Læsetid: 3 min.

Nu begynder den akavede parringsdans mellem et nyvalgt Europa-Parlament og 28 statsledere

Dansen skal resultere i en ny EU-Kommission og en ny retning for Europa. Men det kan også ende med en regulær forfatningskrise
Jean-Claude Juncker, formand for EU-Kommissionen, afgiver sin stemme til Europa-Parlamentsvalget i Luxembourg.

Jean-Claude Juncker, formand for EU-Kommissionen, afgiver sin stemme til Europa-Parlamentsvalget i Luxembourg.

John Thys

27. maj 2019

– Så er valget til Europa-Parlamentet overstået. Hvad sker der så nu?

På tirsdag den 28. maj mødes formændene for alle partigrupperne i Europa-Parlamentet (EPP, ALDE, De Grønne, S&D osv.)

De skal spise morgenmad og se, om de kan blive så enige om en fælles retning for Europa, at de kan skrive det ned i et arbejdsprogram (eller mon ikke de nedsætter en arbejdsgruppe til det). Og ikke mindst om de kan enes om én kandidat til formandsposten i EU-Kommissionen.

Ved sidste valg i 2014 var det let nok, for den konservative gruppe, EPP, var stå stor, at både EPP og socialdemokratierne (S&D) sagde: ’Vi peger på EPP’s kandidat Jean-Claude Juncker som formand.’

Og det accepterede de 28 statschefer. Det gør de nok ikke igen. Denne gang bliver det anderledes svært for parlamentet at blive enige med sig selv.

– Men kan gruppeformændene i Europa-Parlamentet bare bestemme, hvem der skal være formand for EU-Kommissionen?

Nej, det er jo det. Formanden – og senere hele Kommissionen – skal både godkendes i Europa-Parlamentet med absolut flertal (dvs. 376 ud af 751 stemmer) og af de 28 statsledere i Det Europæiske Råd med et udvidet kvalificeret flertal, der er 72 procent af alle medlemslande, som samtidig repræsentere mindst 65 procent af alle EU-borgere.

Senere på dagen den 28. maj mødes de 28 regeringschefer til en uofficiel middag for at diskutere, hvem de synes skal være formand og med hvilket mandat.

Det er totalt uforudsigeligt, hvem og hvad de gerne vil have. Hvad vil Macron? Og hvad vil Annegret Kramp-Karrenbauer og Merkel? Rygterne svirrer: Barnier, Weber, Vestager, Rutte, Merkel, Timmermans, Thorning … eller en helt ottende. Men reelt aner vi intet.

– Hvad hvis Europa-Parlamentet bliver enige om en kandidat, som statscheferne i rådet ikke vil gå med til?

Så har vi balladen. EU er en underlig fisk, for på en måde findes EU ikke. Når folk siger, at EU har besluttet dit og dat, giver det ikke mening, for EU er ikke én ting. EU er en balance mellem EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet, Ministerrådet og EU-Domstolen. Institutionerne spiller både sammen og mod hinanden.

Og denne gang er der ingen fast procedure for magtspillet. Det hele er »uprøvet og stadig i sin vorden, så ingen aner, hvad der sker«, som Marlene Wind, der er leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, har sagt.

Der skal både findes et kompromis i rådet og i parlamentet, ligesom der skal findes et kompromis mellem rådet og parlamentet. Hvis ingen af parterne giver sig, ender det med en reel forfatningskrise. Og sådan en krise kan ikke løses – for hvem skulle løse den?

Det hjælper ikke noget at gå til EU-Domstolen, for dommerne kan ikke gøre andet end at læse højt af traktaten, hvor der står, at de skal finde et kompromis.

Og så længe der ikke er en kommissionsformand, fungerer EU ikke, for det er kommissionsformanden, der udpeger holdet af kommissærer (ikke statsministrene, som man ellers ofte får at vide – de kan kun anbefale kandidater).

– Så det hele handler ikke bare om, hvem der bliver kommissionsformand?

Det er i hvert fald det store dyr i åbenbaringen, men nej, det et større puslespil: Der skal findes en kommissionsformand (efter Jean-Claude Juncker), en formand for rådet (Donald Tusks afløser), en udenrigschef (Federica Mogherinis afløser), en centralbankchef (Mario Draghis afløser), en flok næstformænd i kommissionen (dem er der seks af lige nu) og en formand for EU-Parlamentet (Antonio Tajanis afløser).

Det hele skal gå op, så der er en balance mellem partier, lande og køn. Og i lyset af valgresultatet. Og med en politisk retning for EU.

– Hold da op, hvad …

Ja, I know.

– Og det skal alt sammen afklares den 28. maj …?

Nej nej, den 28. maj bliver bare første runde – det ville overraske alt og alle, hvis Merkel og Macron tirsdag aften kom ud og sagde: ’Hej, vi er blevet enige’. Der kommer telefonmøder og arbejdsfrokoster i lange baner gennem hele juni. Den dato, man for alvor skal holde øje med, er den 20. juni, hvor der officielt er EU-topmøde. Her skulle det hele gerne blive besluttet, for det nye Europa-Parlament konstituerer sig den 2. juli.

Planen er, at den nye kommission skal begynde sit arbejde den 1. november, hvilket i øvrigt er dagen efter den nye brexitdato – men det er en helt anden og endnu mere kompliceret historie.

Serie

EP-valg 2019: Et nyt EU

Det er det mest spændende valg til Europa-Parlamentet i vor tid. Uanset hvad, bliver det et helt nyt EU, der træder frem på den anden side. De britiske parlamentarikere er måske væk, på godt og ondt, og de seneste års politiske opbrud i Europa skaber mulighed for helt nye alliancer til at løse de problemer, der mere end nogensinde bekymrer europæerne: klima, migration og social uretfærdighed.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Svend Erik Sokkelund
  • Torben K L Jensen
  • Alvin Jensen
  • Gert Romme
  • Eva Schwanenflügel
Svend Erik Sokkelund, Torben K L Jensen, Alvin Jensen, Gert Romme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man må jo sige, at selv om kommission i EU ikke i sig selv har beslutningsret i Unionen, er dens meninger og holdninger ikke helt ligegyldige i relation til den førte politik.

Og da det er ministerrådet (Det Europæiske Råd) - altså medlemslandenes regeringsledere, der udpeger kommissionen, er det vigtigt at spørge sig, og der er mærkbare politiske forandringer blandt disse nationale regeringsledere.