Kommentar
Læsetid: 2 min.

Østrig er i dyb politisk krise, og vi får måske aldrig at vide, hvem der står bag

Tyske medier handlede måske i blinde, da de offentliggjorde de pinagtigheder, som den østrigske vicekansler Strache har gjort sig skyldig i på Ibiza. Hvad enten ukendte politiske aktivister eller forsmåede russere står bag, overskyggede selve afsløringen »alle andre overvejelser«, siger en af journalisterne bag
Den afslørende videooptagelse af vicekansler Strache har fået politiske demonstranter på gaden i Wien.

Den afslørende videooptagelse af vicekansler Strache har fået politiske demonstranter på gaden i Wien.

Florian Wieser/Ritzau Scanpix

Udland
22. maj 2019

Journalister er som bekendt tæt på at være verdens mest selvoptagede folkefærd: Hvis de ikke har noget at skrive om, så skriver de gerne om sig selv, hinandens holdninger eller de gags, andre journalister sætter op.

Hvis det ikke havde været så brandalvorligt, så kunne man få mistanken om netop dette i den grasserende østrigske skandale, hvor det højrenationalistiske FPÖ har taget afsked med regeringen, og hvor kansler Kurz og hans plan om en overgangsregering bestående af eksperter allerede har truslen om et mistillidsvotum hængende over hovedet.

Den ufattelige affære grunder som bekendt i, at FPÖ-leder Heinz-Christian Strache som en del af en fælde blev hemmeligt filmet med en angivelig russisk rigkvinde på Ibiza. Her lovede Strache hende stort set alt, hvad der er kriminelt og korrupt til gengæld for lidt valghjælp til FPÖ. Hvor meget af hans pral, der har hold i virkeligheden, vil de næste måneder og års undersøgelser vise. Og måske vil det også en dag vise sig, hvem der står bag den nøje forberedte fælde. Tyske politiske aktivister? Israelske valgkampsstrateger? Forsmåede russere, hvis krav Strache ikke har opfyldt?

Uanset ophavet er et afgørende spørgsmål: Lod journalisterne ved Süddeutsche Zeitung og Spiegel sig spænde for aktivisternes kampagnevogn, idet de offentliggjorde udvalgte klip fra Straches seks timer lange eskapader – måske uden at vide, hvem der stod bag, og hvordan videoen var kommet i stand?

»Jo, det gjorde vi måske,« lyder det lakonisk fra den ledende graverjournalist Bastian Obermayer fra Süddeutsche Zeitung, der har været med til at offentliggøre Ibiza-gate, i et interview med en journalist fra TAZ.

»Og hvad så?«

For godt nok har videoen eksisteret i to år, og Süddeutsche Zeitung og Spiegel har været i besiddelse af materialet i to måneder. Og så lækker de det netop nu – en uge før europavalget.

»Men vi kom i sidste ende til den konklusion, at den store offentlige interesse i det, som hr. Strache udgyder, overskygger alle de andre overvejelser.«

Altså såsom at Strache som partileder er klar til alle former for bestikkelse og snyd med partistøtte, og at han som partileder ønsker sig et mediesystem, som det Orbán har.

Men hvis det nu er journalister, der har opstillet denne honningfælde med en lokkedue, som godt nok er russisk, men som hverken er rig eller vil investere flere hundrede millioner euro i Østrig – er det så ikke uredeligt frembragt materiale?

Nuvel, undercoverjournalisten Günter Wallraff kunne have gjort det, så hvorfor ikke, lyder det fra journalisten på Süddeutsche Zeitung, der som avis ellers ikke arbejder med den slags journalistisk.

At Spiegel og Süddeutsche Zeitung er tvunget til at beskytte deres kilder, er åbenlyst. Og at det er en af de historier, som de fleste østrigere – og alverdens journalister – i årevis vil drømme om at kende sandheden bag, ændrer ikke på begivenhedernes gang: Med hjælp fra journalister har politiske aktivister med nogle ufine metoder bragt et stykke sandhed frem i lyset om Strache, om FPÖ og om illiberale fyrster in spe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Jakobs

Lad dette være en lærestreg for enhver magtfuld politiker; "tro dig ikke hævet over lov og ret"!
. Det er som om der er sket en domfældelse af en stor forbryder her, ja det er faktisk hvad der er hændt med Strache. Der for er også gennemsigtigheden over parti støtter og deslige fortsat vigtig, så vi kan vide os lidt sikret imod afpresselse og købt politik. Nordstream ll er ikke bestukket på plads i DK så vidt vides, men er Schultz ikke det.?

Det interessante er, at den skandale der overgik vicekansler Heinz-Christian Strache, hvor nogen (der menes Ruslands efterretningstjeneste) har skræmt en af Europas mest fanatiske Vladimir Putin-tilhængere, Ungarns premierminister Viktor Orban.

Det fremgik af kroatiske og rumænske medier i går, at Viktor Orban ganske pludselig vil mindske Ungarns afhængighed af Rusland, ved at købe gas i Rumænien. Men det rejser, iflg. eksperter 2 spørgsmål: - Har Rumænien har i tilstrækkelige mængder. - Og hvor hurtigt kan infrastrukturen i Rumænien mod Ungarn etableres.

Niels Duus Nielsen

Hvis en afsløring viser kriminelle aktiviteter, ser jeg ikke problemet, så længe der ikke er tale om det pure opspind. Man kan selvfølgelig diskutere timingen og kritisere journalisterne for at sidde på afsløringen, til det er politisk opportunt at publicere den, og man kan diskutere motiverne bag en afsløring, men det ændrer ikke på, at afsløringen i sig selv er en god ting.

Selvfølgelig ser man hellere sine politiske modstandere blive grebet med fingrene i honningkrukken, end man ser afsløringer af de mennesker, man godt kan lide. Assange og wikileaks blev hyldet i den liberale presse, da de afslørede Bush og co., men lagt for had, når det var Obama og Clinton, det blev afsløret for den selv samme form for magtmisbrug. Såre menneskeligt - alt for menneskeligt.

Nu var det de sorte halvfascister i Østrig, der blev ramt, hvilket glæder mig usigeligt, mens jeg ville ærgre mig gul og grøn og blå, hvis det var mine politiske helte, der blev ramt. Dog tager jeg det ikke så tungt, da min erfaring tilsiger mig, at venstrefløjen generelt er meget mindre tilbøjelig til at være korrupt end højrefløjen, som jo har korruptionen skrevet ind i deres partiprogrammer.

Det er jo også derfor, at vi blot trækker på skuldrene, hvis regeringen skulle blive afsløret i at bage atter en rævekage, mens Fanden er løs, når en repræsentant for Ø eller Å en sjælden gang gribes med bukserne nede. Selv socialkammeraterne forventes at have en højere moral end den øvrige højrefløj.

Det, der undrer mig mest, er at folk stadig stemmer på partier som Venstre, hvis folketingsgruppe ifølge Preben Wilhjelm er den velafgrænsede demografiske gruppe i samfundet, som er mest kriminel. I det omfang venstrefløjspartierne overhovedet er korrupte, er det peanuts sammenlignet med højrefløjens fiflerier.

Selvfølgelig skal korruptionen afsløres. Jeg forstår slet ikke, at det overhovedet er noget, der skal diskuteres i et oplyst samfund, og at det overhovedet diskuteres er for mig et tegn på, at vi ikke er nær så oplyste, som vi tror. At amerikanerne og amerikansk presse er meget, meget mere uoplyste end os er jo ikke en grund til selv at være ignoranter.

Niels Jakobs

Niels Duus
Korruption er særdeles udbredt , også i Venezuela eller Kina, hvor "socialismen" hersker. Kære Niels, der er ingen sande helte i virkeligheden, vi er alle blot mennesker , og de kan fristes nu og altid. Derfor har vi brug for kontrol på alle niveauer, politi og demokrati, så at når magten er blevet for selvfed og korrumperet, ja så kan du og jeg skifte ud i toppen: Er det ikke helt ubegribeligt fantastisk!

Niels Jakobs

?