Modi vil sikre sig sejren med positiv særbehandling til Indiens fattige højkaster

Seks ugers intens indisk valgkamp er næsten ovre. Søndag finder sidste valgrunde sted. Den inkluderer hinduernes hellige højborg Varanasi i Uttar Pradesh, hvor premierminister Narendra Modi stiller op. Hans modstandere i delstaten har de seneste dage gjort, hvad de kunne for at ramme ham, hvor det gør rigtig ondt. De beskylder ham for at lyve om sin kastestatus og for ikke at være født lavkaste.

Oppositionen i delstaten består af en koalition af lavkaste- og dalit-partier. De påstår, at premierministeren aldrig har oplevet diskrimination på egen krop, og opfodrer ham til at fremvise kastedokumentation. Det afviser Modi.

Eksemplet er sigende for, hvordan kastespørgsmål har det med at dukke op, til trods for at Indiens store, landsdækkende partier helst undgår emnet under valgkampe. For vil man vinde regeringsmagten i Indien, nytter det ikke noget at blive sat i bås med en enkelt eller en afgrænset befolkningsgruppe. Det er en brugbar strategi for en regional leder – ikke for en premierministerkandidat.

Kastesystemets sociale hierarki opdeler folk i fire lag, de såkaldte varna, bestående af brahmin, kshatriya, vaishya og shudra, der igen kan inddeles i tusindvis af underkategorier kaldet jati. Nederst finder man dalitterne, de kasteløse. Dem findes der i dag flere end 200 millioner af i Indien.

For Modi er beskyldningerne om at drive politik på en kasteløgn problematisk. Hans regeringsparti, Bharatiya Janata Party (BJP), er historisk et højkasteparti. Derfor er Modis baggrund som søn af en fattig tesælger et narrativ, han selv og partiets velsmurte pr-maskine igen og igen har fremført for at knytte bånd til den store vælgerbase i den nederste del af kastesystemet.

Ved sidste valg for fem år siden lykkedes det i vid udstrækning for partiet at besnære den lavere middelklasse med fortællingen om Modi kombineret med løfter om arbejdspladser og økonomisk fremgang. Men Modi-effekten er ikke, hvad den har været, og i dag er arbejdsløsheden på sit højeste i årtier. Det er derfor tvivlsomt, om BJP kan hente lige så mange stemmer fra lavkasterne denne gang. Men også blandt kernevælgerne har der været tegn på utilfredshed.

Kvoteordning for højkaster

I slutningen af sidste år tabte BJP tre delstatsvalg på en måde, der sendte politiske chokbølger gennem landet. Nederlagene fandt sted i BJP’s stærkeste bastion i en region hen over midten af Indien, hvor over 90 procent af vælgerne er hinduer og burde være loyale BJP-vælgere. Her sikrede partiet 62 ud af 65 pladser ved parlamentsvalget i 2014.

For den samlede opposition med Kongresspartiet i spidsen gav delstatsvalgene håb om, at muligheden for at vælte Modi stadig levede. BJP’s modsvar indfandt sig blot en måned senere. I januar fik regeringen på rekordtid ført en ny lov igennem både under- og overhus i det indiske parlament, der reserverer ti procent af pladserne på højere uddannelsesinstitutioner og i offentlige erhverv til fattige højkaster.

Tiltaget er bemærkelsesværdigt og dybt kontroversielt. For selv om positiv særbehandling af udvalgte grupper i det indiske samfund ikke er noget nyt, er kvoteordninger hidtil blevet anvendt med et ganske andet formål, siger P.S. Krishnan, en af Indiens førende eksperter på området.

»Der findes inddelinger i lag og hierarki i alle samfund, men Indien har haft en meget rigid form for hierarki på grund af kastesystemet. Det system har frataget grupper i samfundet deres adgang til uddannelse, til social mobilitet og til stillinger i det offentlige og andre institutioner. For at give dem den mulighed tilbage har kvoter været nødvendige,« siger P.S. Krishnan, da Information møder ham i hans hjem i den sydlige del af Delhi.

I dag er han pensioneret efter en lang karriere som embedsmand centralt placeret i de myndigheder, der har stået for at implementere kvoterne. Først var kvoterne tiltænkt de kasteløse og Indiens oprindelige stammefolk. Men i midten af i 1990’erne opstod der politisk flertal for at udvide ordningen til også at omfatte Other Backward Classes (OBC) – altså andre underprivilegerede grupper. De fik reserveret 27 procent af pladserne i højere uddannelse og offentlige erhverv, hvor næsten halvdelen af alle pladser dermed blev omfattet af kvoter.

P.S. Krishnan stod i spidsen for den kommission, der fik til opgave at anbefale, hvilke befolkningsgrupper i det enorme land der levede op til kriterierne om at være Backward. Han har udgivet adskillige bøger om emnet og er en anerkendt ildsjæl i kampen for at etablere officiel anerkendelse og ligeværdige vilkår for Indiens mest marginaliserede grupper. Han har ikke meget til overs for BJP’s nye højkastekvote.

»Nogle grupper forsøger at blive inkluderet og få samme kvotestatus ikke på grund af deres sociale status, men fordi de er fattige. Men fattigdom er et fænomen, der findes i alle klasser og kaster i samfundet, så selv om deres problemer er reelle, kan deres krav ikke retfærdiggøres. Kvotestatus er tiltænkt dem, der kollektivt og systematisk er blevet udelukket, og handler ikke om individuel økonomisk status. Det handler om social lighed. Min personlige holdning er, at det at give positiv særbehandling til fattige højkaster ikke er det rigtige middel til at løse deres problemer,« siger han.

Alligevel har emnet ikke fyldt det store i den igangværende valgkamp. For som P.S. Krishnan tørt konstaterer:

»I den nuværende situation er højkasterne vigtige for flere partier.«

Som USA’s fattige hvide

Den nye kvotelov retter sig mod økonomisk dårligt stillede i en befolkningsgruppe bestående af omkring hver fjerde inder. En gruppe, der er stor nok til at være en faktor i valgkampen. Samtidig spiller det ind, at de højere kaster har en relativt stor indflydelse i det indiske samfund i forhold til deres antal. Det er tydeligt i politik, i erhvervslivets top og også i den kulturelle sfære som i Bollywood eller på cricketlandsholdet. Men det er ikke en garanti for succes at være født i en højere kaste.

»Historisk er brahminerne toppen af kastesystemet, men ser man på udviklingen i samfundet de sidste 20 eller 30 år, så har mange fra den kaste ikke klaret sig særligt godt økonomisk i forhold til andre grupper. Mange af dem har været vidne til, hvordan middelklassen er blevet mere velhavende end dem selv. Nu siger BJP til dem, at vi anerkender, at man godt kan være højkaste, men lavklasse,« siger den Delhi-baserede politiske analytiker, Sanjaya Baru.

Han sammenligner BJP’s politik med Donald Trumps i USA.

»Det minder om, hvad Trump har gjort i USA, hvor han appellerer til de hvide fattige,« siger han.

Snakker man identitetspolitik i en indisk kontekst, er kaste en definerende markør. Selv efter syv årtiers udvikling og økonomisk vækst og omfattende positiv særbehandling for at nedbryde sociale uretfærdigheder og barrierer er kastestatus stadig en vigtig fællesnævner – også i forhold til politisk mobilisering. Det vurderer Himanshu Himanshu, lektor i samfundsvidenskab ved Jawaharlal Nehru University.

Han har forsket i sammenhængen mellem kaste og klasse, og hvorfor indiske bønder og arbejdere ikke har været bedre til at danne politiske bevægelser på tværs af kaster.

»Klasse er et koncept med mange lag, hvorimod kaste traditionelt er givet til en person. Og graden af diskrimination har over årene skabt en modstandsdygtig identitet i folks hukommelse og forståelse. Det er meget nemmere at skabe en forbindelse baseret på kaste end på klasse. Derfor er kastefællesskab bedre til at mobilisere politisk modstand,« forklarer han.

»Kaste er en realitet i Indien. Det er en faktor og vil blive ved med at være det.«