Læsetid: 5 min.

Hvis EU vil styrke sin forsvarsvold i Sahara, kræver det mere end bare soldater

EU’s signaler til Sahel-landene svinger fra løfter om blød bistand til hård militær støtte. Hidtil er det lykkedes at få de afrikanske lande til at sætte en prop i for migrantstrømmen. Men en prop løser ingen problemer. Migranterne fortsætter nemlig med at komme sydfra
Det er lykkedes Niger at bremse strømmen af migranter nordpå. Men sydfra fortsætter håbefulde migranter med at bevæge sig ind i Sahel-regionen. Så hvad stiller Niger op med alle de mennesker, som strander her?

Det er lykkedes Niger at bremse strømmen af migranter nordpå. Men sydfra fortsætter håbefulde migranter med at bevæge sig ind i Sahel-regionen. Så hvad stiller Niger op med alle de mennesker, som strander her?

Asger Ladefoged

10. maj 2019

NIAMEY – Enten er Angela Merkel naturligt cool, ellers også rejser hun med et hemmeligt middel, der køler kanslerkroppen ned.

I en lille formiddagstime bliver hun vist rundt i det lokale EU-hovedkvarter i Nigers hovedstad Niamey, mens solen bager, og varmen presser sig op over de 40 grader i skyggen.

De ledsagende embedsfolk i stramme slips sveder tran sammen med følget af tyske journalister, bodyguards og smilende rådgivere. Men ikke den mindste lille svedperle er at se på den tyske kansler.

Angela Merkel er hyppig gæst i det varme Vestafrika. Hun tager jævnligt en smuttur herned for at tjekke, hvordan Europas ydre forsvarsvold mod migranter har det små 3.500 kilometer inde på det afrikanske kontinent.

De to forudgående dage har hun været Burkina Faso og Mali, og denne fredag i starten af maj går turen altså til Niger og blandt andet et besøg hos den 120 personer store stab i EU’s kapacitetsbyggende mission (EUCAP), som er et europæisk samarbejde om uddannelse af lokale politistyrker, i dette tilfælde nigerske styrker.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Wind-Willassen

Husk nu hvem har været i stand til at sætte en prop i strømmen af unge lykkeridder mænd - EU.
Tak for det.
Udfordringen er nu, at få de korrupte regeringer i nærmest hele afrika til at fordufte, og så må afrikanerne løfte i fællesskab og bygge deres lande op.
Gerne med hjælp fra EU, men kan ikke udføre arbejdet for dem.
Slækker EU på den skrappe kurs over for migrant lykkeridderne, står Palludan typer klar i den politiske kulisse.
Næppe at foretrække.

Michael Friis

"På verdensplan fører Niger med et fødselstal på gennemsnitligt syv børn pr. kvinde."
Niger 2019: 23,1 mill (57) mod 1955: 3,0 mill (93).. 2050 forventet 68.5 mill (29)
Danmark 2019: 5,8 mill (115) mod 1955: 4,4 mill (75) ...2050 forventet 6,3 mill (121)
Tal i parents er landenes placering på verdenrangslisten efter størrelse.

Befolkningsudviklingen er den virkelige klimaudfordring.

Investering i madproduktion og landbrugsjord samt teknologi dertil virker oplagt for pensionskasser - eller er det uforsvarligt og amoralsk, da man derved fremmer destruktionen af vores planet...?

Jeg velkomner, at EU nu vil arbejde aktivt i Nordafrika, - men kun hvis man gør det på den rigtige måde. Men jeg kan tvivle på, at EU både har viljen og kapaciteten.

F.eks. Marocco er et benhård autoritært regime, hvor demokrati nærmest er en tragisk parodi, som man i høj grad kan dø af - eller efter, for det er torturen man dør af.
Marocco har desuden besat det store land, Vestsahara, med den relativt lille kystbefolkning af fiskere. Og disse holdes i et stærkt voldeligt jerngreb uden ret til at fiske, for fiskerettighederne er udlejet til EU. Denne besættelse er i øvrigt stærkt kritiseret af FN. Desuden har Marocco godt kig på et par andre lande, som man er i konstant lavintensiv krig imod.

Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet er på vej. Efter 20 år på magten opsagde præsident Abdelaziz Bouteflika i april 2019 sin "ansættelse" efter splidt pres fra militæret og befolkningens massedemonstrationer. Her trænger landet til lidt hjælp omkring demokrati og afsætning af sine produkter.

Tunesien er det eneste land, hvor "det arabiske forår" har slået lidt igennem. Også Tunesien har behov for en hjælpende demokratisk hånd, hjælp til at bekæmpe korruption samt hjælp til at producere og afsætte varer i EU.

Libyen er et land, som vesten har efterladt i totalt smadret tilstand. Det er et vildt lovløst land, der "ledes" af en række dybt kriminelle "krigsherrer". Hvor EU vil begynde, ved jeg ikke, men man må i hvert fald arbejde samme med alle disse skruppelløse små- og større diktatorer og ikke blot en af de største som nu. samtidig må man bringe menneskelig orden i landet, hvor alle disse diktatorer egentlig handler med slaver - både fra egen befolkning, fra nabobefolkningerne og fra de flygtninge, der flygter gennem Libyen.

Egypten - er heller ikke et land, hvor man kan arbejde sammen med diktatoren. Og det eneste EU kan gøre er formentlig at arbejde for, han bliver styrtet og afløst af frie valg. Dette er langsigtet, men derefter har Egypten ganske meget at byde på.

Israel - Palæstina. Her må EU først og fremmest sætte Israel kniven handelsmæssig og diplomatisk for struben, så de virkelig forstår, at der nu skal etableres en ægte tostats-løsning, hvor Palæstina for samtlige ulovligt besatte områder tilbage. Derefter skal Palæstina have den fornødne hjælp, for Israel skal nok overleve.

Michael Friis

Gert Romme, interessante overvejelser, men du skriver "..kun hvis man gør det på den rigtige måde"
Hvis der var een rigtig og indlysende måde, så var det nok allerede gjort!
Men den rigtige måde for dig er muligvis ikke den rigtige måde for ret mange alle.

Mihail Larsen

Den 'rigtige' måde

Gert Romme har ret i, at vi i Vesten selv er årsag til mange af Afrikas og Mellemøstens problemer i dag. Lige fra kolonialismen, den kaotiske afkolonisering, den velmenende, men fejlagtige 'udviklingshjælp', de postkoloniale militærinterventioner og de uretfærdige, fortsat bestående handelsbarrierer (med Israel som en bemærkelsesværdig undtagelse).

Men inden vi nu flagellantisk påtager os al verdens skyld i gammeltestamentlig arvesynds-forstand, så er der også grund til at pege på det (manglende) medansvar, som afrikanske kleptokratier står for, og den naturgroede forestilling om børneproduktivitet som kilden til rigdom.

Der er givetvis forskel på de afrikanske lande, delvis begrundet i deres tidligere koloni-tilhørsforhold. Derfor er der næppe én rigtig måde at løse Afrikas problemer på. Men måske kunne en tommelfingerregel være, at EU yder en slags Marshall-hjælp til de lande i Afrika, der kan og vil rejse sig, som de europæiske lande gjorde efter 2. verdenskrig.

@ Michael Friis,

Nej, jeg tror absolut ikke, at der kun er en måde at løse disse problemer på. Og jeg tror slet ikke, at der er lette løsninger, der kan klares på kort sigt. Formentlig bliver det meget langvarigt projekt, der kommer til at køre over flere valg-perioder, og derfor let kan komme "ud af kurs" undervejs, når den politiske opfattelse hos Ministerrådet over tid ændrer sig.

Men den lette løsning med f.eks. at støtte en enkelt dybt kriminel krigsherre i Libyen, og ignorere de øvrige, er i hvert fald ikke en løsning.

Det er heller ikke en løsning at fortsætte det handelsmæssige samarbejde med Egypten, og ignirere befolkningens ret til frihed, demokrati og ordene forhold.

Eller berige diktatoren i Marocco ved at købe de fiskerettigheder hand regime med hård hånd og tortur har frataget befolkningen i Vestsahara. Dette er jo nærmest en anerkendelse af regimet.

Eller blive ved med at sende pengen til stor-sultan, Recep Erdogan, i den "Høje Port", der har fængslet hundredevis af journalister, tusinder af skolelærer og akademikere, politi- og militærfolk - ja børn helt ned til 13-15 år - og helt uden dom.

Og hvad med Palæstina-problemet. Måske hører det ikke med til flygtningeproblemet. Men det er fuldstændig uværdigt af EU at ignorere Israels ulovlige overgreb, og blot fortsætte med at købe produkter, der er fremstillet på ulovligt besatte områder. Og desuden vil en acceptabel løsning formentlig også give respekt i nogle af de nævnte lande.

Jeg håber, du med dette forstår, hvad jeg mener. Men jeg kunne også have tilføjet Grækenlands og Italiens flygtningeproblemer, der for længe siden burde have fundet en rimelig løsning. For det er den slags laissez-faire-holdninger fra EU´s side, der får mig til at tvivle på, om EU virkelig har viljen til at løse disse uværdige problemer omkring sig.

Michael Friis

Gert Romme.
Jeg forstår, hvad du mener, men diskussionen om argumentation er interessant, da det viser, hvor forbandet svært, det er at finde løsninger. Frisk du inddrager Palæstina - det er en af de store knuder, men nok ikke så relevant for Vestafrika.
Nogle gange er løsningen den mindst dårlige i stedet for den bedste.
"Måden" er ofte ikke særlig fin.
Måske har P K Gujarat en pointe i, at de barske kineserne er bedre til at få tingene til at ske. Kina har den fordel, at de ikke pådutter "måder" og "systemer" men er kyniske kapitalister og ligeglade med menneskerettigheder. Desuden har Kina masser af penge og et moderne produktionsapperat, der dels skal fodres med råstoffer og dels skal finde nye kunder.
Hvorfor rejser de fattige afrikanere ikke til Asien?

Karsten Jensen

Når information er bliver tilbageholdt oplysninger om de mange døde i Sahara.

EU og de lokale kronotelere vandhuller og forsystninger steder
og alle eder ikke har papirerne i orden bliver sendt tilbage,
Det får flygtninge til at gå udenom kontrolsteder.resultat er at mange dør.
Dem der før drukne på middelhavet, dør nu af tørst i Sahara.
Det har fået EU og de lokale til at afspærre en stor del af Sahara.

I over 3 år har journalister ikke hat adgang til området. de bliver tilbageholdt af EU kontanter
Ifølge lokale NGO'er er der mange tusinder døde, i det afspærret område