Læsetid: 7 min.

»Jeg ville slet ikke have tid til journalistik, hvis jeg skulle møde i retten, hver gang der blev rejst sag mod mig«

Medierne er under massivt pres i Indien. Vi har mødt Neha Dixit, en af de undersøgende journalister, der har mærket, hvad det betyder at afsløre de magtfulde, og Siddharth Varadarajan, der blev fyret som chefredaktør på et af Indiens største aviser og i dag leder et lille, men kritisk webmagasin
Det politiske klima, der er etableret, har lukket den kritiske journalistik i Indien, siger Siddharth Varadarajan, chefredaktør ved det lille, uafhængige webmagasin The Wire.

Det politiske klima, der er etableret, har lukket den kritiske journalistik i Indien, siger Siddharth Varadarajan, chefredaktør ved det lille, uafhængige webmagasin The Wire.

Peter Nygaard

22. maj 2019

Seksårige Babita havde altid været fascineret af de røde, ottebenede krabber, der piblede frem fra mudderet under monsunen i hendes landsbygd i Assam. Hun bruger timer på at fange dem i en lille bambuskurv.

»Lav krabbekarry!« tiggede hun sin mor. Og en aften kogte hendes moder en stor gryde khangkrai alari curry til hende.

Dagen efter satte Babita sig sammen med 30 andre stammepiger fra Indiens nordøstlige stater – alle i alderen tre til 11 år – sig ind i et tog på vej langt væk: til Gujarat, hvor de skulle ’hinduficeres’ med henblik på at blive bortgift til lokale hindumænd.

De to kvindelige menneskehandlere, der gennede dem ind i vognen, var tilknyttet Rashtriya Swayamsevak Sangh (RSS), den kulturelle organisation, der er søsterorganisation til Indiens regerende parti, BJP.

Et år efter at Babita tog afsted, var monsunen og krabberne tilbage, men hendes forældre havde stadig ikke haft kontakt med deres datter.

Det var lige her omkring, at freelancejournalist Neha Dixit fik nys om historien, og det blev starten på en mange måneders lang undersøgelse, før det indiske ugemagasin Outlook offentliggjorde historien, fortæller Neha Dixit, da vi møder hende i hendes lejlighed i en det sydlige New Delhi.

Søgsmål

Neha Dixit er træt. Hun er netop kommet hjem fra endnu en reportagetur til en indisk landsby – denne gang i forbindelse med historier om selvmord blandt landmænd.

Men historien om de 31 stammepiger er langt fra færdig for hende. I kølvandet kom nemlig en række søgsmål, hvor hun – med de selv samme love, som den britiske kolonimagt havde brugt til at undertrykke kritik – blev anklaget for ’antinational virksomhed’.

Flere af retsmøderne foregår i andre delstater, så hun skulle i så fald rejse efter dem. Derfor bliver hun væk.

»Jeg ville jo slet ikke have tid til at lave journalistik, hvis jeg skulle møde i retten, hver gang jeg blev indkaldt.«

Hun griner lidt.

»Men det er jo nok også det, der er meningen.«

Neha Dixit mener, at der i Sydindien – langt væk fra det BJP-styrede hindubælte i nord – stadig eksisterer en form for fri presse.

»Men heroppe er der nærmest ikke nogen kritiske medier tilbage, på nær nogle få, små webmgasiner. Det er aftrykket på det indiske mediebillede efter fem brutale år under Narendra Modi.«

BJP-medier

Neha Dixit er en markant figur i indisk journalistik og noget så efterhånden sjældent som en god gammeldags undersøgende en af slagsen.

Og historien om Babita og de andre piger blev en stor afsløring. Men hendes oplevelse af ’retlig chikane’ er ikke unik. Det er blot en af flere måder, hvorpå myndighederne forsøger at stoppe uvelkommen kritisk journalistik.

For de indiske medier har været under massivt pres de sidste fem år under premierminister Narendra Modi og hans hindunationale parti BJP. Et er, at Modi ikke selv er særlig presseglad; han har i sine fem år ved magten ikke afholdt et eneste pressemøde og givet meget få, meget styrede interview.

Noget andet er, at det politiske klima, der er etableret, i praksis har lukket den kritiske journalistik i Indien, siger Siddharth Varadarajan, chefredaktør ved det lille, uafhængige webmagasin The Wire.

»Vi har tre typer medier i Indien,« fortæller Varadarajan.

»Den største og den mest indflydelsesrige – de engelsksprogede aviser og tv-stationer i storbyerne – har givet op. De er enten stort set holdt op med at holde regeringen ansvarlig for deres handlinger og forsøger bare at flyve under radaren. Eller også har de direkte meldt sig som propagandaredskaber for BJP,« siger hun med henvisning til store tv-stationer som ZEE News og Republic.

Fem brutale år

For alle er under pres.

»Den største tv-kanal NDTV prøver at holde en form for kritisk dækning, men selv det er under så massivt pres, at det helt naturligt kan virke tillokkende for ejerne at bede deres redaktører holde igen.«

For den mest yndede måde at stoppe nysgerrige journalister i Indien på er at gå via annoncørerne, fortæller Neha Dixit.

»Der er traditionelt enormt stærke bånd mellem de siddende politikere og de støre virksomheder. Derfor har det politiske lag direkte indflydelse på medierne, da de alle er afhængige af hovedannoncerer,« siger hun. En af dem, der mærkede det, var Siddharth Varadarajan.

Før han startede The Wire var han nemlig chefredaktør på det store engelsksprogede dagblad The Hindu. Lige indtil han ikke var det mere. Hvad der skete, vil han selv helst ikke tale om, men det vil Naha Dixit til gengæld godt:

»Han satte en masse undersøgende journalistik i gang, som regeringen ikke brød sig om, så der blev lagt pres på ejerne af avisen.«

Peter Nygaard

Freelance er vejen

At blive freelancer er den naturlige konsekvens af det politiske klima i Indien i dag, siger hun.

»Man bliver nødt til at arbejdede uafhængigt, hvis man vil have friheden til at kaste sig over historier, der kan blive upopulære.«

Hun kan nu, i det omfang at hun har råd til det, gå i gang med et stykke undersøgende journalistik og så forsøge at sælge det til diverse publikationer.

»Men det er svært. Jeg får ofte nej, og det gør enhver, der vil afsløre den type magtmisbrug.«

Hun bliver i stedet spurgt, om, hun ikke vil skrive en klumme om emnet.

»Men det er jeg ikke interesseret i. Jeg vil afdække. Fakta på bordet, ikke en masse meninger. Vi drukner i meninger.«

Men hun kender grunden.

»Hvis det er en klumme, er det jo ikke redaktøren og avisens ejere, der er ansvarlige. Så kan de bare sige, at det står for skribentens egen regning og ikke afspejler avisens holdninger.«

Det frustrerer hende.

»For det skaber jo illusionen af en kritisk presse, at man kan købe Modi-kritiske overskrifter. Men ve den, der vil afdække og ikke bare mene.«

Ude i landet

Men Dixit og Varadarajan er i en vis forstand privilegerede: De bor i Delhi blandt andre journalister og højtuddannede fra den intellektuelle elite, der kan råbe op, hvis det bliver for slemt.

Det privilegie har de ikke ude i landet, understreger Neha Dixit. Hun har mødt seje, modige journalister rundt omkring i delstaterne.

»De risikerer deres liv hvis de afslører korruption og magtmisbrug.«

Og da de også ofte arbejder på egen hånd, er der ingen sikkerhed.

»De er helt alene,« siger hun.

Hun fortæller om journalisten Jagendra Singh fra delstaten Uttar Pradesh, der døde den 8. juni 2015 efter at være blevet sat ild til af lokale politimænd – efter alt at dømme på direkte ordre fra delststasminister Rammurti Singh Verma.

»Og for at bringe endnu mere skam til den historie, så afviste det medie, som han skrev historien til, at han arbejdede for dem. Vel at mærke efter hans død.«

Trusler

Neha Dixit har selv modtaget et utal af mordtrusler og – ikke mindst – voldtægtstrusler.

»Det har i perioder været virkeligt massivt og også stressende. De har været virkelig udpenslede«.

Og for hendes kæreste Nakul Singh Sawhney blev truslerne til virkelighed.

Han instruerede i 2015 dokumentarfilmen Muzaffarnagar Baaqi Hai, der afdækkede det regeringsbærende parti BJP’s aktive rolle i angreb på muslimer, herunder systematiske voldtægter af muslimske kvinder, under urolighederne i delstanden i Uttar Pradesh i 2013.

Filmen blev voldsomt omdiskuteret, visninger blev voldeligt afbrudt af hindunationale bander, og Nakul Singh Sawhney selv blev overfaldet og fik alvorlige tæsk.

»Så vi ved, at det ikke bare bliver ved truslerne,« siger Neha Dixit.

De små

Folkene på The Wire har da også oplevet chikane – blandt andet en række sagsanlæg.

»Det har naturligvis kostet tid og penge, men de har hidtil ikke haft held med at bremse os. Det er jo også ret svært for alvor at bremse en digital platform. Vi har jo ikke brug for andet end en stabel bærbare computere og en internetforbindelse.«

For heldigvis har Indien også en tredje gruppe medier: de små, uafhængige magasiner såsom The Wire, hvor der denne eftermiddag er en løssluppen stemning på redaktionen i det centrale Delhi.

Der er fridag i morgen i anledning af den hinduistiske helligdag Holi, så journalisterne spiser slik fra skåle og giver farvelkram.

Siddharth Varadarajan afslører The Wires hemmelighed:

»Vi er crowdfundet, så vi kan udgå at have investorer eller annoncører, der kan lægge pres på os. Det er sådan, alle de mest modige medier i Indien i dag er blevet nødt til at organisere sig. Så på den måde kan der blive lavet seriøs, kritisk journalist, men det har af gode grunde sine naturlige grænser: Vi har meget få midler.«

Vi må gøre vores

Babita er i dag tilbage hos sin mor og krabberne i Assam – blandt andet på grund af Neha Dixits afsløringer. Neha Dixit ligner en, der først og fremmest har brug for søvn. Hun skal videre på endnu en reportagerejse allerede dagen efter.

– Overvejer du aldrig om det er det værd? Om du skal stoppe som journalist?

»Jo, det har jeg da overvejet. Efter det, der skete med Nakul, talte vi meget om det. Og jeg var regulært bange i en periode efter offentliggørelsen af historien om stammepigerne. Men jo færre, der gør det, jo mere oplever jeg, at der hviler et ansvar på mig for at gøre det,« siger Neha Dixit.

»Vi er i en ekstrem situation i Indien lige nu, så vi må hver især gøre, hvad der bør gøres.«

Serie

Indiens valg

Indien er under kolossal forandring. Økonomisk og magtpolitisk får landet stadig større vægt i verden, samtidig med at Indien de seneste fem år under Narendra Modi har bevæget sig i en mere illiberal retning, der udfordrer selve statens grundidé om at være inkluderende og sekulær. Under det indiske valg fra 11. april til 19. maj klæder vi dig på til at forstå verdens næste supermagt. Lær de vigtigste forfattere og filmskabere at kende, forstå den indiske forfatning, de politiske kampe, hvordan de aspirerer til videnskabelig storhed, og – naturligvis – hvad inderne selv vil med deres enorme samfund.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Erik Karlsen
  • David Zennaro
  • Torben Skov
  • Troels Ken Pedersen
  • Olaf Tehrani
  • Svend Erik Sokkelund
  • Mikael Aktor
  • Trond Meiring
Bjarne Bisgaard Jensen, Erik Karlsen, David Zennaro, Torben Skov, Troels Ken Pedersen, Olaf Tehrani, Svend Erik Sokkelund, Mikael Aktor og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Svend Erik Sokkelund

At der nogensinde skulle kunne komme en bare nogenlunde fornuftig stat ud af den syge blanding af korruption, grådighed & uendelige afarter af religiøst vanvid synes håbløst.

Det er sagt før, men tak for om artikelserien om det Indien, der bevidstløst af de fleste medier omtales som verdens største demokrati.

Anna von Sperling, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Erik Karlsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar