Læsetid: 8 min.

EU’s og NATO’s bejlen til Bosnien vækker de etniske konflikter fra borgerkrigen

Typisk for Bosnien er landet fanget i en tilsyneladende uløselig politisk knude: landets integration i EU bremses af dyb splittelse over integrationen i NATO. Sådan er Bosnien et billede på, hvordan der kæmpes om Balkans gunst – og hvordan både geopolitik, indre etniske spændinger og lokale magtkampe står i vejen
I hele balkanregionen spænder indre splid og ydre geopolitiske spændinger ben for optagelsesprocessen i EU, og intet sted finder man så klart et billede på de kampe, som man gør i Bosnien. Her afventer beboere i hovedstaden Sarajevo solgangen under ramadanen.

I hele balkanregionen spænder indre splid og ydre geopolitiske spændinger ben for optagelsesprocessen i EU, og intet sted finder man så klart et billede på de kampe, som man gør i Bosnien. Her afventer beboere i hovedstaden Sarajevo solgangen under ramadanen.

Akos Stiller

11. juni 2019

Onsdag begyndte en ny runde diskussioner i EU om, hvor hurtigt Balkans lande skal nærme sig unionen.

I sidste uge anbefalede kommissionen, at Nordmakedonien og Albanien påbegynder optagelsesforhandlinger, Serbien og Montenegro er nogle år henne i samme, mens Kosovo har længere udsigter – blandt andet fordi fem EU-lande ikke anerkender landet som en stat.

Men i hele balkanregionen spænder indre splid og ydre geopolitiske spændinger ben for optagelsesprocessen, og intet sted finder man så klart et billede på de kampe, som man gør i Bosnien.

Bosnien var engang stolt af sit etniske miks, der i Jugoslaviens tid gjorde det til et miniaturebillede på hele republikken. Men af samme årsager blev Bosnien også i 90’erne til epicentrum for Jugoslaviens blodige opløsning.

For at slutte krigen skabtes en kompromisstat, som alle accepterede, men ingen var tilfredse med. Landet er sammensat af primært tre etniske grupper, der er fordelt på to selvstyrende ’entiteter’, som har mere end almindeligt svært ved at finde én udenrigspolitisk linje.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er desværre ingen forbedring på Balkan overhovedet. Og etniske grupper der gennem århundrede arbejdede sammen i respekt for hinanden, tåler ikke mere hinanden.

Og specielt for Bosna og Hercegovina er en ny gruppe af borgere vokswet op, som aldrig har kendt til krigen. Men de er opdraget med had og falske "sandheder" i et omfang, der gør den endnu mere hadefulde og rabiate i forhold til andre grupper.

Og skylden for dette er udelukkende de aftaler man fra vestlige side og især USA gennemtvang på en luftbase i USA for at skabe fred. Efterfølgeren for denne aftale er aldrig blevet fremsat, og selv om Eu påtog sig at skabe retfærdighed og fred, har man helt mistet interessen.

De vestlige lande havde utrolig travlt med at få opløst Jugoslavien ved at anerkende enhver delstat, der meldte sin uafhængighed i begyndelsen af halvfemserne.
Det førte ikke meget godt med sig.

Arne Albatros Olsen, Trond Meiring, Per Torbensen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

@Steen Sohn,

I nogen grad har du ret omkring Hrvatska og Slovenien. Men problemet er meget videregående.
- I Hrvatska støttes alt politik af katolske præster.
- Og blandt ortodokse præster er det normalt at være bevæbnede og helt uden at være truede.

Hvis man ser på skolers og universiteterns historie- og geografiundervisning, forstår man, hvorfor der er udviklet nye unge med dybt had til andre grupper.

Men jeg syntes også, du skal være opmærksom på, at konflikten mellem serbere og kroater allerede startede i det skjulte længe inden Tito døde. Og det samme gælder serbernes forhold til Kosowa, der kostede nogle serbers ansættelser, da Tito opdagede det. Men serberne forsatte blot endnu mere i det skjulte, og det var allerede i 1970-erne.

Hele den serbiske selvforståelse fra slaget på Kosowa Polje bygger på en livsløgn. Serberne har ført frem sammen med den ortodokse kirke, at de stod ene mod en stor osmansk overmagt, og ingen hjalp dem. Men man ved faktisk, at mange serbiske fyrster var på osmanernes side, medens at albarere i stort tal var på serbernes side.