Læsetid: 7 min.

»EU’s frie bevægelighed har også gjort os rumænere til Europas undermennesker«

Rumænere i milliontal er rejst til Italien – mange for at arbejde i den private ældrepleje. Ofte bliver de budt så ringe forhold, at de hurtigt bliver udbrændte, udskammede og socialt isolerede. Mønsteret af deprimerede rumænske kvinder er så udbredt, at det har fået sit eget navn: ’Det italienske syndrom’
55-årige rumænske Adriana Manga er ligesom over en million af sine landsmænd endt i Italien. I seks år har hun arbejdet som ’badante’, hvilket typisk er en privatansat ældreplejer eller handicaphjælper. I arbejdet har hun ligesom sine landsmænd oplevet, hvordan de groft bliver udnyttet til uendelige arbejdsdage, nul fridage og lav løn.

55-årige rumænske Adriana Manga er ligesom over en million af sine landsmænd endt i Italien. I seks år har hun arbejdet som ’badante’, hvilket typisk er en privatansat ældreplejer eller handicaphjælper. I arbejdet har hun ligesom sine landsmænd oplevet, hvordan de groft bliver udnyttet til uendelige arbejdsdage, nul fridage og lav løn.

Martin Gøttske

11. juni 2019

CHIARI – Det lille værelse oppe under taget er skoldhedt om sommeren og iskoldt om vinteren. Her er ingen isolation, men til gengæld er her fredeligt, og det er lige præcis sådan, Adriana Manga ønsker det.

»Her er der ingen, der råber ad mig og kræver min opmærksomhed 24 timer i døgnet. Her er ingen ydmygelse, bare stilhed,« siger kvinden med kort gråsprængt hår.

Hendes seng er en massagebriks, som hun har fundet på gaden. Og når hun lægger sit hoved på puden, har hun udsigt til et Kristus-maleri og de flamingostykker, som hun har sat for vinduerne for at afbøde de værste temperatursvingninger udenfor.

»Det her er mit sted. Jeg kan lukke døren bag mig, være alene og bare være i stilhed. Det føles befriende.«

55-årige Adriana Manga er rumæner, og som over en million af sine landsmænd er hun endt i Italien. De seneste seks år har hun arbejdet som det, der på italiensk kaldes en badante, oftest en privatansat ældreplejer eller handicaphjælper.

En badante hyres eksempelvis af en familie, der ikke har tid eller kræfter til selv at tage sig af sine nære, måske en forælder ramt af Alzheimers. Den rumænske hjælper flytter derefter ind og bor sammen – og tit yderst tæt – med den ældre eller syge.

»Selvom vi måske har kontrakt på en ottetimers arbejdsdag, forventes vi at være til rådighed konstant. Nogle gange sover vi i samme værelse – og ovenikøbet i samme seng – som de gamle. Hvis man har sit eget værelse, er man alligevel ikke sikker på at have et privatliv. Jeg arbejdede på et tidspunkt for en kvinde med Alzheimers, og både nat og dag brasede hun ind på mit værelse for at spørge om det samme igen og igen og igen,« fortæller Adriana Manga.

»Man bliver suget ind i familien. Man er blevet ansat til at tage sig af en enkelt person, men pludselig tager man sig også af et andet familiemedlem – og så et tredje. Man begynder at skulle lave mad til børnene, børnebørnene og nevøerne. Og så gøre rent og handle ind,« siger hun. 

»Det er altfortærende, og man forsvinder helt som selvstændig person. Man har ikke tid til sig selv.«

Og de fleste ser det ikke som en mulighed at klage over situationen, fortæller Adriana Manga:

»Hvis man begynder at brokke sig, får man at vide, at man da bare kan smutte, fordi der er en lang kø af rumænere bag dig, som med glæde vil overtage arbejdet.«

Bevægelighedens skyggeside

Nu er det dog lykkedes Adriana Manga at finde det, som hun beskriver som »en god familie«, der giver hende faste arbejdstider og mulighed for at bo uden for familiens hjem i det lille loftsværelse i den norditalienske by Chiari nær Torino.

»De giver en lavere løn, men jeg har brug for en pause,« siger hun.

Ifølge italienske opgørelser er der omkring 200.000 rumænere, der arbejder legalt som badante i landet – men tallet kan være markant højere, da mange arbejder uden kontrakt og derfor ikke tælles med af myndighederne. De udfylder et akut behov i et land, hvor plejehjemspladser er en mangelvare. Lønnen for konstant at være til rådighed og ganske få fridage ligger typisk på mellem 700 og 900 euro om måneden – omkring 6.000 kroner.

På den måde oplever de rumænske kvinder i Italien ikke kun de positive aspekter af EU’s åbne grænser og arbejdskraftens frie bevægelighed, men også skyggesiden, siger Silvia Dumitrache, der leder en rumænsk kvindesagsorganisation i Italien, Associazione Donne Romene in Italia.

»EU’s regler om fri bevægelighed har gjort det muligt for rumænere og andre østeuropæere at komme hertil og tjene bedre penge end derhjemme. Fint. Men for mange ender det også med et liv i noget, der begynder at minde om moderne trældom, og vi rumænere bliver gjort til Europas undermennesker,« mener Silvia Dumitrache, der selv er rumæner og kom til Milano for 16 år siden.

»Mange ender ofte underbetalte, underkuede og med overarbejde. De lever i social isolation og lider af afsavn til familien derhjemme.«

Det italienske syndrom

Konsekvensen er ifølge psykiatere en epidemi af depression blandt kvinderne. Og det i så høj grad, at deres depressive lidelse har fået et navn: Det italienske syndrom.

Det var to psykiatere fra Ukraine, som navngav lidelsen, efter de havde observeret en lang række identiske symptomer – blandt andet manglende appetit, søvnløshed, hallucinationer, skizofreni – hos østeuropæere, som havde forladt deres familier for at arbejde som plejere i Italien.

»Det italienske syndrom er et socialmedicinsk fænomen,« forklarer psykiater Petronela Nechita til den italienske avis Corriere della Sera.

Psykiateren arbejder på en klinik i den rumænske by Iasi, hvor man især behandler patienter, der udviser tegn på det italienske syndrom efter at være vendt hjem.

»Vores patienter har ofte været udsat for længere perioder uden søvn. De har ofte ikke haft fridage og er blevet ødelagt af udmattende arbejdstider. Ingen er i stand til helt alene og uafbrudt 24 timer i døgnet at tage sig af en person, der eksempelvis lider af demens. Det er en stor mental byrde.«

Silvia Dumitrache siger, at problemerne bliver forværret af, at kvinderne er langt fra deres familier og ikke har et socialt netværk i Italien.

»Deres familier ville kunne se, at der var noget galt med kvinderne, men de er langt væk,« siger hun.

»De begynder at isolere sig og har ingen, der bakker dem op.«

»Men problemerne bliver også værre af den måde, kvinderne bliver set på hjemme i Rumænien. De anklages ofte for ikke at være gode mødre, fordi de forlader deres børn derhjemme. Det giver dem en enorm skyldfølelse, selvom de jo selv mener, at de er taget af sted af kærlighed til børnene, da de ønsker at tjene penge, der kan bidrage til at give deres børn bedre fremtidsmuligheder,« siger Silvia Dumitrache, der fortæller, at fordi de rumænske kvinder ved, at mange derhjemme ser negativt på dem, så taler de heller ikke om deres problemer med deres familier – og det forstærker følelsen af isolation.

»De er ofte taget af sted, fordi manden derhjemme har mistet arbejdet, og nogen skal jo tjene pengene. Men samtidig med at mange af mændene har travlt med at være bitre over, at de er blevet efterladt hjemme med børnene, er de jo glade nok for pengene. De begynder at se på kvinderne som pengeautomater,« siger Silvia Dumitrache.

De rumænske slaver

Siden Rumænien blev medlem af EU i 2007, har omkring 3,6 millioner rumænere ifølge FN forladt deres land. Det svarer til næsten en femtedel af landets befolkningstal – og dermed har Rumænien den næsthøjeste migrationsrate i verden efter det krigshærgede Syrien.

I hele Østeuropa er billedet det samme med massiv udvandring – bl.a. har over 600.000 ungarere og 1,3 millioner bulgarere forladt deres fødeland. Den største andel af rumænerne er taget til Italien, hvor der officielt befinder sig i omegnen af 1,3 millioner.

Selvom de nu i høj grad er blevet en uundværlig del af arbejdsmarkedet i Italien, bliver de som befolkningsgruppe fortsat ofte udsat for hadske verbale udfald – også fra italienske toppolitikere. Luigi Di Maio, lederen af regeringspartiet Femstjernebevægelsen, har udskammet rumænerne som kriminelle for at understrege sin EU-skepsis.

»Italien har importeret 40 procent af Rumæniens kriminelle. Hvor er EU bare fantastisk,« lød det sarkastisk fra Di Maio i 2017.

Og sidste efterår sagde Matteo Salvini, lederen af Lega, det andet regeringsparti, at Rumænien har sendt sine »slaver« til Italien.

Silvia Dumitraches kvindesagsorganisation skrev efterfølgende et åbent brev til Salvini for at minde ham om, at »rumænske statsborgere bliver udnyttet i Italien«, og at det er hans pligt som indenrigsminister at beskytte dem og ikke stigmatisere dem.

»Vi ville stå meget stærkt, hvis bare vi kunne finde ud af at stå sammen,« siger Silvia Dumitrache.

»Vi er så mange her, og Italien har brug for os, så hvis vi besluttede os for at strejke, ville vi kunne få landet i knæ på ganske få timer.«

Men Adriana Manga – hvis to voksne børn også har forladt Rumænien for at finde arbejde i henholdsvis Belgien og England – mener, at mange rumænere er så desperate efter arbejde, at de ofte er klar til at acceptere arbejdsforhold, som italienere ikke ville gå med til.

»Mange har brug for pengene og ved ikke, hvordan de kan sige fra over for de italienske familier, der ofte i urimelig grad udnytter vores arbejdskraft. Rumænerne føler sig måske ydmyget, men de bukker nakken,« siger hun.

Adriana Manga mener dog, at det hårdeste ved arbejdet kan være, at man kommer så tæt på den ældre, syge person, som man tager sig af, at man danner for nære følelsesmæssige bånd.

»Man begynder at se sig selv som et nært familiemedlem, men sådan ser den italienske familie jo ikke på det. Når den ældre dør, er man i sorg, men familien smider bare en ud, da arbejdet jo er slut. Det understreger følelsen af, at selvom vi har investeret vores følelser og vores eget helbred i arbejdet, bliver vi ikke respekteret som personer. Det gør selvfølgelig ondt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • David Zennaro
  • Poul Erik Riis
  • Bjørn Pedersen
  • Trond Meiring
  • ulrik mortensen
  • Peter Beck-Lauritzen
Trond Meiring, David Zennaro, Poul Erik Riis, Bjørn Pedersen, Trond Meiring, ulrik mortensen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tommy Clausen

EU´s frie bevægelse har vist sig at være , en kapitalistik svine strej ! Der udnytter de svage og de arbejdesløse til underbetalte job. Bare se til de rige i whiskybeltet der hver gang de bygger om bruger de fattige til det beskidte arbejde. Nej til EU´s griskhed, svindel, undragelse og skatte fiduser.

Trond Meiring, Arne Albatros Olsen, Carsten Wienholtz, Estermarie Mandelquist, Ole Arne Sejersen, Troels Brøgger, Trond Meiring, Kim Houmøller, Per Torbensen, Søren Bro og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er brug for tværnationale fagforeninger, der på EU-niveau fører klassisk arbejdskamp. Det er i alles interesse.
Fra italienere ved jeg, at de er dødtrætte af deres høje skat, som de ikke mener, de får noget for. De ville gerne have en velfærdsstat! Men så må de jo bare stemme på nogle andre politikere, kunne man synes.

Arne Albatros Olsen, Estermarie Mandelquist, Poul Erik Pedersen, Carina Bøckel, Anna Buch, ingemaje lange, Dennis Tomsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Intet nyt under solen! hvor kommer fra ? fra Rumænien, den vej!
Sit land følger med til udlandet. Hvis man vil være bedre behandlet som indvandre, skal du komme fra et respekteret land, hvor levestandard er bedre. En amerikaner for ex. Den bliver ikke hjemmehjælper. Det gælder alle vegne.

Anna Buch, ingemaje lange, Trond Meiring og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

De udrejste fra Rumænien bliver udnyttet, men det giver mad på bordet i Rumænien. På sigt, er det ligesom at tisse i bukserne: Rumænien udvikles ikke på denne måde, sociale institioner, industri, infrastruktur bliver ikke etableret. En negativ spiral er skabt i Rumænien (og øvrige bidragsydere af billig, underbetalt arbejdskraft) der skal have EU hjælp (som forsvinder i korrupte lommer) i lang tid fremover. Til h.... med arbejdskraftens frie bevægelighed i EU!

Arne Albatros Olsen, Per Torbensen, Trond Meiring og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar

det var krigsminister Fogh, der i sin tid havde så travlt med udvidelsen, kloge hoveder sagde ellers, at det var smart at hjælpe de berørte lande med at hæve deres levestandard først, da man ellers ville opleve løntrykkeri og meget andet godt, desværre fik de ret.

Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Wienholtz, David Zennaro, Anna Buch, Trond Meiring, Peter Beck-Lauritzen, Lone Lillemark, Danny Hedegaard og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Nu er information generelt ikke stor fan af Italien, det er helt okay, lad mig lige påminde om, at Italien har et af verdens bedste uddannelsessystemer, de har et af verdens mest advanceret sygehusvæsener, modsat Dk skal de ikke eksempelvis nærmest bestille flybillet for, at komme i kemobehandling.
Mon ikke der er et par fattige hjemmehjælpere i Frankrig USA Tyskland, som information er stor fan af.

Henning Krog, Dennis Tomsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Rumænerne skal nok ikke søge job som hjemmehjælper i Dk, da det er det land i europa hvor færrest bliver gamle-:)

jan henrik wegener

Vi mangler som så tit når EU er emnet et sammenligningsgrundlag. Enten det kontrafaktiske: hvordan kunne det, mest sandsynligt, have været hvis Rumænien ikke havde været EU medlem? Eller, alternativt: hvad er situationen for nærliggende ikke medlemslande?

Torben Bjerrehuus

»De er ofte taget af sted, fordi manden derhjemme har mistet arbejdet, og nogen skal jo tjene pengene. Men samtidig med at mange af mændene har travlt med at være bitre over, at de er blevet efterladt hjemme med børnene, er de jo glade nok for pengene. De begynder at se på kvinderne som pengeautomater,« siger Silvia Dumitrache.

JA DET ER GODT AT POLSKE KVINDER, RUMÆNSKE KVINDER, ETC. IKKE VILLE DRØMME OM AT TÆNKE SÅLEDES OM DERES VANDRENDE ÆGTEMÆND.
OVENNÆVNTE GÆLDER BÅDE MÆND OG KVINDER, OG DER ER NOK FLERE KVINDER DER OPFATTER DERES MÆND SOM VANDRENDE PENGEAUTOMATER. MÅ JEG VÆRE FRI FOR DENNE KØNSDISKRIMINATION

Jesper Pedersen

Og den diskussion sørgede medie-eliten for, var TOTALT fraværende op til EU-valget!

Trond Meiring, Steen Piper, Maya Lumina, Ole Arne Sejersen, Trond Meiring og Anna Buch anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

UD af EU! NU! Det er en konstruktion som burde brydes ned så ægte europæisk samarbejde kunne opbygges fra bunden. Disse totalt naive tilhængere af denne de store kapitalejeres legeplads som mener at man kan "ændre EU indefra" burde vågne op.

Trond Meiring, Arne Albatros Olsen, Ole Arne Sejersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Artiklen sværmer om "den fri bevægeligheds skyggesider," Som om arbejdskraftens fri bevægelighed rummer andet.
De økonomiske klassikere Adam Smith og Ricardo var som bekendt tilhængere af varernes fri bevægelighed, men ikke af arbejdskraftens - eller kapitalens for den sags skyld.
Hvad arbejdskraftens fri bevægelighed resulterer i - alle vegne - er åbenlyst for enhver med blot lidt virkelighedsfornemmelse.
Den virkelighedsfornemmelse synes, i det store og hele, at have forladt Dagbladet Informations kvikke journalister, som, sikkert mod deres vilje, arbejder som agenter for en ny version af borgerligheden.

jan henrik wegener

Ingen sammenligninger med migrationer hvor lande udenfor EU og dets regler om fri bevægelighed? Det er måske bare let med f.eks. indvandring fra Albanien, Makedonien, Serbien og Ukraine? For at nævne nogle lande ikke så langt fra Rumænien. Disse lande er vel ikke omfattet af reglerne om fri bevægelighed.