Læsetid: 9 min.

Barsel til mænd, GDPR og strammere klimakrav til biler: Europa-Parlamentet får stadig mere magt

Hvad enten det gælder fælles roamingregler for mobiltelefoni eller øremærket barsel til mænd har Europa-Parlamentet de sidste 40 år fået stadig mere magt – og stadig lavere valgdeltagelse. Europa-Parlamentet er det sted, hvor ideen om et fælles europæisk demokrati lever, men det er langtfra perfekt
»Spørgsmålet er i dag, hvordan EU-parlamentet bruger sin magt – og ikke længere, om det har magt. For det har det så afgjort,« siger Josef Janning, lederen af den europæiske tænketank European Council of Foreign Relations (ECFR) i Berlin.

»Spørgsmålet er i dag, hvordan EU-parlamentet bruger sin magt – og ikke længere, om det har magt. For det har det så afgjort,« siger Josef Janning, lederen af den europæiske tænketank European Council of Foreign Relations (ECFR) i Berlin.

Patrick Seeger

3. maj 2019

»Mickey Mouse-parlamentet«.

Så nedladende skal den britiske premierminister Margaret Thatcher have betegnet Europa-Parlamentets magt i starten af 1980’erne. Hvis man ser på den europæiske valgdeltagelse på bare 42 procent ved det seneste valg til Europa-Parlamentet i 2014, kunne man næsten tro, at europæerne stadig går rundt med denne tegneserie i hovedet. Men det er i dag skudt helt ved siden af virkeligheden, mener lederen af den europæiske tænketank European Council of Foreign Relations (ECFR) i Berlin, Josef Janning.

»Spørgsmålet er i dag, hvordan EU-parlamentet bruger sin magt – og ikke længere, om det har magt. For det har det så afgjort,« siger han.

Men hvad har de 751 parlamentarikere magt til i Europa-Parlamentet, som repræsenterer EU’s ca. 500 millioner indbyggere (plus/minus Brexit) over for de europæiske ledere og øvrige EU-institutioner?

Det er overraskende svært at give et enkelt svar på. Men siden det første direkte parlamentsvalg i 1979 har Europa-Parlamentet i stadig højere grad sat den politiske dagsorden og tilkæmpet sig stadig flere kompetencer.

I dag er parlamentet »medlovgiver« på omkring 90 procent af al ny EU-lovgivning – herunder vigtige områder som asylret, forbruger- og miljøbeskyttelse. I princippet foregår det i øjenhøjde med Rådet for den Europæiske Union, som parlamentet også vedtager EU-budgetterne sammen med.

EU-budgetterne lyder på flere hundrede milliarder kroner og sætter rammerne for afgørende områder som Europas landbrugs- og miljøpolitik.

Hvad er Europa-Parlamentet

Forløberen for Europa-Parlamentet fungerede fra 1952 som en forsamling, der blev valgt af medlemslandenes parlamenter. I 1979 fandt de første direkte valg til Europa-Parlamentet sted.

Europa-Parlamentet er det eneste folkevalgte EU-organ, der repræsenterer EU’s 500 millioner indbyggere og arbejder for borgernes interesser over for de europæiske ledere og EU-institutionerne.

Europa-Parlamentet deler magten med Rådet for den Europæiske Union (ikke at forveksle med Det Europæiske Råd, der repræsenterer statscheferne) i forhold til EU’s budget og lovgivning. Det spiller også en vigtig rolle ved valget af kommissionsformanden. Sammen med Rådet vedtager Europa-Parlamentet lovgivning, der påvirker borgernes dagligdag som f.eks. fri bevægelighed, forbrugerbeskyttelse og miljø.

Parlamentet har i dag 751 medlemmer (705 efter evt. Brexit), heraf 13 danske (14 efter evt. Brexit).

Men for at gøre parlamentets betydning som »borgernes institution« mere konkret, peger Josef Janning på en række grundlæggende beslutninger fra de sidste år som øremærkning af barsel til fædre, GDPR-forordningen for databeskyttelse, den omdiskuterede lovgivning om ophavsrettigheder eller roamingreglerne for hele EU.

»I borgernes ører lyder det måske teknisk og symbolsk. Men hvis du tager sådan noget som roaminggebyrer, så er det beslutninger, der har vidtrækkende konsekvenser, og som viser, at parlamentet på stadig flere områder kæmper for at gøre EU til ét område for forbrugerne,« siger Josef Janning.

»I de her eksempler ser man, hvordan parlamentet handler som den institution, der skaber europæisk politik og dermed aktivt skaber den europæiske union ud fra et europæisk borgerperspektiv – i modsætning til ministerrådet, hvor det i langt højere grad er de enkelte landes regeringer, der støder mod hinanden. Alt i alt har det ført til, at vi i dag ser det indre marked som noget, vi har skabt europæisk og i fællesskab.«

Spilfægteri i pseudoparlamentet

Josef Jannings mission er ikke at skabe en hurrafortælling om Europa-Parlamentet. Tværtimod peger han på, at selv om parlamentets magt og kompetencer har været støt stigende, er de vigtigste nationale og europæiske kandidater stadig ukendte for vælgerne – og valgdeltagelsen er løbende dalet fra 61,8 pro­cent i 1979 til 42,6 pro­cent i 2014. Også mediemæssigt har parlamentet ført en skyggetilværelse sammenlignet med dets politiske betydning.

Ikke kun på højrefløjen, men også på den yderste venstrefløj bliver det gerne påpeget, at det afspejler det demokratiske underskud i et EU, der siden grundlæggelsen især har været drevet af økonomi.

En af de stemmer er den tyske sociologiprofessor og mangeårige leder af Max Planck-Instituttet for socialforskning, Wolfgang Streeck, som bl.a. angriber den manglende tredeling af magten i EU.

»Vi har et Europa-Parlament uden lovgivende initiativret (den ligger ved Det Europæiske Råd), uden bestemmelsesret over forfatningen (den består af ufatteligt komplekse mellemstatslige traktater og præcedensdomme fra EU-domstolen), og uden mulighed for at vælte regeringen (som ligeledes består af Det Europæiske Råd),« skrev en fnysende Streeck for nylig i avisen Die ZEIT.

»Den udøvende og den lovgivende magt er altså samlet på ét sted.«

Denne manglende tredeling af magten fik ham ligefrem til at hentyde til historiens europæiske diktaturer og kommentere, at det ikke er så underligt, at briterne, som har opfundet det parlamentariske demokrati, aldrig har taget EU alvorligt.

Hvilken magt har Europa-Parlamentet

Siden de første direkte parlamentsvalg i 1979 er Europa-Parlamentets indflydelse øget markant.

Maastricht-traktaten (1993) indførte fælles beslutninger med Rådet på en række vigtige lovgivningsområder. Desuden kunne Europa-Parlamentet nu godkende medlemmer af Europa-Kommissionen – altså et stykke politisk kontrol over EU’s udøvende magt.

Amsterdam-traktaten (1999) udvidede de fælles beslutninger til at omfatte de fleste lovgivningsområder. Europa-Parlamentet skulle nu også godkende kommissionsformanden, og det blev efterhånden »medlovgiver« på lige fod med Rådet for den Europæiske Union.

Lissabon-traktaten (2009) udvidede denne såkaldte »fælles beslutningsprocedure« yderligere med omkring 45 nye lovgivningsområder, så den nu er den mest anvendte beslutningsprocedure – ikke mindst inden for vigtige områder som landbrugs-, energi- og sikkerhedspolitik. I forhold til EU-budgetterne blev parlamentet ligestillet med Rådet, og det fik øget sin rolle i forhold til fremtidige traktatændringer.

Kilder: ECFR, EU, Europa-Parlamentet

I Wolfgang Streecks læsning har EU’s demokratisk tvivlsomme opbygning rent praktisk ført til, at den store koalition mellem den konservative partigruppe EPP og den socialdemokratiske S&D-gruppe i årevis har stået i spidsen for Europa-Parlamentets ustoppelige »konsensusmaskine«, der uden for offentlighedens søgelys har forhandlet og vedtaget store lovpakker, som til sidst godkendes i Rådet og EU-Kommissionen. Samtidig har disse store partigrupper uudtalt arbejdet med den fortsatte europæisk integration som mål.

For at skjule det demokratiske underskud foregår der i den venstreorienterede Streecks øjne et »spilfægteri i dette pseudoparlament«, bl.a. i form af proceduren om spitzenkandidaten, som skulle give det hele et mere personligt skær. Derfor er de nationalistiske antieuropæeres kamp mod EU en kærkommen anledning for proeuropæerne til at kræve sammenhold – men hvordan proeuropæerne vil skabe »mere Europa«, og hvad det skal betyde for den institutionelle opbygning, det vil de proeuropæiske partier ikke tale konkret om, beklager den notoriske EU-skeptiker Wolfgang Streeck sig.

Et historisk punkt

Denne beske kritik og begreber som »pseudoparlament« afvises blankt af Moritz Fessler, der forsker i europæisk integration ved Europa-Universitet Viadrina i Frankfurt an der Oder.

Europa-Parlamentet spiller nemlig allerede en meget stor lovgivende rolle, siger han og peger på aktuelle tiltag som beskatning af digitale koncerner og parlamentets stramning af CO2-grænseværdierne for bilindustrien.

Derfor mener han heller ikke, at Europa-Parlamentet skal lade sig skræmme af den nationalistiske storm, der trækker op fra højre fra Dansk Folkepartis nye EU-alliancepartnere i tyske Alternative für Deutschland, franske Rassemblement National, italienske Lega og polske PiS. Tværtimod bør parlamentet styrkes.

»Vi må tilpasse magtdelingen mellem EU-institutionerne. En mulighed kunne på sigt være at give Europa-Parlamentet en fuld lovgivende initiativret,« siger Moritz Fessler.

Han medgiver, at det vil kræve svære traktatændringer, men betoner, at en styrkelse af parlamentets rolle over for Rådet og Europa-Kommissionen vil give vælgerne et bedre blik for, hvad deres stemme og deres parti rent faktisk kan bevæge på europæisk plan: altså en demokratisk styrkelse af EU.

»Den nuværende valgkamp går i princippet mod det afgørende spørgsmål: Hvor vil vi hen med EU?« siger Moritz Fessler.

»Vi er kommet til et afgørende punkt i EU‘s historie. Hvis man kigger tilbage på begyndelsen i 1940’erne, var der to lejre: Folk som Spinelli (italiensk politiker og europæisk føderalist, red.) sagde, at alt burde starte med et europæisk big bang med en forfatningstraktat og en europæisk forbundsstat. Folk som Churchill sagde derimod, at de små skridts Europa var den eneste vej frem. Europa gik Churchills vej, og så sent som i 2004 oplevede vi, hvordan en europæisk forfatningstraktat gik i vasken (med fransk og hollandsk folkeafstemning imod, red.). Det var faktisk et afgørende øjeblik for den europæiske tanke,« siger Moritz Fessler, der ikke er bange for at tale om en stærkere europæisk føderalisme til at løse den gordiske knude i demokratisk forstand:

»Vi står efterhånden ved en skillevej. Og personligt mener jeg ikke, at de små skridts politik har ført til målet med en politisk bæredygtig union.«

Den store konsensusmaskine

Et andet udpræget fænomen i Europa-Parlamentet er ifølge Moritz Fessler, at det ofte stemmer i samlet flok mod de øvrige EU-institutioner – og i modsætning til de klassiske, nationale parlamenter dermed i mindre grad ud fra partilinjer eller ideologi. Det kan give vælgerne et billede af en »europapolitisk enhedsgrød«, som han udtrykker det.

Fordi EU ikke har en regering i normal betydning, er der heller ikke en op­po­si­ti­on i gængs parlamentarisk forstand. Derfor angriber nationalistiske EU-skeptikere som italienske Salvini og ungarske Orbán i stedet »es­ta­blish­mentet« i Bruxelles, som omvendt prøver at udskamme dem som »an­tieu­ro­pæere«.

Men begge sider rammer ved siden af, for figurer som Salvini og Orban har allerede en enorm medindflydelse i f.eks. ministerrådet: De er altså magthavere, samtidig med at de giver sig ud for at være den opposition, der ikke rigtig findes. Derfor kan de i Moritz Fesslers øjne slippe afsted med at lade deres kritik munde ud i fantasier om at forlade EU – uden at de på nogen måde definerer vejen eller alternativerne til det europæiske samarbejde.

Derfor må proeuropæerne også være langt mere offensive i det nuværende pres fra nationalisterne, mener Moritz Fessler.

»De proeuropæiske partier må gøre det klart, hvorfor vi har brug for EU, og hvad de mere præcist vil opnå politisk. Det gavner kun antieuropæerne, hvis det lykkes at reducere valgkampen til det ene spørgsmål: vil vi overhovedet EU eller ej?«

Den konklusion er Josef Janning fra ECFR enig i. Men han afviser ideen om at udvide Europa-Parlamentets kompetencer.

»Parlamentet er jo blevet styrket kraftigt i de seneste årtier, men der er ingen aktuel debat om det og slet ikke udsigt til yderligere ændringer som for eksempel fuld initiativret,« siger han.

»Men Europa-Parlamentet kunne være bedre til med debatter og høringer at åbne for nye politiske emner og vise Europa-Kommissionen og Europa-Rådet, at her er et behov for politisk handling – altså en stærkere initiativfunktion. Parlamentet kan i praksis ikke vælte Europa-Kommissionen, men de kunne kigge Europa-Kommissionen mere kritisk i kortene. I dag hedder det, at vi under ingen omstændigheder må beskadige eller svække EU og unionens institutioner – det er en taktisk position i Europa-Parlamentet, som man med god ret kan kritisere,« siger Josef Janning.

»Det er derimod illusorisk, at Parlamentet selv på mellemlang sigt skulle blive et klassisk parlament, som vi kender det fra nationalstaterne.«

Øremærket barsel til fædre er et af de konkrete tiltag, hvor Europa-Parlamentet har gjort en forskel.

Lene Esthave

Ingen Mickey Mouse

Ved valget den 23. til den 26. maj kommer der under alle omstændigheder skred i Europa-Parlamentet, idet den »store koalition« mellem EPP og S&D står til at miste deres flertal.

»Det er klart: Et mere EU-skeptisk parlament vil svække dets rolle som understøttende institution. Og det vil blive langt sværere for Europa-Parlamentet at bevæge sig i den her næsten selvfølgelige rolle som dem, der bevarer Europas idé mod nationalstaternes partikulære interesser i Rådet. Men selv hvis vi får en tredjedel EU-skeptikere ind i parlamentet, så rækker det ikke nødvendigvis til at lamme Europa-Parlamentet,« siger Josef Janning.

Det store spørgsmål er ifølge Josef Janning, om det vil lykkes de proeuropæiske grupper at skabe stabile alliancer uden om euroskeptikerne – altså mere konkret: om den konservative, den liberale, den socialdemokratiske og den grønne gruppe kan snakke sammen.

»I mine øjne er det ingen katastrofe, at der ikke længere er den her automatiske store koalition mellem EPP og S&D. Jeg vil give kritikerne ret i, at der i de seneste valgperioder er opstået et kammerateri mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen og til dels også Rådet,« siger han.

»Et mere fragmenteret parlament er et mere levende parlament, der afspejler mangfoldigheden i borgernes opfattelse af EU. Et parlament skal repræsentere borgerne og kontrollere regeringen. Og for Europa-Parlamentets vedkommende skal det være det sted, hvor ideen om et fælles europæisk demokrati lever. Derfor tror jeg heller ikke, at det europæiske parlament har godt af at blive siddende i et mønster, hvor det uformelt opererer som en ’konsensusmaskine’,« mener Josef Janning.

»Med den store koalition mellem S&D og EPP har parlamentet desuden uudtalt været en konstant drivkraft for en stærkere integration i EU – en rolle, som staterne nærmere burde stå for, for de er jo dem, der ’ejer’ EU,« siger Janning.

Denne kritik gør det kun tydeligere, at Europa-Parlamentet faktisk er et yderst magtfuldt organ, mener han.

»Europa-Parlamentet er absolut ikke længere et Mickey Mouse-parlament. Så der er al mulig god grund til at sætte sit kryds ved valget.«

Fotos af: Martin Sylvest, Mads Claus Rasmussen, Nils Meilvang, Asbjørn Sand, Niels Ahlmann Olesen, Philip Davali, Liselotte Sabroe og Henning Bagger
Læs også

 

Serie

EP-valg 2019: Et nyt EU

Det er det mest spændende valg til Europa-Parlamentet i vor tid. Uanset hvad, bliver det et helt nyt EU, der træder frem på den anden side. De britiske parlamentarikere er måske væk, på godt og ondt, og de seneste års politiske opbrud i Europa skaber mulighed for helt nye alliancer til at løse de problemer, der mere end nogensinde bekymrer europæerne: klima, migration og social uretfærdighed.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Hansen

Nej det en stor omgang korrupte svindlere Mickey-Mouse er en uskyldig lille mus.

EU stryger Panama og syv andre lande fra liste over skattely
https://www.information.dk/udland/2018/01/eu-stryger-panama-syv-andre-la...

Vores kære præsident Jean-Claude
afviser at stå bag Luxembourgs skattely
https://www.dr.dk/nyheder/politik/juncker-afviser-staa-bag-luxembourgs-s...
http://danmarksbloggen.dk/?tag=jean-claude-juncker

Neelie Kroes (margrethe vestagers forgænger) revelations a perfect example of why people are losing trust in politicians
https://www.greens-efa.eu/en/article/press/bahamas-leaks/

Danmark i front for at holde ACTA-aftale hemmelig
https://www.version2.dk/artikel/danske-politikere-i-front-holde-acta-aft...

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg syntes absolut ikke, at denne overskrift er bare lidt dækkende.

Det er kommissionen, der har eneret til at fremsætte forslag til retsakter. Ministerrådet og Europa-Parlamentet kan dog opfordre Kommissionen til at tage et initiativ. Men det kan EU's borgere faktisk også gennem det såkaldte Borgerinitiativ.

Men - i sidste ende er det kun Ministerrådet - altså medlemslandenes regerings-ledere, der alene kan foretage beslutninger, der gælder for hele EU-området. Det kan hverken kommissionen, parlamentet eller et borgerinitiativ.

Og disse beslutninger fra ministerrådet skal altså tages i fuld enighed. Det er ikke nok at have flertal. Og hvis der ikke er fuld enighed, er der heller ikke taget nogen beslutning.
- Og det er netop dette, der gør, at EU er totalt uegnet til hurtig reaktion, når der sker noget i og omkring os.

Borgerinitiativ:
EU-borgerinitiativ blev indført i 2011, men har fået meget lidt opmærksomhed. Men det er faktisk borgernes (næsten eneste) mulighed for at få indflydelse på udviklingen i EU. Læs her om hvordan:
http://ec.europa.eu/citizens-initiative/public/basic-facts?lg=da