Den grønne gruppes fremgang kan blive svær at omsætte til reel klimapolitik i EU

Tre scener fra søndagens valg går igen i de store europæiske mediers dækning af valgfesten: euforiske jubelscener blandt De Grønne i Tyskland. Glade jubelscener hos Matteo Salvinis højrenationalister i Lega i Italien. Og selvsikre meldinger fra den liberale ALDE-gruppe, der på grund af uventet succes til de britiske liberaldemokrater kunne tegne sig for valgets største fremgang.

Meget bedre kunne den store fragmentering ved valget til Europa-Parlamentet næppe illustreres. Brudfladerne blandt de europæiske vælgere tyder ud fra de første undersøgelser på dybe kløfter mellem by-land, ung-gammel og mand-kvinde. Men skellene er først og fremmest stærkt nationalt præget.

»Der er så forskellige tendenser i de 28 lande, at man ikke kan læse entydige tendenser ud af valgresultatet og bringe det på én fælles nævner,« siger Josef Janning, der leder tænketanken European Council on Foreign Relations i Berlin.

»Men overordnet kan man sige, at de EU-skeptiske højrefløjsnationalister ikke fik den opbakning, som mange har frygtet og talt op de sidste års tid. Og man kan roligt konkludere, at mens de gamle store blokke af socialdemokrater i S & D og konservative i EPP har lidt betragtelige tab og mistet deres fælles flertal, har den liberale og især den grønne gruppe fået et glimrende valg. Men igen på meget ujævne betingelser rundt om i Europa.«

Skiftende flertal

I alt erobrede den grønne gruppe omkring 15 ekstra mandater, så de nu sidder på 67 sæder i parlamentet, og deres opbakning har allerede i valgkampen smittet af på de øvrige gruppers holdninger til klimaspørgsmålet. Alligevel kan det blive særdeles svært at omsætte den grønne bølge til reel klimapolitik i det nye Europa-Parlament, mener Josef Janning.

»Hverken ALDE eller den grønne gruppe kan ignoreres, når der skal skabes flertal. Men når vi – siden søndagens valg – nu taler om midterblokken med EPP, S & D, ALDE og De Grønne, så hører det med til billedet, at de meget ofte har været uenige i det forgangne parlament.«

Hvis man kigger på de seneste fem års afstemninger, er uoverensstemmelserne til at tage og føle på inden for områder som landbrug, miljø og energi. Her har eksempelvis ALDE oftere stemt med konservative EPP, socialdemokratiske S & D og selv de konservative reformister i ECR, hvor bl.a. DF og polske PiS har siddet, end de har stemt med den grønne gruppe.

Omvendt har den grønne gruppe i disse spørgsmål haft flere overensstemmelser med den yderste rød-grønne EU-skeptiske venstrefløj end med de andre midterpartier, påpeger Josef Janning.

»Vi kommer til at opleve en masse skiftende flertal i en ny situation, hvor parlamentet ikke bare er fragmenteret. Det fælles fodslag mellem højrenationalisterne, der ønsker et fædrelandenes Europa, har også skabt et mere polariseret parlament i den synlige brudflade mellem proeuropæerne og de EU-skeptiske kræfter,« siger Josef Janning.

»Skeptikerne har efterhånden helt droppet deres mani med at ville forlade EU. Selv en halvhjertet exitstrategi, som AfD har haft i sit valgprogram, trækker ikke længere. Men der kan meget vel blive opbakning til at sætte integrationen i bakgear og føre en række kompetencer tilbage på nationalstatsligt niveau. Det er det modbillede, som udgør den nye front. Det er afgørende, for det tvinger partigrupperne i midten til at opføre sig helt anderledes politisk end hidtil. De er tvunget til at samarbejde og indgå kompromiser i skiftende koalitioner,« siger Josef Janning.

»Så med et mudret billede i midten kan den grønne gruppe godt få svært ved at omsætte de mere radikale af deres fordringer. I det nye parlament kan der jo dannes flertal på midten uden om den grønne gruppe.«

Proeuropæisk vakuum

Med til historien om den grønne bølge hører ifølge Josef Janning, at netop Tysklands De Grønne med hele 20,5 procent af de tyske stemmer står for halvdelen af den samlede grønne fremgang i Europa-Parlamentet. Den stigning er i højeste grad skabt i de tyske storbyer, mens det højrenationalistiske og antigrønne parti AfD blev det største parti i østtyske og landligt prægede delstater som Sachsen og Brandenburg.

»Det vidner om splittelsen. Men De Grønnes succes handler om mere end klimaspørgsmålet,« siger Janning.

»Deres klart proeuropæiske politik taler især til byboer. Og de udnytter det vakuum, som efterlades af de gamle folkepartier, der er helt ude af stand til at tale til de unge.«

For retfærdighedens skyld nævner han, at succesen ikke kun er tysk, men også skabt af et overraskende stærkt resultat fra de grønne i Frankrig og selv i lande som Holland, Irland, Østrig og Finland. Men dermed er det stadig kun en vest- og nordeuropæisk bølge.

»En mere negativ udlægning af den grønne bølge er, at en stemme på de grønne fungerer lidt som et stykke CO2-kompensation eller en samvittighedspille, før man flyver afsted på den næste ferie,« siger han.

»Politisk oplever vi i Tyskland, at De Grønne er blevet mere kompromissøgende og har færre røde linjer end tidligere – klimabeskyttelsen må ikke gøre for ondt eller koste for meget komfort. Det er nok også baggrunden for, at de grønne i disse dage offentligt reflekterer over, hvordan de kan opfylde de forventninger, som deres resultat udløser – og hvilke konkrete konsekvenser en grøn politik vil få,« mener Josef Janning.

Også her kan det blive en gevinst både for Europa-Parlamentet generelt og for De Grønne i særdeleshed, at den uformelle koalition mellem EPP og S & D er fortid.

»Det vil gøre rigtig mange ting sværere. Men det vil også gøre de politiske positioner og blokader tydeligere. Det kan de grønne måske profitere på.«

Massiv valgdeltagelse

Hvis man kigger ud over Europa, er billedet efter valget stadig mere nationalt end europæisk. Fra autokraten Orbán i Ungarn over nationalister som Kaczyński i Polen eller Le Pen i Frankrig til socialisten Sanchez i Spanien blev de nationale strukturerer i høj grad bekræftet ved søndagens valg. Salvinis og Legas bragende sejr i Italien med knap 35 procent af stemmerne er dog en undtagelse.

Trods denne nationalistiske front er Josef Janning optimist på unionens vegne – i hvert fald de næste fem år. Det skyldes ikke mindst den stærke fremgang i valgdeltagelsen på omkring ti procent til 51 procent.

»Det er virkelig massivt,« siger han.

»Vælgerne har for det første klart fornemmet, at deres stemme har en betydning. For det andet har adskillige meningsmålinger vist, at europæerne det seneste år har været oprigtigt bekymrede for, om EU stadig eksisterer om ti år. Så du kan godt kalde det en demokratisk modning af EU blandet med angsten for, at højrenationalister ville kapre de europæiske institutioner og ødelægge dem,« siger Josef Janning.

»Det har været med til at drive valgdeltagelsen i vejret. Og det har bekræftet, at den proeuropæiske linje fra det tyske og andre grønne partier har givet pote. Det har mobiliseret mange unge vælgere – og ikke kun de protestvælgere, som alle for få måneder siden troede, det handlede om at få op af sofaen.«