Analyse
Læsetid: 4 min.

Nordmakedonien var tænkt som et forbillede for Balkan – nu kan de ende som skræmmebillede

Nordmakedonien skiftede navn for at få adgang til EU’s fine selskab. Men det har skabt dyb splittelse frem mod søndagens præsidentvalg – og nu ser EU endda ud til at få kolde fødder. Både Nordmakedonien og resten af Balkan kan blive efterladt i EU’s venteværelse
Premierministrene fra Grækenland og Nordmakedonien, Alexis Tsipras og Zoran Zaev, blevet rost for at gå imod de stærke nationalistiske strømninger i deres lande og begrave striden imellem de to lande. Men det kan få konsekvenser for et eventuelt EU-medlemsskab.

Premierministrene fra Grækenland og Nordmakedonien, Alexis Tsipras og Zoran Zaev, blevet rost for at gå imod de stærke nationalistiske strømninger i deres lande og begrave striden imellem de to lande. Men det kan få konsekvenser for et eventuelt EU-medlemsskab.

Tobias Hase

Udland
4. maj 2019

En lille retningsangivelse i navnet mod nord skulle løse op for årtiers konflikt og fjerne alle blokeringer på vejen mod Europa.

Men der er ingen tvivl om, at navneskiftet fra Makedonien til Nordmakedonien har været smertefuld for det lille Balkan-land.

Det har fuldstændigt domineret den politiske diskussion frem mod søndagens præsidentvalg – og nu er der ovenikøbet tegn på, at selve guleroden, medlemskabet af EU, som ventede for enden af navneskiftet, og som Nordmakedonien satser sin fremtid på, er ved at fordufte i EU-landenes nervøsitet over endnu en udvidelse af unionen.

Navneændringen bilagde en årtier lang betændt strid med Grækenland, som på grund af navnet har blokeret for Makedoniens adgang til både EU og NATO. Men navnestriden går også midt ned mellem nordmakedonerne, og søndagens valg trækker op til reelt at blive en folkeafstemning om emnet.

Anden runde af præsidentvalget ligger på en knivsæg.

Den ene kandidat, Stevo Pendarovski, støttes af det regeringsbærende socialdemokratiske SDSM, og har ihærdigt forsvaret navneændringen, som han ser som en sikker vej mod medlemskab af EU og NATO og mod fremskridt og udvikling.

Den anden kandidat, Gordana Siljanovska-Davkova, har opbakning fra højrefløjsoppositionspartiet VMRO, som har beskrevet det nye landenavn som »nedværdigende« og »smertefuldt og forfatningsstridigt«.

Ifølge Siljanovska-Davkova skal tiltrædelsesforhandlingerne med EU og NATO udskydes, og hun vil have aftalen med Grækenland prøvet ved Den Internationale Domstol i Haag.

I første runde i april, hvor en tredje kandidat blev siet fra, fik Pendarovski 42,84 procent af stemmerne. Kun lige akkurat mere end Siljanovska-Davkova, som fik 42,24 procent.

Selv om præsidenten ikke vil have autoritet til at omstøde navneændringen, så kan et valg af Siljanovska-Davkova dog føre til en stor politisk krise for den socialdemokratiske regering, som har satset meget på aftalen med Grækenland.

Historisk mulighed

Aftalen mellem Nordmakedonien og Grækenland, som blev ratificeret af parlamenterne i Athen og Skopje tidligere i år, løste op for en af de mest fastlåste diplomatiske stridigheder i nyere europæisk historie.

Grækerne protesterede mod nabolandets brug af navnet Makedonien med argumenter om, at det skadede Grækenlands kulturelle, historiske og territoriale integritet. En nordgræsk region hedder også Makedonien, og navnet er tæt forbundet med den græsk-makedonske stolthed Alexander den Store.

Aftalen har medført, at grækerne har fjernet deres modstand mod nordmakedonsk medlemskab af EU og NATO.

Isolationen havde hidtil efterladt nordmakedonerne, der opnåede selvstændighed i 1991 efter Jugoslaviens opløsning, i en prekær sikkerhedssituation og med ringe muligheder for økonomisk udvikling.

Nu er Nordmakedonien allerede ved at blive optaget i NATO – landet kan allerede blive formelt medlem i slutningen af 2019.

Internationalt er premierministrene fra Grækenland og Nordmakedonien, Alexis Tsipras og Zoran Zaev, blevet rost for at gå imod de stærke nationalistiske strømninger i deres lande og begrave striden.

Og ledere fra både NATO og EU har beskrevet aftalen som »en unik og historisk mulighed«, der kan udgøre et positivt eksempel på konfliktløsning for hele Balkan-regionen, som fortsat er plaget af spændinger efter 1990’ernes blodige militære konflikter.

Et nordmakedonsk medlemskab af NATO ses som et vigtigt skridt for at bekæmpe russisk indflydelse i området. Og ligeledes ses et medlemskab af EU som et potentielt bolværk mod et stadig mere massivt kinesisk økonomisk indtog på Balkan.

Fransk-tysk modstand

Midt i al rosen og de løfterige perspektiver for Balkan, så lader EU dog nu alligevel til at ryste på hånden.

Bruxelles har ellers længe lagt op til at give medlemskab til adskillige lande på Balkan for at skabe økonomisk fremgang og forbedre den regionale sikkerhedssituation. Men ved et møde i Berlin i denne uge lagde flere EU-ledere op til, at Nordmakedonien og fem andre Balkan-lande godt kan komme til at kigge langt efter at blive indlemmet i unionen.

Især Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, ønsker at se yderligere forbedringer – bl.a. økonomiske, sikkerhedsmæssigt og retssikkerhedsmæssigt – før der kan blive tale om en EU-udvidelse på Balkan, rapporterer avisen Financial Times.

Det er et synspunkt, som den tyske kansler, Angela Merkel, også lader til at bakke op om.

Den linje kan reelt bremse igangværende optagelsesforhandlinger og blokere påbegyndelsen af nye.

Montenegro og Serbien har allerede formelt begyndt forhandlingerne med EU, og det forventes, at EU-landene i juni skal beslutte, om de vil give grønt lys til forhandlinger med Nordmakedonien og Albanien.

De EU-lande, som ser mere positivt på et nordmakedonsk medlemskab, er bekymrede for, at det vil sende det forkerte signal, hvis man ikke påbegynder forhandlinger med et land som Nordmakedonien, der på kort tid har skiftet kurs, og i stedet for at bevæge sig i autoritær retning nu er et af de mest stabile og demokratiske lande i regionen.

Hvis Nordmakedonien ikke belønnes med en forhandlingsproces, lyder argumentet, så vil man samtidig heller ikke anerkende de politisk risikable indrømmelser, regeringen er kommet med for at blive i stand til at lukke en langtrukken international konflikt.

Og hvis EU vender ryggen til Nordmakedonien efter den indsats, kan det mindske andre Balkan-landes incitament til at løse deres konflikter, da det vil vise, at det er illusorisk at håbe på, at der venter et medlemskab af EU for enden af smertefulde demokratiske reformer og kompromiser med nabolande.

Det kan især være risikabelt, hvis Serbien og Kosovo konkluderer, at der ikke er findes en troværdig gulerod for at skrue ned for deres voksende territoriale stridigheder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Martin Gøttske

Forhåbentlig falder Makedoniens Nato medlemsskab på plads i år.

EU medlemsskab for Makedonien er derimod en mere speget sag.

Netto donor landene vil næppe øge deres indbetalinger til EU budgettet, så de nuværende netto modtager lande skal altså dele med et land mere, og det er slet ikke sikkert, at de har lyst til det ... og hvis Tyskland og Frankrig er skeptiske, så er det helt umuligt.

Jeg syntes det både var dristigt og fremsynet, at den øverste politiske leder i henholdsvis Macedonija og Grækenland satte sig sammen og løste dette nærmest ligegyldigt pinlige problem.

Det lignede meget det pinlige problem omkring Hrvatska (Croatia) optagelse i EU, hvor Slovenien fik lov til at blokere i årevis, fordi de havde givet deres fiskere ret til at fiske i Hrvatska's havområder, - området som Hrvatska i øvrigt havde fredet for fiskeri.

Nu har de politiske ledere i de 2 nabolande, Macedonija og Grækenland, altså løst denne navnestrid på en rimelig måde, selv om de national-konservative kræfter på begge sider er imod. Og så syntes jeg ikke, man kan straffe Macedonija og give de national-konservative et skulderklap.

Jeg kender ikke meget mere til Grækenland end de fleste andre. Til gengæld kender jeg Macedonija ganske godt. Og det er korrekt, at landet skal hjælpes ind i EU over en periode. Til gengæld får man altså et medlem, som har en flittig og fagligt dygtig befolkning, og som slet ikke har alle disse selvskabte "problem-konflikter" som f.eks. Serbien og den serbiske dominerede del af Bosnien har.