret Spanien.

»Vox har konkrete politikker for national enhed,« siger han.

Disse omfatter ifølge partiets manifest en suspension af Cataloniens selvstyreregering, der skal stå ved magt, indtil »de separatistiske kupmagere lider nederlag,« samt et »forbud mod partier, foreninger og ngo’er, som stræber efter at ødelægge nationens suverænitet og territoriale enhed«.

Fascismeanklager

Også indvandringen vækker bekymring for Sánchez.

»De giver indvandrerne bunker af penge, og det er ved at smadre pensionssystemet,« siger han.

»Og det er folk, som ikke arbejder, men bare kræver understøttelse.«

Han afviser alle beskyldninger mod Vox for at være et racistisk parti.

»Det er den fortælling, som alle de gamle partier, der er enige med hinanden om det meste, forsøger at fremføre,« siger han.

»Alle, der er stolte over at være spaniere, bliver kaldt fascister. Men det kendetegner fascister, at de vil påtvinge andre deres vilje. Vox vil ikke påtvinge andre sin vilje, for partiet er ikke voldeligt. Alligevel kalder de os for fascister og spytter på os.«

Spaniens socialistiske premierminister, Pedro Sánchez, har advaret vælgerbefolkningen mod at tage for let på fænomenet Vox. Hans PSOE forventes ikke at få stemmer nok til at kunne samle flertal alene, og nogle spekulationer går på, at Vox vil gå sammen med PP og centrumhøjrepartiet Ciudadanos, hvis de sammen kan mønstre et flertal.

En sådan koalitionsaftale mellem de tre partier satte netop en stopper for PSOE’s styre i Andalusien i december efter et regionalvalg, der blev et stort politisk gennembrud for Vox, der fik sine første 12 kandidater valgt ind.

»Ingen troede på, at Trump ville blive præsident i USA eller Bolsonaro præsident i Brasilien,« tweetede Sánchez fredag.

»Ingen havde heller forestillet sig flertal for Brexit. En stemme på PSOE er forskellen på et Spanien, der har blikket rettet mod fremtiden, og et Spanien, der glider 40 år tilbage. Ingen bør blive hjemme søndag!«

Splittet højrefløj

Leticia Sánchez, lokal leder af venstrefløjspartiet Podemos, der går til valg på at bekæmpe sparepolitikker, er også bekymret for Vox’ mulige stærke tilslutning i Parla og andre byer som den. Hun påpeger, at denne tilslutning ikke kommer ud af det blå.

»Det er jo ikke nye folk, der er kommet til og står bag det her. PP er reelt revnet i to, og den mest højreorienterede del er gået over til Vox. Vi håber, at det betyder, at højrestemmerne her også bliver splittet, og at de ikke samler mange nye stemmer.«

Leticia Sánchez bemærker, at det ikke kun er de andre politiske partier, der tager afstand fra Vox. Først i april gennemførte hundredvis af borgere fra nabogrupper og borgerplatforme en stor demonstration i den nærliggende by Leganés til fordømmelse af højreekstremisme.

Sánchez og Parlas borgmester, Luis Martínez Hervás, frygter dog for, at Vox kan opnå en stærk repræsentation i byrådet ved næste måneds kommunalvalg. Martínez Hervás advarer om, at uanset hvem der kommer til at stå i spidsen for Vox, følger der et politisk ansvar med for at lede byen til gavn for alle borgere.

»Den racistiske tilgang med at fokusere på folk fra udlandet og folk af anden hudfarve handler om at hævde hvid herredømmetænkning – og det er noget, vi absolut må forkaste,« siger han.

»Det dækker også over det egentlige problem, som er de skamløse personer, som ikke vil arbejde, og de kan sagtens være etniske spaniere. Vi har mange spanske efternavne blandt dem, der svindler med sociale ydelser.«

Borgmesteren siger, at Spaniens lave fødselsrate nødvendiggør tilgang af indvandrere. Han har et enkelt budskab til alle, der søger at opflamme spændinger og frygt:

»Parla er ikke et sted for jer!«

Oversat af Niels Ivar Larsen

(C) The Observer og Information 

Det er de catalonske separatister, der med kampen for uafhængighed har fremkaldt en højrenational modreaktion – med fokus på stærkere centralstyre og et nej til regional selvbestemmelse – som har styrket den yderste højrefløj repræsenteret ved partiet Vox, skriver Martin Gøttske.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Medens VOX-vælgerne er ved at revne af stolthed, er jeg i al stilfærdighed glad for, at de ikke får indflydelse på den kommende førte politik i Spanien eller i EU.

VOX er opstået som en modsvar til den nationalisme i Catalonien, som reelt er ligeså afskyelig og ækel, men ihærdigt promoverer sig selv de bedste moralske borgere. Men ja, Gert, det er glædeligt at VOX ikke får indflydelse. Pedro Sanchez virker som en fornuftig mand - set herfra Frederiksund ;-)