Læsetid: 3 min.

Europas midte står styrket - men vælgerflugten fortsætter fra de store folkepartier

Europa-valget bød på stærk fremgang til de grønne og liberale grupper – og til Europas nationalister. De etablerede blokke og folkepartier slikker derimod deres sår i et nyt og fragmenteret Europa-Parlament, hvor kampen vil blive udkæmpet i midten
Den grønne gruppes to talspersoner – Philippe Lamberts fra Belgien og Ska Keller fra Tyskland – kunne i Bruxelles søndag konstatere, at den grønne gruppe i parlamentet i lighed med den liberale Alde-gruppe fik stor fremgang ved europaparlamentsvalget.

Den grønne gruppes to talspersoner – Philippe Lamberts fra Belgien og Ska Keller fra Tyskland – kunne i Bruxelles søndag konstatere, at den grønne gruppe i parlamentet i lighed med den liberale Alde-gruppe fik stor fremgang ved europaparlamentsvalget.

Yves Herman

27. maj 2019

Efter verdens største tværnationale valg med omkring 420 millioner vælgere fra 28 lande kommer Europa-Parlamentet til at se markant anderledes ud de kommende fem år.

Set fra et pro-europæisk perspektiv overstråler de gode nyheder de dårlige. Ikke mindst i kraft en solid grøn bølge, der blev båret af den store stemmeprocent.

Efter bragende tilbagegang kan den socialdemokratiske S&D-gruppe og den konservative EPP-gruppe for første gang siden 1979 derimod ikke længere ikke bestemme alene i parlamentet: fra et samlet flertal i den forgange valgperiode med i alt 412 ud af parlamentets 751 mandater vil de to største blokke nu sammenlagt sidde med omkring 329 mandater (før Brexit).

De to store skal altså finde en eller flere allierede for at opnå flertal. Den udvikling skaber helt nye krav til kompromisberedskabet i parlamentet – og den afspejler i høj grad den vedvarende vælgerflugt fra de store folkepartier i Europa.

Selvforskyldt nederlag

Eksemplarisk for den udvikling står valgresultatet fra Tyskland, hvor regeringspartierne i Merkels CDU/CSU og i socialdemokratiske SPD får stadig sværere ved at omtale sig som en ’stor koalition’. Efter en valgkamp med et uklart valgindhold og en fraværende klimadagsorden fik især de tyske socialdemokrater så voldsomme klø, at stolen vakler under partileder Andrea Nahles, og regeringspartiets krise kan meget vel sprede sig til hele regeringen.

I Frankrig var billedet ikke meget kønnere. Her havnede Marine Le Pens Rassemblement National som stærkeste parti lige foran Macrons omdøbte Rennaisance-parti med et resultat på 23,5 pct. mod 22,5 pct. Macron led dermed et delvist selvforskyldt nederlag efter en valgkamp, som han selv havde kogt ned til at være til en kamp mellem progressive europæere og europaskadelige populister – altså mellem Le Pen og Macron selv.

Men mandaterne fra den franske præsidents nye parti giver samlet Europa-Parlaments største fremgang til den liberale ALDE-gruppe, hvor også De Radikale og Venstre nu er med til at udgøre de godt hundrede mandater.

Mere alarmerende ser det ud i det tredje store EU-land efter Brexit, Italien. Mens Femstjernebevægelsen sank ned i dybet, høstede Salvinis parti Lega et rekordresultat med omkring 30 procent. Trods denne jordskredssejr vil de EU-skeptiske højrepopulister næppe kunne bevæge meget i parlamentet. De er både internt splittet og har oplevet nederlag i lande som Finland, Holland, Østrig og ikke mindst Danmark.

Grøn bølge bekræftet

At midten af parlamentet får den afgørende betydning, skyldes – ud over den liberale gruppes fremgang – ikke mindst den grønne bølge. Med en samlet fremgang på hele 18 mandater blev bølgen markant større, end den grønne EFA-gruppe selv havde turdet håbe på. Den bølge blev i særdeleshed udløst af tyske De Grønne, der blev  Tysklandss næststørste parti, men også i lande som Frankrig, Irland, Holland, Østrig og Finland står de grønne partier nu med stærke, tocifrede resultater.

Igen peger det tyske valg på en generel tendens, nemlig en alarmerende splittelse mellem by og land, mellem øst og vest og mellem ung og gammel: Blandt unge og i de tyske storbyer blev De Grønne det stærkeste parti, mens det klimavidenskabsfornægtende AfD lå i front i østlige delstater som Sachsen og Brandenburg og især blandt ældre vælgere.

I Østeuropa er billedet broget. Viktor Orbans Fidesz sætter sig på hele 13 ud af de 21 ungarske mandater, men ellers har de højrenationalistiske partier fået middelmådige resultater. Det gælder selv i Polen, hvor den unge centrum-højrealliance Europæisk Koalition (KE) havnede lige i hælene på det regerende PiS-parti i et valg, der viste soleklare skel mellem land og by og mellem det vestlige og det østlige Polen.

Ud over den fragmenterede men styrkede midte og den store optur til grønne og klimabevidste partier, var valgdeltagelsen i sig selv værd at hejse EU-flaget for. Ved det første Europa-Parlamentsvalg i 1979 stemte hele 62 procent af den europæiske befolkning, men siden da er stemmetallet kontinuerligt gået nedad, indtil det ramte den hidtidige bund i 2014 med en stemmeprocent på 41,6. Ved søndagens valg var der atter over 50 procent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Ejvind Larsen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man kan i hvert fald sige, at de grønne partier har fået en afgørende rolle, når sagerne skal behandles på den demokratiske "vægt". Og hvis de virkelig forstår at udnytte denne funktion, vil de kunne gennem føre ganske meget i denne samling.

Man kan også sige, at taberne er de gamle magt-partier, der helst arbejder uden at tage sig af andres kritik, og ikke har problemer med at gennemføre store forandringer med et meget lille flertal.

Men taberne er især de partigrupper, der normalt varetager de europæiske miniriteters rettigheder i Unionen. Det vil sige de oprindelige folk:
- Samer, bretoner, cimbrer, elsasser, friser, furlaner, ladiner, rutener, vlacher, gagauzer, sorber og kasjuber med flere.
- Kvinder der her hundrede år efter kvinders valgret endnu ikke er ligestillet med mændene.
- Og de seksuelle minoriteters rettigheder.

Til gengæld kan man formentlig sige, at alle disse højrenationale partier, der har en hale af ekstrem fascistiske, racistiske og nazistiske interesser, formentlig ikke vil få nogen meget stor betydning i parlamentet.