Læsetid: 5 min.

Handelskrig mellem USA og Kina er blevet alvor. Det kan føre til skilsmisse

Efter mere end et år med pauser og genoptagelse af forhandlinger og forhøjede toldsatser er USA og Kina nu i åbenlys konflikt om deres samhandel. De to lande var nær en aftale i sidste uge, men en gabende tillidskløft førte til sammenbrud. Nu hænger aftalen i en tynd tråd
Handelsaftaleforhandlinger i Washington, D.C.

Handelsaftaleforhandlinger i Washington, D.C.

Ritzau Scanpix

15. maj 2019

Så er det blevet alvor. En handelskrig mellem USA og Kina truer ikke længere i horisonten. Den er blevet til virkelighed.

Efter alt at dømme var de to lande for blot en uge siden tæt på at enes om en bilateral handelsaftale, der stort set bestod af ensidige indrømmelser fra kinesisk side. Men i sidste øjeblik orienterede den kinesiske delegation under et ophold i Washington, D.C., Trump-regeringen om, at der ikke kunne blive tale om at kodificere aftalen i Kinas lovgivning. I stedet ville en række regulativer blive ændret.

Amerikanerne protesterede. Af erfaring ved de, at kinesiske virksomheder og politimyndigheder er mere tilbøjelige til at respektere lovgivning vedtaget af landets parlament end regulativer udstedt af ministerier og agenturer.

Et andet stridspunkt angik Kinas krav om en ophævelse af den straftold, som USA har pålagt kinesiske eksportartikler siden sommeren 2018. Det afviste Trumps forhandlere. Det skridt vil de først tage, når de har sikret sig, at Kina lever op til handelsaftalen.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er da noget retfærdigt ved at læse Trump's tweet, der med al tydelighed viser at han selv har studeret på Trumps University of economics and stuff. Således er det ikke helt rigtigt at det er Kina, der betaler de amerikanske tariffer, men det er de amerikanske forbrugere.

Ikke at kineserne ikke fusker på det handelsmæssige område, men den kinesiske handelsmodel er i bund og grund amerikanernes egen model. De fandt på at sende amerikanske arbejdspladser til Kina og så importere de færdige varer, det er deres idé. Og det var ikke for at gøre det amerikanske samfund rigere, men sørge for at de multinationale virksomheder både kunne undgå amerikanske arbejderelønninger og kunne unddrage sig de amerikanske skattemyndigheder, og således tage røven på både de amerikanske arbejdere og de amerikanske skattemyndigheder og hermed introducere et ny begreb for os alle: milliadæren.

Washington Post rapporterer, at milliardærer er bekymrede over systemets overlevelse, der gør dem rige. Dette virker ret skingert, da kapitalismen ser ud til at tilpasse sig næsten enhver krise, endog dets egen. Mens, og det er måske humlen, kapitalister, derimod, er forbrugelige og vil sandsynligvis blive fortæret af deres eget system.

Er denne handelskrig måske det sidste forsvar for den amerikanske milliardær?

Arne Albatros Olsen, Henrik Peter Bentzen, Alvin Jensen, Torben K L Jensen, Jørgen Tryggestad, Harald Strømberg, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

For Europa rummer denne sag mindst 2 forskellige risici.

- Dels vil det forvoksede pattebarns ego-reaktioner i relation til Kina medføre uro på valutamarkederne, der også skader Europa.
- Dels vil han ego-motiverede ekstra-told formentlig ramme Europa næste gang.

Men så er der altså også dette, at disse mærkelige tiltag tydeligt viser, at USA er fuldstændig utilregnelig i disse år.

Niels Duus Nielsen

Jan Jensen, Trump har travlt, da han helst skal have en aftale i hus inden næste præsidentvalg. Og milliardærerne har også travlt, da deres rigdom bygger på en stadig hurtigere cirkulation af kapitalen, og handelstariffer virker som en bremse på denne cirkulation.

Kineserne derimod kan tillade sig at spille på den lange bane - ledelsen er ikke på valg hvert fjerde år, og behøver derfor ikke at lade sig distrahere af diverse populistiske strømninger og kortsigtede opportunistiske behov.

Så måske er Kina virkelig en trussel mod demokratiet, blot på en anden måde, end vi tror: Som du skriver, er kapitalen i stand til at tilpasse sig, mens de individuelle kapitalister kan ofres, uden at systemet bryder sammen af den grund. Kineserne har formået at skabe en blandingsøkonomi, hvor planøkonomi og markedsøkonomi eksisterer side om side, hvilket allerede har produceret et antal kinesiske milliadærer. Men den absolut rigeste milliardær i Kina er ikke et individ, men derimod den kinesiske stat.

Hvis den kinesiske ledelse er i stand til at omsætte denne rigdom til sociale forbedringer for kineserne, behøver den ikke at frygte et folkeligt oprør foreløbigt - i modsætning til de amerikanske ledere, som for tiden står midt i noget, der ligner en revolutionær situation, netop fordi de IKKE har villet tillade, at en del af deres rigdom bruges på at skabe rimelige levevilkår for den amerikanske befolkning.

Indtil videre ser det ud, som kineserne har fat i den lange ende. De problemer, som verden står over for, synes ikke at kunne løses på demokratisk vis, da der simpelthen er for meget parlamentarisk ævl og kævl, der forhindrer radikale løsninger. Der skal radikale løsninger til, hvis vi vil overleve klimaforandringerne, og demokratiet egner sig ikke rigtigt til at træffe radikale beslutninger.

Det er lidt uhyggeligt, som den politiske handlingslammelse i Vesten minder om Weimarrepublikkens forfald i Tyskland. Så vi kan vel kun håbe på, at den kinesiske statskapitalisme er mere benevolent end de totalitarismer, vi ellers har kendt i historiens løb.

Ser vi på den kinesiske retorik, er der grund til håb: Kineserne ønsker multilaterale aftaler, hvor alle interessenters behov tilgodeses, og hvor de enkelte nationers suverænitet respekteres. Som altid skal vi nok se mere på, hvad kineserne gør, end på hvad de siger - men indtil videre ser det ud til, at de faktisk handler mere ud fra deres principper end ud fra, hvad der forekommer opportunt på kort sigt.

Det kan blive demokratiets endeligt, hvis en totalitær stat kan kanalisere verdens rigdomme ned til befolkningerne, hvilket det formelt demokratiske USA ikke har været i stand til.

Det er ikke til at vide, hvordan verden ville have set ud, hvis USA havde været et reelt demokrati. Måske lidt som de skandinaviske lande? Vores demokratier er ikke perfekte, langt fra, men vi har dog lidt mere hånd i hanke med udviklingen end amerikanerne - hvilket jo har givet de skandinaviske befolkninger styrken til at gennemtvinge etableringen af en velfærdsstat.

Hvis kineserne går samme vej som os, men uden den demokratiske bremse på de store og vigtige beslutninger, ville det så være så slemt?

Gustav Alexander, Morten Pedersen, Alvin Jensen, Torben K L Jensen, Dennis Tomsen, Tor Brandt, Jørgen Tryggestad, Harald Strømberg, Trond Meiring og Jan Jensen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Jan Jensen,

Hvorfor er det den amerikanske forbruger, der betaler for de amerikanske tariffer på kinesisk import? Forstår jeg dig ret, så minder det om argumenter man ofte hører fra liberal side ang. hvorledes det igen er forbrugerne/lønmodtagerne, der i sidste ende betaler, hvis man beskatter store virksomheder hårdere. Indskrænker man handel i noget format vil det altid først og fremmest gå ud over den almene lønmodtager, hvis man spørger den liberale højrefløj.

Tariffer har vel flere effekter; de nedsætter formentlig importen fra Kina, hvilket kræver dyrere erstatningsprodukter fra andre lande eller en forøget egenproduktion. Prisen på de pågældende produkter stiger for forbrugeren. I tilfælde af forøget egenproduktion vil vi vel netop se en - formentlig spinkel - modvirkning til udflytningen af arbejdspladser, da mere produktion således må foregå i USA? Det skal man da ikke have læst på et underlødigt universitet for at mene.

Protektionisme kan selvfølgelig ikke fundamentalt løse problemerne med globaliseringen af Kapitalen, men man kan nu også for hurtigt fordømme den som en midlertidig eller delvis afhjælpning på hvad der uden tvivl er lønmodtagernes ene dominerende problem i det 21. århundrede.

Angående kapitalismens tilpasningsevne, så er det formentlig rigtig nok at den som sådan kan klare det meste. Jeg gad dog godt vide, hvordan fremtidens globale og autoritære kinesiske kapitalisme vil sikre vækst, når alle produktive sektorer af økonomien allerede er dækket til bristepunktet. Vi ser allerede i dag - som konsekvens - at kapitalen flytter ud i stadig mere obskure og - i menneskelige termer - sindsyge finansielle former ifht nye udlånsformer, gebyrer og investeringer. Det virker ikke som en strategi for økonomisk ekspansion og vækst, der kan fortsætte 100 år endnu, end ikke 50 og hvad gør man når økonomier ikke længere kan vokse og alle offentlige institutioner er blevet privatiseret som konsekvens af kapitalens ekspansion ind i fællesejet? Når lønmodtagerne som konsekvens af markedets drift mod lavere produktionsomkostninger ikke længere kan opretholde et stigende forbrug? Jeg tror, at der er nogle helt objektive parametre, der forhindrer systemet i at fungere på lang sigt. Men vi vil nå den socialt acceptable grænse for kummerlighed og armord lang tid forinden. Spørgsmålet er så om 'mennesket' kan vinde over 'Kapitalen', når den tid kommer.

Gustav, det er meget lige til: Hvis en kinesisk vare f.eks. plejer at koste 100 $ i USA, og Trump sætter tariffen til 25 %, så skal forbrugeren nu punge ud med 125 $ nede i butikken. De 100 $ får den kinesiske producent, de 25 $ ryger i den amerikanske statskasse.

Så det er en direkte skat for amerikanske forbrugere. I dit eksempel med beskatning af virksomheder, som i sidste ende rammer forbrugeren, er beskatningen mere inddirekte, hvis den er der.

Gustav Alexander

Jan,

Tariffens pointe er vel netop at gøre importen af kinesiske produkter dyrere, hvorved konkurrerende produkters konkurrenceevne øges? Skal Walmart sælge håndklæder importeret fra Kina, så gør tariffen det vel immervæk mindre attraktivt at importere dem til at begynde med, i stedet for at lede efter europæiske eller amerikanske erstatninger, ikke sandt? Forbrugeren punger naturligvis også mere ud, hvis de importerer direkte (eller køber fra butikker, der importerer) men her synes jeg at du fokuserer for enøjet på forbrugssiden og ignorerer produktionssiden af spørgsmålet. Hvad med den tilskyndende effekt på USAs egenproduktion? Hvad med de associerede arbejdspladser ved denne egenproduktion, der forøger middelklassens forbrug?

Det er jo groft sagt den model, som Prøjsen industrialiserede sig selv ved i 1800-tallet ved massive tariffer på britisk import, således at den nationale industri kunne vokse uden at blive kvalt i krybben af overlegen britisk produktion. Ikke at man kan gentage denne model, men vi må vel erkende mere end blot forbrugssiden af spørgsmålet, når der tales om mulige effekter af protektionistisk handelspolitik.

Niels Duus Nielsen

Gustav Alexander, problemet er vel, at stort set alle de varer, som de amerikanske forbrugere køber, er "made in China". Hvis man ikke vil betale 25% ekstra for sine kinesisk producerede fladskærme, smartphones, sneakers, T-shirts - you name it - ja så må man undvære, da disse ting ikke produceres i USA.

Gustav -Jeg omtaler udtrykkeligt artiklens Trumps Tweet og forholder mig kun til det. Her skriver han at kineserne har betalt tariffer til USA. Hvilket er forkert. - både læst snævert og bredt.

Og tariffer har en masse andre effekter, også på kineserne, men dem har jeg ikke forholdt mig til.

Gustav Alexander

Jan,
med fare for at virke tungnem i mine gentagelser, så er det jo netop det at du ikke forholder dig til andre sider af spørgsmålet, som jeg anfægter. Vi kan godt blive enige om din fokus; min kritik består i udeladelsen af produktions aspektet, som muligvis kan modvirke de negative konsekvenser ved prisstigningerne i forbruget.

Niels,
Det er uden tvivl et kæmpe problem. Man kan godt blive i tvivl om, hvorvidt protektionisme i den sammenhæng kan 'udligne' problemet ved forbrugets generelle prisstigninger med reetableringen af amerikansk industri og dets arbejdspladser. Men det er da noget, som vi alle bør diskutere i så tilfælde.

Når jeg ser det som et lidt kvasi liberalt argument, er det fordi at liberale netop bedyrer forbrugsprisernes støtte fald uden skelen til dets konsekvenser (deindustrialisering, udflytning af arbejdspladser). Her er forbruget jo ikke nødvendigvis alfa og omega; den anden side af spørgsmålet er jo hvor produkionen så i stedet foregår og hvad tabet af arbejdspladser betyder for lønmodtagernes samlede forbrugsevne.

Vil der komme prisstigninger? Uden tvivl, men vil tarifferne derudover biddrage til en reetablering af amerikansk industri og arbejdspladser? Det synes jeg er det interessante spørgsmål, for det er jo det, der er hele protektionismens pointe i den her sammenhæng.

Det kan godt være jeg blev lidt rethaverisk ift. det fokus jeg havde. Men jeg vil forsvare mig med at jeg
sidder her med solen lige i bærret.

Sorry Gustav!