Læsetid: 5 min.

Handelskrigen mellem USA og Kina kan fortsætte indtil præsidentvalget i 2020

De næste dages G20-topmøde i Japan bliver ren opvarmning til det forventede møde lørdag mellem Donald Trump og Xi Jinping. Verdenshandelsorganisationen og den internationale presse advarer i dystre vendinger Kina og USA mod at fortsætte deres destruktive handelskrig. Men ikke meget tyder på, at de for alvor kan skifte kurs
Kinesiske virksomheder, her elektronikfabrikken Foxconn i Guiyang, Guizhou-provinsen i Kina, rammes de af forhøjede amerikanske toldsatser - men regningen ender i høj grad hos de amerikanske forbrugere, viser en ny analyse.

Kinesiske virksomheder, her elektronikfabrikken Foxconn i Guiyang, Guizhou-provinsen i Kina, rammes de af forhøjede amerikanske toldsatser - men regningen ender i høj grad hos de amerikanske forbrugere, viser en ny analyse.

Aleksandar Plavevski

28. juni 2019

Den amerikansk-kinesiske handelskrig er på alles læber forud for G20-topmødet i Osaka, Japan, fredag og lørdag.

Forleden tweetede den amerikanske præsident uventet, at han har planlagt et møde med Kinas Xi Jinping i løbet af topmødet, og at deres respektive handelsdelegationer er sat i sving forud for mødet, som forventes at finde sted lørdag.

Men betyder det så, at handelskrigens fortsatte eskalering måske alligevel kan afværges?

På det seneste G20-topmøde i Buenos Aires i december blev Donald Trump og Xi Jinping enige om tre måneders handelspolitisk våbenhvile for i stedet at sætte nye forhandlinger i gang.

Det så faktisk ud til at lykkes at finde en aftale, men for godt en måned siden faldt den på gulvet. Parterne beskyldte hinanden for sammenbruddet, og Donald Trump truede med en ny, voldsom bølge af told på kinesiske varer.

Med G20-mødet spekuleres der nu i, om majaftalen er tilbage på bordet.

En teori går på, at Trumps pludselige vending skyldes, at han er kommet under indenrigspolitisk pres. Hans trusler om yderligere eskalering af toldkrigen med Kina er ikke blevet godt modtaget af amerikanske erhvervsinteresser.

I en temmelig usædvanlig protest publicerede mere end 600 virksomheder og handelsorganisationer en fælles erklæring om, at Trumps straftold reelt er en skat på amerikanske forbrugere.

Sideløbende funderes der over, om også Xi Jinping skulle være under stigende internt pres. Kinas politiske økonomi vurderes af mange vestlige iagttagere til at være stærkt afhængig af høj og stabil økonomisk vækst på mindst syv-otte procent.

Med en vækst på vej ned mod de seks procent og udsigt til fortsat handelskrig med USA kunne Xi Jinping måske være mere indstillet end hidtil på at give markante indrømmelser til Trump, håber man i Washington.

Trump har ikke råd til tøven

Kina er helt sikkert pragmatisk indstillet, men man skal næppe forvente, at de gør op med den kinesiske teknologi- og industripolitik, som amerikanerne ønsker.

For Xi Jinping ville en fornyet ’våbenhvile’ være ideel. Kineserne kan så trække nye forhandlinger ud i tillid til, at tiden arbejder for dem, og at USA næste efterår vælger en ny, mere handelspolitisk moderat præsident.

Men våbenhvile og langsommeligt diplomati lyder ikke som en melodi, Trump og hans hold af handels- og Kina-høge plejer at spille med på. Også selv om det utvivlsomt ville berolige store dele af amerikansk erhvervsliv.

Samtidig kan det amerikanske præsidentvalg nemt trække i den modsatte retning. I alle målinger står Trump lige nu til at tabe flere af de udslagsgivende stater, som han vandt i 2016. Valgkampen er i fuld gang, og Trump må forventes at lægge sin Kina-strategi med øje for, hvordan den kan bidrage til genvalg.

I 2016 gik Trump til valg på at nedbringe USA’s underskud på handelsbalancen med især Kina. Men i hans embedsperiode er det enorme handelsunderskud vokset med omkring en femtedel til 419 milliarder dollar.

Så Trump kan dårligt tåle – hverken personligt eller politisk – at fremstå som blød eller tøvende i sin håndtering af kineserne.

For Trump er der reelt set kun to acceptable udfald af den handelspolitiske dialog med kineserne:

Enten meget betydelige indrømmelser – ikke mindst i forhold til den kinesiske teknologi- og industripolitik, som vækker så stor vrede og bekymring i store dele af den politiske og økonomiske elite i USA såvel som blandt amerikanske arbejdere.

Eller en fortsat eskalering af handelskrigen frem til præsidentvalget i november 2020.

Kinas styrke skal ikke kun måles i penge

Det rapporteres, at Trump og hans hold fortsat føler sig overbeviste om, at USA’s stærke økonomi vil være udslagsgivende:

At Kina vil blive nødt til at bøje sig, hvis blot USA er konsistente og resolutte nok i doseringen af et stadig større handelspolitisk pres – flere og flere toldsatser, der rammer en økonomi, som opfattes som langt svagere end den amerikanske.

Om end den fortælling er solidt forankret i centrale økonomiske nøgletal, så undervurderer den helt afgørende elementer af Kinas politiske økonomi. Xi Jinping er ikke i færd med at forberede en pragmatisk-strategisk retræte. Der er snarere tale om det modsatte. Xi er i færd med at berede det kinesiske politiske system og det kinesiske folk på et potentielt meget langvarigt sværdslag med USA om Kinas økonomiske model.

Han har for nylig eksplicit refereret til ’den lange march’ for teknologisk uafhængighed, som kineserne må indstille sig på med henvisning til den kinesiske borgerkrig i 1930’erne, hvor Mao kom til magten.

I det lys virker det langtfra sandsynligt, at Kina vil give markante indrømmelser på netop disse spørgsmål. Og da slet ikke kun godt et år før, der potentielt kommer en ny regering i USA.

Med til billedet hører også, at selv om Kina er i en sårbar situation på grund af afmatningen i den økonomiske vækst, så har Kina større makroøkonomiske frihedsgrader end USA, og desuden den is i maven det må formodes at give kineserne, at de sidder med den helt store trumf.

Det er ikke uden grund, at geoøkonomiske iagttagere refererer til kinesernes meget store beholdninger af amerikanske statsobligationer som en ’makroøkonomisk atombombe’, man altid vil have i baghånden.

Amerikanerne mærker krigen

I USA er der omvendt den komplikation, at man trods en generelt set stærk økonomisk situation i de seneste måneder faktisk er begyndt at mærke effekterne af handelskrigen.

Et dugfrisk amerikansk studie viser, at det i høj grad er de almindelige amerikanske forbrugere, der betaler prisen for handelskrigen i form af stigende forbrugerpriser.

Og modsat Kina gælder det her, at USA’s mulighed for at kompensere for den type udvikling ved at føre en mere ekspansiv makroøkonomisk politik er langt ringere end Kinas.

Det er vanskeligt at forestille sig, at Kongressen eksempelvis skulle kunne blive enige om politiske initiativer, der kunne kompensere for det fald i amerikanske vælgeres realindkomster, som en fortsat eskalering af handelskrigen med stor sandsynlighed vil forårsage.

Til gengæld kan Trump potentielt få stor vælgerpolitisk gavn af en klar fjende og en tydelig og mærkbar handelskrig. I den sammenhæng er det bestemt ikke uden ironi, at netop handelskrigen med Kina formentlig også er det bedste kort, han kan spille for at få den pengepolitik, han så inderligt ønsker sig: Netop bekymringen for handelskrigen kan motivere den amerikanske centralbank til at føre lempelig lavrentepolitik helt frem til præsidentvalget næste efterår.

Så når alt tages i betragtning vil det mest sandsynlige scenarie være, at vi helt frem til november næste år vil høre hård handelspolitisk retorik over for Kina – koblet med yderligere amerikanske toldsatser på kinesiske varer og et vist niveau af gengældelse fra kinesisk side.

Det, man kan håbe, er, at eskaleringen trods alt begrænser sig til det handelspolitiske.

Trumps forbud mod kinesiske Huawei er sandsynligvis blot første skridt i et større teknologisk opgør, der også handler om USA’s forsøg på at inddæmme Kinas voksende magt. Midt imellem de stridende parter står Europa, der forsøger at holde teknologi og politik adskilt. Men i sidste ende vil EU bevæge sig i samme retning som USA, vurderer asieneksperter
Læs også
Handelsaftaleforhandlinger i Washington, D.C.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Jesper Eskelund
  • Toke Kåre Wagener
Torben K L Jensen, Jesper Eskelund og Toke Kåre Wagener anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Jakob Vestergaard

Ingen amerikansk præsident - hverken Donald Trump eller en nyvalgt demokrat - kan bare lade stå til overfor et så gigantisk årligt handelsunderskud overfor Kina.
For slet ikke at tale om den "makroøkonomisk atombombe", som bare vokser og vokser.

Poul Erik Riis

USA har blæst på det store handelsbalanceunderskud i årtier. Hvis de er trætte af det, kan de vel bare trække dollarkursen ned med quantitative easing i stedet for at føre handelskrig.

Men hvis handelsbalancen pludselig går i nul, vil det føles som en negativ vækst på 3%, fordi der pludselig bliver så meget mindre til rådighed i USA. Priserne på importerede produkter vil skyde voldsomt i vejret – effekten af importtold er tilsyneladende den samme.

Tolden kan vel også sættes op helt generelt, så den ikke rammer bestemte lande. Told er en effektiv måde at skaffe staten indtægter på, og det har de måske brug for i det skattehadende USA.

Når nu USA er så optaget af fjendebilleder og opdeling af Verden i de gode og de onde, er det da bedre, at de fører handelskrig, end at de smider bomber.