Læsetid: 7 min.

Marine Le Pen er tilbage, mens Macron håber på at blive genfødt i Europa

De to gamle partier er decimeret, og venstrefløjen er historisk splittet. Selv om det franske europaparlamentsvalg ikke officielt er et opgør mellem Emmanuel Macron og Marine Le Pen, bliver valgkampen alligevel én lang stedfortræderkrig mellem de to store i fransk politik. Igen
De to gamle partier er decimeret, og venstrefløjen er historisk splittet. Selv om det franske europaparlamentsvalg ikke officielt er et opgør mellem Emmanuel Macron og Marine Le Pen, bliver valgkampen alligevel én lang stedfortræderkrig mellem de to store i fransk politik. Igen

Fotocollage: Anders Rye Skjoldjensen

8. maj 2019

AMIENSAltså, hvis Emmanuel Macron ikke engang kan få folk op at ringe her, hvor så?

Her, mellem boderne til den årlige plantefestival i præsidentens egen hjemby, Amiens, to timer nord for Paris, hvor fuglene synger om kap med den klukkende å, og middelklasseægtepar med åbne jakker og blomstrede tørklæder shopper lokalt dyrkede asparges og »80 variationer af mynteplanter«.

Det er 1. maj, ingen i Amiens kaster brosten mod politiet, som demonstranter i Paris gør, men det betyder ikke, at borgerne her er tilfredse.

»Der er ingen entusiasme for Macron her,« siger den 65-årige tidligere skolelærer, Bernard Houpline, der er ved at læsse en plastikkasse med morgenfruer i bag på sin cykel.

»Men for at være helt ærlig: Ingen politikere gør folk entusiastiske lige nu, hverken til højre eller til venstre.«

Han stemte selv på venstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon ved det seneste valg.

»Problemet er, at Frankrig ikke længere tror på, at noget kan ændre sig. De rige bliver rigere, de fattige fattigere, der er ikke arbejde nok til alle, klimaet bliver ødelagt, butikkerne i byerne lukker. Og ingen gør noget ved det.«

Mandag gik startskuddet til den franske EU-valgkamp, hvor ikke færre end 30 partilister officielt er opstillet.

Det er et mærkværdigt øjeblik i fransk politik: På den ene side har intet rigtig ændret sig siden valget i 2017: Det er stadig Emmanuel Macron mod Marine Le Pen, de to gamle partier, Socialistpartiet (PS) og Republikanerne, er stadig decimerede, og venstrefløjen er stadig splittet. På den anden side er alt forandret.

Opbakningen til Macron er faldet fra ca. 60 pct., da han blev indsat, til 30 pct. i dag, og selv om der trods alt er en lille forbedring siden december, hvor protesterne fra De Gule Veste toppede, har imaget som de riges præsident bidt sig fast.

Le Pen er tilbage

Nok så bemærkelsesværdigt er det, at Marine Le Pen er kommet igen. De fleste troede, at hun var færdig efter nederlaget i 2017; hun blev ydmyget i den afsluttende debat, hun så skør ud og kunne ikke forklare, om Frankrig skulle have en eller to valutaer, hvis de gik ud af EU, så nu var det kun et spørgsmål om tid, før kusine Marion Maréchal ville overtage partiet, tænkte man.

Men Marine Le Pen er tilbage. Hun har ændret sin europapolitik – nu skal Frankrig ikke ud, men i stedet sikre nationalstaternes suverænitet indefra – hun har ændret partiets navn fra Front National til Rassemblement National, og hun har dannet en EU-alliance med Matteo Salvini i Italien, østrigske FPÖ og Dansk Folkeparti.

Macrons parti har også ændret navn: Til EU-valget kalder de sig ikke En Marche, men det salvelsesfulde Renæssance. Den tidligere europaminister Nathalie Loiseau er spidskandidat, og indtil nu er det ikke just gået strålende.

Loiseau, der i forvejen ikke er nogen charmetrold, undlod at annoncere sit kandidatur med fanfarer og balloner, men lirede det bare af i en bisætning under en tv-debat, så ingen for alvor opdagede, at hun var på banen. Og da partiet senere skulle præsentere sit kandidatfelt, brast podiet sammen under fødderne på kandidaterne, mens en toppresset pressemand kagede rundt i kandidaternes navne og titler. Det var forfærdeligt at overvære.

Så går det bedre hos Rassemblement National. De har en smuk, ung knøs på 23 år i spidsen, Jordan Bardella, som er vokset op med italienske forældre i et socialt boligbyggeri i udkanten af Paris. En politisk »meteor«, skriver avisen La Croix, men også »Marine Le Pens marionet«, som Libération skriver.

Bardella taler om »nationalstaternes Europa«, om at være« arvinger til en stor civilisation, som ikke skal dø«, om migration og identitet. »Nationen er beskyttelse«, som et af partiets slogans lyder. Og hans alder understreger, at højrefløjen i Frankrig ikke er en klub for gamle mænd – ved præsidentvalget i 2017 var der flere unge franskmænd, der stemte Le Pen end Macron.

Hos Renæssance taler de mest om at standse »den populistiske bølge«, som partiets talskvinde Aurore Bergé sagde til avisen Le Monde forleden. Partiets officielle valgvideo viser billeder af Salvini, Steve Bannon og Marine Le Pen sammen med oversvømmelse og gadekampe, akkompagneret af Macrons ivrige røst, der lover at kæmpe imod »dem, der hader Europa«. Kort sagt: Stem på os for at undgå de andre.

Det franske EU-valg er ikke officielt Macron mod Le Pen. Men det er det så bare alligevel, og de næste tre uger kan meget vel blive en lang stedfortræderkrig mellem de to.

Electric boogie

Jeg går fra plantefestivalen og videre til den store park uden for Amiens centrum, hvor de lokale fagforeninger har stablet et klassisk 1. maj-arrangement på benene. Her er grillpølser og fadøl, en karrusel til ungerne og et rædselskabinet af amatørmusikere, der buldrer løs fra en stor scene i midten. Lige nu er en hiphoptype i forvasket hættetrøje og smalle solbriller midt i et nummer om »les riches«, bagefter skal en ung sort fyr lave en kombination af jonglering og electric boogie.

I skyggen under et træ sidder en gruppe ældre mænd og bæller pastis og vand fra en køletaske.

»Han er de riges præsident,« siger de om Macron. »Arrogant«, »højreorienteret«. Vi er i Melenchon-land, det er klart. Jeg spørger til EU-valget, men ingen har for alvor en holdning, de ved ikke rigtig, hvem der stiller op.

Det største problem for den franske venstrefløj er, at den er splittet.

Det mest positive, man kan sige om det gamle socialdemokratiske Socialistparti, er, at det stadig eksisterer. Men til EU-valget er de endt i en pinlig rolle som juniorpartner i koalition med en ny bevægelse, der kalder sig Place Publique.

Socialdemokraternes tidligere præsidentkandidat Benoît Hamon stiller også op med sin egen bevægelse, Génération.s, så der er nok at vælge imellem. Desuden er der jo kommunisterne, De Grønne og Jean-Luc Melenchons parti La France Insoumise, der fik 19 pct. af stemmerne ved præsidentvalget i 2017, og som nu har dannet fælles EU-front med bl.a. Enhedslisten i organisationen Now the People!

På den anden fløj står Republikanerne, som siden nederlaget til præsidentkandidat François Fillon i 2017 har været i en slags identitetskrise – for skal de egentlig være et liberalt eller et nationalkonservativt parti? De har nu et vist held med en katolsk-konservativ linje drevet frem af den 33-årige François-Xavier Bellamy, som både er filosofiprofessor, rimeligt charmerende og modstander af homoægteskaber, abort og kunstig befrugtning.

I de seneste meningsmålinger ligger Renæssance og Rassemblement National side om side med 22-24 pct. til hver. Republikanerne får ca. 14 pct., og socialisterne sølle fem pct. – altså ikke engang 20 pct. tilsammen til de to store gamle partier! La France Insoumise er faldet til otte pct., mens pilen peger opad for De Grønne, som lige nu tiltrækker en blanding af skuffede macronister, skuffede socialdemokrater og skuffede Melanchon-tilhængere, de står ligeledes til 8 pct.

Sidst der var europaparlamentsvalg i Frankrig, var stemmeprocenten på 43, de seneste målinger tyder på, at den bliver lavere i år. Og som forfatter og statistiker Jerome Fourquet pointerer i Le Figaro: Med så lav en stemmeprocent afhænger alt af, hvor gode partierne er til at mobilisere deres kernevælgere.

Limp Bizkit og lav valgdeltagelse

Til 1. maj-fejringen i den store park finder jeg endelig en fyr, som rent faktisk er glad for præsident Macron. Han er afdelingsleder i en industrivirksomhed i udkanten af byen.

»Jeg er blevet leder, og Macron gør en masse ting lettere for folk som mig,« sige den 24-årige herre, som ikke vil have sit navn i avisen.

Tag nu for eksempel det berygtede citat, som er blevet selve symbolet på Macrons afsondrede arrogance:

»Overalt hvor jeg kommer, mangler de folk. Hvis vi krydser gaden, kan jeg finde Dem et job,« som præsidenten i efteråret sagde til en ung arbejdsløs.

»Det var hårdt, men det er sandt,« siger den unge mand og tager en slurk af sin lille fadøl. »Der er masser af job, det er vores system, der er for firkantet.«

Et coverband går i gang med at spille en blanding af Rage Against The Machine og Limp Bizkit, det er uudholdeligt højt.

Jeg ser ud over flokken af mennesker med gule veste, dreadlocks, røde faner og løse cowboybukser.

– Det er nok ikke den mest almindelig holdning lige her.

»Nej, det er meget muligt, men det er, fordi de er lønmodtagere,« siger den unge mellemleder.

– Hvad vil du stemme til EU-valget?

»Aner det ikke‚« siger han og griner.

»Det er der da ikke nogen, der ved endnu.«

Rettelse: I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at Marine Le Pen ikke er på stemmesedlen, når Frankrig skal stemme til europaparlamentsvalget. Det er ikke helt rigtigt. Marine Le Pen er faktisk officielt opstillet, men som nummer 78 på sin partiliste, så hun er så godt som sikker på ikke at komme ind.

Fotos af: Martin Sylvest, Mads Claus Rasmussen, Nils Meilvang, Asbjørn Sand, Niels Ahlmann Olesen, Philip Davali, Liselotte Sabroe og Henning Bagger
Læs også
Serie

EP-valg 2019: Et nyt EU

Det er det mest spændende valg til Europa-Parlamentet i vor tid. Uanset hvad, bliver det et helt nyt EU, der træder frem på den anden side. De britiske parlamentarikere er måske væk, på godt og ondt, og de seneste års politiske opbrud i Europa skaber mulighed for helt nye alliancer til at løse de problemer, der mere end nogensinde bekymrer europæerne: klima, migration og social uretfærdighed.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Valget i EU er for eller imod højreradikale nationalister, der heldigvis dårligt kan være i stue sammen, og egentlig kun har det til fælles, at de vil skade fællesskaber så meget som muligt.

Men - man kan altså også gå den anden vej - mod en fredelig sameksistens i fællesskabet. For hvis vi står sammen - og står sammen om fælles værdier og mål - er vi stærke sammen.

Lad ikke de brune kræfter og Donald John Trump´s andre meningsfæller løbe med sejren, for så er vores Europa helt tilbage i 1950-erne.