Læsetid: 8 min.

Berlin fastfryser huslejerne, prøvekrig i Golfen og andre udvalgte historier fra verden

Private lejeboliger i Berlin får frosset huslejen i fem år, ebolaudbruddet i DR Congo spreder til Uganda: Kina maser sig ind mellem Nordkorea og USA; Irans revolutionsgarde giver en smagsprøve på krig i Golfen.
Selv om alt nybyggeri er undtaget fra femårsreglen, frygter kritikere især, at investorerne vil slå en bue uden om Berlin og dermed øge boligmanglen yderligere.

Selv om alt nybyggeri er undtaget fra femårsreglen, frygter kritikere især, at investorerne vil slå en bue uden om Berlin og dermed øge boligmanglen yderligere.

John Macdougall

22. juni 2019

Her er fire vigtige internationale historier, som du måske er gået glip af i løbet af ugen.

Tilmeld dig i bunden af artiklen, hvis du vil modtage Verdens Gang i din indbakke hver fredag aften.

  • Berlin fastfryser huslejerne efter stærke lejerprotester

De fleste liberale kommentatorer er for tiden helt oppe i det røde felt i Berlin.

Den rød-rød-grønne berlinske regering bestående af SPD, Die Linke og De Grønne har med egne ord nemlig betrådt »juridisk ukendt land« ved at beslutte, at de private udlejere bag mere end 1,5 millioner berlinske lejeboliger ikke må hæve huslejen de næste fem år. Sociale boliger og nybyggeri er undtaget fra reglen, og i særlige tilfælde, hvor en udlejer påviseligt tjener for lidt til at opretholde boligens standard, kan stigninger bevilges individuelt.

Reglen, der allerede trådte i kraft i denne uge, er en reaktion på flere års stærke protester mod, at det berlinske lejeniveau – om end fra et lavt niveau – er steget mellem 70 og 90 procent inden for de seneste ti år. Vel at mærke i en by med lønninger under det tyske gennemsnit.

I april demonstrerede 40.000 berlinere »mod fortrængning og huslejevanviddet«, og der er en folkeafstemning på vej om, hvorvidt alle boligkoncerner, der har mere end 3.000 berlinske lejligheder i porteføljen, skal statsliggøres. Det gælder ikke mindst det børsnoterede aktieselskab Deutsche Wohnen, der med en række amerikanske fonde som største aktionærer sidder på omkring 110.000 lejligheder i Berlin. Netop ved Deutsche Wohnen tog kursen et dyk på mere end 15 procent, da fastfrysningen af huslejeloftet blev vedtaget i denne uge.

Tiltaget viser, at »det politiske niveau stadig er handlingsdueligt, og at det trods udlejernes lobby er i stand til at skabe en lov, der skaber lindring med det samme,« mener for eksempel avisen Die ZEIT.

»Det har for længst åbenbaret sig, at markedet ikke kan løse boligmanglen i de tyske byer.«

Den konklusion er andre medier og eksperter rasende uenige i. Selv om alt nybyggeri er undtaget fra reglen, frygter kritikere især, at investorerne vil slå en bue uden om Berlin og dermed øge boligmanglen yderligere.

Samtidig vil endnu flere lejeboliger måske konverteres til ejerboliger, hvormed presset på lejemarkedet vil stige yderligere.

»Nu får vi ingen ombygning til ældre borgere, ingen barrierefrihed, ingen CO2-besparende tiltag, langt mindre nybyg,« lyder det fra forbundet af berlinske boligselskaber BBU, der ser loven som et »demokratisk monster«.

I avisen Neue Zürcher Zeitung ses det som et »unikt indgreb i kontraktfriheden og ejendomsretten«.

Andre peger på, at det berlinske senat blot prøver at dække over et problem, som Berlin selv har forårsaget: At delstaten i den neoliberale bølge har privatiseret flere hundredtusinder sociale boliger – og at der selv under den rød-rød-grønne regering er blevet bygget alt, alt for lidt i Berlin, så efterspørgslen fortsat ligget langt over udbuddet.

  • Ebolaepidemi i DR Congo eskalerer faretruende

Isaac Kasamani/AFP/Ritzau Scanpix

WHO tøver endnu med at proklamere ’international nødsituation’, selv om det seneste udbrud i DR Congo af den dødbringende infektionssygdom ebola nu har spredt sig til nabolandet Uganda. Dog understreger WHO, at der i DR Congo absolut foreligger en nødsituation, som er »ekstremt bekymrende«, som den fungerende formand for WHO-nødkomité, den norske læge dr. Preben Aavitsland udtrykte det – især fordi det kniber med at rejse de lovede penge fra internationale donorer til at sætte ind imod udbruddet.

»Kommiteen er dybt skuffet over, at WHO og de berørte lande ikke har fået de bevillinger og ressourcer, vi behøver for at håndtere udbruddet. Det internationale samfund bliver nødt til at finde de penge og den støtte, vi skal bruge til at styrke vores beredskab og vores indsats i DR Congo og dets nabolande,« sagde Aavitsland i sidste uge.

Dog oplyser WHO’s generalsekretær, dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus, at organisationen har modtaget 43,6 millioner dollars ud af de 54 millioner dollars, der er givet tilsagn om. Erklæres der ’international nødsituation’, vil dette udløse flere ressourcer og mere hjælp. Indsatsen i den ebolante Kivu-region i det østlige DR Congo vanskeliggøres dog af jævnlige voldsudbrud mellem rivaliserende væbnede grupper.

Ebolaepidemien i DR Congo har ikke nået samme niveau som den tidligere epidemi, der toppede i flere vestafrikanske lande i 2014. Men efter ti måneders epidemi, 2.100 smittede og 1.400 døde, er der tegn på en lignende faretruende udvikling.

»Epidemien er gået ind i en virkelig skræmmende fase, og vi ser ingen tegn på, at den kulminerer foreløbig,« siger Jeremy Farrar, leder af ngo’en Wellcome Trust. »Vi har nu flere døde end i nogen anden ebolaepidemi i historien siden den vestafrikanske epidemi fra 2013-16, og der kan ikke herske tvivl om, at situationen lige nu er i gang med at eskalere til et lige så skræmmende niveau«.

  • Den Islamiske Republik slår tilbage

Den iranske general Hossein Salami.

ATTA KENARE

De insisterer begge på, at de ikke ønsker krig, men ikke desto mindre er både Washington og Teheran i den grad på krigsstien.

Raketter, bomber og sprængladninger har over de seneste uger ramt lufthavne, olierørledninger, tankskibe og afsaltningsanlæg i Golf-regionen, og torsdag kulminerede det med nedskydningen af en amerikansk drone.

»Vi har sendt en klar besked til USA. Vi har ingen intention om krig, men vi er parate til krig,« sagde den iranske general Hussein Salami fra revolutionsgarden kort efter nedskydningen af dronen.

Washington har over de seneste måneder ført en armvridningsstrategi med ’maksimalt pres’, der går på at knække Iran økonomisk. Revolutionsgarden er blevet smidt på terrorlisten, Irans oliekunder er blevet truet med straf, hvis de køber olie fra Teheran, og flere amerikanske tropper er blevet udstationeret på Irans dørtrin i Golfen.

I længere tid har Iran haft ryggen mod muren, og med manglen på en stærk supermagt ved sin side har Teheran dybest set haft tre handlemuligheder for at komme ud af den amerikanske belejring.

1) Vente til 2020 og håbe på, at Donald Trump bliver udskiftet, 2) kapitulere til Washington og acceptere Donald Trumps præmisser eller 3) besvare det amerikanske pres med ild i den olierige Golf og håbe på, at Washington får kolde fødder.

Og det lader til, at høgene fra revolutionsgarden, som nu har overhånden i Teheran, har satset på den sidste mulighed: Ram Den Persiske Golfs maritime industri, udstil skrøbeligheden i regionens olieøkonomi, og giv en smagsprøve på, hvad iransk militær er i stand til, hvis USA bomber Iran.

»De moderate kræfter i iransk politik, som har forsøgt at gå diplomatiets vej med atomaftalen, er i dag marginaliserede. De amerikanske sanktioner opfattes af Irans høge som krigshandlinger. For høgene er krigen allerede i gang, og derfor svarer man med eskalation,« siger Rasmus Elling, der er lektor ved Institut for tværkulturelle studier på Københavns Universitet og aktuel med bogen Irans moderne historie.

Om Irans konfrontatoriske strategi i Golfen vil give pote og tvinge Washington til at revurdere sin Iran-politik er uvist på nuværende tidspunkt. Nogle eksperter mener, at det er uforsvarligt, andre mener, at Irans små angreb i Golfen kan være en vej ud af krig.

»Selv om Iran måske signalerer, at landet er villigt til at lade spændingerne forvandle sig til konflikt, forsøger Teheran muligvis også at finde en vej ud af kniben,« skriver Afshon Ostovar, lektor i sikkerhedspolitik ved Naval Postgraduate School i Californien, i sin seneste analyse for Foreign Policy med reference til angrebene i Golfen.

De kommende dage vil altså vise, om Washington får kolde fødder.

I mellemtiden ligner atomaftalen fra 2015 mere og mere et overstået kapitel. I begyndelsen af maj gav præsident Hassan Rouhani de resterende medunderskrivere af atomaftalen i alt 60 dage til at redde atomaftalen ved at stå fast og beskytte Irans oliehandel og banksektor mod USA’s sanktioner. Men Europas manglende handlekraft betyder nu, at Iran tilsyneladende er begyndt at øge berigelsen af uran.

»Dette skridt vil gøre det sværere for EU, Storbritannien, Tyskland og Frankrig at støtte JCPOA retorisk«, siger Borzou Daragahi, senior fellow med fokus på Iran fra Scowcroft Center for Strategy and Security, ifølge New Atlanticist.

  • Første kinesiske leder på besøg i Nordkorea i 14 år

KCNA via KNS

For første gang siden 2005 er en kinesisk leder på statsbesøg i Nordkorea. Kinas præsident Xi Jinping var torsdag og fredag i nabolandet, få dage før han skal møde USA’s præsident Donald Trump ved et G20-møde i Japan.

Besøget anses for at være en støtte til Nordkoreas diktator Kim Jong-un, der endnu ikke har fået noget ud af sine højt profilerede forhandlinger om atomnedrustning med præsident Trump; det sidste møde mellem Kim og Trump i Hanoi endte i en fiasko og uden nogen form for aftale.

Kina er Nordkoreas traditionelle allierede og har længe holdt hånden over Kim Jong-uns regime både økonomisk og diplomatisk. Beijing vil undgå et nordkoreansk kollaps som følge af de hårde FN-sanktioner indført på grund af fortsatte atomprøvesprængninger og missiltest.

Men især siden Xi Jinping kom til magten i 2012, har det kinesiske styre vist tegn på at være stadig mere irriteret over nordkoreansk sabelraslen, som har skabt en alvorlig sikkerhedsrisiko i Kinas baghave. USA har konsekvent peget på, at Kina med sin indflydelse ville være i stand til at få Nordkorea til at makke ret, men med den igangværende handelskrig mellem Kina og USA er det stadig mindre sandsynligt, at Beijing vil acceptere Washingtons præmisser for at finde en løsning på den nordkoreanske atomtrussel.

Til gengæld kan Kina, der længe har set Nordkorea som en strategisk buffer mod amerikansk indflydelse i området, bruge besøget til at styrke sin indflydelse ved at indsætte sig selv som en afgørende mægler i de videre forhandlinger mellem USA og Nordkorea – og dermed potentielt facilitere en aftale, der anerkender Kinas diplomatiske styrke og også tager hensyn til kinesiske interesser.

Kim Jong-un kan bruge Xi Jinpings besøg til at vise både indadtil og udadtil, at han fortsat nyder Kinas støtte. Det kan stille ham stærkere i de videre forhandlinger med Trump.

USA kræver, at Nordkorea helt opgiver sine nukleare ambitioner, før de internationale sanktioner hæves. Nordkorea ønsker dog en proces, hvor man skridt for skridt bevæger sig mod en afmontering af atomprogrammet til gengæld for markante indrømmelser fra amerikansk side, eksempelvis sikkerhedsgarantier og økonomisk støtte. Det lader også til at være den model, som den kinesiske regering foretrækker.

Nordkoreas taktik har igennem en længere årrække været at bringe sig i en så gunstig forhandlingsposition som muligt ved voldsom sabelraslen – for derefter at tilbyde forsoning til gengæld for konkrete indrømmelser fra omverdenen. Det er en udbredt analyse blandt eksperter, at nordkoreanerne ikke reelt ønsker at opgive sine atomvåben, da de er landets eneste forhandlingskort og af det nordkoreanske styre anses for at være en nødvendig beskyttelse mod det, der opfattes som en eksistentiel trussel fra USA.

Serie

Verdens gang

En ugentlig oversigt over de internationale historier, du måske har overset. 

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu