Analyse
Læsetid: 6 min.

Forud for Brexit afventer briterne et bizart EP-valg og en dato for Mays exit

Dramatiske uger er i vente i britisk politik. Premierministeren forventes at bekendtgøre sin afskedsdato, og regeringspartiet står til sit dårligste valgresultat nogensinde. En kamp om, hvem der er mest britisk og mindst europæisk venter forude
Et par dramatiske uger venter forude for den britiske premierminister Theresa May – først EP-valget og derefter et desperat redningsforsøg.

Et par dramatiske uger venter forude for den britiske premierminister Theresa May – først EP-valget og derefter et desperat redningsforsøg.

Gustavo Valiente

Udland
20. maj 2019

I torsdags sad premierminister Theresa May bænket over for The 1922 Committee, det udvalg i parlamentet, der repræsenterer den samlede gruppe af konservative backbenchers (dvs. parlamentarikere, der ikke har en aktiv rolle i regeringen eller oppositionens skyggeregering).

May vidste allerede før mødet begyndte, at det ikke ville blive nemt, og det blev det heller ikke.

Komiteens formand, Sir Graham Brady, fortalte uden omsvøb premierministeren, at man havde mistet tiltroen til hende som leder og forlangte en køreplan for hendes afgang nu og her. Premierministeren håber stadig at kunne få sin reviderede udtrædelsesaftale gennem Underhuset, og det lykkedes hende at sikre sig nok et par uger til at afholde endnu en afstemning, før hun bekendtgør sin afgang.

Mødet var følelsesladet. Flere deltagere fortalte efterfølgende, at Theresa May havde tårer i øjnene. Om tårerne gjaldt hendes egen politiske skæbne eller det parti, hun leder, vides ikke.

Dermed er der udsigt til endnu en runde i maratonboksekampen mellem May og hendes eget bagland og et sidste feberforsøg på en knockout sejr.

Umiddelbart er der intet der tyder på, at May denne gang skulle have held med sit forehavende, og at hun som et ringvrag vælger frivilligt at kravle ind i ringen igen for at modtage endnu flere slag kan tendere til masochisme. At der måske alligevel er en lillebitte chance for, at hun kan vinde, vender vi tilbage til senere.

Farvel til et umuligt samarbejde

For først skal et umage makkerpar lægges i graven. Mere end seks uger brugte De Konservative og Labour på at forhandle en fælles Brexit-aftale, der ville kunne tilfredsstille i hvert fald et flertal i parlamentet.

Undervejs forlød det, at mulighederne var til stede. Aftalen skulle i korte træk tage udgangspunkt i den udtrædelsesaftale, May har forhandlet hjem med EU, tilsat et løfte om britisk deltagelse i en toldunion. En sådan aftale virkede dog hele tiden usandsynlig.

Den konservative højrefløj, der i forvejen ikke har meget til overs for deres leder, ville være klar til at lynche hende, skulle hun binde Storbritannien til en toldaftale med EU, der ville forhindre briterne i frit at søge handelsaftaler rundt om i verden.

Omvendt ville det klare flertal af Labour-politikere, der mere end noget andet ønsker en ny Brexit-folkeafstemning, ikke kunne tilgive Jeremy Corbyn for at have forspildt denne mulighed.

At forhandlingerne mellem dem fortsatte så længe kan måske undre. Det forlyder, at der til det sidste var helhjertede forsøg på at skabe enighed, hvilket mere end noget andet viser, at der er dyb frygt blandt de store britiske magtpartier for fremtiden.

Det bizarre valg

Og den fremtid rammer os i denne uge. Den 23. maj skal briterne holde alle tiders mest bizarre EU-parlamentsvalg. Bizart, fordi de valgte muligvis aldrig kommer til at sidde i parlamentet, og ellers formodentlig kun i kort tid.

Seneste meningsmåling viser, at de store partier styrtbløder.

De Konservative står til det værste valg i partiets historie. Kun ni procent får de i den seneste meningsmåling i The Daily Telegraph. Det er intet mindre end et katastrofalt resultat. Labour står til ydmygende 15 procent af stemmerne, mens Liberaldemokraterne står til et flot valg med 16 procent af stemmerne.

Men den absolutte topscorer ser ud til at blive Nigel Farages nystiftede The Brexit Party, der står til hele 35 procent af stemmerne.

Populisternes komme

Nigel Farage er lige nu den nye sherif i byen. The Brexit Partys eneste nedskrevne målsætning er at forlade EU med no deal. Det er tankevækkende, at 35 procent af de adspurgte ville stemme på et parti, der har det for øje – og så intet andet. Nigel Farage har pure nægtet at løfte sløret for, hvad The Brexit Partys andre politiske holdninger er:

»De kan tids nok komme. Nu drejer det sig om at sende et klart budskab ved EP-valgene,« siger Farage.

Han har dog lovet et bredere partiprogram efterfølgende og også ladet forstå, at han og partiet stiller op ved et eventuelt kommende parlamentsvalg.

At gå fra nul til 35 procent på bare en måned er uden fortilfælde i Storbritannien, og Nigel Farages evne til at sætte dagsordenen kan meget vel influere kraftigt på den britiske politiske dagsorden i de kommende vigtige måneder.

Ikke mindst på udviklingen hos De Konservative. Med udsigten til Mays afgang, som ifølge flere konservative kommentatorer sker allerede den 30. juni for at sikre en ny leder tid til at reorganisere i sommermånederne, er der røre blandt hendes mulige arvtagere.

Tidligere udenrigsminister, Boris Johnson, der er bookmakernes favorit, offentliggjorde forleden sit kandidatur. Adspurgt på en konference, om han ville stille op, svarede Boris Johnson:

»Jeg stiller op, selvfølgelig stiller jeg op«.

Den konservative kommentator Tim Staney skrev i The Daily Telegraph:

»Cometh the hour cometh the man. It’s time for the Conservatives to send for Boris.«

Tankegangen er, at Boris som en anden Churchill kan hjælpe partiet og nationen i deres darkest hour og byde fjenden trods. Boris Johnson er umådeligt populær i det konservative parti set ude fra Westminster, men ildeset blandt mange af kollegaerne i og omkring parlamentet.

Hans åbenlyse populistiske træk — han har skiftet synspunkt med folkestemningen på flere områder, bl.a Brexit – gør ham, menes det, i stand til at imødegå Nigel Farages populisme.

Det er ikke givet, at Johnson vinder kampen om at blive konservativ leder, men sker det, er der om ikke andet udsigt til en kulørt fejde mellem Johnson og Farage om, hvem der er mest britisk og mindst europæisk.

En usandsynlig vinder?

Labour står i en besynderlig situation. Udsigt til 15 procent ved et EP-valg ville under normale omstændigheder være dybt bekymrende. Men Jeremy Corbyn sidder roligt i sadlen. På trods af hårdt pres fra det klare proeuropæiske flertal i partiet har han fortsat ikke endegyldigt krævet en ny Brexit-folkeafstemning.

Hans meningsmålinger er på ingen måde overbevisende, og Labour bløder lige nu i den grad stemmer til Liberaldemokraterne. Men lykken ser ud til at smile hans vej.

Et drabeligt slag mellem The Brexit Party og De Konservative vil give Corbyn en enestående mulighed for at positionere sig som den mest spiselige politiske leder. Ikke at han er særlig elsket bortset fra hos den aktivistiske venstrefløj, der fik ham til magten i Labour. Men han fremstår som en ærlig mand midt i et galehus.

Nigel Farage har godt nok annonceret, at han mener at kunne æde Labours stemmer ved et kommende parlamentsvalg, men den største indhugst vil han utvivlsomt gøre blandt utilfredse konservative vælgere.

Corbyn har lurepasset gennem flere år, men han og Labour bliver nødt til at bide til bolle på et tidspunkt, og det tidspunkt indtræffer formodentlig snart. Partiet har ikke råd til at være så vævende, som det er nu, i forhold til Brexit. Det viser Liberaldemokraternes genkomst. Omstændigheder uden for egne rækker tilsmiler Corbyn lige nu, men lykken er som bekendt lunefuld.

Et par dramatiske uger venter forude. Først med EP-valget og efterfølgende Mays desperate redningsforsøg. Om tre ugers tid ved vi mere om, hvor stort et nederlag, regeringen og det største oppositionsparti har lidt, og om May mod alle odds får fedtet sin udtrædelsesaftale gennem Underhuset.

Sidste melding fra kilder tæt på premierministeren er, at hun planlægger at fremlægge en ny og ’forbedret’ skilsmisseaftale, der blandt andet sikrer arbejdstageres rettigheder.

Noget sådant vil være et forsøg på at gøre aftalen mere spiselig for Labour-politikere. Skulle May få held med det, vil det være fordi panikken har bredt sig så voldsomt, at parlamentarikerne hellere vil affinde sig med en aftale, få ønsker, end risikere en fuldstændig nedsmeltning af britisk partipolitik som vi kender det.

For på det politiske barometer er udsigten til en langvarig og ødelæggende storm. Det kan under alle omstændigheder blive svært at komme videre med den nuværende fastlåste politiske situation.

Selv Theresa Mays afgang vil ikke løse De Konservatives problemer, og en ny leder vil have brug for et nyt mandat. Der vil blive brug for at ryste posen, men hvem, der stikker hovedet sejrrigt op af den pose, er mere end svært at forudse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Interessant analyse - Jacob. En nedsmeltning af verdens første demokrati hvis udgangspunkt er "Magna Carta" - et 800 år gammelt frihedbrev til adelen ses i real-time. Fornyelse smerter,skiller befolkningen mere end vi som danskere kan forstå.

Eva Schwanenflügel

Igen en fremragende analyse af Jakob Illeborg, som må siges at have fingeren helt på pulsen.

De er skøre, de Briter ;-)

Christian Mondrup og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Man kan i hvert fald fastslå, at Tory med de stolte aner fra 1700-tallet samt venner der har lagt grunden til, at nogen kan nedgøre og latterliggøre folkestyre og demokrati i Storbritannien.

Og så kan man videre konstatere, at det er Nigel Farage, Catherine Blaiklock og ikke mindst Boris Johnson, der eksekvere denne nedgørelse og latterliggørelse.

Men dem, det går ud over, det er briter i andre EU-lande. Men det er først og fremmest EU-borgere i Storbritannien, der endnu ikke kender deres fremtid i blot den aller nærmeste periode.

Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det kunne være at eliterne i Europa og resten af verden skulle dele ldt ud af deres privilegier, hvis de vil ha de lavere klasser til aktivt at stemme for et globalserngstog, de ikke får noget ud af, andet end det arbejde der bliver, når eiten skal ha benzin på Audien og deslignende....

Eva Schwanenflügel

@ Jan Jensen

Jo mere delt et samfund bliver delt i dem der har og dem der mangler noget, jo mere stiger overklassens foragt.
Det er målt via forskning.
Så vi i Danmark har stor interesse i et mere lige samfund, før det anstiger fx de gule veste.

Desværre er det lykkedes højrefløjen at bilde folk ind at uligheden er muslimernes skyld.

Eva Schwanenflügel

PS. Jeg håber filemig aldrig vi danskere bliver så skøre som briterne..

Selvom de har givet os Monty Pythons Flying Cirkus, Mrs. Hyacinth, Shakespeare og Churchill.

Eva - Jeg tror netop at franskmændene, som du selv nævner, med de gule veste i front kunne gå de skøre britere i bedene og gi fingeren til i første omgang til Cro-Macron-manden, som er snydt ud af den mest elitære tud, i anden omgang til EU. Uligheden kan godt matche briternes og deres sædvanlige politiske system er allerede slået til atomer.

Selvom de har givet os hele den franske bølge med den fantastiske Agnès Varda oppe på ryggen!

https://www.festival-cannes.com/en/infos-communiques/communique/articles... ster-of-the-72nd-cannes-international-film-festival

Eva Schwanenflügel

@ Jan Jensen

Asterix og Obekix er bare smart.
Hvis de får den magiske trylledrik af Miraculix ;-)