Læsetid: 8 min.

I 90 år har Habermas utrætteligt forsvaret fornuften og moderniteten

Tyskland fejrer tirsdag verdens måske mest betydningsfulde nulevende filosof, Jürgen Habermas, der fylder 90 år. Hans sproglige idealisme er slebet til med årene, men i en tid med fake news og illiberale demokratier er Habermas’ ukuelige tro på samtalen, demokratiet og den kapitalismekritiske fornuft stadig rygende aktuel
Tyskland fejrer tirsdag verdens måske mest betydningsfulde nulevende filosof, Jürgen Habermas, der fylder 90 år. Hans sproglige idealisme er slebet til med årene, men i en tid med fake news og illiberale demokratier er Habermas’ ukuelige tro på samtalen, demokratiet og den kapitalismekritiske fornuft stadig rygende aktuel

Jesse Jacob

18. juni 2019

»Han har hareskår, så han kan ikke undervise – han dur kun til forskning.«

Dommen var hård, da lederen af Frankfurter Institut for Socialforskning, Max Horkheimer, i slutningen af 1950’erne vurderede det filosofiske stortalent Jürgen Habermas.

Den ganespalte, som han tirsdag for præcis 90 år siden blev født med, er svær at komme uden om, når det handler om Habermas. For selv om han kan være svær at forstå både på skrift og i tale, så står han mod alle fysiologiske odds i dag som en af de klareste stjerner på den filosofiske himmel – ofte med kælenavnet »samtalens filosof«.

»Ingen har haft så energisk indflydelse på offentligheden som Jürgen Habermas – med global virkning,« lyder det i ugeavisen Die ZEIT, der i denne uge har ryddet kultursektionen, så en række af verdens førende sociologer og filosoffer kan diskutere »mesteren i det menneskelige sprogs maskinrum«.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Henrik Brøndum
  • ingemaje lange
  • Pietro Cini
  • Mihail Larsen
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Poul Erik Riis
Katrine Damm, Henrik Brøndum, ingemaje lange, Pietro Cini, Mihail Larsen, Bjarne Toft Sørensen og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”For Habermas’ efterfølger i Frankfurterskolen, filosoffen Axel Honneth, foretager Habermas alligevel et dobbelt selvbedrag med sine begreber om det onde »system« og den gode »livsverden«, for der findes i Honneths øjne hverken organisationer uden normer eller områder for kommunikation uden magt”.

Hvilket får mig til at tænke på Villy Sørensens fantastiske fortælling ”Duo” fra ”Ufarlige historier” (1955), der bl.a. handler om vores tilbøjelighed til at splitte verden op i dualismer, hvor den ene halvdel fremhæves på bekostning af den anden, og hvor sandheden, der dyrker det fuldkomne, derfor har en tilbøjelighed til at blive den halve sandhed.

Jeg – fortælleren møder på sandhedskonferencen i Sandburg dobbeltvæsenet Duo, der egentlig er kommet for at få udført en operation, inden han skal deltage i konferencen. Han forsøger hele tiden at vende den mest attraktive side af sin menneskelighed frem og skjule den anden for sine omgivelser.

Efter operationen holder den tilbageblevne del den afsluttende tale under konferencen, om det smertefulde i operationen og det glædelige ved den succes, han nu får blandt sine medmennesker. Hans budskab er, at ”Sandhed er kærlighed mellem mennesker”.

Da jeg – fortælleren vil hjem, finder han en skikkelse i hvidt, der måske er ved at stjæle hans uaflåste cykel. Det er den bortoperere og blodige del af Duo, der er blevet båret væk i stilhed, som om han var død, og som nu lider under en total mangel på identitet.

Jeg – fortælleren kører bort alene på sin cykel, men synet af og samtalen med den bortopererede del efterlader hos ham en kniv i hjertet, hvor kun skaftet stikker frem, og han tør ikke fjerne den af angst for, at alt hans hjerteblod vil følge efter.

Som han fik fortalt, har gøglerne brug for et gådefuldt væsen, der ikke har arme, og som dog kan kaste med skinnende knive.

Niels Duus Nielsen, Katrine Damm, Gert Hansen og David Joelsen anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

Der er absolut intet forsonende i Eva Illouz bidrag til Habermas-hyldesten i Die Zeit. Tværtimod afslutter hun således: "Doch wie dauerhaft Habermas' Erbe auch sein wird (und es wird dauerhaft sein), kann es die konstitutive entscheidende und zerstörische Rolle von Gefühlen in der kommunikative Vernunft nicht mehr ausblenden."
Eva Illouz peger her på et fundamentalt og helt afgørende tomrum i hans filosofi og sociologi, hvor mennesket kun optræder som fornuftdrevet kommunikator.
Habermas kan godt beklage kapitalismens kolonisering af livsverdenen, i lighed med mange andre gode borgere. Men han kan ikke kritisere kapitalismen som økonomisk system, han forudsætter, som f.eks. chefredaktøren, at vore problemer med klima og natur kan løses under kapitalistiske produktionsforhold.
Han har ingen som helst sans for, hvad det betyder for menneskers tænkning og følelsesliv, at måtte leve et liv, hvor en af de væsentligste livsytringer, arbejdet, er bortforpagtet til den private ejendomsret.
I hans kommunikative fornuft er følelsernes rolle henvist til en plads langt nede i bussen.
Derfor er hans projekt ufuldendt.

Olav Bo Hessellund, Niels Duus Nielsen, Bent Gregersen, Erik Winberg, Steen Sohn og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne kommentar
Morten Hjerl-Hansen

Gad vide hvad kunstigt svækkede samtalekompetencer koster samfundet årligt? 50 mia? 100 mia? Men prisen for at forbedre samtalekompetencerne er lidt højere. 60 mia? 110 mia? Det er altså ikke profitabelt for samfundet at borgerne har det godt og taler med hinanden. Det lader til at kommunikation er blevet så standardiseret og gængs, som svaret på alt, ja, en fuldkommen, opleves den som, selvindlysende totalløsning, at vi alle kunstigt tror at kommunikation er bedre end samtale. I kommunikationen skubber man hårdknuden væk, man forhandler som voksne mennesker og hvad har vi, hvorimod man i samtalen taler om hårdknuden i det omfang at man anerkender dens eksistens. Men når man skubber hårdknuden væk vokser den sig større og forplanter sig til stor ulykke for de stakkels mennesker det går ud over. Kommunikation er for mig at se det grimmeste der overhovedet er ved kapitalismen, for den handler slet ikke om hårdknuder. Det er den for pæn til. Jeg kan bedre goutere grovhed end pænhed, for med grovheder kan man sige undskyld og være som et barn. Det er børnene det først og fremmest handler om. Nutidens og fremtidens børn. En herredømmefri samtale, Habermas' nøglebegreb, forudsætter selvfølgelig ikke samtalekompetencer, men kommunikationskompetencer. Det er for de rige og veluddannede. Habermas er en kunstig mand. Nissen også.

Kapitalismen er ukærlig. Hvorfor tør ingen ordentlige skønlitterære forfattere, foruden Michel Houellebecq, som lykkeligvis har hele Europas opmærksomhed, Europa som altid har vist vejen for verden og også vil komme til det i fremtiden, sige det? De svageste forfattere forklæder sig som ligegyldige klimakonger. Det er politikerne og folket der skal være klimakonger.

Læs mere:

https://www.othernewspaper.com/da/2019/06/19/jurgen-habermas-90-aar/

Niels Duus Nielsen, Erik Winberg og Ib Jørgensen anbefalede denne kommentar