Feature
Læsetid: 9 min.

Der bor 200.000 mennesker i en boble i Bruxelles. Spørgsmålet er, hvad det gør ved Europa

Bruxellesboblen er en by i byen, en ideologi og en forsamling af mennesker, som ligner resten af europæerne meget dårligt. Det påvirker måden, EU fungerer på
Bruxellesboblen er en by i byen, en ideologi og en forsamling af mennesker, som ligner resten af europæerne meget dårligt. Det påvirker måden, EU fungerer på

Wiktor Dabkowski

Udland
22. maj 2019

»Nå, så du vil gerne tale om eurokraterne,« siger Eric Corijn, mens vi sætter os i et mødelokale på Vrije Universitetet i Bruxelles, hvor han er professor i geografi. Solen skinner udenfor, og støvet fra de mange bøger danser i lysstriberne på gulvet.

Den 72-årige professor kender Bruxelles bedre end de fleste. Han har studeret byen i over 40 år, og som en af de eneste akademikere har han lavet undersøgelser af den berygtede Bruxellesboble.

Alle i Bruxelles kender »the bubble«: Den særlige lukkede verden af supranational udstationerethed, der omfatter tusindvis af mennesker fra hele Europa, som bor og arbejder i byen. I EU-Kommissionen og -Parlamentet, i ngo’er og lobbyvirksomheder, på aviser og ambassader.

Alt i alt 120.000 job, der er relateret til Bruxelles’ funktion som politisk hovedstad, siger Eric Corijn.

»Regner man disse menneskers ægtefæller og børn med, så giver det over 200.000,« siger han.

»Og desuden kommer der hver dag 30-40.000 til byen for at holde møder.«

Til sammenligning har Bruxelles i alt 1,2 mio. indbyggere.

Problemet er, at eurokraterne aldrig er blevet integreret i byen.

»Det er en boble – rummeligt, kulturelt og socialt,« siger Eric Corijn.

»De har en højere indkomst, de taler andre sprog, de har deres egne restauranter, skoler og sociale vaner. De deltager ikke i de lokale foreninger, og de har få belgiske venner.«

Det er dén boble, de 13 danske politikere, som bliver valgt den 26. maj, skal ned til.

Wiktor Dabkowski

Min familie har boet i Bruxelles i ni måneder, og jeg kan sagtens genkende det, fortæller jeg professoren.

Vi bor i bydelen Chatelain – et »expat-centrum« – som min ven plejer at sige. Når jeg går ned i supermarkedet på hjørnet, hører jeg svensk og spansk og italiensk.

Men hvis jeg hopper på cyklen og triller ti minutter ned ad bakke, ender jeg i Molenbeek, hvor der stort set kun bor belgiere med ikkevestlig baggrund og ingen eurokrater – en stor undersøgelse fra 2013 viste, at kun 0,5 pct. af eurokraterne bor i Molenbeek.

På den ene side er livet i boblen kosmopolitisk. Ham, der bestyrer mit kontorfællesskab, er halvt hollandsk, halvt russisk og opvokset på Tenerife, og nu bor han i Bruxelles med sin fransk-japanske kæreste.

Næsten halvdelen af boblen har en partner fra et andet land, og til et gennemsnitligt arbejdsmøde deltager mindst seks nationaliteter. Det er udlevelsen af EU’s slogan om at være »forenet i mangfoldighed«.

På den anden side er boblen afsondret.

Jeg var til en fødselsdag på en bar i vinter hos en tysk-italiensk fyr, der er opvokset op i Berlin – han arbejder vist for en eller anden organisation eller for Kommissionen … i hvert fald the buble.

Der var ingen tømrere eller sosu-assistenter til den fødselsdag; alle havde en lang universitetsuddannelse (flere fra Collège d'Europe i Brugge, hvor Helle Thorning jo også har gået), alle var kontorarbejdere, og alle var – som det ofte er i boblen – hvide.

Mangfoldigheden er altså til at overse, når det kommer til parametre som uddannelse, indkomst, livsstil og politiske holdninger.

Jeg hentede en øl i baren og faldt i snak med en italiensk kvinde, der viste sig at være kandidat for den paneuropæiske bevægelse Volt. Hun brugte en del tid på at forklare, hvorfor nationalstaterne er en gammeldags konstruktion – måske endda en lille smule undertrykkende.

»Jeg tænker først og fremmest på mig selv som europæer,« sagde hun.

Det er trods alt meget få danskere – eller italienere – der ville sige sådan noget. Men hernede hører man det ofte: Min kone har f.eks. en bogklub, hvor mindst to af deltagerne er aktive i en føderalistisk bevægelse.

Jeg kom til at tænke på den britiske forfatter David Goodhart.

I bogen The Road to Somewhere (2017) argumenterer han for, at der er opstået en kløft i de vestlige samfund mellem to grupper, som han kalder ’Somewheres’ og ’Anywheres’: mennesker, der er rodfæstet i et konkret sted, og dem, der ikke er.

Anywhere-ideologien er blevet den højtuddannede elites ideologi. De er en slags verdensborgere, der hylder mobilitet, autonomi og (selv)udvikling; de er glade for forandringer, indvandring og europæisk integration, men mindre glade for traditionelle gruppeidentiteter som familie, religion og nationalstat.

Goodhart er sikker på, at Brexit og Trump er Somewhere-oprør imod den rodløse Anywhere-tankegang.

Man kan kritisere Goodhart for at have et firkantet syn på værdier (kampen mellem Somewhere og Anywhere er jo ofte en kamp i mennesker, ikke en kamp mellem mennesker), men jo længere jeg bor i Bruxelles, jo mere tror jeg, at Goodhart har ret.

Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig noget sted i Europa, der er lige så domineret af en Anywhere-ideologi som Bruxellesboblen.

Det bidrager til boblefornemmelse, når tunge EU-skikkelser som Romano Prodi, Mario Monti, Mario Draghi og José Manuel Barroso er hoppet frem og tilbage mellem EU og Goldman Sachs.

Det føles, som om unionen fortrinsvis rekrutterer fra en lille pulje af grænseoverskridende genier, som lige så godt kunne lede en bank som en politisk union.

Eller som den bulgarske politolog Ivan Krastev skriver i sin bog Efter Europa:

»I Europa er den meritokratiske elite en lejeelite, hvis medlemmer opfører sig nogenlunde ligesom fodboldstjerner, som de største klubber på kontinentet handler.«

Wiktor Dabkowski

’Hey, fuck you’

Det er frokosttid, og jeg står i solen uden for en lille italiensk frokostrestaurant i Europakvarteret midt i Bruxelles – det er her alle EU-institutionerne ligger.

Folk haster forbi med nøglekort om halsen og mapper under armene. I høje hæle og beige trenchcoats.

Jeg skal mødes med en ung italiener, som står bag den populær satireside på Facebook DG Meme. DG er en forkortelse for ’Directorate-General’, som igen er en betegnelse for EU-Kommissionens forskellige afdelinger – der findes f.eks. ’DG budget’ og ’DG konkurrence’.

DG Meme er kort sagt LOL til Bruxellesboblen om Bruxellesboblen. Derfor vil jeg gerne tale med manden bag.

Forleden postede de et screenshot af en Tinderprofil, hvor en EU-type brugte en selfie med Margrethe Vestager som profilbillede. Det kan man åbenbart score på her. De har også lavet en slags matrix over EU med udsagn som »Kommissær Oettinger kan smile« og »ARES er mere ondt end Skynet«.

Forstår du joken? Nej, vel. Det gør jeg heller ikke, men det fik 350 likes.

»Man skal kende karaktererne,« siger italieneren bag DG Meme, mens vi køber en focaccia-sandwich og sætter os i solen i en lille park. Han arbejder i EU-Kommissionen og vil nødigt have sit navn i avisen.

»Men man skal også kende mindsettet i boblen.«

– Og hvordan er mindsettet?

»Langsomt, grundigt, hierarkisk, meritokratisk.«

Han griner.

»Forstå mig ret, mine kolleger er de mest intelligente mennesker, jeg nogensinde har mødt. De er højtuddannede og taler fire-fem sprog. Men den her by skaber også sin egen virkelighed. En uvirkelig utopi, som ikke findes uden for Bruxelles. Alle her er væk fra deres hjemlande – der er ikke nogen basiskultur, så boblen kan lave sin helt egen kultur.«

Jeg spørger, hvad der er det mest EU-boble-agtige, man kan gøre, og han siger, at det er »at lave konferencer om, hvordan man kommer i dialog med dem uden for boblen«.

»Folk ved godt, at de er i en boble. De vil gerne række ud, men hvis de endelig laver et eller andet borgerinitiativ på nettet, så er der altid en eller anden vred spanier, der skriver ’hey fuck you’, og så bliver alle vildt skræmt. ’Uuuh er borgerne sådan?’ Og så ender det med, at nogen foreslår, at der skal være obligatorisk europæisk historieundervisning i skolerne.«

Jeg nikker. Til den fødselsdag, jeg fortalte om tidligere, sagde den italienske politiker nemlig også, at internettet var ved at ødelægge den politiske debat.

»Folk deler så meget nationalistisk lort,« sagde hun.

Man får fornemmelsen af, at det er et definerende træk ved Bruxellesboblen, at man definerer sig selv i forhold til dem, der ikke er i boblen.

Noget af det, der har slået mig mest ved at starte som journalist i Bruxelles, er de mange »briefings«, som alle render til hele tiden – på ambassaderne, med ministre, i Rådet …

Man får en SMS:

»REMINDER: off the record press briefing on EU-Japan summit TODAY 24/04 at 10.00 in Justus Lipsius press room – Press only

Så tropper man op med sit pressekort, sætter sig på en stol og hører en eller anden embedsmand udlægge teksten: Hvad skal der ske, hvem mener hvad, hvad er vores position … Journalisterne lytter og stiller spørgsmål, men de må ikke skrive, hvad der sker, for det er jo off the record. Man kan citere »en EU-kilde«, hvis man vil.

Jeg har diskuteret det med flere af mine kolleger: På den ene side vil man jo gerne have så meget information som mulig, og man behøver jo ikke tro på alt, hvad man hører.

På den anden side føler man sig ikke ligefrem som læsernes repræsentant, når man sidder til sådan en briefing – det føles mere som at være med i en klub af embedsfolk, politikere og journalister, der har adgang til lidt mere viden end borgerne.

Wiktor Dabkowski

Der er masser af idealisme i boblen

Men nu skal det ikke være boble-bashing det hele.

Jeg kender en lille fransk-spansk fyr, der arbejder på et kontor i den store kommissionsbygning, hvor han laver nogle økonomiske beregninger. Det er noget med … ja okay, jeg ved ikke præcis, hvad han laver, det meget teknisk og meget svært, men det, jeg vil frem til, er, at han er superklog og supergodt uddannet og taler fire sprog, men at han samtidig er dybt begravet i boblen.

Men er det et problem? Vil vi ikke hellere have, at han bruger sine unikke evner til at løse svære opgaver på alles vegne, end at han partout skal integreres i Belgien eller rende til borgermøder for at komme i øjenhøjde med borgerne?

Jeg talte med den hollandske journalist Gabriella Adèr om det forleden. For to år siden fik hun et legat til at skrive en lang artikel om Bruxellesboblen og brugte fire måneder i byen.

»Folk er generelt virkelig, virkelig dygtige,« siger Gabriella Adèr.

»De er ambitiøse, veluddannede, hårdtarbejdende og engagerede.«

Og det er også mit indtryk. Boblen brænder for politik og for Europa. De fleste går vildt op i deres områder, og efter arbejde tager de endda til debatter om Trumps handelspolitik eller the Green New Deal. Der er masser af idealisme i boblen.

Wiktor Dabkowski

Boblen, det er også mig

Det store spørgsmål er, hvad Bruxellesboblen betyder for måden, EU fungerer på. Skaber den en særlige forestilling om samfundet, som smitter af på den førte politik?

Ja, helt klart, mener Jens-Peter Bonde, der har siddet i EU-Parlamentet i 29 år. Livet i boblen er nemlig så langt fra de almindelige europæere, at borgerne nogle gange forsvinder.

»Boblen ser ikke de nedslidte eller dem, der ikke fik en uddannelse,« siger han.

»Der hersker et neoliberalt syn på økonomien som noget, der først og fremmest skal være effektivt. Og en holdning om, at vælgerne ikke forstår, hvad der foregår, så derfor er det bedre at træffe beslutninger i hemmelige arbejdsgrupper. Vi kommer aldrig af med utilfredsheden mod EU, hvis ikke afstanden mellem boblen og folk bliver mindre.«

Det er David Goodhart til dels enig i.

Ja, der findes en særlig Bruxelles-logik, der er så forhippet på at fjerne grænser og lave frihandel, at den overser de negative konsekvenser ved globalisering: at østudvidelsen pressede mange arbejdere, at euroen pustede til en gældskrise, at Schengen-samarbejdet og ’det grænseløse Europa’ gjorde det svært at håndtere flygtningekrisen.

Men, siger Goodhart, vi må ikke begynde at se alle Bruxellesborgere med en universitetsuddannelse som én og samme gruppe.

»Der er en masse Anywhere-folk, som både mener, at migration kan være en god ting, og samtidig mener, at nationalstaten er rammen om demokratiet,« siger David Goodhart.

Alle er ikke som den italienske kvinde på baren

»Det interessante er at finde ud af, hvilken lejr de centrale EU-figurer er i: Er de med de militante internationalister eller med de fornuftige internationalister? Det er det afgørende.«

Den politiske frontlinje går altså ikke bare mellem Bruxellesboblen og alle de andre – den går også internt i boblen.

Og så er vi tilbage, hvor vi startede, for det var faktisk det sidste, jeg spurgte Eric Corijn om under vores interview i det lyse mødelokale på universitet: Er jeg egentlig også selv en del af boblen?

Og den ældre herre så på mig, som en venlig skolelærer ser på en elev.

»Ja,« sagde han, mens vi rejste os. »Det vil jeg bestemt sige.«

Og så luskede jeg ud i solskinnet og cyklede gennem Bruxelles for at tage til en briefing inde i Europakvarteret.

Boblen – det er også mig.

Wiktor Dabkowski

 

Serie

EP-valg 2019: Et nyt EU

Det er det mest spændende valg til Europa-Parlamentet i vor tid. Uanset hvad, bliver det et helt nyt EU, der træder frem på den anden side. De britiske parlamentarikere er måske væk, på godt og ondt, og de seneste års politiske opbrud i Europa skaber mulighed for helt nye alliancer til at løse de problemer, der mere end nogensinde bekymrer europæerne: klima, migration og social uretfærdighed.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

og...?

Anne Albinus

»De har en højere indkomst, de taler andre sprog, de har deres egne restauranter, skoler og sociale vaner. De deltager ikke i de lokale foreninger, og de har få belgiske venner.«

Jeg kan tilføje flg. efter at have boet i Bryssel fra 1999-2008, hvor min mand underviste børn af danske EU-ansatte i fysik og matematik på en Europaskole:

1/ Ikke alle EU-ansatte vælger, at deres børn skal gå på de såkaldte Europaskoler.
Nogle vælger at sætte deres børn i lokale skoler. Når man sætter sit barn i en Europaskole er det bl.a. for at barnet kan bevare tilknytningen til forældrenes hjemland.

2/ Jeg kender EU-ansatte, der deltager i det lokale foreningsliv, sportsklubber og har belgiske venner.

I fx belgiske tennisklubber er der rig lejlighed til at lære belgiere at kende. Det samme i sangkor. Sport, sang og orkestersammenspil kræver jo ikke, at man kan fransk.

Jeg fik mange belgiske venner, og jeg satte stor pris på den medmenneskelige interesse og hjertevarme, jeg mødte gennem 9 år.

Anna Louise Finck-Heidemann, Kristian Rikard, Lars F. Jensen, Henrik Bjerre, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Ole Svendsen, Niels Duus Nielsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Jesper Ansbæk

Københavnerboblen er en by i byen, en ideologi og en forsamling af mennesker, som ligner resten af danskerne meget dårligt. Det påvirker måden, Danmark fungerer på. Centraladministration i København er dybt inficeret af NPM virussen, med katastrofale følger for Danmark som resultat.

Else Marie Arevad, Ole Arne Sejersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Netop derfor mindre samfund fungerer bedst.

Politiske overbygninger er kun for politikere.

Maj-Britt Kent Hansen

Og de ledsagende foto til artiklen siger - så tomme de end er - noget generelt om det, man mødes af i internationale institutioner, ved konferencer, på hoteller ...

Jeg syntes, at disse politikere og embedsmænd egentlig gør et stort, godt og vigtigt arbejde. Men der er altså også forskelle, der går lige ned igennem de politiske opfattelser.

Jeg så her til morgen, at den samiske ungdomsorganisation, Sáminuorra, har stævnet EU med den begrundelse, at EU har helt utilstrækkelige mål for den miljømæssige udvikling.

Til denne stævning tilsluttede sig familier fra Portugal, Tyskland, Frankrig, Italien, Rumænien, Kenya og Fiji, som havde samme opfattelse, og som ligesom samerne ville komme i meget store problemer, hvis temperaturen forsætter med at stige.

Gruppen mener, at målet for mindskning af CO2-udslippet på 40% frem til år 2030, sammenlignet med niveauerne år 1990 er for lavt til at kunne hindre en klimakrise, og på denne måde underminerer stævnernes fundamentale menneskerettigheder til liv, sundhed, forsørgelse og og ejendom.

Jeg har ingen præference for denne sag, men som jeg mener, burde behandles på en mere seriøs måde. Men denne sag gik altså direkte ned igennem de politiske opfattelser med en ganske skarp linie - socialister til den ene side var for, og konservative, liberalister og populister til den anden side var imod.

Men som en del af retsprocessen har flertallet i både Europaparlamentet og Det Europæiske Råd bedt domstolen om at afslå sagen, ved at hævde at familierne og de unge samer ikke havde taleret i domstolen.

Det kan da godt være, at det politiske flertal burde have medhold. Men jeg syntes nok, at man kunne have "kørt" denne sag på en mere seriøs måde. Dette her fører direkte til foragt for hele EU-apparatet, og det er vel næppe det, som de konservative, liberalister og populister kan nyde godt af.

Niels Duus Nielsen

Jesper Ansbæk, jeg er opvokset i provinsen, og bor nu i København, så jeg har et grundlag at sammenligne ud fra. Jeg mener det modsatte af dig, nemlig at folk i provinsen ligner resten af danskerne meget dårligt. (Eller betyder det så, at vi er enige? Det må jeg lige tænke over!)

Lars F. Jensen, Else Marie Arevad og Henrik Bjerre anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

De højt uddannede og højt lønnede bor i bobler, vi andre kan kun nedgraderes til at bo i ghettoer.

Trond Meiring, Else Marie Arevad, Bjørn Pedersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Hvis det kommer an på, hvor man er fra, så er også jeg fra landdistrikterne, men jeg føler mig som europæer.

I øvrigt syntes jeg, at Palermos meget berømte og kloge borgmester, Leoluca Orlando, har ganske ret, når har siger: "Jeg ser ingen forskel mellem, hvem der er født her, og hvem der bor her. For her i Palermo er alle palermitanere (=borgere i Palermo).

”For mig er migrantspørgsmålet et spørgsmål om menneskets ret til at bosætte sig, hvor de vil,” tilføjer Leoluca Orlando.

”Jeg blev beskyldt for at være både ateist og kommunist, og det viste mig bare, at både kirken og oppositionen var på mafiaens side. Alle de borgmestre, der har siddet i denne stol før mig, var betalt af mafiaen - dog på nær én. Han var selv en mafiaboss”, siger Leoluca Orlando, mens han peger på den imponerende borgmesterstol, han sidder i på rådhuset, der er et gammelt renæssanceslot fra 1400-tallet.

I øvrigt blev Leoluca Orlando valgt første gang i 1985, og her i 2019 sidder han der fortsat. Og han er uhørt populær både i Palermo over hele Sicilien, hvor borgerne har valgt ham til senator for alle andre borgmestre.

Selvfølgelig er lederen af Italiens højre-nationalistiske og fascistiske regeringsparti Lega Nord per l'Indipendenza della Padania, Matteo Salvini, - også kaldet den lille Benito Mussolini, ikke enig. Og han holdt vælgermøde i Palermo i sidste uge, men stort set alle hans ret få tilhængere, var medbragte fra Milan.

Bjørn Pedersen

Det kosmopolitiske har altid været afsondret. Christian Bennikes observationer af og om eurokrat-boblen minder mig mest om at alle eliter, alle konger og kejseres hof har været kosmopolitiske. Alliancer blev dannet på tværs af landegrænser, af kulturer (stort set aldrig religioner). Adelen og senere købmandstanden sendte deres sønner ud på dannelsesrejser i Europa, og trends af både mode, musikalsk og politisk slags blev mode på tværs af landegrænser, kulturer.

Og det samme synes at udspille sig i Bruxelles. Et eurokratisk hof, uden en kejser. Bønder og rakkerpak har brug for en overklasse til at guide de, i et socialdarwinistisk univers forestillede, "uheldige" og uoplyste klasser mod et nyt, storslået fællesskab.

Akkurat ligesom nationalisterne i sin tid. Det er tragikomisk at det i sin tid var nationalisterne, der udgjorde den kulturelle, akademiske og begyndende politiske, elite og nu fører en ny elite sig frem med et nyt, "gloværdig" imperie for os alle sammen. Samtidig med at de revser den gamle elites eliteprojekt. Hjælper heller ikke at nogle af disse eurokraters "løsning" på nationalisme er pan-nationalisme i endnu størrere målestok end nogensinde forestillet før.

Idealet om "verdensborgeren" er absurd. Det er beskrivelsen på en overklasse der føler sig ligeså meget hjemme på en fornem café i Singapore, som på en fornem café hjemme i København eller London. Det der får ham til at føle sig hjemme, er cafeen, elitemiljøet.

Vil man se en moderne verdensborger, så spil onlinespil. Så skal du nok se verdensborgere, hvor det faktisk er verden, og ikke det kosmopolliten selv hele tiden har troet var "verden". Tag Diogenes og placér ham i hans samtids Kina, eller proto-Danmark eller Mellemamerika og så vil han nok ikke udtale sig nær så skråsikkert om at han føler sig lige hjemme i "verden".

Det man altid glemmer med Diogenes, og som gør hele verdensborger-idealet så absurd, er at for Diogenes var "verden" ekstremt lille, det var den "græske verden". Det er et billede af virkeligheden farvet, ikke af viden, men af hvilke slags udtalelser, hvilke slags italesættelser, afgiver mest prestige blandt medlemmerne i ens egen, lille bobel.

Magt korrumperer ikke kun. Glem aldrig at alle eliter gennem tiden har været og er ligeså forfalden til absurditeter, overtro, myter, glorificeringer, idealiseringer, romantiseringer, ignorering af fakta, og til at underkaste sig den sociale bobles egen form for Jantelov, hvor man ikke træder udenfor, medmindre man vil miste invitationen til næste hofbal.

Thomas Østergaard, Danny Hedegaard, Grethe Preisler og Trond Meiring anbefalede denne kommentar