Læsetid: 6 min.

Sydafrikas regerende ANC-parti beder vælgerne om at redde det fra sig selv

ANC har regeret Sydfrika i 25 år og står også til genvalg onsdag, men er ramt af eksistentielt truende splittelse, ’moralsk krise’ og indre korruption – og det skaber nagende usikkerhed om, hvor Afrikas ’regnbuenation’ er på vej hen
ANC har regeret Sydfrika i 25 år og står også til genvalg onsdag, men er ramt af eksistentielt truende splittelse, ’moralsk krise’ og indre korruption – og det skaber nagende usikkerhed om, hvor Afrikas ’regnbuenation’ er på vej hen

NIC BOTHMA

6. maj 2019

CAPE TOWN – Major Mgxaji, en tidligere fagforeningsleder i den fattige township Khayelitsha, blev i 1970’erne og 80’erne fængslet og torteret gentagne gange for sin politiske aktivisme til fordel for ANC.

»Det er ikke samme parti som dengang,« siger den 67-årige i et interview foretaget i Khayelitsha, hvor tilbagevendende strømafbrydelser i de seneste måneder siges at udspringe af korruption i det nationale elforsyningsselskab.

»ANC-typerne kæmper nu for at mele deres egen kage i stedet for at forbedre levevilkårene for vores folk. Det er en meget farlig udvikling,« siger Major Mgxaji.

25 år efter at partiets valgsejr i Sydafrikas første frie valg indvarslede en ny demokratisk æra for ’Regnbuenationen’, appellerer African National Congress nu til sin vælgere om at redde landet fra en »moralsk krise«.

Det Sydafrika, som ANC har regeret lige siden, er en plaget nation, og kritikere har længe påpeget, at ANC selv er en del af problemet, fordi partiet i den grad har været hjemsøgt af gentagne korruptionsskandaler, har ydet en middelmådig indsats for at dæmme op for en skrantende økonomi, kollapsende offentlige tjenester, kraftigt stigende arbejdsløshed og et vedvarende højt niveau for voldskriminalitet.

For mange er de håb og drømme, der blev tændt med det repressive og racistiske apartheidregimes fald, blevet afløst af skuffelse og desillusion. Selv flere ledende ANC-medlemmer erkender, at valget den 8. maj vil blive »en folkeafstemning om at redde Sydafrika og sikre dets fremtid«.

Mange vælgere taler om, hvordan ANC ikke længere forstår, hvordan »samfundet har forandret sig« i de senere år, og stadig benytter sig af en retorik om »antiimperialistisk kamp«, der forekommer forældet. Den usvækket store sociale ulighed har også næret folkelig vrede.

»De her fyre fatter det ikke. Intet har forandret sig. Mandela solgte os til de hvide, og det her ANC med deres store biler og huse kommer ikke til at forandre spor,« siger Lucy Sithole, en 23-årig studerende fra Cape Town.

Esethu Plaatje, 26, som deltager i en demonstration i Cape Town imod ANC-bestræbelser på at forbyde salget af en bog, der afslører omfattende korruption blandt flere af partiets mest højtstående ledere, siger:

»Mandela begik fejl, men dengang kunne man blive slået ihjel. Det er for letkøbt at kritisere ham i dag. Men ANC har forandret sig. Det er ikke det ANC, vi engang kendte.«

Erkender fejl

ANC’s strategi forud for valget har været at erkende sine fejl, men at bede Sydafrikas 27 millioner registrerede vælgere give partiets ledere et mandat til indre reform.

»Vi burde ikke stå i en situation, hvor vi skal redde de fundamentale værdier, som Mandela og andre måtte lide for … men for første gang behøver en ANC-formand en bredere støtte end sin partibases for at sætte ind over for de kræfter, der har skabt problemer inden for vores eget parti,« siger Ebrahim Rasool, en ledende partifunktionær.

Der er næppe udsigt til, at ANC vil lide sit første vælgernederlag i 25 år, men et svagt resultat kan dramatiske svække dets dominans over sydafrikansk politik – og muligvis føre til en yderligere tilbagegang.

Partiet er splittet imellem de reformkræfter, der står præsident Cyril Ramaphosa nær – han overtog magten efter et forbitret formandsvalg sidste år – og de fraktioner, der voksede sig stærke under hans forgænger, Jacob Zumas næsten et årti lange styre.

Udfordret af DA

Ebrahim Rasool siger, at Ramaphosas position ikke er truet – det er det nyvalgte parlament, der vælger præsidenten, og selv de mest pessimistiske meningsmålinger forudset, et ANC-flertal. Men alle bestræbelser på at »sætte ind over for partiets dybe moralske krise« vil blive vanskeliggjort, hvis han ikke får stærk folkelig opbakning, mener Ebrahim Rasool.

»Hvor stærk bliver hans hånd? Denne gang står vi ikke over for en ydre fjende af en anden farve, men over for vores egne partikammerater,« siger Rasool, som er kampagneleder for ANC’s valgkamp i provinsen Western Cape.

Partiet mistede fodfæste ved kommunalvalgene i 2016 og måtte afgive magten i vigtige byer såsom den økonomiske hovedstad Johannesburg og den administrative hovedstad Pretoria til Democratic Alliance (DA), et centrumhøjre-oppositionsparti.

DA, som står til ti procent af stemmerne ved parlamentsvalget, er ofte blevet kritiseret for at være et parti, der repræsenterer Sydafrikas hvide minoritet. Jonathan Moakes, leder af DA’s kampagne i Western Cape, kalder den beskyldning uberettiget.

»DA er i dag et helt andet parti, end det var bare i 2014. Med Mmusi Maimane har vi en sort leder, som har givet partiet et nyt udtryk. Vi er et regeringsdueligt parti. Vælgerbefolkningen går mindre op i vores fortid og mere op i vores mærkesager,« siger Moakes.

Ingen større forandringer

ANC-politikere hævder, at de stadig kæmper for at overvinde det hvide apartheidregimes årtier lange bevidste forarmelse af flertalsbefolkningen og henviser til resultater såsom opførelsen af over 2,8 millioner nye boliger over de seneste par årtier.

Præsident Cyril Ramaphosa er selv tidligere fagforeningsaktivist, og han blev under apartheid fængslet to gange. Allerede i 1998 var han i spil til at afløse Mandela, men blev kørt politisk ud på et sidespor af modstandere i ANC og forlod i en årrække politik og skabte sig en formue som forretningsmand. Han er reformist og moderat og ses af mange vælgere som en retskaffen og dedikeret embedsmandstype.

Hans sidste år som vicepræsident under Zuma betyder dog, at han har gjort sig sårbar over for anklager om medskyldighed eller involvering i korruption. Sidste år sagde Ramaphosa til The Guardian, at han agter at afgive vidneforklaring over for efterforskere i en antikorruptionsundersøgelse om sine handlinger som højtstående partimedlem i, hvad han betegner som »en meget dyster periode i vores nyere historie«.

Selv om Ramaphosa har talt om »et nyt håb i ANC« har han ikke været i stand til at udvirke nogen større forandringer i de 15 måneder, han har været ved magten, og på længere sigt tegner udsigterne for partiet ilde.

Politisk uvished

»Der er en ledelseskrise i landet. En følelse af tomrum og mangel på retning. Ingen synes at have styr på, hvor vi bevæger os hen, og det skaber en hel del uvished«, siger William Gumede, analytiker og direktør for Democracy Works Foundation.

En nylig undersøgelse fra Eunomix Business & Economics Ltd. viser, at Sydafrikas præstationsniveau målt på en række sociale og økonomiske parametre for regeringsførelse er blevet forringet mere i de seneste 12 år end præstationsniveauet for nogen anden ikkekrigsførende nation i verden.

Et væsentligt politisk stridsemne har været implementeringen af ANC’s løfte fra 2017 om at omfordele landets mest frugtbare dyrkningsjord, der stadig i uforholdsmæssig grad ejes af de hvide sydafrikanere, der udgør under ti procent af befolkningen.

En venstreorienteret fraktion i partiet og det populistiske oppositionsparti Economic Freedom Fighters har presset på for mere radikale tiltag for ressourceomfordeling.

Politisk ansvarlighed

Nogle analytikere ser ANC som ramt af de samme problemer som andre befrielsesbevægelser i Afrika, der blev til regeringspartier. Lande som Angola, Zimbabwe og Algeriet har lige siden deres uafhængighed været regeret af de samme parti, der drev hvide kolonialistiske regimer fra magten for årtier siden, og i alle disse lande kæmper disse partier nu med at vinde tilslutning blandt unge vælgere, der går mere op i job, levestandard, korruptionsbekæmpelse og politisk ansvarlighed end i forgangne epokers bedrifter.

Andre ser dog snarere ANC som beslægtet med de dominerende partier i lande som Mexico, Brasilien eller Thailand.

»ANC har håndteret en situation, der potentielt kunne have udløst racekrig. Potentielt katastrofale økonomiske beslutninger er blevet undgået. Måske har ikke alle politiske beslutninger været vidunderlige, men vi er ikke endt i en situation som fx Venezuela,« siger Anthony Butler, en professor i politisk videnskab ved University of Cape Town.

»Sydafrika ligner nu et typisk mellemindkomst-udviklingsland med omtrent det niveau af korruption, kriminalitet og tiltro til den politiske klasse, man skulle vente at finde her,« siger han.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu