Læsetid: 7 min.

Sådan forløb valgkampen i Europas fire største lande

Vælgere finder stemmesedler til det nu overståede Europaparlamentsvalg.

Vælgere finder stemmesedler til det nu overståede Europaparlamentsvalg.

Quique Garcia

27. maj 2019

Informations fire Europakorrespondenter fortæller, hvordan de nationale dagsordener har overskygget valget til Europa-Parlamentet i EU’s fire største lande.

Der er kun plads til to hovedroller i fransk politik lige nu: Macron og Le Pen

Selv om hverken Emmanuel Macron eller Marine Le Pen har været på valg til Europa-Parlamentet, har hele den franske valgkamp været én lang armlægning mellem de to. Som et billede på det har Macrons smilende ansigt prydet La République En Marche!-partiets valgplakater, ligesom Marine Le Pens har gjort det på Rassemblement Nationals, det tidligere Front National.

Der er med andre ord kun to hovedroller i fransk politik lige nu.

De gode gamle franske partier sidder fortsat lige så splittede og fortabte tilbage, som de blev efterladt efter valget i 2017: Socialisterne er splejset i et utal af lister og bevægelser, mens republikanerne stadig er i identitetskrise.

Som altid er et EU-valg i Frankrig først og fremmest en kærkommen mulighed for at udtrykke sin holdning til den siddende præsident, der jo ellers er så godt som urørlig og ganske almægtig i sine femårige valgperiode. Alligevel har det denne gang handlet formidabelt lidt om Europa og ekstra meget om fransk indenrigspolitik.

Le Pen har ført en aktiv og yderst professionel valgkampagne. Hun har opstillet sig selv som nummer 78 på partilisten, så hun helt legalt har kunne turnere land og rige rund uden risiko for rent faktisk at komme ind og dermed måtte opgive sin plads i det franske parlament.

I stedet har hun skubbet en charmerende 23-årig herre foran sig som en dresseret abe, der smilende og selvsikkert har talt dunder imod Macron og premierministeren, Édouard Philippe.

Macrons spidskandidat, den tidligere europaminister Nathalie Loiseau, har til gengæld præsteret en helt igennem jammerlig kampagne. Den begyndte med, at scenen braste sammen under partiets kandidater, da de blev præsenteret, og den sluttede i weekenden, da Loiseau selv fortalte til avisen Journal du Dimanche, hvad alle vidste i forvejen:

»Jeg er ikke nogen god taler.«

Det tør siges. I den sidste uge af valgkampen har det stået så sløj til, at præsident Macron selv har måttet kaste sig ind i kampen.

De seneste tre uger har derfor været en underlig gentagelse af præsidentvalget i 2017 og en tidlig generalprøve på valget 2022. Valgkampen opsummeres således rammende af slogannet på en af Le Pen-partiets løbesedler:

»Stem mod Macron.«

PHILIPPE HUGUEN

Fra kedeligt til godt med schwung i Tyskland

Den tyske valgseddel var søndag længere end køen ved valglokalerne i Berlin-Kreuzberg. Ud over de gamle partier fra Forbundsdagen kunne tyskerne nemlig sætte deres kryds ved 40 partier som eksempelvis De violette spiritister, De grå pantere eller satirepartiet Die PARTEI.

Det lyder festligt – og det har afslutningen på valgkampen i Tyskland også været efter en usædvanligt kedelig begyndelse, hvor regeringspartierne SPD og CDU/CSU har virket som et ekko af Adenauers slogan ’Keine Experimente’ fra 1950’erne.

De valgte at satse på, at tyskerne stadig ville bide på den europæiske ’krig eller fred’-patos, og at de fortsat er yderst bevidste om det indre markeds enorme betydning for den tyske eksportøkonomi. Selv De Grønnes slogan ’Europa er den bedste idé, Europa nogensinde har fået’, var da heller ikke just rebelsk.

Selv AfD har efterhånden fattet EU’s status i Tyskland og hevet deres krav om et tysk Dexit i land, mens de har prøvet at balancere i Ibizagate med deres østrigske venner i FPÖ. Derfor er søndagens valg næppe heller en prøveballon for efterårets fire delstatsvalg i øst, hvor AfD står til rasende succes.

Socialdemokratiske SPD er der også god grund til at holde øje med, efter at de søndag oplevede et styrt både europæisk og ved delstatsvalget i Bremen, der som et lysende rødt symbol har været SPD-regeret siden Anden verdenskrig.

Det kan i de kommende dage koste SPD-leder Nahles jobbet – og udløse den næste tyske regeringskrise.

Ellers har de mange spørgsmål og rygter om EU-topposterne givet mere schwung i årets EU-valgkamp end i 2014. Med konservative CDU’s halvhjertede opbakning til Weber som ny kommissionsformand har Merkel selv fyret op under den fest, selv om den anstrengte harmoni nærmest drev ned ad væggene i CDU/CSU’s afsluttende valgkamp.

Her skulle de nemlig også bekæmpe den blåhårede youtuber Rezo, der i videoen »CDU’s ødelæggelse« river partiets social-, klima- og miljøpolitik fra hinanden.

Uheldigvis blev den set over ti millioner gange i ugen op til søndagens valg. Med et 14 sider langt PDF-dokument fik CDU leveret et henrivende ubehjælpsomt svar, der udstillede de gamle partier som analoge dinosaurer uden kontakt til de unge vælgere.

Oven i en tysk Energiewende, der fuldstændigt sejler, og den klimadagsorden, som især De Grønne har haft succes med at gøre til valgets vigtigste emne, sker der faktisk løjer i det stabilitetsfikserede Tyskland – om man kan lide det eller ej.

PHILIPP GUELLAND

I italiensk politik er Salvini både sol og måne

Juice, brød, spegepølse, lufttørret skinke og lufttørret oksefilet. Så er man klar til valgdag. I hvert fald hvis man hedder Matteo Salvini.

Da han vågnede søndag morgen, lige da valgstederne til europaparlamentsvalget åbnede i Italien, tog han et billede af sit måltid og sendte det ud til sine millioner af følgere på sociale medier med teksten:

»Morgenmad for sejrherrer.«

Salvini, den italienske indenrigsminister og leder af det højrenationale parti Lega, er sol og måne i italiensk politik. Alt, hvad han gør, bliver automatisk en nyhed og et diskussionsemne. Og hans morgenmad får mere opmærksomhed end alle de andre partiers politiske slagnumre.

Det er ham, der har sat dagsordenen i EU-valgkampen. Med sit intense fokus på bekæmpelse af indvandring og indædt kritik af EU har han opbrugt så meget ilt, at ingen andre emner har kunnet trække vejret.

Klimadiskussionen, der har været central i en lang række andre lande, har været ikkeeksisterende i Italien – Lega, der ser ud til at kunne blive det nye Europa-Parlaments største parti, har da også tradition for at stemme imod klimaforslag, både i EU og Rom.

Det handler kun om indvandring og EU-kritik: om at få stoppet indvandring og en bedre fordeling af indvandrere; om en langt mindre stram økonomisk politik i eurozonen, og om mere magt tilbage til nationalstaterne.

Og ikke kun i Italien, men også på Europas højrefløj er Salvini i centrum. Da hans alliance af højrefløjspartier fra 12 lande skulle fejres i Milano forrige weekend, stod han både på scenen og bag scenen og gestikulerede aggressivt for at få folk til at falde ind i geled.

Og Marine Le Pen, Geert Wilders, DF’s Anders Vistisen og andre repræsentanter fra Europas yderste højrefløj stillede sig pænt i baggrunden, mens flere tusinde fremmødte gjaldede:

»Matteo, Matteo, Matteo!«

Den status kan ingen andre italienske politikere hamle op med. Og at tale EU op, det sælger ikke billetter i Italien for tiden. Her er næsten flere, der har fået taget en selfie med Salvini på et af hans utallige valgmøder i hans konstante valgkamp, end partiet Più Europa, det eneste parti i Italien, der gik til valg på fuldblodsstøtte til EU, har fået stemmer.

Ritzau Scanpix

Storbritannien: Et varsel om en kommende storm

Europaparlamentsvalget i Storbritannien har været både besynderligt og bemærkelsværdigt. Besynderligt, fordi man vælger parlamentarikere, der formodentligt kun kommer til at sidde i ganske kort tid, og fordi det har været et valg, som de store partier har gjord alt, hvad de kunne, for at undgå.

Bemærkelsesværdigt, fordi det har været den perfekte startmotor for Nigel Farage og The Brexit Partys velkalkulerede forsøg på for altid at ændre britisk politik.

For to måneder siden havde ingen hørt om The Brexit Party. De seneste uger har valgkampen ikke handlet om andet. 100.000 medlemmer har hver betalt 25 pund til det nye parti, hvis eneste valgløfte har været, at Storbritannien skal ud af EU med no deal.

Som ugerne er gået, er stemningen i Westminster skiftet fra uro til panik, i takt med at støtten til Farages protestparti er vokset nærmest eksponentielt. De konservative og Labour virker forsvarsløse over for det frontale populistiske angreb, der fuldstændigt fejer argumenter og diskussion af bordet og slet og ret kræver et rent brud med EU.

Fedtet ind i tre års forgæves gensidig mudderkastning og grøftegravning ligger borgernes tiltro til de to store partier på et absolut lavpunkt. Valget har vist, hvor hurtigt de politiske vinde kan skifte selv i et land, hvor to partier har skiftedes til at være ved magten i næsten 100 år.

Valget har også betydet, at Liberaldemokraterne er blevet vakt til live fra de døde. Selv om Farages tropper er løbet med det meste af opmærksomheden, har Vince Cable & Co. som et uforbeholdent EU-venligt parti tiltrukket vælgere fra både Labour og de konservative.

The Brexit Party og Liberaldemokraterne er blevet en slags symbolske bannerførere for henholdvis Leave- og Remain-kampagnerne, der forsat kører herovre. Flere prominente konservative og Labour-politikere har direkte opfordret partimedlemmer til ikke at stemme på deres eget parti.

I skyndingen er væsentlige emner som økonomi og klima blevet tilsidesat. Valget er blevet generalprøven på den politiske storm, alle ved venter forude.

Resultatet af denne generalprøve vil være en indikator på magtforholdet mellem partierne, og det vil derfor få direkte indflydelse på stormens rasen. Anlægger vi den vinkel, har europaparlamentsvalget været usædvanligt vigtigt i Storbritannien.

Serie

EP-valg 2019: Et nyt EU

Det er det mest spændende valg til Europa-Parlamentet i vor tid. Uanset hvad, bliver det et helt nyt EU, der træder frem på den anden side. De britiske parlamentarikere er måske væk, på godt og ondt, og de seneste års politiske opbrud i Europa skaber mulighed for helt nye alliancer til at løse de problemer, der mere end nogensinde bekymrer europæerne: klima, migration og social uretfærdighed.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Thomas Tanghus
Ejvind Larsen og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu