Læsetid: 6 min.

Dobbeltfiasko: EU-lederne kunne hverken enes om et nyt klimamål eller om at fordele topposterne

Årets mest imødesete EU-topmøde lever op til de værste klicheer om EU: Langsommelige og ubestemmelige kompromiser, som ingen forstår, strikket sammen i en sen nattetime bag lukkede døre
Da Merkel ankom til Rådsbygningen i Bruxelles, fortalte hun tv-kameraerne, at Tyskland både står bag spidskandidatprocessen og bag målsætningen om at gøre EU CO2-neutral i 2050. Det er kun seks måneder siden, at hun havde den modsatte holdning.

Da Merkel ankom til Rådsbygningen i Bruxelles, fortalte hun tv-kameraerne, at Tyskland både står bag spidskandidatprocessen og bag målsætningen om at gøre EU CO2-neutral i 2050. Det er kun seks måneder siden, at hun havde den modsatte holdning.

Virginia Mayo

22. juni 2019

Klokken er over to om natten i Bruxelles, og ingen siger noget. Jeg står bag en håndfuld udmattede tyske kameramænd, der kaster tomme blikke ned ad den lange gulvtæppebelægte gang, hvor EU-lederne plejer at møde pressen efter deres topmøder. En lille delegation af diplomater trasker forbi med løsnede slips, det er det tyske forhandlingsteam.

Og så … for enden af gangen lyser en cremefarvet jakke. Et ensomt kamera klikker.

»Godaften … eller godmorgen skulle man måske sige,« nikker den tyske kansler, Angela Merkel.

Hun stiller sig bag en lille pult foran en mikrofon, hun smiler ikke.

Det er der heller ingen grund til.

Vi er til årets mest imødesete EU-topmøde på en trykkende fugtig aften, hvor sveden har presset sig vej ud under jakkerne på selv den mest velholdte embedsmand.

Hele dagen har de 28 EU-ledere forsøgt at blive enige om to ting:

Spillet om unionens topposter, den såkaldte spidskandidatproces med Manfred Weber, Margrethe Vestager og Frans Timmermans, som vi efterhånden har hørt om til ukendelighed.

Og så om noget nyt: At EU nu er snublende tæt på at vedtage en ny klimamålsætning, som er mere ambitiøs end selv de mest optimistiske havde drømt om for et halvt år siden: At hele EU skal være Co2-neutralt i 2050. Udledningen skal barberes ned, og den sidste sjat Co2 skal der kompenseres for med skov eller andet godt (detaljerne kender vi ikke endnu).

Det er stort.

»Det ville være første gang nogensinde, at EU erkender, at man skal være fuldstændig klimaneutral inden for få årtier,« som Jens Mattias Clausen fra Greenpeace siger til mig.

Håbet er, at EU kan møde samlet op til FN’s klimatopmøde i september og fremvise et ambitiøst klimamål, der presser Kina, Indien og USA i samme retning.

’Den grønne bølge’ ved EU-valget den 26. maj har presset politikerne.

Da Merkel 12 timer tidligere står på den røde løber ved ankomsten til Rådsbygningen i Bruxelles, fortæller hun tv-kameraerne, at Tyskland både står bag spidskandidatprocessen og bag målsætningen om at gøre EU Co2-neutralt i 2050. Det er utroligt, det er nemlig kun seks måneder siden, at hun havde den modsatte holdning: At spidskandidatprocessen var forfærdelig, og at EU ikke skulle ændre sin målsætning.

Otte lande, bl.a. Danmark, Frankrig, Sverige og Spanien, har arbejdet på at hæve klimaambitionerne, og Merkel kom først med på vognen i maj, cirka samtidig med at meningsmålingerne i Tyskland viste, at De Grønne kunne blive landets største parti.

Nu er der et andet problem. Der var ingen grøn bølge i Østeuropa.

»Vi kan ikke acceptere at gøre målene mere ambitiøse,« siger den polske statsminister, Mateusz Morawiecki, da han ankommer.

80 pct. af Polens elektricitet kommer fra kul, det samme gør varmen i 86 pct. af landets huse.

I månedsvis har en løs koalition af lande – Polen, Ungarn, Kroatien, Bulgarien, Tjekkiet og Rumænien – kæmpet imod 2050-målet.

»Der skal være meget klart formulerede betingelser for kompensation,« siger Morawiecki.

Fodnotepolitik

Da mødet starter, er der straks problemer.

Et udkast til en aftaletekst bliver lækket, og der står ikke, at »EU skal være klimaneutralt i 2050, bum!«, men derimod, at EU skal »bestemme, hvordan man sikrer en transition til et klimaneutralt EU i 2050«.

Men ikke engang dét er godt nok. Polen, Tjekkiet og Ungarn nægter at have årstallet »2050« med i teksten, og selv om både tyskere og franskmænd komme med forslag – kunne man ændre formuleringen? Kunne man lave en erklæring ved siden af teksten? – hjælper det ingenting. En kilde fortæller, at Merkel personligt forsøger sig med en patosfuld appel om at »respektere den næste generation«. Men positionerne rykker sig ikke.

Efter to timer siver endnu et udkast ud, der er blevet fotograferet med en mobiltelefon. Nu er årstallet »2050« helt væk, og der står bare, at EU skal leve op til Parisaftalen. Og efter tre en halv time er det slut: De er ikke blevet enige.

Den omstridte fodnote

Uenighederne om klimaambitionerne endte med en underlig fodnote. Her er teksten fra statsledernes konklusioner:

»Efter de seneste måneders sektorspecifikke drøftelser opfordrer Det Europæiske Råd og Kommissionen til at fremme arbejdet med de betingelser, de incitamenter og den befordrende ramme, der skal indføres for i overensstemmelse med Parisaftalen [1] at sikre en omstilling til et klimaneutralt EU, som bevarer den europæiske konkurrenceevne, er retfærdig og socialt afbalanceret, tager hensyn til medlemsstaternes nationale forhold og respekterer deres ret til at træffe afgørelse om deres eget energimiks, idet der tages udgangspunkt i de allerede aftalte foranstaltninger til opfyldelse af 2030-reduktionsmålet.[1] For et stort flertal af medlemsstaterne skal der opnås klimaneutralitet senest i 2050.«

Henvisningen til »2050« er ude af teksten, og i stedet gemt af vejen i en underlig fodnote med én sætning: »For et stort flertal af medlemsstaterne skal der opnås klimaneutralitet senest i 2050.«

Mystisk.

Imens er den polske statsminister gået ned i et lille lokale et sted i bygningen, hvor hans folk overrasker ham med en stor kage. Han har 51-årsfødselsdag.

Fodnoter er ikke hverdagskost i sådan en aftaletekst, og fodnote er ikke et stærkt signal at sende til Kina og USA. Og en fodnote er ikke noget godt udgangspunkt at indlede de næste forhandlinger med – dem som alle forventer bliver de sværeste: kampen om topposterne.

De samme spidskandidater

Der svæver en lyserød sky af parfume over flokken af italienske journalister, der har klumpet sig sammen om en stakkels embedsmand, der overbringer nyt fra forhandlingerne: Debatten om topposterne kommer til at trække ud. Igen.

Statslederne har ellers diskuteret emnet flere gange allerede. På deres møde i Sibiu i Rumænien i maj, på det uofficielle topmøde lige efter EU-valget. Og nu igen.

I månedsvis har Gud og hvermand gættet på, at Gud og hvermand kunne være kandidat: Rutte, Bettel, Michell, Sefcovic, Thorning, Georgeva, Kolinda, Barnier, Vestager, Løkke, Tusk, Costa …

Rådsformand Donald Tusk talte i telefon med dem alle i løbet af ugen. Der har været alle mulige småmøder. Alene i dag har Emmanuel Macron mødtes med både spanske Sanchez, portugisiske Costa, luxembourgske Bettle, belgiske Michel, hollandske Rutte, alene med Merkel og med både Merkel og Tusk.

Og partigrupperne har holdt møder. Statscheferne fra både den konservative EPP-gruppe, socialdemokraterne og de liberale har mødtes tidligere på dagen, og alle er de blevet enige om, at holde fast i deres egen spidskandidat: Altså Manfred Weber (EPP), Margrethe Vestager (de liberale) og Frans Timmermans (sosserne).

Samtidig er et røgsignal sivet op fra Europa-Parlamentet lidt længere nede ad gaden: De to store partifamilier, Socialdemokratiet eller den liberale gruppe, ville ikke støtte Weber, siger de, så nu har han ikke et flertal i parlamentet (som jo skal godkende en kommende kommissionsformand). Og så skulle man jo tro, at både Weber og spidskandidatprocessen var død og begravet. Men så let er det åbenbart ikke.

Et dødt system

Flere kilder siger til Information, at statslederne aldrig når længere end til skænderierne om partigrupper og de tre spidskandidatnavne – de diskuterede aldrig en bredere kreds af kandidater.

Financial Times erfarer, at Mark Rutte (fra de liberale) og Angela Merkel (fra EPP) tager sig en hård meningsudveksling. Rutte vil have Weber af vejen, fordi han åbenlyst ikke har støtte, men det vil Merkel kun gøre, hvis Vestager og Timmermans samtidig bliver taget af bordet. Og det er der mange andre, som ikke vil.

Klokken 01:40 er de færdige. Uden en løsning.

Macron står solbrun og frisk som en fisk og svarer på journalisternes spørgsmål.

»Er spidskandidatsystemet dødt i aften,« ville en vide

»Dét system eksisterer slet ikke,« svarer han.

Ergo må det vel så være dødt. Så er der da i det mindste sket lidt.

Men cirka samtidig står Angela Merkel bag sin lille pult med fødderne urokkeligt plantet i det bløde gulvtæppe og udlægger det hele lidt mere uldent:

»Tusk har berettet for os«, at der ikke er flertal for nogen af de tre kandidater, siger hun, og en journalist spørger, om det så betyder, at Weber og spidskandidatprocessen er død og borte.

Tja, bumbum, nu skal partigrupperne og parlamentet tale sammen, siger Merkel, så hun vil »ikke svare definitivt«, og så forsvinder hun ned ad den lange, stille gang, samme vej som hun kom, og man står tilbage med en diffus fornemmelse af ikke at vide, hvad i alverden der egentlig foregår.

Men lige nu ser det altså ud som om, at alle spidskandidaterne – også Vestager – er blevet ryddet af vejen.

Aftenen lever op til de værste klicheer om EU: Om langsommelige og ubestemmelige kompromiser strikket sammen i en sen nattetime bag lukkede døre, som ingen forstår.

Snart står solen op over byen.

De er da i det mindste blevet enige om én ting: At holde et nyt topmøde den 30 juni, hvor Europas 28 statsledere skal diskuterer præcis det samme en gang til.

Angela Merkel og Donald Tusk kom til EU-topmødet med en plan: Den hollandske socialdemokrat Frans Timmermans skulle være kommissionsformand. Men så let skulle det ikke gå. Her er Timmermans fotograferet inden en tv-debat tilbage i maj.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Johnny Christiansen
Eva Schwanenflügel og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Christian Bennike

Jamen altså .... hva' skal vi dog gøre ??

Nu ved jeg det .... vi melder os ud, så slipper vi for al den hurlumhej.

Steffen Gliese

Verden er en proces, ikke en konkurrence. Ikke at kunne opnå enighed er ikke en fiasko.

Jan Weber Fritsbøger, Erik Fuglsang, Karsten Lundsby, Rolf Andersen, René Arestrup, Torben K L Jensen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar

I december 2009 kunne briterne vågne op til at en af deres egne havde besat posten som "EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik".

Briternes første reaktion var naturligvis: What? Hvilken post? højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, hvad fanden er det?

Dernæst, nå men hvem skal så være højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik?

Lady Catherine Ashton, Lady hvem? aldrig hørt om hende. Come on hun er baronesse. ingen der kender hende? tidligere Europa-Kommissær for handel? Stadig ingen. labourmedlem. Nå men nu er hun altså det dér højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, så suck on it! Vi kan godt fornemme, at I synes at beslutningsprocesserne her i Bruxelles er håbløse, men som I selv siger always look on the bright side of life.

Men briterne forblev sure....og resten er jo historie.

Carsten Hansen

I EU burde det ikke være stammementalitet der styrer begivenhederne.

Personligt vil jeg foretrække en hollandsk socialdemokrat fremfor en dansk borgerlig liberal , som kommissionsformand.

Nils Bøjden

"Årets mest imødesete EU-topmøde lever op til de værste klicheer om EU: Langsommelige og ubestemmelige kompromiser, som ingen forstår, strikket sammen i en sen nattetime bag lukkede døre"

Sikke dog noget populistisk pladder. Det er ikke en offentlig konkurrence men en balancegang mellem demokratiske stater.

Erik Fuglsang, Karsten Lundsby, René Arestrup, Jens Winther, Steffen Gliese og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Carsten Hansen

Så borgerlig er Margrethe Vestager altså heller ikke -
i hvert fald ikke så borgerlig, at det gør noget !!

Men jeg kan godt følge din pointe; der er noget á la Caroline Wozniacki over det hele ....
men det skal der også være plads til.

René Arestrup

Ja, ja, demokrati er jo som bekendt en temmelig besværlig størrelse. Man er tvangsindlagt til at lytte til hinanden og uanset at man har en interesse i at hyppe egne kartofler, er det halvlunkne kompromis ofte den eneste vej frem.
I den forbindelse er det bizart at høre EU-modstanderne skose EU for både at være udemokratisk og ineffektiv.

Trond Meiring, Rolf Andersen og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Erik Fuglsang

Jeg begynder efterhånden at have det temmelig anstrengt med flere af de østeuropæiske lande, som vi har inviteret med ind i EU-klubben.

De er - generelt - særdeles fodslæbende, når det gælder den grønne omstilling. De vil kun være med til nødtørftig grøn politik, hvis de får euro, rigtig mange milliarder af euro fra EUs strukturfonde.
Medlemsbidragene vil de helst slippe for, til gengæld vil de have snablerne dybt ned i kasserne. Vel at mærke de EU-kasser som først og fremmest vesteuropæiske skatteydere betaler til for at vise de fattige østeuropæere solidaritet.

Hvis Unionen skal bevare sin legitimitet i alle dele af Europa fordrer det jo, at alle medlemslande over tid oplever, at der er en nogenlunde fornuftig balance mellem fordele og ulemper. For østeuropæerne handler det alene om nettofordele på nordvesteuropæernes bekostning. Det er uholdbart i længden.

Flere af de østeuropæiske lande har problemer domstolenes uafhængighed. Der er politiske indblanding i deres arbejde. Det er helt uantageligt. Hvilke reelle konsekvenser har det fået? Det må redaktionen på Information rigtig gerne belyse.

Det samme gælder den frie presses uafhængighed i flere af disse lande. Hvilke reelle konsekvenser har det fået? Det må redaktionen på Information også rigtig gerne belyse.

Begge dele (politisk indblanding i pressens og domstolenes arbejde) er HELT uforeneligt med traktaterne, og derfor burde EU kasserne, med de mange dejlige milliarder i strukturfondmidler (fra først og fremmest de vesteuropæiske skatteydere), blive smækket HELT i, til de lærer at overholde de fælles spilleregler, ligesom stemmeretten i alle relevante fora burde suspenderes, til de igen overholder reglerne.

Endelig så kniber det gevaldigt med vores østeuropæiske brødre og søstres solidaritet, når det gælder flygtninge og migranter. Hvor mange har de egentligt taget i øst?
Hvorfor får det ikke virkelig mærkbare økonomiske og andre konsekvenser for de lande, at de usolidarisk smyger sig uden om de fælles forpligtelser? Hvilke reelle konsekvenser har det fået? Det må redaktionen på Information også rigtig gerne belyse:

Senest har de spændt ben for et klimaneutralt EU 2050, medmindre vi igen, igen åbner tegnebogen....

Hvornår siger vi mon "enough is enough"?

Jan Weber Fritsbøger, Karsten Lundsby og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
slettet profil

De østeuropæiske lande er “inviteret” med for at få adgang til deres marked. EU har aldrig handlet om andet end økonomisk gevinst. Mange bilder sig ind at EU kan løse klima- og flygtninge problemer, men der er kun udgifter forbundet med det, så det sker aldrig.

Torben Lindegaard

@Allan Petersen

Da de Østeuropæiske lande plus Cypern & Malta kom med i EU, var det nu så som så med disse landes markedspotentiale.

Derimod fik disse lande adgang til verdens mest købedygtige marked plus gedigne overførsler fra EU's udviklingsfonde og gode afregningspriser på deres landbrugsvarer.

Det skal være dem vel undt - Danmark var også nettobidragsmodtager i mange år - og forhåbentlig kan disse overførsler bidrage til en fredelig udvikling i disse lande.

De samme betragtninger kan gøres om de 6 resterende lande på Vestbalkan, som forhåbentlig alle kommer med i EU i næste budgetperiode, også selvom Danmark godt nok er imod.

Troels Brøgger

"Årets mest imødesete EU-topmøde lever op til de værste klicheer om EU: Langsommelige og ubestemmelige kompromiser, som ingen forstår, strikket sammen i en sen nattetime bag lukkede døre"
Nemlig. Lalleglade EU tilhængere fat det nu: EU er en udemokratisk dårlig konstruktion.
Og til Nils Bøjden: ja ja man kan jo altid kalde ubehagelige sandheder for grimme navne......

René Arestrup

@Troels Brøgger
Jeg er sikker på, at uanset hvilken suppe du fik serveret, ville du omgående koncentrere dig om at finde håret....

Jan Weber Fritsbøger

ja lad os kalde de andre grimme ting lalleglade feks. og deres meninger kan vi kalde populistisk pladder, så er vi nok sikre på at vores holdninger bliver respekteret og forstået ;o)

Troels Brøgger

@ René Arestrup
Og jeg er sikker på at uanset hvad jeg skrev, ville du altid læse det som Fanden læser bibelen.