Læsetid: 5 min.

Hvis EU vil styrke sin forsvarsvold i Sahara, kræver det mere end bare soldater

EU’s signaler til Sahel-landene svinger fra løfter om blød bistand til hård militær støtte. Hidtil er det lykkedes at få de afrikanske lande til at sætte en prop i for migrantstrømmen. Men en prop løser ingen problemer. Migranterne fortsætter nemlig med at komme sydfra
Det er lykkedes Niger at bremse strømmen af migranter nordpå. Men sydfra fortsætter håbefulde migranter med at bevæge sig ind i Sahel-regionen. Så hvad stiller Niger op med alle de mennesker, som strander her?

Det er lykkedes Niger at bremse strømmen af migranter nordpå. Men sydfra fortsætter håbefulde migranter med at bevæge sig ind i Sahel-regionen. Så hvad stiller Niger op med alle de mennesker, som strander her?

Asger Ladefoged

10. maj 2019

NIAMEY – Enten er Angela Merkel naturligt cool, ellers også rejser hun med et hemmeligt middel, der køler kanslerkroppen ned.

I en lille formiddagstime bliver hun vist rundt i det lokale EU-hovedkvarter i Nigers hovedstad Niamey, mens solen bager, og varmen presser sig op over de 40 grader i skyggen.

De ledsagende embedsfolk i stramme slips sveder tran sammen med følget af tyske journalister, bodyguards og smilende rådgivere. Men ikke den mindste lille svedperle er at se på den tyske kansler.

Angela Merkel er hyppig gæst i det varme Vestafrika. Hun tager jævnligt en smuttur herned for at tjekke, hvordan Europas ydre forsvarsvold mod migranter har det små 3.500 kilometer inde på det afrikanske kontinent.

De to forudgående dage har hun været Burkina Faso og Mali, og denne fredag i starten af maj går turen altså til Niger og blandt andet et besøg hos den 120 personer store stab i EU’s kapacitetsbyggende mission (EUCAP), som er et europæisk samarbejde om uddannelse af lokale politistyrker, i dette tilfælde nigerske styrker.

»Det er nødvendigt med en veludstyret politistyrke i lyset af problemerne med illegal migration og ikke mindst narkotikahandel og våbenhandel, fordi smuglere i dag er teknisk meget veludstyrede,« siger Merkel under sit besøg.

På det overordnede plan går det nu meget godt med at holde menneskesmuglerne stangen. Niger har fået standset trafikken på ørkenvejene, så migrantstrømmen igennem landet ifølge Europa-Parlament er faldet fra 330.000 i 2016 til omkring 10.000 i 2018.

Men strømmen af håbefulde migranter sydfra og ind i Sahel-regionen fortsætter. Spørgsmålet er, hvad man regionalt skal stille op med alle de mennesker, som strander i Niger, og som føjer nye problemer til de mange, landet i forvejen kæmper med, siger Susanne Møller Andersen, landekoordinator for Dansk Røde Kors.

»Jeg er bekymret for, hvad der skal ske med de mange unge og de bristede drømme om Europa. Problemerne hober sig jo op, og det mærker vi tydeligt i vores daglige arbejde,« siger Susanne Møller Andersen, der samarbejder med lokale myndigheder i modtagecentre for returnerede migranter fra de nordlige dele af landet.

Fra de bløde til de hårde

Med sig til Niamey har Merkel en palet af initiativer, der strækker sig fra bløde indsatser som uddannelse til de hårde militære. De første skal skabe udvikling, de sidste stabilitet. Men situationen i regionen er langtfra stabiliseret.

I Mali har FN’s fredsbevarende MINUSMA-mission udviklet sig til den farligste og mest dødbringende mission i organisationens historie.

Det nordlige Mali og nu også centrale dele af landet er et orgie af vold og sammenstød mellem etniske grupper og udgør et inferno af smuglere, våbenhandlere, jihadister og al-Qaeda-terrorister. Uvæsenet har for længst bredt sig til nabolandene.

I Niger og i Burkina Faso er områder uden for hovedstæderne det seneste år blevet no go-area for vesterlændinge. I Niger er der indført undtagelsestilstand i tre af landets otte provinser.

Angela Merkel er en hyppig gæst i Vestafrika. I starten af maj var hun på rundrejse i Mali, Burkina Faso og Niger. Her bliver hun fulgt til flyveren af Burkina Fasos præsident, Roch Marc Kaboré.

MICHAEL KAPPELER

Selv om europæiske donorer med Tyskland i spidsen fortsætter med at give økonomisk støtte til den hårde ende af indsatspaletten, tvivler eksperter på, om Vestafrika overhovedet kan stabiliseres.

Sahelregionens grundlæggende problem er mangel på fungerende stater, mener Thomas Schiller, der er leder af Sahel-programmet i Konrad Adenauer-stiftelsen i Malis hovedstad, Bamako.

»Der mangler solide statsdannelser,« siger Thomas Schiller til det tyske Handelsblatt.

Ifølge Schiller er ingen af Sahel-landene klædt på til at klare udviklingsopgaver og skabe fred i regionen, som europæerne ønsker. Staterne har faktisk aldrig været stærke nok til at garantere deres interne sikkerhed, hverken i kolonitiden eller efter uafhængigheden, siger eksperten til det tyske dagblad.

Og sikkerhedsproblemet kan næppe løses med ekstern hjælp, medmindre der spyttes anderledes kæmpesummer ind, samtidig med at der koordineres langt strammere end nu. Selv ikke inden for EU’s sikkerheds- og forsvarsrammer er der fodslag.

Ideen fra 2014-2015 om at opbygge en regional hær på 5.000 mand fra de såkaldte G5-lande (Burkina Faso, Mali, Mauretanien, Niger og Tchad), som skal bekæmpe terrorisme, kriminalitet på tværs af grænserne og menneskesmugling ligger stadig underdrejet.

De lovede penge, hovedsageligt fra Tyskland, Frankrig og EU, er kun langsomt blevet udbetalt og slet ikke i en grad, så regionalhæren kan kaldes operationel.

I en rapport fra tænketanken European Council on Foreign Relations (ECFR) fra sidste efterår, opsummeres regionens sikkerhedsproblem sådan her:

»Selv om EU’s bestræbelser på at stabilisere Sahel har givet et par begrænsede succeser, kan EU’s forsøg på at integrere sikkerheds- og udviklingsinitiativer blive dyrt, uholdbart og ufuldendt på sigt. Det skyldes dels, at organisationen er afhængig af lokale regeringers samarbejde (…) – dels at EU-institutionerne ofte ikke er i stand til at overvåge de programmer, de etablerer.«

Lokal kultur

Også i den bløde ende af indsatspaletten er der meningsforskelle mellem aktørerne. For eksempel er kvinders rettigheder og familieplanlægning et følsomt emne i Tyskland. Man kommer let til at tale om prævention, og det er ikke altid populært i tyske katolske kredse.

Danmark og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er derimod fremme i skoene og gør en stor indsats for at styrke kvinders rettigheder og for at dæmpe befolkningseksplosionen i Afrika.

Dermed kæmpes en næsten umulig kamp mod en vestafrikansk kultur, hvor det at få så mange børn som muligt giver status. På verdensplan fører Niger med et fødselstal på gennemsnitligt syv børn pr. kvinde.

Susanne Møller Andersen fra Dansk Røde Kors mener, at Nigers præsident, Mahamadou Issoufou, faktisk gør en oprigtig indsats for at dæmme op for problemet med henblik på at skabe udvikling i landet. Familieplanlægning er da også en konkret del af den nigerske regerings politik.

Susanne Møller Andersen, som ud over undertegnede er den eneste fastboende dansker i Niger, mener, at donorerne skal satse på bløde udviklingsprojekter i stedet for at bruge så mange penge på militær, som alligevel ikke kan løse de massive sociale problemer, Niger har, ikke mindst den enorme ungdomsarbejdsløshed.

Hun peger på, at radikalisering af unge hele tiden udgør en risiko, og det er næppe muligt at dæmme op for den med militær.

»Det koster vel 50 dollar at få et ungt menneske til at sprænge sig i luften, og man kan ikke kontrollere alle unge mennesker alle vegne med militær,« siger hun.

Der er brug for udvikling på alle fronter: i sundhedsvæsenet, uddannelsessektoren, landbruget. Der er hun på linje med rapporten fra European Council on Foreign Relations, hvor skævheden mellem indsatsen og virkeligheden fremhæves:

»I et forsøg på at reagere på EU-medlemsstaternes politiske pres formår EU-interventionerne undertiden ikke at tilpasse sig forholdene på stedet. I stedet øger de lokale spændinger og bidrager potentielt til ustabilitet på lang sigt.«

Og så er den danske Røde Kors-repræsentant spændt på udfaldet af <den Afrikanske Unions topmøde, der skal finde sted i Niamey til juli – ikke mindst resultatet af drøftelserne af dagsordenens punkt om »fri bevægelighed på kontinentet«.

Mens Merkels besøg står på, advarer den Bonn-baserede hjælpeorganisation Welthungerhilfe i det tyske medie Deutsche Welle om, at Sahel-regionen er tæt på at udvikle sig til verdens største humanitære katastrofe.

Organisationen peger på »manglende perspektiver for de unge, klimaforandringer og utilstrækkelig mad til 33 millioner mennesker«, alt i alt et »farligt konfliktpotentiale«.

Godt samarbejde

Alt dette ved Merkel selvfølgelig godt, mens hun bliver kørt gennem Niameys afspærrede gader i en sort skudsikker Toyota-firhjulstrækker for at besøge tyske projekter af den bløde art.

Inden turen går hjemad, er hun også forbi præsident Issoufou. Det haster med at styrke kampen mod terrorisme, narkotika- og menneskesmugling igennem Sahel, siger hun på det efterfølgende pressemøde.

Men for at det skal kunne lade sig gøre, »må vi skabe job for folk i Niger, tilbyde muligheder for borgerne i regionen,« lyder det fra kansleren.

Hun lover 30 millioner euro til at styrke sikkerheden i to nigerske provinser, ti millioner euro til undervisning og vandforsyning samt 15 millioner til sundhedssektoren.

Og så takker hun Issoufou for det gode samarbejde. Han har gjort sit arbejde hidtil ved at agere effektiv forsvarsvold for EU.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Wind-Willassen

Husk nu hvem har været i stand til at sætte en prop i strømmen af unge lykkeridder mænd - EU.
Tak for det.
Udfordringen er nu, at få de korrupte regeringer i nærmest hele afrika til at fordufte, og så må afrikanerne løfte i fællesskab og bygge deres lande op.
Gerne med hjælp fra EU, men kan ikke udføre arbejdet for dem.
Slækker EU på den skrappe kurs over for migrant lykkeridderne, står Palludan typer klar i den politiske kulisse.
Næppe at foretrække.

Michael Friis

"På verdensplan fører Niger med et fødselstal på gennemsnitligt syv børn pr. kvinde."
Niger 2019: 23,1 mill (57) mod 1955: 3,0 mill (93).. 2050 forventet 68.5 mill (29)
Danmark 2019: 5,8 mill (115) mod 1955: 4,4 mill (75) ...2050 forventet 6,3 mill (121)
Tal i parents er landenes placering på verdenrangslisten efter størrelse.

Befolkningsudviklingen er den virkelige klimaudfordring.

Investering i madproduktion og landbrugsjord samt teknologi dertil virker oplagt for pensionskasser - eller er det uforsvarligt og amoralsk, da man derved fremmer destruktionen af vores planet...?

Jeg velkomner, at EU nu vil arbejde aktivt i Nordafrika, - men kun hvis man gør det på den rigtige måde. Men jeg kan tvivle på, at EU både har viljen og kapaciteten.

F.eks. Marocco er et benhård autoritært regime, hvor demokrati nærmest er en tragisk parodi, som man i høj grad kan dø af - eller efter, for det er torturen man dør af.
Marocco har desuden besat det store land, Vestsahara, med den relativt lille kystbefolkning af fiskere. Og disse holdes i et stærkt voldeligt jerngreb uden ret til at fiske, for fiskerettighederne er udlejet til EU. Denne besættelse er i øvrigt stærkt kritiseret af FN. Desuden har Marocco godt kig på et par andre lande, som man er i konstant lavintensiv krig imod.

Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet er på vej. Efter 20 år på magten opsagde præsident Abdelaziz Bouteflika i april 2019 sin "ansættelse" efter splidt pres fra militæret og befolkningens massedemonstrationer. Her trænger landet til lidt hjælp omkring demokrati og afsætning af sine produkter.

Tunesien er det eneste land, hvor "det arabiske forår" har slået lidt igennem. Også Tunesien har behov for en hjælpende demokratisk hånd, hjælp til at bekæmpe korruption samt hjælp til at producere og afsætte varer i EU.

Libyen er et land, som vesten har efterladt i totalt smadret tilstand. Det er et vildt lovløst land, der "ledes" af en række dybt kriminelle "krigsherrer". Hvor EU vil begynde, ved jeg ikke, men man må i hvert fald arbejde samme med alle disse skruppelløse små- og større diktatorer og ikke blot en af de største som nu. samtidig må man bringe menneskelig orden i landet, hvor alle disse diktatorer egentlig handler med slaver - både fra egen befolkning, fra nabobefolkningerne og fra de flygtninge, der flygter gennem Libyen.

Egypten - er heller ikke et land, hvor man kan arbejde sammen med diktatoren. Og det eneste EU kan gøre er formentlig at arbejde for, han bliver styrtet og afløst af frie valg. Dette er langsigtet, men derefter har Egypten ganske meget at byde på.

Israel - Palæstina. Her må EU først og fremmest sætte Israel kniven handelsmæssig og diplomatisk for struben, så de virkelig forstår, at der nu skal etableres en ægte tostats-løsning, hvor Palæstina for samtlige ulovligt besatte områder tilbage. Derefter skal Palæstina have den fornødne hjælp, for Israel skal nok overleve.

Michael Friis

Gert Romme, interessante overvejelser, men du skriver "..kun hvis man gør det på den rigtige måde"
Hvis der var een rigtig og indlysende måde, så var det nok allerede gjort!
Men den rigtige måde for dig er muligvis ikke den rigtige måde for ret mange alle.

Mihail Larsen

Den 'rigtige' måde

Gert Romme har ret i, at vi i Vesten selv er årsag til mange af Afrikas og Mellemøstens problemer i dag. Lige fra kolonialismen, den kaotiske afkolonisering, den velmenende, men fejlagtige 'udviklingshjælp', de postkoloniale militærinterventioner og de uretfærdige, fortsat bestående handelsbarrierer (med Israel som en bemærkelsesværdig undtagelse).

Men inden vi nu flagellantisk påtager os al verdens skyld i gammeltestamentlig arvesynds-forstand, så er der også grund til at pege på det (manglende) medansvar, som afrikanske kleptokratier står for, og den naturgroede forestilling om børneproduktivitet som kilden til rigdom.

Der er givetvis forskel på de afrikanske lande, delvis begrundet i deres tidligere koloni-tilhørsforhold. Derfor er der næppe én rigtig måde at løse Afrikas problemer på. Men måske kunne en tommelfingerregel være, at EU yder en slags Marshall-hjælp til de lande i Afrika, der kan og vil rejse sig, som de europæiske lande gjorde efter 2. verdenskrig.

@ Michael Friis,

Nej, jeg tror absolut ikke, at der kun er en måde at løse disse problemer på. Og jeg tror slet ikke, at der er lette løsninger, der kan klares på kort sigt. Formentlig bliver det meget langvarigt projekt, der kommer til at køre over flere valg-perioder, og derfor let kan komme "ud af kurs" undervejs, når den politiske opfattelse hos Ministerrådet over tid ændrer sig.

Men den lette løsning med f.eks. at støtte en enkelt dybt kriminel krigsherre i Libyen, og ignorere de øvrige, er i hvert fald ikke en løsning.

Det er heller ikke en løsning at fortsætte det handelsmæssige samarbejde med Egypten, og ignirere befolkningens ret til frihed, demokrati og ordene forhold.

Eller berige diktatoren i Marocco ved at købe de fiskerettigheder hand regime med hård hånd og tortur har frataget befolkningen i Vestsahara. Dette er jo nærmest en anerkendelse af regimet.

Eller blive ved med at sende pengen til stor-sultan, Recep Erdogan, i den "Høje Port", der har fængslet hundredevis af journalister, tusinder af skolelærer og akademikere, politi- og militærfolk - ja børn helt ned til 13-15 år - og helt uden dom.

Og hvad med Palæstina-problemet. Måske hører det ikke med til flygtningeproblemet. Men det er fuldstændig uværdigt af EU at ignorere Israels ulovlige overgreb, og blot fortsætte med at købe produkter, der er fremstillet på ulovligt besatte områder. Og desuden vil en acceptabel løsning formentlig også give respekt i nogle af de nævnte lande.

Jeg håber, du med dette forstår, hvad jeg mener. Men jeg kunne også have tilføjet Grækenlands og Italiens flygtningeproblemer, der for længe siden burde have fundet en rimelig løsning. For det er den slags laissez-faire-holdninger fra EU´s side, der får mig til at tvivle på, om EU virkelig har viljen til at løse disse uværdige problemer omkring sig.

Michael Friis

Gert Romme.
Jeg forstår, hvad du mener, men diskussionen om argumentation er interessant, da det viser, hvor forbandet svært, det er at finde løsninger. Frisk du inddrager Palæstina - det er en af de store knuder, men nok ikke så relevant for Vestafrika.
Nogle gange er løsningen den mindst dårlige i stedet for den bedste.
"Måden" er ofte ikke særlig fin.
Måske har P K Gujarat en pointe i, at de barske kineserne er bedre til at få tingene til at ske. Kina har den fordel, at de ikke pådutter "måder" og "systemer" men er kyniske kapitalister og ligeglade med menneskerettigheder. Desuden har Kina masser af penge og et moderne produktionsapperat, der dels skal fodres med råstoffer og dels skal finde nye kunder.
Hvorfor rejser de fattige afrikanere ikke til Asien?

Når information er bliver tilbageholdt oplysninger om de mange døde i Sahara.

EU og de lokale kronotelere vandhuller og forsystninger steder
og alle eder ikke har papirerne i orden bliver sendt tilbage,
Det får flygtninge til at gå udenom kontrolsteder.resultat er at mange dør.
Dem der før drukne på middelhavet, dør nu af tørst i Sahara.
Det har fået EU og de lokale til at afspærre en stor del af Sahara.

I over 3 år har journalister ikke hat adgang til området. de bliver tilbageholdt af EU kontanter
Ifølge lokale NGO'er er der mange tusinder døde, i det afspærret område