Læsetid: 8 min.

I 90 år har Habermas utrætteligt forsvaret fornuften og moderniteten

Tyskland fejrer tirsdag verdens måske mest betydningsfulde nulevende filosof, Jürgen Habermas, der fylder 90 år. Hans sproglige idealisme er slebet til med årene, men i en tid med fake news og illiberale demokratier er Habermas’ ukuelige tro på samtalen, demokratiet og den kapitalismekritiske fornuft stadig rygende aktuel
Tyskland fejrer tirsdag verdens måske mest betydningsfulde nulevende filosof, Jürgen Habermas, der fylder 90 år. Hans sproglige idealisme er slebet til med årene, men i en tid med fake news og illiberale demokratier er Habermas’ ukuelige tro på samtalen, demokratiet og den kapitalismekritiske fornuft stadig rygende aktuel

Jesse Jacob

18. juni 2019

»Han har hareskår, så han kan ikke undervise – han dur kun til forskning.«

Dommen var hård, da lederen af Frankfurter Institut for Socialforskning, Max Horkheimer, i slutningen af 1950’erne vurderede det filosofiske stortalent Jürgen Habermas.

Den ganespalte, som han tirsdag for præcis 90 år siden blev født med, er svær at komme uden om, når det handler om Habermas. For selv om han kan være svær at forstå både på skrift og i tale, så står han mod alle fysiologiske odds i dag som en af de klareste stjerner på den filosofiske himmel – ofte med kælenavnet »samtalens filosof«.

»Ingen har haft så energisk indflydelse på offentligheden som Jürgen Habermas – med global virkning,« lyder det i ugeavisen Die ZEIT, der i denne uge har ryddet kultursektionen, så en række af verdens førende sociologer og filosoffer kan diskutere »mesteren i det menneskelige sprogs maskinrum«.

Den pointe vil hen over sommeren blive bakket op af en lang række foredrag, udsendelser og udgivelser om Habermas – herunder værker som Habermas global, der belyser hans virkningshistorie world wide ud fra en snes videnskabelige vinkler.

Filosofi, sociologi, politik

Habermas’ enorme rækkevidde gennem mere end et halvt århundrede skyldes ikke mindst hans mange roller som filosofisk teoribygger, sociologisk fortolker og politisk kommentator. Et til tider forvirrende rollespil, der omvendt gør, at hans filosofiske spørgsmål og tankebygninger har åbenlyse idépolitiske mål – uanset om det handler om hans omfattende teorier om rationalitet, modernitet eller demokrati.

Som barn af en »typisk tysk medløberfamilie« i Det Tredje Rige har Habermas kaldt sig selv for »et produkt af den amerikanske re-education«, og han har betegnet forholdet til nazismen som »et grundtema i mit voksne politiske liv«.

Disse sjældne personlige blottelser antyder en af de røde tråde bag bjergene af teorier i Habermas’ enorme værk, som især sammenfattes i Teorien om den kommunikative handlen fra 1981: At menneskehedens historie er en historie om vold, vold og atter vold – men at der samtidig er glimt af fremskridt i kraft af det menneskelige sprog, der indeholder muligheden af gensidig og tvangfri forståelse. Ja, denne forståelse ligger ligefrem som iboende mål i sproget, som det kommer til udtryk i Habermas’ højtflyvende slogan om »det bedre arguments tvangløse tvang«.

At det menneskelige sprog ikke bare er et våben i den babylonske borgerkrig, er langt mere end en påstand. I Teorien om den kommunikative handlen bruger Habermas langt over tusind sider på med lingvistiske, antropologiske, sociologiske, psykologiske og sprogfilosofiske redskaber at argumentere for, at alle vi sprogbrugere automatisk orienterer os mod sandhed og fælles forståelse, og – i det mindste kontrafaktisk – antager vi altid, at vores samtalepartner også gør det. Men vi lever dermed også i et permanent syndefald, idet magtforhold gang på gang sejrer over sprogets muligheder for magtfri kommunikation.

I denne kamp vil Habermas påvise, at det er muligt at skabe en frigørende tænkning, der ved at afdække manipulation og skjult magt kan gøre alle borgere mere myndige i den politiske og demokratiske debat.

Tysk statsfilosof

Det lyder pænt optimistisk. Men det er kun en brøkdel af halvdelen af historien. For ved siden af modernitetens langsomme udfoldelse af sprogets og demokratiets muligheder, oplever vi i stigende grad kapitalismens og bureaukratiet ødelæggende kræfter i »systemets kolonisering af livsverdenen«.

I sine teser om kapitalismens destruktive kræfter trækker Habermas stærkt på Karl Marx, men sammen med sin flittige brug af den amerikanske pragmatisme og liberalisme leverer han også en fundamental kritik af Marx, der i sit ensidige fokus på det materielle – på økonomi og produktion – helt overser den kommunikative handlen blandt mennesker.

SZ Photo
For Habermas’ efterfølger i Frankfurterskolen, filosoffen Axel Honneth, foretager Habermas alligevel et dobbelt selvbedrag med sine begreber om det onde »system« og den gode »livsverden«, for der findes i Honneths øjne hverken organisationer uden normer eller områder for kommunikation uden magt.

Trods kritik fra mange sider har Habermas som anden generation af den berømte Frankfurterskole efter folk som Horkheimer og Adorno haft succes med at give den kritiske teori et nyt og mindre dystert ansigt: Selv om Habermas allerede i sit tidlige hovedværk Borgerlig offentlighed fra 1962 frygtede, at vi borgere langsomt ville degenerere til forbrugere, så argumenterede han i modsætning til Adorno og Horkheimer samtidig for, at oplysningen og moderniteten ikke kun har skabt den naturbeherskende og fremmedgørende fornuft, som kulminerede i Holocaust. Oplysningen og moderniteten har også frisat den kommunikative fornuft, hvormed sprogets stræben mod fælles forståelse kan etableres i demokratiet.

For Habermas forbliver den kapitalistiske modernitet derfor »et ufuldendt projekt«, hvor fremskridtet konstant lider af indgroede, systemiske tilbageskridt. Ikke desto mindre har det fra den tyske venstrefløj og fra filosofisk side ofte heglet ned med kritik af, at Habermas har pillet brodden af den kritiske teori.

Siden studenteroprøret i 1968 har det da også været tydeligt, at han nærmere er socialdemokratisk hoftænker end revolutionær teoretiker. Dengang fik han i hvert fald kaldt den tyske leder af ungdomsoprøret, Rudi Dutschke, for en »venstreorienteret facist«, hvilket han senere måtte beklage – sammen med en bekendelse til den demokratisering af samfundet, som udgik fra oprøret.

Den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer har ligefrem betegnet Habermas som »en slags statsfilosof for det demokratiske Tyskland«.

»Det ville Habermas ikke bryde sig om,« udtalte Fischer i 1990’erne om Habermas, der som samfundskritiker hellere ser sig hævet over det politiske niveau.

»Men nu er Habermas blevet noget i den retning – trods hans kritiske distance.«

Religiøst umusikalsk

En styrke og svaghed ved Habermas er hans evige forsøg på at gå i dialog med et utal af teoretikere, hvor modsætningerne ofte ender med nærmest at opløse Habermas’ egen position.

En anden klassisk indvending er, at Habermas havner i en afmægtig idealisme. I sin diskursetik sidder han således med nogle af de samme problemer, som Hegel for et par hundrede år siden satte fingeren på ved Kants etik og hans berømte ’kategoriske imperativ’ om kun at handle således, at ens handling kan gøres til universel målestok: Det bliver en upraktisk og verdensfjern etik, der aldrig fyldes med liv. Anklagen om, at hans fornuftsbegreb sejrer sig ihjel, har Habermas derfor ofte måttet forsvare sig mod.

Her er det påfaldende, at der ikke har været plads til religion i hans samfunds- og tankebygninger: Set gennem Habermas’ notorisk skæve briller kan det liberale samfund stå på egen ben uden en religiøs basis. Men samtidig indrømmer han, at der foregår en »normativ udhuling« af det liberale, religionsfri samfund.

Med sin interesse for teologi siden årtusindskiftet har Habermas således antydet, at der er blinde eksistentielle pletter i hans kommunikative etik. Ved en takketale i 2001 og ikke mindst i dialogen med pave Joseph Ratzinger i 2004 konstaterede Habermas ligefrem, at sociologiens forestilling om, at religionen langsomt men sikkert vil forsvinde, er direkte forkert.

Jürgen Habermas

  • Født den 18. juni 1929.
  • Som filosof, sociolog og samfundsdebattør er hans værker og kommentarer blevet læst i store dele af verden.
  • Habermas har bl.a. virket som professor i Frankfurt am Main og ved det samfundsvidenskabelige Max Planck-institut.
  • Ved siden af utallige politiske skrifter er hovedværker bl.a. ’Borgerlig offentlighed’ (1962), ’Teorien om den kommunikative handlen’ (1981) og ’Fakticitet og gyldighed’ (1992).

Han begyndte derfor at tale om det »postsekulære samfund«, hvor religion og fornuft ikke længere er modsætninger. I kritikernes øjne måtte den »religiøst umusikalske« Habermas derfor hive religionens kraft ind i ligningen, fordi modernitetens knastørre fornuft og hans egen diskursetik ikke kan skabe hverken global solidaritet eller moralsk indignation over verdens himmelråbende uretfærdighed. Og så er en etik måske ikke så meget værd.

Demokratiets overlevelse

En evig slagmark for Habermas har desuden været hans kamp mod de postmoderne og fornuftskritiske strømninger, som Habermas især ser rodfæstet ved Nietzsche. Dem afviser han energisk som modernitetsfjendsk antioplysning, der undergraver Habermas’ mål med filosofien: at skabe et normativt fundament for samfundskritikken.

Hans stædige afvisning har kostet mange filosofiske fjender og filosofiske prygl selv fra venner som den ligeledes 90-årige ungarske tænker Agnes Heller.

Men i sin fødselsdagshilsen til Habermas i Die ZEIT påpeger den israelske sociologiprofessor Eva Illouz forsonende, at Habermas med sin teoribesatte og knastørre stil ofte er mindst lige så radikal som postmodernisterne.

Tænk, at han efter civilisationens sammenbrud i Nazityskland og i en verden fuld af fake news, manipulation og fantasier om illiberale demokratier indædt forsvarer demokratiet, den oprigtige kritiske offentlighed og retsstaten ved konstant at analysere og fremhæve de universelle forudsætninger for den menneskelige kommunikation og de demokratier, som moderniteten trods alle sine skyggesider har frembragt!

Også fra den tyrkisk-amerikanske filosofiprofessor Seyla Benhabib er der opbakning til Habermas. For godt nok har Habermas blødt sine teorier om den ideale samtalesituation og den herredømmefri kommunikation noget op siden 1980’erne.

»Men for tiden bliver Habermas’ idé om en deliberativ (rådslagende, red.) offentlighed, hvor borgerne deltager i beslutningsprocesserne, grundlæggende udfordret af den ’postfaktuelle’ politik,« skriver hun.

»Set fra den politiske filosofi er der ingen tvivl om, at hvis denne kommunikative fornuft forsvinder, så er det også afslutningen på vores demokratier.«

Melankolsk europæer

Ved siden af sit job som teoribygger har Habermas i 60 år virket som åndelig seismograf i Europa. Allerede i 1973 skrev han om »legitimationsproblemer i senkapitalismen« – om koncentrationen af kapital og markeder og om statens tiltagende indgreb i en situation, hvor den klassiske liberalismes forestilling om det neutrale marked var brudt sammen. Og i de tidlige 1980’ere talte han om »udtømmelsen af de utopiske energier«, der gik hånd i hånd med »socialstatens krise« – før den neoliberale bølge overhovedet havde taget fat.

Som intellektuel har han ikke bare diskuteret med tyske kanslere, franske præsidenter og paven himself. Han har også utrætteligt skrevet til den tyske og europæiske offentlighed – bl.a. i 1980’ernes historikerstrid om nazismens unikke position i den menneskelige historie og om Irak-krigens forløjede grundlag, hvor Habermas’ teoretiske krav om kommunikativ oprigtighed i politik pludselig blev soleklare. En anden gennemgående kampzone har været Europa og kampen for et solidarisk EU, der er og skal være mere end et konkurrencebaseret og gennemliberaliseret indre marked.

Trods dette utrolige livsværk virker alderen ikke til at tynge den nu 90-årige tysker synderligt. Senere på sommeren bringer han endnu et 1.700-siders hovedværk på gaden. Og som Habermas’ ven og diskussionspartner, den 87-årige forfatter og filmmager Alexander Kluge, har formuleret det, så er der ofte en melankolsk stemning, når de mødes:

»Jeg på grund af min alder. Habermas på grund af bekymringen om Europas udvikling.«

Den tyske filosof Jürgen Habermas, der i dag fylder 90 år, er ikke synderligt god til at lytte til sine filosofiske modstandere. Men han er brandaktuel – og vil fortsat blive læst om 90 år, mener den danske Habermas-kender Steen Nepper Larsen
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Henrik Brøndum
  • ingemaje lange
  • Pietro Cini
  • Mihail Larsen
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Poul Erik Riis
Katrine Damm, Henrik Brøndum, ingemaje lange, Pietro Cini, Mihail Larsen, Bjarne Toft Sørensen og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”For Habermas’ efterfølger i Frankfurterskolen, filosoffen Axel Honneth, foretager Habermas alligevel et dobbelt selvbedrag med sine begreber om det onde »system« og den gode »livsverden«, for der findes i Honneths øjne hverken organisationer uden normer eller områder for kommunikation uden magt”.

Hvilket får mig til at tænke på Villy Sørensens fantastiske fortælling ”Duo” fra ”Ufarlige historier” (1955), der bl.a. handler om vores tilbøjelighed til at splitte verden op i dualismer, hvor den ene halvdel fremhæves på bekostning af den anden, og hvor sandheden, der dyrker det fuldkomne, derfor har en tilbøjelighed til at blive den halve sandhed.

Jeg – fortælleren møder på sandhedskonferencen i Sandburg dobbeltvæsenet Duo, der egentlig er kommet for at få udført en operation, inden han skal deltage i konferencen. Han forsøger hele tiden at vende den mest attraktive side af sin menneskelighed frem og skjule den anden for sine omgivelser.

Efter operationen holder den tilbageblevne del den afsluttende tale under konferencen, om det smertefulde i operationen og det glædelige ved den succes, han nu får blandt sine medmennesker. Hans budskab er, at ”Sandhed er kærlighed mellem mennesker”.

Da jeg – fortælleren vil hjem, finder han en skikkelse i hvidt, der måske er ved at stjæle hans uaflåste cykel. Det er den bortoperere og blodige del af Duo, der er blevet båret væk i stilhed, som om han var død, og som nu lider under en total mangel på identitet.

Jeg – fortælleren kører bort alene på sin cykel, men synet af og samtalen med den bortopererede del efterlader hos ham en kniv i hjertet, hvor kun skaftet stikker frem, og han tør ikke fjerne den af angst for, at alt hans hjerteblod vil følge efter.

Som han fik fortalt, har gøglerne brug for et gådefuldt væsen, der ikke har arme, og som dog kan kaste med skinnende knive.

Niels Duus Nielsen, Katrine Damm, Gert Hansen og David Joelsen anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

Der er absolut intet forsonende i Eva Illouz bidrag til Habermas-hyldesten i Die Zeit. Tværtimod afslutter hun således: "Doch wie dauerhaft Habermas' Erbe auch sein wird (und es wird dauerhaft sein), kann es die konstitutive entscheidende und zerstörische Rolle von Gefühlen in der kommunikative Vernunft nicht mehr ausblenden."
Eva Illouz peger her på et fundamentalt og helt afgørende tomrum i hans filosofi og sociologi, hvor mennesket kun optræder som fornuftdrevet kommunikator.
Habermas kan godt beklage kapitalismens kolonisering af livsverdenen, i lighed med mange andre gode borgere. Men han kan ikke kritisere kapitalismen som økonomisk system, han forudsætter, som f.eks. chefredaktøren, at vore problemer med klima og natur kan løses under kapitalistiske produktionsforhold.
Han har ingen som helst sans for, hvad det betyder for menneskers tænkning og følelsesliv, at måtte leve et liv, hvor en af de væsentligste livsytringer, arbejdet, er bortforpagtet til den private ejendomsret.
I hans kommunikative fornuft er følelsernes rolle henvist til en plads langt nede i bussen.
Derfor er hans projekt ufuldendt.

Olav Bo Hessellund, Niels Duus Nielsen, Bent Gregersen, Erik Winberg, Steen Sohn og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne kommentar
Morten Hjerl-Hansen

Gad vide hvad kunstigt svækkede samtalekompetencer koster samfundet årligt? 50 mia? 100 mia? Men prisen for at forbedre samtalekompetencerne er lidt højere. 60 mia? 110 mia? Det er altså ikke profitabelt for samfundet at borgerne har det godt og taler med hinanden. Det lader til at kommunikation er blevet så standardiseret og gængs, som svaret på alt, ja, en fuldkommen, opleves den som, selvindlysende totalløsning, at vi alle kunstigt tror at kommunikation er bedre end samtale. I kommunikationen skubber man hårdknuden væk, man forhandler som voksne mennesker og hvad har vi, hvorimod man i samtalen taler om hårdknuden i det omfang at man anerkender dens eksistens. Men når man skubber hårdknuden væk vokser den sig større og forplanter sig til stor ulykke for de stakkels mennesker det går ud over. Kommunikation er for mig at se det grimmeste der overhovedet er ved kapitalismen, for den handler slet ikke om hårdknuder. Det er den for pæn til. Jeg kan bedre goutere grovhed end pænhed, for med grovheder kan man sige undskyld og være som et barn. Det er børnene det først og fremmest handler om. Nutidens og fremtidens børn. En herredømmefri samtale, Habermas' nøglebegreb, forudsætter selvfølgelig ikke samtalekompetencer, men kommunikationskompetencer. Det er for de rige og veluddannede. Habermas er en kunstig mand. Nissen også.

Kapitalismen er ukærlig. Hvorfor tør ingen ordentlige skønlitterære forfattere, foruden Michel Houellebecq, som lykkeligvis har hele Europas opmærksomhed, Europa som altid har vist vejen for verden og også vil komme til det i fremtiden, sige det? De svageste forfattere forklæder sig som ligegyldige klimakonger. Det er politikerne og folket der skal være klimakonger.

Læs mere:

https://www.othernewspaper.com/da/2019/06/19/jurgen-habermas-90-aar/

Niels Duus Nielsen, Erik Winberg og Ib Jørgensen anbefalede denne kommentar