Læsetid: 9 min.

»Europavalget er et klimavalg: Enten for status quo eller for et grønt Europa«

37-årige tyske Ska Keller er den grønne koalitions spidskandidat til posten som præsident for EU-Kommissionen. Denne weekend stemmer de sidste lande til europaparlamentsvalget, og som i mange andre lande står Kellers eget grønne parti til stor fremgang. Hun siger til Information, at opbruddet i Europa er en åbning for den grønne agenda
»Der er et stort flertal i Europa, som ikke vil affinde sig med hverken racisme eller en illiberal undergravning af retsstaten – og der er et stort flertal af europæere, som faktisk ønsker at gøre noget ved klimakrisen,« siger Ska Keller, den grønne gruppe kandidat til posten som kommissionsformand.

»Der er et stort flertal i Europa, som ikke vil affinde sig med hverken racisme eller en illiberal undergravning af retsstaten – og der er et stort flertal af europæere, som faktisk ønsker at gøre noget ved klimakrisen,« siger Ska Keller, den grønne gruppe kandidat til posten som kommissionsformand.

Nicolas Liponne/Getty Images

25. maj 2019

»Der er rigtig meget på spil på rigtig mange fronter. Men selvfølgelig er europavalget især et klimavalg: enten for status quo eller for et grønt Europa. Og her kæmper vi grønne for et grønt, socialt og retsstatsbaseret Europa.«

Den 37-årige Franziska Maria Keller – bedre kendt som Ska Keller – har noget at have sin optimisme i, da Information møder hende en kølig og solrig majdag i Berlin. Hendes tyske parti De Grønne er i kraftig medvind. I en række lande som Luxemburg, Holland, Finland og Belgien har deres grønne søsterpartier national optur, og selv danske SF fra den grønne europæiske gruppe står søndag til at fordoble sit ene europæiske mandat.

Dermed står den grønne gruppe i Europa-Parlamentet formentlig til omkring fem mandaters fremgang fra de nuværende 51 ud af parlamentets 751 sæder. Og Ska Keller, der stammer fra den dels østtyske, dels polske provinsflække Guben/Gubin i det sammenflydte grænseområde mellem Tyskland og Polen – »derude hvor Europa lever i praksis«, som hun siger – er den ene af gruppens to Spitzenkandidaten. Hun er med andre ord det grønne bud på en europæisk kommissionsformand efter Jean-Claude Juncker i den såkaldte spitzenkandidat-procedure, hvor parlamentets partier og grupper indstiller deres kandidat.

»Rolig nu,« lyder det med et smil fra den kortklippede Ska Keller, der har siddet i Europa-Parlamentet siden 2009.

»Vores hovedmål er at blive en stærkere europæisk drivkraft for klimabeskyttelse og for et socialt og demokratisk Europa. Med de nuværende prognoser ser det ud til at gå op.«

Større magt til de små

Nicolas Liponne/Ritzau Foto
De gunstige grønne vinde skyldes i hendes øjne ikke kun de måske ti procent flere parlamentarikere, det kunne blive til. Det skyldes nærmere hele den nye vægtning, som parlamentet tegner til at få.

Da nogle grupper sammensættes anderledes efter valget, er det umuligt at lave præcise prognoser. Men ved siden af den grønne partigruppe kommer der helt sikkert også fremgang til den liberale ALDE-gruppe, som både Venstre og De Radikale sidder i, og til en række højrenationalistiske EU-kritikere. Alt sammen på bekostning af de to store partigrupper, den konservative EPP-gruppe og den socialdemokratiske S&D-gruppe, som formentlig mister deres fælles flertal.

»Det vil øge indflydelsen for mindre grupper som de grønne. I Europa-Parlamentet har vi ikke stabile koalitioner, som man kender det fra de nationale parlamenter med en regeringskoalition og opposition,« siger Ska Keller.

»I de vekslende flertal kan vi faktisk bevæge meget som en mindre fraktion – ikke mindst hvis de to store blokke med konservative og socialdemokrater mister deres flertal. Dermed kan vi også opnå mere for klimabeskyttelse og økologi i EU. Vi har ofte afstemninger i Europa-Parlamentet, hvor der er meget snævre afgørelser med få stemmers flertal. Så hvert eneste mandat tæller, også for den grønne gruppe.«

Dramatiseret trussel fra højre

Selv i sine mere analytiske svar er Ska Keller tydeligvis i valgkamphumør. Men i sit syn på styrkelsen af de højrepopulistiske partier nægter hun at male med på det dommedagsbillede, som mange medier ellers ynder for tiden. I hendes øjne er det afgørende forskydningen i magtbalancen på midten.

»Ja, højrepopulisterne er destruktive for Europa, fordi de vil skabe mure og grænser. De nægter at gøre noget for klimaet og miljøet – eller for menneskerettigheder og demokratiet. Jeg vil ikke tale faren fra højre ned, men det er ingen naturlov, at højrefløjen bare bliver stærkere og stærkere,« siger hun og henviser til den nylige finske valgkamp, som hun fulgte tæt pga. sin finske mand.

»Her fik De Sande Finner enorm opmærksomhed, men det var især de grønne, der gik frem. I Spanien talte alle om VOX, men det var især socialisterne, der fik fremgang.«

Med henvisning til den generelt stærke EU-opbakning i Østeuropa afviser hun samtidig, at der skulle være en nationalpopulistisk splittelse mellem øst og vest.

»Der er et stort flertal i Europa, som ikke vil affinde sig med hverken racisme eller en illiberal undergravning af retsstaten – og der er et stort flertal af europæere, som faktisk ønsker at gøre noget ved klimakrisen.«

På dette punkt er Ska Keller ikke bange for, at den grønne agenda for længst er blevet overtaget af de øvrige partigrupper i takt med, at klima og miljø er kommet op på siden af flygtninge og integration som valgets vigtigste emner i mange europæiske lande.

»Klima- og miljøbeskyttelse er vores stærkeste fokus. Partierne i den grønne parlamentsgruppe er alle socialt orienterede, proeuropæiske og især grønne. Vi vakler ikke som eksempelvis den konservative gruppe, der stadig holder Fidesz i gruppen,« siger hun om det ungarske regeringsparti, der dog er blevet suspenderet fra de konservatives gruppe for sin illiberale politik.

Atmosfæren som losseplads

I den sidste store debat mellem spidskandidaterne til posten som kommissionspræsident stod Ska Keller over for blandt andre Manfred Weber fra den konservative EPP-gruppe, Margrethe Vestager fra den liberale ALDE-gruppe og Frans Timmermans fra den socialdemokratiske S&D-gruppe. Her lagde Timmermans snøren ud for en meget bred venstrefløjskoalition af socialister, macronister, liberale og grønne. En sådan alliance vil især være rettet mod den største europæiske gruppe, det konservative EPP, der sidder på præsidentposten i både parlamentet, kommissionen og rådet.

Ska Keller afviser, at der eksisterer en aftale om en sådan alliance, eller at den grønne gruppe skulle blive et ’grønt påhæng’ i en sådan koalition. Men over for Information understreger hun samtidig, at kommissionspræsidenten skal have et flertal bag sig i Europa-Parlamentet.

»Det kan EPP ikke være sikre på at få, bare fordi de er den største gruppe.«

På det sociale område ligger den grønne gruppe godt nok relativt tæt op ad den socialdemokratiske S&D-fraktion. Men socialdemokraternes miljø- og klimaambitioner giver Ska Keller ikke meget for, selv om Frans Timmermans har kaldt klimabeskyttelse for »EU’s højeste prioritet«. Endnu mere skeptisk er hun over for EPP-gruppen og Manfred Weber fra sydtyske CSU.

»Manfred Weber afviser bl.a. en CO2-beskatning. Vi understøtter ikke en kommissionschef, der ikke engang vil bruge de mest simple redskaber til klimabeskyttelse,« siger hun.

»Det ligger desværre på linje med den tyske regering, der efterhånden hellere stiller sig på Polens side i spørgsmålet om kulkraft end at kæmpe for en progressiv agenda.«

En af Ska Kellers kæpheste er, at Europa skal lægge langt mere fokus på energieffektivitet, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at stoppe med at bruge atmosfæren som CO2-losseplads. Og det skal vi, for lossepladsen er snart fuld, mener hun.

»Vi har allerede et system for CO2-certifikater, men det dækker langtfra alle sektorer, og virksomhederne får stukket gratis certifikater op i næsen. Derfor kræver vi en CO2-skat, så hvert eneste ton CO2, som pustes ud i atmosfæren, har en pris.«

Ordentlige lønninger

For at undgå en social skævvridning er det den grønne gruppes grundtanke, at staten udbetaler overskuddet fra CO2-skatten til alle borgere.

»Dermed vil de mennesker med de laveste indkomster, som i reglen også har et markant mindre CO2-forbrug, få den største fordel,« siger hun og henviser til »det gule spøgelse i Frankrig«.

»Han droppede først topskatterne for derefter at indføre en dieselskat – vel at mærke i et centraliseret land med et dårligt regionalt jernbanenet,« siger hun.

»Også derfor kræver vi en CO2-skat. Selv hvis jeg kører i bil til arbejde, producerer jeg i reglen stadig langt mindre CO2, end hvis jeg flyver på ferie tre gange om året.«

Indvendingen om, at det grønne forslag næppe vil gavne den lavtlønnede pendler i Europas landregioner, parerer Ska Keller med, at det er et spørgsmål om tilstrækkelig omfordeling og udbygning af den offentlige transport.

»Men her handler det også om, at vi i Europa skal skabe ordentlige lønninger, som folk skal kunne leve af – med et sundt miljø.«

Flere deals

På klima- og energiområdet kræver den grønne gruppe hurtigst muligt en omstilling til 100 procent vedvarende energi i Europa. Uden atomkraft. Og uden russisk gas via Nord Stream 2, som Ska Keller betegner som en »klima- og geopolitisk vildfarelse«. Hvor hurtigt det vil være teknisk muligt, er en meget, meget lang debat, medgiver hun, mens hun holder fast i, at det vil være muligt i kraft af langt større satsninger på både kendte løsninger og forskning.

Som en del af de grønnes New Green Deal, der både skal skabe job og grøn omstilling, foreslår gruppen en milliardforøgelse af det europæiske budget fra ca. én procent i dag til 1,3 procent – herunder også med direkte EU-indtægter fra bl.a. finanstransaktionsskat.

Men på netop det område ligger der markant mere ambitiøse forslag fra DiEM25 og Europæisk Forår, der i deres New Green Deal vil investere flere hundrede milliarder i grøn omstilling hvert år.

»Altså, nu er det jo os, der har opfundet New Green Deal – godt nok uden at tage patent på den,« siger Ska Keller med et kort grin.

»For det første ønsker eksempelvis både den danske og den tyske regering et mindre EU-bidrag. Så 1,3 procent er faktisk en ambitiøs stigning. For det andet kunne vi holde op med at give omkring 55 millioner euro om året i støtte til fossile energier i Europa. Hvis vi samtidig lukkede de europæiske skattehuller og sørgede for, at bageren nede på hjørnet ikke betaler mere i skat end Amazon, så ville vi have rigtig mange penge til at skabe en ambitiøs energiomstilling og til at skabe en økologisk og social bæredygtig økonomi,« siger hun.

Lobbyisternes pibe

Af miljømæssige landvindinger, som parlamentet har udrettet de forgangne fem år, nævner Ska Keller opdæmningen af syndfloden af plastikposer, sænkningen af CO2-grænserne for biler og nye lovrammer for varmeenergi og energieffektivitet.

»Vi grønne har langtfra opnået alt, hvad vi ville, men hey: Vi er kommet et godt stykke,« siger hun.

»Hvad landbrugssektoren angår, må jeg indrømme, at det er et af de problematiske områder, hvor vi faktisk også oplever tilbageskridt i den igangværende landbrugsreform. Det er svært, men slaget er ikke tabt endnu.«

Men trods de nye magtforhold i parlamentet: Hvad kan den relativt lille grønne gruppe overhovedet bevæge i det stærkt interessestyrede landbrugsudvalg i Europa-Parlamentet?

En hel del, hævder Ska Keller og gør opmærksom på, at de europæiske landmænd både er syndere og ofre i kriserne om klima og biodiversitet.

»Problemet ligger i, når parlamentarikerne kun danser efter lobbyisternes pibe. Vi er netop nu ved at formulere de næste syv års landbrugspolitik og ja, vi har for nylig lidt et ordentligt nederlag i en afstemning om reformen i landbrugsudvalget, men det sidste ord er ikke sagt i den sag.«

– Med andre ord: Det er begrænset, hvad I kan bevæge på landbrugsområdet?

»Efter valget arbejder vi videre med reformen. Der kan vi bevæge noget, især hvis vi får flere mandater,« siger Ska Keller.

»Vi kræver, at offentlige midler også går til offentlige goder og ikke bare udbetales som arealstøtte. Hvis landskabet, miljøet, biodiversiteten og klimaet beskyttes, så skal det støttes. Men som det er nu, får man flere penge, jo mere jord man har. Det er absurd, også fordi der er større og større efterspørgsel på økologiske produkter.«

– Men de fleste forbrugere vil jo stadig helst gå i Aldi og købe en liter mælk for 70 cent …

»Nej. Europæerne vil have sunde produkter og give deres børn mælk og mad uden pesticider! Forskellige undersøgelser viser, at folk faktisk gerne vil betale mere for kød og mælk og mad, hvis de kan være sikre på, at det er fri for skadelige stoffer.«

Ukendt op af hatten

At Ska Keller næppe har en realistisk chance for at blive kommissionspræsident, hindrer hende ikke i flittigt at bruge positionen som kandidat i den grønne valgkamp. Eksempelvis at hendes kandidatur er vigtigt, fordi hun er kvinde. Men er hun dermed en kvotekvinde?

»Og hvis jeg er, hvad så?« spørger hun venligt tilbage.

»I De Grønne i Tyskland har vi også en kvindekvote. Det er en af grundene til, at vi er det parti med den største andel af kvinder i parlamentet. Det ville selvfølgelig være bedre, hvis kvoter ikke var nødvendige. Men vi har kun godt 30 procent kvindelige europaparlamentarikere, og vi har aldrig haft en kvindelig kommissionspræsident. Det er på høje tid,« siger Ska Keller.

At Margrethe Vestager både er egnet og kvinde, benægter Ska Keller ikke. Men hun er ikke just imponeret over, at ALDE i 2014 var »de stærkeste forfægtere af proceduren med spitzenkandidaten«, mens de i samarbejde med Macron nu helt er ved at undergrave denne procedure i egen taktiske interesse.

»Spitzenkandidat-proceduren er ikke løsningen på alle problemer, men den er et stort demokratisk fremskridt på europæisk niveau,« siger Ska Keller.

»Nu risikerer vi igen at havne der, hvor stats- og regeringscheferne hiver en eller anden politiker op af hatten, eller en anden, som ikke engang har været på valg. Jeg håber ikke, at rådet ødelægger det fremskridt.«

Serie

EP-valg 2019: Et nyt EU

Det er det mest spændende valg til Europa-Parlamentet i vor tid. Uanset hvad, bliver det et helt nyt EU, der træder frem på den anden side. De britiske parlamentarikere er måske væk, på godt og ondt, og de seneste års politiske opbrud i Europa skaber mulighed for helt nye alliancer til at løse de problemer, der mere end nogensinde bekymrer europæerne: klima, migration og social uretfærdighed.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Lindholm

Fremtiden byder på to muligheder. Enten løser menneskeligheden klima- og bæredygtigheds problematikken eller også venter der uendelige alt ødelæggende globale konflikter.

Estermarie Mandelquist, Hans Houmøller, Gert Romme og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar

Jeg mener, at dette valgt faktisk kan give borgerne en enorm mulighed med EU.

Sagen er jo, at det ikke blot er højrepopulister, der vinder frem. Men det gør også de "grønne" partier, der typisk bygger på et socialistisk grundlag. Og hvis de gamle liberale magtpartier bliver svækkede, og det gør de jo, da det er dem, der afgiver stemmer til begge yderfløje, giver det en rigtig stor mulighed for at ændre hele Europa.

Ser man på de højrepopulistiske grupper, har de egentlig ikke meget til fælles, og det svækker deres muligheder vitalt, at de er faktisk er opdelt i 3 grupper. Og egentlig har de fleste af disse populister ingen egentlig politik at fremlægge. Deres primære politik frem til nu har været at gafle penge fra EU´s kasse til politisk arbejde, hvilket også har finansieret deres drift.

Derfor kan de grønne partier - hvis de kan finde sammen med de rigtige socialistpartier i et konstruktivt samarbejde, både skabe en hensigtsmæssig klimapolitik for hele samfundet, samt sikre en jævnbyrdig social fordeling af den årlige værdivækst.

Og dette giver faktisk muligheder, Europas borgere ikke har haft i mange år.