Læsetid: 5 min.

Jens-Peter Bonde: »Jeg tror, valget på søndag kommer til at redde klimaet«

Jens-Peter Bonde er den nok mest indflydelsesrige dansker nogensinde i Europa-Parlamentet. Gennem tre årtier har han kæmpet for mere magt til parlamentet, mere debat og mere parlamentarisme. Nu er det ved at ske. Så nu tror han også på, at unionen kan redde klimaet
»Valget på søndag kommer til at redde klimaet,« siger Jens-Peter Bonde.

»Valget på søndag kommer til at redde klimaet,« siger Jens-Peter Bonde.

Linda Kastrup

24. maj 2019

En morgen sidste efterår – mens hundredvis af journalister løb rundt i Europa-Parlamentet i Strasbourg på jagt efter Jean-Claude Juncker, som skulle holde sin sidste store tale som kommissionsformand – stødte jeg ind i Jens-Peter Bonde på en af parlamentets cafeer.

Han stoppede som parlamentariker i 2008, men han var i byen for at lave research til en ny bog, og nu sad han og ventede på at komme ned og sige goddag til sin gamle ven Jean-Claude Juncker.

»Jeg har jo kendt Juncker i 40 år,« sagde han.

Mens vi sad og drak kaffe, kom britiske Nigel Farage over for at vise sin gamle siddekammerat Jens-Peter, at han havde købt en gave til Juncker (et par Union Jack-sokker).

71-årige Jens-Peter Bonde kender stadig gud og hver mand.

Han er – med de i alt 29 år fra 1979 til 2008 – ikke bare den dansker, der har siddet længst i parlamentet. Ifølge sin ven professor Uffe Østergaard har han også været den mest indflydelsesrige danske politiker i EU, fordi han i en årrække var formand for diverse partigrupper i parlamentet. Det gav ham adgang til Europa-Parlamentets maskinrum – de såkaldte ’Formandskonferencer’.

I Danmark er han stadig kendt som EU-modstander, men det har han faktisk ikke været siden 1992, hvor han var med til at starte JuniBevægelsen. Siden da har han i stedet kæmpet for mere magt til Europa-Parlamentet, mere debat og mere parlamentarisme. Og nu er det ved at ske, siger han.

»Dette valg kan enten ende med, at vi endelig får parlamentarisme i Bruxelles,« siger Jens-Peter Bonde på en telefon fra sit hus i Bagsværd, hvor han er i gang med at brygge kaffe.

»Eller også får vi en konstitutionel krise.«

Han tror selv på det første.

Ånden er ude af flasken, som han siger, parlamentet har både fået mere magt i traktaterne og tilegnet sig endnu mere magt i 2014, da de lavede et demokratisk kup og selv besluttede, hvem der skulle være formand for kommissionen – uden om EU’s statschefer.

Den magt forsvinder ikke igen, mener Bonde. Dagene, hvor statsministre i lukkede rum kan styre EU’s politiske retning, er forbi.

Den grønne union

I sin seneste bog, ’EU-Parlamentet er også dansk’, fortæller Jens-Peter Bonde en lille anekdote om, hvordan EU-Parlamentets tilgang til transport har ændret sig:

»Mens jeg var gruppeformand i mine tre sidste formandsperioder, sendte parlamentet en limousine til f.eks. Paris og London for at bringe en fransk og en britisk gruppeformand fra lufthavnen til formandens bolig,« skriver han.

»Chaufføren overnattede så i weekenden på et hotel, så han kunne bringe formanden til lufthavnen igen om mandagen. En anden chauffør og limousine måtte tage transporten af formanden fra lufthavnen i Bruxelles og Strasbourg til mødestedet. Så kunne det ikke gøres dyrere og med mere unødigt udslip af CO2.«

I dag består parlamentets bilpark hovedsageligt af elbiler. Selv EU kan forandre sig i grøn retning. Måske tager unionen endnu et skridt i den retning på søndag.

»Det er ret enkelt: Der kan kun udpeges en ny formand for EU-Kommissionen med et flertal på 376 medlemmer af Europa-Parlamentet. Kommissionen er blevet afhængig af parlamentet på en måde, som vi ikke har set før,« siger han.

Han forudser, at parlamentet kun vil godkende en ny kommissionsformand, hvis vedkommende samtidig fremlægger et detaljeret politisk program for de næste fem år – en analyse, han deler med flere – blandt andet belgiske Guy Verhofstadt.

»Parlamentet godkender aldrig en kommissionsformand, uden at der er et program. De vil have snor i tingene,« siger Jens-Peter Bonde.

»Sådan var det faktisk også for fem år siden, selv om folk ikke opdagede det: Parlamentet udformede og vedtog et bindende program for kommissionen sammen med Jean-Claude Juncker.«

Junckers kabinetschef, tyske Martin Selmayr, sørgede efterfølgende for, at kommissærerne rent faktisk fulgte programmet.

»Det er den nye parlamentarisme. Parlamentet kommer ikke til at acceptere at gå tilbage og blive ingenting. De kommer tværtimod til at få mere magt i fremtiden. Det er den vej, det går.«

Valget på søndag redder klimaet

Derfor har valget på søndag større betydning end nogensinde, mener Jens-Peter Bonde: Sammensætningen af parlamentet kommer til at farve hele unionen. Og han tror, at farven bliver grøn.

»Valget på søndag kommer til at redde klimaet,« siger han optimistisk.

»Det afhænger af stemmeprocenten og af parlamentets sammensætning, men hvis parlamentet får et solidt grønt flertal med et klart signal fra vælgerne, tror jeg, at de vil indsætte en kommissionsformand, som er meget grøn. Og jeg tror, de betinger sig, at den nye formand samtidig fremlægger et grønt klimaprogram.«

Han gætter på, at EU’s nuværende ambition om 40 pct. vedvarende energi i 2030 vil blive hævet. Og han håber, at CO2 i fremtiden vil blive kategoriseret som en regulær forureningskilde i EU – så kan EU-domstolen nemlig dømme medlemslande og virksomheder, der subsidierer fossil energi eller svinende landbrug. Det vil gøre CO2-forurening dyrt.

»Du kommer aldrig til at redde klimaet med en masse enkelttiltag i landene. EU er den eneste vej,« siger han.

(Det lyder jo ikke ligefrem som en EU-modstander, vel?)

Mange har peget på den store konservative EPP-gruppe som en hindring for den grønne omstilling, men et grønt flertal kan sagtens omfatte EPP, mener Jens-Peter Bonde.

»EPP skal presses, men det er ikke svært. CDU er under ekstremt pres i Tyskland. Jeg har arbejdet sammen med dem i mange år, og dem, der sidder i parlamentet, er grønne. Nogle er tæt på den tyske bilindustri, ja, men generelt kan de presses i grøn retning.«

Han er heller ikke bange for, at den nye EU-skeptiske gruppe med Matteo Salvini i spidsen kommer til at ødelægge parlamentets evne til at samarbejde.

»De kan ikke enes om særlig meget. Det bliver ikke dem, der kommer til at blokere for det grønne,« siger han.

Forfatningskrise

Kommissionsformanden og senere hele EU-Kommissionen skal både vælges af de 28 statsministre ved udvidet kvalificeret flertal – det vil sige 72 pct. af alle medlemslande, som samtidig repræsenterer mindst 65 pct. af alle EU-borgere. Og den skal godkendes i EU-Parlamentet med absolut flertal – det vil sige 376 ud af 751 stemmer.

Jens-Peter Bonde gætter på, at den nye kommissionsformand kommer til at hedde Michel Barnier. Han vil nemlig være en god kompromiskandidat: EPP-konservativ, fransk, gode venner med parlamentet – og relativt grøn.

»Men jeg tror også, at det er fru Merkel, der bestemmer, om det skal være Barnier … eller måske fru Merkel selv,« spekulerer Bonde.

Mange har forudset kaos og usikkerhed efter valget på søndag; at parlamentet bliver så splittet, at de ikke kan blive enige om noget, og at der opstår en uløselig uenighed mellem statsministrene og parlamentet, som ender i en regulær forfatningskrise.

Men det tror Jens-Peter Bonde ikke.

»Grupperne i parlamentet skal nok blive enige,« siger han.

»Og hvis statscheferne og parlamentet ikke bliver enige, så er der krig. En forfatningskrise. Den krig har ingen løsning, man kan ikke gå til domstolen og få det løst. Så der skal findes et kompromis. Og det tror jeg, de gør.«

– Et grønt kompromis?

»Lige præcis.«

Serie

EP-valg 2019: Et nyt EU

Det er det mest spændende valg til Europa-Parlamentet i vor tid. Uanset hvad, bliver det et helt nyt EU, der træder frem på den anden side. De britiske parlamentarikere er måske væk, på godt og ondt, og de seneste års politiske opbrud i Europa skaber mulighed for helt nye alliancer til at løse de problemer, der mere end nogensinde bekymrer europæerne: klima, migration og social uretfærdighed.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johnny Christiansen
  • Gert Romme
  • Oluf Husted
  • Poul Erik Riis
Johnny Christiansen, Gert Romme, Oluf Husted og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Christian Bennike

"I Danmark er han stadig kendt som EU-modstander, men det har han faktisk ikke været siden 1992, hvor han var med til at starte JuniBevægelsen"
citat fra artiklen

Det er slet ikke min erindring fra 90'erne og frem til 2008.

Specielt i valgkampene var han særdeles EU kritisk.

Jens Peter Bonde havde sine faste støtter med med fryd valgte ham ind hver gang - og ikke et ondt ord om det, jeg har dog aldrig stemt på ham.
Meeen det virker nu som lidt valgfup, hvis Jens Peter Bonde fra 1992 inderst inde var ikke var EU-modstander - undtagen til EuropaParlamentsvalgene.

Torben Lindegaard.
Der var jo en grund til, at man dannede Junibevægelsen. Og den grund var jo netop, at man ikke som Folkebevægelsen ville ud af EU.
Vel i grunden den samme position, Enhedslisten i disse år arbejder sig frem mod.

Oluf Husted, Karsten Lundsby og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Lasse Glavind

Spørgsmålet er vel snarere, om valget kommer til at redde Bondes eftermæle som modstanderen, der var "embed'ded" i systemet så længe, at han endte med diagnosen Bruxellessyndrom.

Hanne Utoft, jens peter hansen, Ole Arne Sejersen, Steen K Petersen, Erik Winberg, Trond Meiring, Alvin Jensen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar
Aleksander Laursen

Google Nikola Tesla og hans bedrifter. Så vil du forstå hvorfor vi ikke kan redde os selv gennem nuværende system.

Ungdommen er ved at vågne op. Mainstreammedierne bliver mere og mere overflødige for hver dag der går.

De er i symbiose med politikkerne, nemlig sat i verden for at forsvare det system som smadrer planeten med rekordfart.

Hanne Utoft, Oluf Husted, Trond Meiring og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Alvin Jensen

Unskyld, med den her artikkel lugter ligt af eu-popaganda. Er der nogen der vil be- eller afkrafte?

jens peter hansen

Nu er vi stadig nogle stykker der kan huske greuelpropagandaen fra Folkebevægelsen mod EF. Bonden var en af de største trommeslagere. Vi få som både troede på et bedre samfund og EU blev kaldt.....
hvad som helst. Bonden og andre der blev fedet godt op i Bruxelles blev som andre rundere med årene og rettede ind efter folkestemningen. Hvad han og andre nu mener er fuldstændig ufarligt. Det ville det ikke have været for 30 år siden. Så spørg i stedet EL om de snart vil forsøge at komme ind i den virkelige verden i stedet for deres uværdige træden vande pga af deres historiske dæmonisering af EU og angsten for deres vælgere.

David Joelsen

Kampen om at rede klimaet (miljøet må det være, for der er vel mere galt end temperaturen) bliver ikke afgjort på søndag. Dertil skal der vel et helt nyt hold friske og unge politikere til. Jeg har svært ved at tro, at dem der hidtil har stemt for landbrugets udledning, flere motorveje og fiskeripolitik kan skifte og gå helhjertet for miljø.

Karsten Lundsby, Flemming Berger og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Steen Sohn

Den holder ikke.

Ved Folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen i 1993 anbefalede Juni-Bevægelsen et NEJ -
på trods af at Jens-Peter Bonde i dag selv påstår at være fadder til de 4 undtagelser.

Hvis vi vælgere havde fulgt Juni Bevægelsens anbefalinger og stemt NEJ, så havde vi sandsynligvis måtte forlade EU - det er ikke sandsynligt at et enkelt land med lige over 5 mio indbyggere kunne have være stopklods i længden for en udvikling, som de øvrige medlemslande ønskede.

Juni Bevægelsen var imod hvad som helst, der vedrørte EU - også mere indflydelse til EU Parlamentet. Beslutningerne skulle tages i de nationale Parlamenter, var Jens-Peter Bondes konstante omkvæd.

Fred være med det - Jens-Peter Bonde levede godt af sine EU Parlaments vederlag og diæter - og det skal da være ham vel undt - men jeg gider ikke høre på, at han nu lige pludselig vender 180 grader.

Jeg tror, at Jens-Peter Bonde delvis har ret. Men jeg tror ikke, det er i denne EU-samling, man får klimaet helt op på dagsordenen.

For hvis man ser ud over EU-landskabet, så ses det, at klima, miljø og mangfoldigheden har haft meget stor betydning i valgkampen i medlemslande som Forbundsrepublikken, Sverige, Belgien, Holland og måske Frankrig udgør.

Men det ses også, at i andre andre som Poland, Tjekkiet, Italien, Ungarn, Slovakiet og Slovenien, har det stort set slet ikke været på dagsordenen.

I Kroatien kom emnet pludselig på dagsordenen, da vandstanden i en række floder blev så voldsom i starten af denne måned, at det oversvømmede hele byer, og forårsagede jordskred, der tog en del huse med sig. Men - vandet trak sig tilbage, politikerne lovede vanen tro nye huse, og så var dette emne altså helt død.

Og så er der mellemgruppen af lande , hvor Danmark er et godt eksempel. Her er der debat og klima-krav bland en del af vælgerne, og nogen medløb blandt en del af politikerne. Men de helt afgørende politiske partier er ganske indifferente, og tale om, at klima og miljø i hvert fald prioriteres efter økonomi.

Det der kan være redningen for dette emne, det er hvis det lykkes Ministerrådet at sammensætte en fremsynes kommission, der kan løfte disse problemer over i parlamentet på en hensigtsmæssig måde.

Trond Meiring, Torben Lindegaard og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
John Fredsted

Det er godt nok imponerende (på den dårlige måde), at han tror det. Selvom de unge demonstrerer verden over, og der demonstreres i skrivende stund her i Danmark i 'Folkets klimamarch', og de danske vælgere anser klimapolitik for værende blandt de absolut vigtigste politikområder, så anser jeg ikke vores kultur, og den vestlige i det hele taget, for at være bare i nærheden af at være opgaven voksen.

Problemet i mine øjne er, at langt de fleste moderne mennesker ønsker ikke at gå glip af noget. Hvor mange af de fremmødte skal for eksempel ud at flyve her til sommer? Ud at se verden, for det ønsker man da ikke gå glip af, vel? Jeg forestiller mig, at det er ikke så få af de fremmødte, der reelt ikke kan finde ud af at lægge to og to sammen her. Men jeg ville elske at tage fejl.

Det, man demonstrerer for, er nok i virkeligheden, at man ønsker nogen eller noget skal komme og løse problemerne for én. Måske man forestiller sig, at teknologien skal løse det for os - at Klokkeblomst skal komme og trylle noget Star-Trek-teknologi frem, så man kan fortsætte med at forfølge alle sine personlige ideer, projekter og ambitioner. Jeg kalder det for 'sci-fi-masturbation'. Hvor almindelig masturbation er fysisk rart, er denne form for masturbation mentalt rar, fordi den 'kvadrerer cirklen' i den del af hjernekassen, hvor den dårlige samvittighed trods alt rumsterer omkring.

For den interesserede, har jeg skrevet mere om det her: Når man ønsker ikke at gå glip af noget.

Hanne Utoft, David Joelsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar