Læsetid: 6 min.

Berlusconi er den selvproklamerede Jesus i politik, og nu vil han bruge Europa til at genopstå

Mens Italiens populistregering angriber EU hårdt, har Silvio Berlusconi fået rollen som Bruxelles’ nok bedste ven i Italien. Rejsen fra bunga bunga-klovn til troværdig statsmand vil være fuldendt, hvis det lykkes Berlusconi at komme i Europa-Parlamentet
Silvio Berlusconi har allerede opbrugt et utal af politiske liv efter sexskandaler, skattesvigsdom og en hjerteoperation, men »politikkens Jesus Kristus,« som han har kaldt sig selv, er ikke færdig. Nu vil han genopstå – igen – som EU-parlamentariker.

Silvio Berlusconi har allerede opbrugt et utal af politiske liv efter sexskandaler, skattesvigsdom og en hjerteoperation, men »politikkens Jesus Kristus,« som han har kaldt sig selv, er ikke færdig. Nu vil han genopstå – igen – som EU-parlamentariker.

Antonio Parrinello

10. maj 2019

»Klovn, klovn, klovn!«

Råbene fra tusinder af demonstranter blev rettet mod Silvio Berlusconis bilkortege, mens der i den jublende menneskemængde stod et orkester og spillede Halleluja-koret fra Händels Messias.

Det var en fest. Blot ikke for Berlusconi, der var på vej til Quirinale-paladset i Rom for at indgive sin afskedsbegæring som premierminister. Han var tynget af et hav af skandaler og en gigantisk gældskrise, der truede med at få hele den italienske økonomi til at kollapse.

Det var sidst i 2011. Og det føltes som enden på en epoke. Som den endelige afslutning på den politiske karriere for milliardæren og mediemogulen, der havde domineret italiensk politik de foregående to årtier – og som af mange blev set som selve symbolet på politisk korruption.

Men nu er Berlusconi på vej tilbage. Igen. De kalder den i dag 82-årige politiker »den udødelige«, for han har allerede opbrugt et utal af politiske liv. Han har overlevet sexskandaler, en dom for skattesvig og en hjerteoperation; han er blevet smidt ud af parlamentet og har haft forbud mod at indtage et offentligt embede.

Selv har han hele vejen igennem præsenteret sig selv som et uskyldigt offer for domstolenes politiske forfølgelse, mens han uselvisk har ofret sig for nationen – han har endda kaldt sig selv for »politikkens Jesus Kristus«.

Og nu vil han genopstå som EU-parlamentariker.

»I min fremtrædende alder har jeg besluttet med stor ansvarsfølelse at tage til Europa, hvor dybe tanker om fremtidens verden er en mangelvare,« sagde han tidligere i år, da han præsenterede sig selv som spidskandidat for sit parti Forza Italia til valget til Europa-Parlamentet.

Han er, siger han, klar til at stille sin »viden og erfaring« til rådighed for Europas borgere.

Flæskerøv og kz-lejr

Berlusconi ankommer til den europæiske scene med mere tætsiddende hårimplantater, hvidere tænder og brunere hud end nogensinde før. Men han vender også tilbage til det Europa, hvor han også ofte blev beskrevet som en politisk klovn, og hvor han formåede at skabe yderst penible og anstrengte forhold til andre europæiske ledere.

Det er blevet påstået i italienske medier, at han har kaldt den tyske kansler, Angela Merkel, for »culona inchiavabile«, der lidet lyrisk betyder »ukneppelig flæskerøv«.

Desuden blev historierne om hans sexorgier – de såkaldte bunga bunga-fester – så alment kendte, at da David Cameron, den tidligere britiske premierminister, tog til Rom for at deltage i en statsmiddag, skulle han have forsikret sin kone om, at han ville få nogen til at »hive mig ud af boblebadet, inden ludderne dukker op«.

Og da Berlusconi i starten af 00’erne besøgte Europa-Parlamentet, hvor den tyske parlamentariker Martin Schulz kritiserede ham for hans mange interessekonflikter – bl.a. at han på samme tid var regeringsleder og ejer af en stor portion af Italiens kommercielle tv-kanaler – replicerede den italienske regeringsleder ved at tilbyde Schulz en rolle som kommandant i en kz-lejr i en af sine tv-produktioner. Berlusconis formentlig kommende medparlamentarikere buhede.

Men skal Europa se frem mod Berlusconis politiske comeback med nervøse miner? Nej, mener professor Giovanni Orsina fra LUISS Guido Carli Universitetet i Rom, som har skrevet bøger om Berlusconis indflydelse på Italien.

»Det er paradoksalt, når man ser på Berlusconis historie, men lige nu er han nok EU’s bedste ven blandt Italiens fremtrædende politikere. Her er ingen betydelige proeuropæiske politikere. I hvert fald ikke på højrefløjen. Det er kun Berlusconi, der taler EU op,« siger Orsina.

»Og stik imod hans udbredte image formår han nu at præsentere sig selv som den moderate, fornuftige og europavenlige kandidat.«

Dermed tyder meget på, at Berlusconi nok er manden, som Bruxelles skal lære at elske.

»Berlusconi ses måske mere som den stabile politiker; som det sikre kort,« mener politologen Roberto D’Alimonte også.

»Det handler dog mest af alt om, at han nu sammenlignes med den helt nye generation af italienske politiske ledere, som er en tand mere sprængfarlige,« siger D’Alimonte, også fra LUISS Guido Carli Universitetet.

Mere forenet Europa

Det seneste år har det højrenationale parti Lega dannet umage regeringspar med protestpartiet Femstjernebevægelsen – to vidt forskellige politiske dyr, der dog begge kører på ufortyndet raseri og en ’os mod dem’-retorik og har en stærk, næsten hadsk kritik af EU tilfælles. Begge partier har tidligere stillet spørgsmål ved Italiens medlemskab.

I det selskab fremstår Berlusconi som Europas mand. Han siger, at han ønsker et »meget mere forenet Europa« med en fælles udenrigspolitik og en fælles europæisk hær. Og her lyder han mere som Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, som Lega og Femstjernebevægelsen omvendt portrætterer som deres ærkefjende. De to italienske partier vil have mere magt tilbage til nationalstaterne og et stærkere fokus på national identitet, mens Macron vil et stærkere, mere velintegreret EU.

Historisk har Berlusconi dog haft et tvetydigt forhold til EU, påpeger Giovanni Orsina.

»Hans parti, Forza Italia, har i sit partiprogram altid været ekstremt pro-EU. Men i sin retorik var Berlusconi ofte stærkt kritisk over for EU, og han har haft voldsomme sammenstød med Bruxelles om især den økonomiske politik,« siger Orsina.

»I dag er hans retorik ret vag og utydelig. Han taler begejstret om et EU, der skal vokse, men taler samtidig om behovet for reformer. Hvad de skal gå ud på, det ved vi dog ikke. Som altid med ham er der mange slogans og ikke så meget substans.«

Brølere og fornærmelser

Den tidligere sanger på krydstogtskibe og forhenværende ejer af fodboldklubben AC Milan blev milliardær gennem ejendomshandel og som ejer af et medieimperium.

Han opnåede sin første valgsejr i 1994, og i de efterfølgende næsten to årtier nåede han at sidde som premierminister i sammenlagt ni år. Og hele vejen igennem hobede skandalerne sig op. Anklagerne om hans forbindelse til mafiaen og hans sexfester med prostituerede – telefonaflytninger helt tilbage fra 1986 dokumenterer, hvordan han den gang som forretningsmand fik en fod indenfor hos datidens politiske magthavere ved at skaffe dem kvinder.

Desuden mente hans modstandere, at han brugte sin politiske magt til at redde sig selv fra at blive retsforfulgt for svig og korruption og for at beskytte sine enorme forretningsinteresser.

»Hans mange brølere og uheldige ordvalg har ofte fornærmet stort set alle italienere og mange europæiske ledere,« har Ronald Spogli, USA’s ambassadør i Rom i 00’erne, skrevet om Berlusconi, som, han mente, »satte sine egne personlige interesser før statens« og var »blevet et symbol på den italienske regerings manglende evne og ineffektivitet til at løse landets kroniske problemer«.

I 2011 blev det hele for meget. Han blev tvunget ud af sit embede. Og det stoppede ikke der. I 2013 blev han dømt for skattesvig og fik en fængselsdom – som pga. hans høje alder dog blev omgjort til ti måneders samfundstjeneste på et plejehjem.

Senere samme år blev han smidt ud af parlamentet og blev forbudt at indtage et offentligt embede. Et forbud, der dog blev omstødt af en italiensk domstol sidste år.

Vil være magtfaktor

Selv om hans vælgeropbakning ved Europa-Parlamentsvalget forventes at blive en skygge af den, han tidligere har nydt, vil mange stadig være villige til at stemme på ham, mener Roberto D’Alimonte – på trods af dommene, skandalerne og hans hyppige brug af sexistiske, homofobiske og racistiske stereotyper.

»Det har aldrig rigtigt været et emne for hans kernevælgere, der altid var villige til at tro på, at alle Berlusconis problemer var grundet en uretfærdig politisk heksejagt,« siger D’Alimonte.

Og, siger Giovanni Orsina:

»Fortidens synder er især rykket i baggrunden nu, da der ikke er nogen alternative centrum-højre-kandidater til rådighed for Berlusconis vælgere. Ingen har kunnet udfylde hullet efter Berlusconi, så nu kan han generobre sin plads.«

Men hvorfor er han overhovedet interesseret i en plads i Europa-Parlamentet? Det handler om italiensk indenrigspolitik.

»Han har brug for at vise, at han stadig er en magtfaktor. For Berlusconi handler det udelukkende om at komme tilbage til magttoppen i Rom,« siger Orsina.

»Valget til Europa-Parlamentet ses i Italien som en gigantisk måling på, hvordan magtforholdet er i Italien et år efter, at regeringen med Lega og Femstjernebevægelsen blev dannet. Hvis Berlusconi får et godt valg, kan han overbevise Legas leder Matteo Salvini om, at han skal droppe Femstjernebevægelsen og vende tilbage til sin naturlige partner på højrefløjen, Berlusconi og Forza Italia.«

Men Berlusconis helbred lader til at skrante. Han har for nylig været tvunget til midlertidigt at indstille sin valgkamp, da han blev indlagt og opereret for tarmslyng den 30. april. Men mandag, da han blev udskrevet, erklærede han sig klar til at fortsætte.

Og der er ingen chance for, at Berlusconi stille og roligt trækker sig tilbage, forudser D’Alimonte:

»Berlusconi giver aldrig slip. Han vil dø på den politiske scene.«

Serie

EP-valg 2019: Et nyt EU

Det er det mest spændende valg til Europa-Parlamentet i vor tid. Uanset hvad, bliver det et helt nyt EU, der træder frem på den anden side. De britiske parlamentarikere er måske væk, på godt og ondt, og de seneste års politiske opbrud i Europa skaber mulighed for helt nye alliancer til at løse de problemer, der mere end nogensinde bekymrer europæerne: klima, migration og social uretfærdighed.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Runa Lystlund
Runa Lystlund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Verden er i den grad af lave!

Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm, Runa Lystlund, Torben Skov, Trond Meiring og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

"en selvproklamerede Jesus i politik, og nu vil han bruge Europa til at genopstå"

Hvem skulle have troet, at det ikke var CRO-Macron-manden, der var tale om.............

Og så er det vor gamle ven Berlusconi....kan botox da også fikse alt?

Runa Lystlund

Torben Skov.
Sjældent har man set så stram en 82 årig og helt sorthåret. Men hvorfor gøre forskel. Pernille Vermund og mange andre kvindelige politikere afbleger også deres hår. Vi ser ikke længere kvinder med naturligt lyst kommunefarvet hår.

Der findes en film der hedder The Return of the Mummy. Den kunne passende genindspilles med Berlusconi i hovedrollen. Vi kunne evt. få Clint Eastwood (89 år), som instruktør. Al magt til os næsten gamle, halvgamle og gamle.

Katrine Damm

Nu er det jo ikke fordi vi skal blære os her i vores egen lille banan-stat.

Men Itali I er vilde, i årevis blev I ved med at genvælge manden, han er de facto kriminel sidder (sad) på en stor del af medierne, havde kontakt til mafiaen og nu overvejer I igen at vælge ham til en betroet post. I blir bare ved. Åbenbart.

Mange har i Italien kæmpet en heroisk kamp mod mafiaen, og en del er blevet dræb af mafiaen af den grund.

De der rent faktisk blev dømt begynder nu at blive løsladt og fortsætter ufortrødent deres kriminalitet og Italien har stadig ikke fundet ud af, at sætte en stopper for det.
Det illustreret vel fint med, at Berlusconi nu kan "genopstå" og muligvis - igen - få et højt embede.
EU burde sætte hælene i.

Hvor må det dog være rædselsfuldt for de gode kræfter, der er i Italien.

Torben Skov, Maj-Britt Kent Hansen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar