Inden offentliggørelsen af den delvist censurerede rapport fra den særlige anklager Robert Mueller i midten af april forventede mange iagttagere et sammenstød mellem præsident Donald Trump og det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus.
Ville alle oplysninger blive tilgængelige? Ville Det Hvide Hus udlevere dokumenter og lade rådgivere vidne ved kongreshøringer? Hvad med Trumps selvangivelser?
Information prøver her at rede trådene ud i en tilsyneladende politisk kaotisk situation i Washington, D.C.
Mueller-rapporten
Retsudvalget i Repræsentanternes Hus har i en stævning beordret justitsminister William Barr til at løfte sløret for de censurerede dele af den særlige anklager Robert Muellers nylige rapport om den russiske påvirkningskampagne under præsidentvalget i 2016. Det har Barr nægtet at gøre.
Meget tyder på, at tvisten kan ende ved en forbundsdomstol og måske nå helt til højesteret. Men det er ikke en politisk favorabel løsning for demokraterne, fordi der kan gå flere år inden en kendelse, medmindre dommerne kan overbevises om at hastebehandle sagen.
Den eneste anden løsning er formelt at starte procedurerne for en rigsretssag mod præsident Trump, hvilket giver retsudvalget flere magtbeføjelser til at afkræve oplysninger fra regeringen. Men det er uvist, om præsidenten vil bøje sig for det.
Hvis Trump-regeringen fortsat afviser at samarbejde, kan retsudvalget sigte ham for obstruktion af Kongressen. Det var præcis, hvad udvalget gjorde i 1974, efter præsident Richard Nixon afviste at overdrage de famøse bånd optaget i Det Ovale Kontor.
På et af båndene kunne man høre Nixon godkende bestikkelse af de to tyve, der var brudt ind i demokraternes partikontor (i Watergate-komplekset), mod deres tavshed. Det førte til hans fald.
Demokraterne er i syv sind om, hvilken strategi de skal følge. De mistænker Trump for at ville en konfrontation og en rigsretssag, fordi det angiveligt vil opildne hans kernevælgere til at stemme i større antal under præsidentvalget i november 2020.
På den anden side føler demokraterne sig forpligtede til at forsvare retsstaten og forfatningens deling af magten mellem Det Hvide Hus og Kongressen. Det er derfor udvalgsformand Jerold Nadler taler om en forfatningskrise.
Dilemmaet: Demokraterne risikerer at tabe præsident- og kongresvalget i 2020, hvis de starter en rigsretssag, hvor Trump bliver frifundet af republikanerne i Senatet. Hvis de undlader at rejse tiltale mod Trump, kan amerikansk demokrati til gengæld lide ubodelig skade. Ingen præsident bør nemlig ustraffet træde forfatningen under fode.
Stævning af vidner
Trumps modvilje mod at samarbejde begrænser sig ikke til Mueller-rapporten. I april erklærede han, at regeringen over en bred kam vil modsætte sig stævninger fra Repræsentanternes Hus om afhøring af vidner og udlevering af dokumenter. Og det desuagtet undersøgelsens formål.
En så kompromisløs linje er ifølge amerikanske jurister uhørt. Det er ikke unormalt, at en præsident søger at lægge en ring omkring undersøgelser af regeringen for uregelmæssigheder, korruption og uetiske dispositioner. Det er dog uden fortilfælde, at Det Hvide Hus opstiller en mur.
Justitsminister Barr har godt nok været til høring i Senatet, der kontrolleres af republikanerne. Men han nægter at stille op i retsudvalget i Repræsentanternes Hus. Barrs begrundelse er, at demokraterne ønsker at lade jurister stille nogle af spørgsmålene.
Trump har endvidere beordret sin tidligere juridiske rådgiver, Donald McGahn, til at lade være med at møde op til en høring i retsudvalget. Det til trods for, at McGhan nu arbejder i den private sektor. Han anses for at være den vigtigste kilde til Mueller-rapportens anden del, der beskriver Trumps forsøg på at stoppe undersøgelsen af hans valgkampagnes forbindelser til Rusland.
Selvangivelserne
Under valgkampen i 2016 lovede Trump flere gange at offentliggøre sine selvangivelser fra de seneste år, men det viste sig at være forhalingstaktik. Muligvis regnede han ikke med at vinde, så hvorfor tage det skridt? Det Republikanske Parti bevarede sit flertal i begge Kongressens kamre efter hans valgsejr, og undlod loyalt at udbede sig oplysninger om kilderne til Trump og hans koncerns indtægter.
Efter demokraternes overtagelse af magten i Repræsentanternes Hus ændrede situationen sig. Det indflydelsesrige budgetudvalg, Ways and Means Committee, har ifølge amerikansk lov myndighed til at få adgang til en præsidents selvangivelser. Dog må oplysningerne, der anses for at være private, ikke offentliggøres.
Udvalget begrunder sin begæring med den omstændighed, at Trump fortsat ejer Trump Organization. Det åbner op for interessekonflikter, som kan kompromittere USA’s nationale sikkerhed. Trump kan f.eks. stå i gæld til statsejede banker og selskaber i andre lande (Kina, Rusland, Saudi-Arabien, osv.). Hans hoteller og golfbaner frekventeres ofte af myndighedspersoner fra fremmede stater.
Trumps finansminister afviser at lade skattevæsenet, der hører under forbundsregeringen, frigive selvangivelserne. Det til trods for, at regeringen i henhold til forfatningen er forpligtet til at adlyde en stævning fra budgetudvalget.
Men her slutter historien ikke. Amerikanske skatteborgere skal også indsende selvangivelse til den delstat, de bor i. Og tallene er stort set de samme.
I denne uge har parlamentet i delstaten New York vedtaget en resolution, der pålægger delstatens skattevæsen at udlevere Trumps selvangivelser til tre forskellige udvalg.
Anledningen er en artikel offentliggjort sidste efterår i The New York Times, der dokumenterede, at Trumps forældre inden deres død brugte skattetekniske fupnumre til at overføre en betydelig formue til deres børn uden at betale mere end et symbolsk beløb i arveskat.
Trump har ikke myndighed til at stoppe delstaten New Yorks beslutning. Noget tyder derfor på, at nye oplysninger om hans personlige indtægter og gæld snart vil komme frem. The New York Times bragte i denne uge en artikel om hans selvangivelser fra 1985-95.
