Læsetid: 8 min.

EU’s og NATO’s bejlen til Bosnien vækker de etniske konflikter fra borgerkrigen

Typisk for Bosnien er landet fanget i en tilsyneladende uløselig politisk knude: landets integration i EU bremses af dyb splittelse over integrationen i NATO. Sådan er Bosnien et billede på, hvordan der kæmpes om Balkans gunst – og hvordan både geopolitik, indre etniske spændinger og lokale magtkampe står i vejen
I hele balkanregionen spænder indre splid og ydre geopolitiske spændinger ben for optagelsesprocessen i EU, og intet sted finder man så klart et billede på de kampe, som man gør i Bosnien. Her afventer beboere i hovedstaden Sarajevo solgangen under ramadanen.

I hele balkanregionen spænder indre splid og ydre geopolitiske spændinger ben for optagelsesprocessen i EU, og intet sted finder man så klart et billede på de kampe, som man gør i Bosnien. Her afventer beboere i hovedstaden Sarajevo solgangen under ramadanen.

Akos Stiller

11. juni 2019

Onsdag begyndte en ny runde diskussioner i EU om, hvor hurtigt Balkans lande skal nærme sig unionen.

I sidste uge anbefalede kommissionen, at Nordmakedonien og Albanien påbegynder optagelsesforhandlinger, Serbien og Montenegro er nogle år henne i samme, mens Kosovo har længere udsigter – blandt andet fordi fem EU-lande ikke anerkender landet som en stat.

Men i hele balkanregionen spænder indre splid og ydre geopolitiske spændinger ben for optagelsesprocessen, og intet sted finder man så klart et billede på de kampe, som man gør i Bosnien.

Bosnien var engang stolt af sit etniske miks, der i Jugoslaviens tid gjorde det til et miniaturebillede på hele republikken. Men af samme årsager blev Bosnien også i 90’erne til epicentrum for Jugoslaviens blodige opløsning.

For at slutte krigen skabtes en kompromisstat, som alle accepterede, men ingen var tilfredse med. Landet er sammensat af primært tre etniske grupper, der er fordelt på to selvstyrende ’entiteter’, som har mere end almindeligt svært ved at finde én udenrigspolitisk linje.

Otte måneder efter det seneste parlamentsvalg har en strid om eventuel optagelse i NATO lammet ethvert forsøg på at danne regering, og det står nu i vejen for Bosniens optagelse i EU.

Det blev klart, da EU-Kommissionen i sidste uge præsenterede sin årlige rapport om balkanlande, som vil med i unionen. For første gang har EU-Kommissionen gjort sig den ulejlighed at vurdere Bosnien ud fra alle optagelseskriterier, hvilket i sig selv betragtes som en milepæl.

I alt et katalog med hundreder af kritikpunkter og forslag til at gøre Bosnien EU-klart, men én anbefaling stod over dem alle:

»Jeg har haft lejlighed til at tale med Bosnien-Herzegovinas ledere, og det er helt afgørende at få dannet regering,« konkluderede EU’s udenrigsrepræsentant, Federica Mogherini.

Typisk for Bosnien bremses én form for integration (den i EU) således af en anden (den i NATO).

På vej mod NATO

I begyndelsen af december opfordrede NATO Bosnien til at tage første skridt mod alliancen ved at vedtage sit første såkaldte Årsprogram og dermed aktivere en Plan For Medlemskab (MAP).

Det var Bosnien, der oprindeligt søgte om det i 2009, men da de endnu ikke har opfyldt NATO’s betingelser fra dengang, kom opfordringen som en overraskelse. For bosniakker og kroater en glædelig, for serbere en ubehagelig.

Daytonaftalen, som i 1995 sluttede den bosniske krig, indrettede landet med to ret selvstyrende ’entiteter’ – den serbiskdominerede Republika Srpska og den bosniakisk-kroatiske Føderation.

Bosniens præsidentskab består af tre personer – en bosniak, en serber og en kroat – som skiftes til at være ’præsiderende’. Posten som premierminister går også på skift, og efter det seneste valg i oktober er det en serbers tur. Men det bosniakiske og kroatiske medlem af præsidentskabet nægter at godkende en ny regering, før NATO-Årsprogrammet er vedtaget. Og serberne nægter at vedtage det.

Årsagen til NATO’s og EU’s fornyede tilnærmelser er frygten for, at Balkan i stedet vil vende sig mod andre samarbejdspartnere som Rusland eller Kina, der på den måde kan få fodfæste i Europa.

Stormagternes interesser

Sådan uddyber stormagternes rivalisering den etniske splid, som siden 90’ernes krig har distraheret Bosnien i fra at løse hverdagens problemer – f.eks. verdens største ungdomsarbejdsløshed på 68 pct. eller udvandringen, der nu har givet mangel på ikke bare læger, men også chauffører og bygningsarbejdere.

»USA har travlt med at bringe mest muligt af Balkan under NATO’s kontrol, for her viser sig nu russiske gasledninger og en kinesisk silkevej med store investeringer,« siger professor emeritus, Nenad Kecmanović.

Han er født i Bosniens hovedstad Sarajevo, hvor han i 1988-92 var rektor for universitetet, men har siden krigen boet i Serbiens hovedstad, Beograd. Han er medlem af Republika Srpskas Senat – en slags ’vismænd’ – og har blandt andet skrevet bogen Den umulige stat om Bosnien.

»Hvis du ikke er med dem, er du imod dem,« udlægger han stormagternes holdning. »De spørger sig ikke, hvad folkene her selv ønsker, og små nationer har logisk interesse i at være militært neutrale i de stores konflikt,« mener Kecmanović.

Republika Srpskas parlament vedtog i 2017 en resolution om militær neutralitet, der udelukker medlemskab af enhver militæralliance. Men de samme politiske partier og personer var i 2009 med til at sende den ansøgning om medlemskab, som NATO nu handler på.

Serberen i præsidentskabet, Milorad Dodik, har forklaret den ændrede holdning til NATO med »forandringen i den geopolitiske situation«.

For ti år siden arbejdede også Rusland tæt sammen med alliancen, men efter annekteringen af Krim i 2014 suspenderede NATO samarbejdet. Nu bliver der oprustet på hver side af grænsen mellem Rusland og NATO-landene, og NATO har optaget Montenegro og Nordmakedonien. I Kecmanović’ øjne er det sket på demokratisk lyssky vis, og i Republika Srpska frygter man, at planen er den samme for Bosnien.

En anden årsag til serbernes ændrede holdning kunne dog også være de betingelser, bosniakkerne i 2010 overtalte NATO til at stille, siger Milos Solaja, professor i statskundskab ved universitetet i Banja Luka, hovedstaden i Republika Srpska. Mest kontroversielt skulle militærets faste ejendom – også den, som ligger i Republika Srpska – bogføres som statens.

»Dét ses i Republika Srpska som udtryk for, at man prøver at fratage entiteten dens beføjelser og indrette Bosnien mere centralistisk. Det ønsker Republika Srpska ikke,« siger Milos Solaja, der citeres i både pro- og anti-NATO-medier.

Bosniakkerne mod kroaterne

Spørgsmålet om, hvor centraliseret landet skal være, har siden 90’ernes krig været vigtigste stridsmål: Bosniakkerne ønsker så stærk centralmagt som muligt, kroater og serbere mere selvstyre. Derfor var betingelsen om militær ejendom en taktisk fejl – hvad NATO med sit tilbud i december har erkendt, mener Solaja.

Men betingelsen var kun dråben, for »NATO har et meget dårligt image i RS«.

Det sidste bekræftes nemt på gaden i Banja Lukas gader.

»Jeg mener ikke, der er nogen grund til, at vi går ind i NATO. NATO skulle hellere følge reglerne, respektere menneskerettigheder og frihed i stedet for at bombe suveræne lande, der sætter sig op imod dem,« siger en midaldrende mand foran torvehallen, der ønsker at være anonym.

Mange siger til spørgsmålet, om hvorvidt Bosnien skal i NATO:

»Ved ikke – jeg interesserer mig ikke for politik«.

Insisterer man, siger de fleste, at de helst ikke vil i NATO. Omvendt er det i det overvejende bosniakiske Sarajevo. Her siger de, der ’ikke interesser sig for politik’, i andet forsøg at NATO-medlemskab »nok er det bedste«.

Uden for den centrale Gazi Husrev Beg-moské erklærer en ældre herre:

»Selvfølgelig skal vi i NATO! Vi venter alle utålmodigt – især vi bosniakker, som har haft lidt flere problemer end andre. NATO hjalp os i 90’erne, og vi ser meget positivt på alliancen.«

Ifølge Ruslands ambassadør til Bosnien, Petar Ivancov, er forsøget på at få Bosnien med i NATO et brud på Daytonaftalen, som i 1995 sluttede krigen. Den kræver, at »alle tre folk« deltager ligeværdigt i udenrigspolitiske beslutninger, siger Ivancov og henviser til Republika Srpskas resolution om neutralitet.

USA’s ambassade svarer, at udenrigs- og forsvarspolitik besluttes af statens institutioner, så serbernes resolution er irrelevant.

Det samme siger Vildana Selimbegović, der er chef for Sarajevo-avisen Oslobodjenje, der er udtrykkeligt pro-NATO.

»Daytonforfatningen er klar. Beslutningen om NATO-integration kan kun Bosniens statsinstitutioner tage. Og den beslutning har de taget. Parlamentet gjorde det endda, mens Nikola Spirić var formand,« siger Selimbegović med henvisning til den serbiske politiker, der også er næstformand for den serbiske leder Dodiks parti.

Selimbegović undrer sig over, hvordan han og Republika Srpska så heftigt kan modsætte sig NATO-integration. De stod nemlig selv for de afgørende beslutninger og underskrifter, der bad om den indbydelse, NATO nu har sendt.

I 2005 vedtog statsparlamentet ledet af Spirić Forsvarsloven, der kalder NATO for et »strategisk mål«, mens en anden serber fra samme parti i 2009 underskrev præsidentskabets ansøgning til NATO om MAP.

»Og i det øjeblik, vi får MAP, prøver Dodik at ændre beslutningen på grund af sine senere løfter til Rusland,« siger Selimbegović forarget.

Og hvad med kroaterne?

Sådan synes Bosnien forudsigeligt delt: De prorussiske serbere er imod NATO-medlemskab – de muslimske bosniakker for. Det uventede er kroaternes rolle.

Som udgangspunkt er det strategiske mål for kroaterne, at Bosnien og Hercegovina »hurtigst muligt bliver medlem af EU og NATO«, som det hedder i en resolution, som samtlige kroatiske partier i Bosnien enstemmigt vedtog i januar.

Men der står også, at Bosniens politiske indretning »er en fornærmelse mod den kroatiske nationale og politiske værdighed og symbol på kroaternes mangel på rettigheder«.

Kroaterne har længe ment, at de i Føderationen bliver marginaliseret af de tre gange så mange bosniakker, men oktobers valg af Zeljko Komsić som kroatisk medlem af præsidentskabet skabte uhørt vrede.

Komsić ser sig som »først bosnier, derefter kroat« – og takket være bosniakiske stemmer vandt han over Dragan Cović, der har det lige omvendt. Cović er leder af sammenslutningen af kroatiske partier, mens Komsić er erklæret persona non grata i næsten alle kommuner med kroatisk flertal. Heller ikke ledelsen i nabolandet Kroatien vil mødes med manden, der formelt er den højeste repræsentant for Bosniens kroater.

Situationen har fået kroaterne til endnu mere højlydt at kræve mere selvstyre – ’en tredje entitet’ ved siden af Føderationen og Republika Srpska.

»Lige nu er det meget vigtigere for kroaterne end medlemskab i NATO,« siger professor Milos Solaja.

»Kroatien er allerede i NATO, og de fleste kroater i Bosnien har kroatisk statsborgerskab. Som borgere er de i NATO og lægger ikke særligt pres på Republika Srpska for, at Bosnien kommer det«.

Sådan kan serbiske Dodik måske hjælpe kroatiske Cović til en tredje entitet – til gengæld for, at NATO sættes på sidespor. Milos Solaja ser de tos interessefællesskab som etnisk begrundet, men chefredaktør Vildana Selimbegović har en mere jordnær forklaring:

De etniske ledere puster til frygten for de andre for at fjerne fokus fra livsnære problemer, som kunne vælte dem, mener hun.

»Det hele koger ned til at fastholde Bosniens serbere, kroater og bosniakker i hver deres bås, så Dodik, Cović og Izetbegović kan blive ved magten,« siger Vildana Selimbegović. Bakir Izetbegović er den bosniakkiske repræsentant i Præsidentskabet.

Man skal dog ikke tage fejl af, at især serbernes modstand mod NATO er reel, og ikke bare en del af en magtkamp, siger professor emeritus Nenad Kecmanović i Beograd.

I Republika Srpska anklager regering og opposition konstant hinanden for korruption og forræderi, men modstanden mod NATO-medlemskab forener dem. Og hvis man ignorerer dét, »vil det blive værst for Bosniens eksistens«, advarer Kecmanović.

Også ved folkeafstemningen om Bosniens udtræden af Jugoslavien i 1992 blev serberne ignoreret, siger han: De ville blive og boykottede, men blev »majoriseret« af bosniakker og kroater – og så blev der krig.

Både Selimbegović og Solaja mener, at tiden nu er en anden, og udtryk for dét var præsidentskabets seneste besøg i Bruxelles. Her taltes med én stemme om det fælles mål – som er snarest at øge det, som EU-Kommissionens rapport kalder »et lavt niveau af beredthed til medlemskab«.

Optagelsesprocessen vil vare mindst et årti, mens optagelsen i NATO skulle tage 6-8 år – om alt går glat. Det tyder intet på, at det vil.

Arbejdere ved HBIS-stålværket i Serbien. Landet er splittet mellem en fremtid i EU og modstanden mod samme. På mange måder er båndet til Rusland stærkere – og også Kina, der bl.a. har overtaget stålværket, gør kur til serberne.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er desværre ingen forbedring på Balkan overhovedet. Og etniske grupper der gennem århundrede arbejdede sammen i respekt for hinanden, tåler ikke mere hinanden.

Og specielt for Bosna og Hercegovina er en ny gruppe af borgere vokswet op, som aldrig har kendt til krigen. Men de er opdraget med had og falske "sandheder" i et omfang, der gør den endnu mere hadefulde og rabiate i forhold til andre grupper.

Og skylden for dette er udelukkende de aftaler man fra vestlige side og især USA gennemtvang på en luftbase i USA for at skabe fred. Efterfølgeren for denne aftale er aldrig blevet fremsat, og selv om Eu påtog sig at skabe retfærdighed og fred, har man helt mistet interessen.

De vestlige lande havde utrolig travlt med at få opløst Jugoslavien ved at anerkende enhver delstat, der meldte sin uafhængighed i begyndelsen af halvfemserne.
Det førte ikke meget godt med sig.

Arne Albatros Olsen, Trond Meiring, Per Torbensen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

@Steen Sohn,

I nogen grad har du ret omkring Hrvatska og Slovenien. Men problemet er meget videregående.
- I Hrvatska støttes alt politik af katolske præster.
- Og blandt ortodokse præster er det normalt at være bevæbnede og helt uden at være truede.

Hvis man ser på skolers og universiteterns historie- og geografiundervisning, forstår man, hvorfor der er udviklet nye unge med dybt had til andre grupper.

Men jeg syntes også, du skal være opmærksom på, at konflikten mellem serbere og kroater allerede startede i det skjulte længe inden Tito døde. Og det samme gælder serbernes forhold til Kosowa, der kostede nogle serbers ansættelser, da Tito opdagede det. Men serberne forsatte blot endnu mere i det skjulte, og det var allerede i 1970-erne.

Hele den serbiske selvforståelse fra slaget på Kosowa Polje bygger på en livsløgn. Serberne har ført frem sammen med den ortodokse kirke, at de stod ene mod en stor osmansk overmagt, og ingen hjalp dem. Men man ved faktisk, at mange serbiske fyrster var på osmanernes side, medens at albarere i stort tal var på serbernes side.