Læsetid: 8 min.

»I italiensk politik er det efterhånden ekstremistisk at støtte EU«

I Italien er der ingen stemmer i at være EU-begejstret og udvise støtte til migranter. Den politiske venstrefløjslegende Emma Bonino fik vælgertæsk ved det nylige europaparlamentsvalg, hvor hun så frygten, vreden og det yderste højre vinde. Og, siger hun, de danske socialdemokrater har ikke fundet en universel løsning med deres højredrejning, for det har allerede været prøvet af venstrefløjen i Italien – og var en fiasko
Emma Bonino fremstår for tiden som dronningen af upopulære synspunkter. Ikke blot er hun varm fortaler for EU, men hun mener også, at landet – og Europa – skal tage imod migranter, og ikke afvise dem.

Emma Bonino fremstår for tiden som dronningen af upopulære synspunkter. Ikke blot er hun varm fortaler for EU, men hun mener også, at landet – og Europa – skal tage imod migranter, og ikke afvise dem.

Ritzau Scanpix

17. juni 2019

»Jeg bliver virkelig forbløffet og chokeret, når jeg taler med unge italienere.«

Når politikere taler om samfundets unge, er det ofte for at rose dem for deres passion, engagement og idérigdom.

Men Emma Bonino nævner dem mest af alt for at udtrykke sin skuffelse.

»Disse unge mennesker tager alting for givet, som om de friheder, de nyder, altid har eksisteret, og at man ikke længere behøver at kæmpe for dem,« siger den 71-årige Bonino, der efter mere end fire årtier på den politiske scene er en af Italiens mest kendte politikere – og fortsat en af de mest markante.

Den tidligere italienske udenrigsminister og EU-kommissær har været spydspids i borgerrettighedskampen i sit land. Hun har været med til at sikre retten til fri abort og retten til skilsmisse, og hun har gennemført flere sultestrejker og været arresteret for sin aktivisme.

Hun føler dog nu, at hun står over for en af sine sværeste missioner; at overbevise italienerne – og ikke mindst de unge – om, at EU er til Italiens bedste, og at det europæiske samarbejde har sikret deres rettigheder og samtidig er det stærkeste værn for at fastholde dem.

Men at tale positivt om EU er i dag en sjældenhed i italiensk politik.

»Inden for de sidste par år har der været en daglig og meget, meget stærk og vedholdende politisk kampagne for at gøre EU til syndebuk for alt,« siger Bonino i et telefoninterview.

»Det er blevet så slemt, at det i italiensk politik efterhånden er ekstremistisk at støtte EU. Det er en udvikling, der er en farlig trussel mod vores liberale værdier, for de bliver truet både indefra og udefra, samtidig med at vi underminerer det fællesskab, som kan modstå presset.«

En sejr for konfrontationen

Emma Boninos politiske skæbne er mere end noget andet et symbol på, at der ikke er stemmer i at være EU-begejstret i Italien. For ved det nylige valg til Europa-Parlamentet fik hun en ordentlig vælgerlussing.

I slutningen af 2017 havde Bonino ellers oprettet et nyt parti, der skulle gøre op med den tiltagende EU-kritiske linje, som flere italienske partier var slået ind på. Partiet, Più Europa, eller ’Mere Europa’, et partinavn, der ikke skjuler den politiske dagsorden, var det eneste parti i Italien, der i valgkampen fuldt ud omfavnede EU, men det kom med 3,1 procent af stemmerne ikke engang over spærregrænsen på fire procent.

Det er på trods af, at Bonino, der flere gange tidligere har været på tale som Italiens præsident, igennem årene har nydt stor personlig opbakning.

»Det var umuligt at trænge igennem med et positivt EU-budskab,« siger hun.

I stedet blev den store vinder Matteo Salvini og hans højrenationale og stærkt EU-kritiske og euro-skeptiske parti Lega, der scorede en historisk sejr med over 34 procent af de italienske stemmer. Og Femstjernebevægelsen, der også tidligere har flirtet med tanken om et italiensk euroexit, fik 17 procent af stemmerne.

Emma Bonino ser resultatet som dybt bekymrende for Italien, der har isoleret sig selv i en afgrundsdyb skepsis overfor EU.

»Resultatet var helt klart en sejr for Salvini og for ønsket om en konfrontation med EU. Det var en sejr for fortællingen om, at EU er dårlig for os,« siger hun.

Valgresultatet i Italien var på mange områder markant anderledes end i de fleste andre europæiske lande, hvor de EU-entusiastiske partier vandt, og skeptikerne blev marginaliseret. Eksempelvis i Danmark, hvor Dansk Folkeparti mistede tre ud af sine fire mandater i Europa-Parlamentet.

Vil mere EU

Vælgernes tale i Italien understregede, at italienerne er gået fra at være nogle af de mest EU-begejstrede til at blive nogle af de mest EU-skeptiske.

En undersøgelse, foretaget af EU-Kommissionen sidste efterår, viste, at blot 44 procent af italienerne i en eventuel afstemning ville stemme for at blive i EU – det var sågar en lavere andel end i Storbritannien, som jo rent faktisk fortsat ser ud til at være på vej ud af fællesskabet.

Den italienske skepsis er i høj grad vokset på baggrund af en følelse af, at EU har svigtet Italien – ikke mindst på det økonomiske område, da det er en udbredt fortælling i Italien, at det er euroens snærende bånd, der er skyld i, at italienernes købekraft er blevet udhulet, og landets økonomi ikke rykker sig ud af stedet. Og på indvandringsområdet, hvor hundredtusindvis af migranter og flygtninge inden for de seneste fem år er ankommet til Italiens kyster.

Men Bonino vil have mere EU. Hun er føderalist og vil have en stærkere EU-integration. Ja, et Europas Forenede Stater med en fælles udenrigspolitik.

»På den ene side har vi Putin og også Kina, der opfører sig stadig mere aggressivt. På den anden side har vi Trump. Og syd for os står Middelhavsområdet i flammer. Alene, som 27 små nationer, har vi ingen chance for at kæmpe for vores værdier og modstå presset udefra. Vi er nødt til at stå sammen,« siger hun.

Men det er ikke Bonino, der er senator i Rom, men derimod indenrigsminister Salvini, som sætter dagsordenen i Italien for tiden. Han har gjort sig ekstremt populær i Italien på sin indvandrerfjendske retorik og sin stærke kritik af EU.

Til sammenligning fremstår Bonino for tiden som dronningen af upopulære synspunkter. Ikke blot er hun varm fortaler for EU, men hun mener også, at landet – og Europa – skal tage imod migranter, og ikke afvise dem.

Socialdemokratiets strategi

Og selv om der for tiden tydeligvis ikke er stemmer i at være »Italiens samvittighed«, som hendes støtter har kaldt hende, så har hun ikke i sinde at bøje af, selv om en anden linje måske kunne sikre flere stemmer.

I Danmark er en dominerende fortælling om det nylige danske valg til Folketinget eksempelvis, at en afgørende ingrediens i rød bloks valgsejr var, at Socialdemokratiet drejede til højre på udlændingeområdet og i høj grad overtog Dansk Folkepartis stramme kurs og dermed kunne lokke stemmer fra højrefløjen over midten.

Det diskuteres internationalt, om Socialdemokratiets taktik er en strategi, som centrumvenstre i andre lande kan kopiere i jagten på at få vælgere vundet tilbage fra højrefløjen.

Men i Italien har centrumvenstre allerede forsøgt sig med en markant højredrejning på udlændingeområdet, påpeger Bonino. Og det resulterede i en fiasko.

»Det, som Socialdemokratiet i Danmark har gjort, har den tidligere centrumvenstreregering i Italien allerede forsøgt sig med,« siger Bonino.

»Og det var ikke en vinderstrategi her i Italien.«

Under Partito Democratico (PD), det italienske socialdemokratiske parti, gennemførte man en lang række hårde stramninger.

Blandt andet begyndte man at kriminalisere ngo’ers forsøg på at redde nødstedte migranter i Middelhavet, og PD-regeringen udliciterede reelt Italiens grænsekontrol, da den i midten af 2017 indgik en aftale med Libyens myndigheder om finansiel støtte, optræning og materiel til den libyske kystvagt, der fik til opgave at forhindre migranter i at forlade libysk farvand.

Rom blev samtidig anklaget for at indgå aftaler med lokale militsledere i det sydlige Libyen om at stoppe migranter og flygtninge på deres færd nordpå.

Ingen vælgergevinst

Og hvad fik PD ud af at dreje hårdt til højre på udlændingeområdet?

Ingenting. Hvis strategien var at hente stemmer fra det yderste højre, så var den forfejlet.

PD fik et katastrofalt valg ved det italienske parlamentsvalg i marts 2018 og mistede regeringsmagten til blandt andet Lega, som ifølge Bonino er villig til hele tiden at rykke yderligere til højre for at få centrumvenstre til at fremstå som slap på immigrationsområdet.

Det på trods af at det faktisk var under den nu tidligere centrumvenstreregering, at der skete den største reduktion i antallet af migranter og flygtninge, der nåede frem til Italien, og ikke under indenrigsminister Matteo Salvini, som har været stærkt udskældt for sin hårde kurs, men i virkeligheden blot har bygget videre på linjen, som blev lagt af de italienske socialdemokrater.

»Det, som sker nu under Salvini, er blot en fortsættelse af det, der skete under den foregående regering, dog med en meget mere vulgær linje end tidligere,« siger Bonino.

Salvini, der reelt har udviklet sig til regeringens førstemand, har advaret om, at en »invasion« af muslimer og det, han kalder »slaver« fra Afrika, er ved at udrydde italienske værdier og kultur og truer lov og orden.

Han er blevet stærkt kritiseret for at forhindre ngo-skibe i at lægge til i italienske havne og bringe migranter, som de har reddet i Middelhavet, i sikkerhed.

»Indvandringsområdet er plaget af højrefløjens insisteren på, at vi er ved at blive invaderet af fremmede. Det er ikke det, som sker. Salvini og det yderste højre spiller på folks frygt og had og lader som om, at hvis vi lukker døren, så vil vi føle os mere sikre og få en bedre fremtid. Men det er det modsatte, der er tilfældet. Vi har brug for migranterne. Vi har i alarmerende grad brug for ny arbejdskraft, og vi vil lide, hvis vi lukker os inde,« mener Bonino.

Italien er isoleret

»Jeg ved, at det er meget mere populært at give EU og migranter skylden for alle de problemer, vi har. Salvini og mange af de andre partier puster til vreden. Og desværre er det en strategi, som vinder valg, men det gør ikke meget for at løse vores problemer,« siger Bonino, der i 1948 blev født i en lille by i det nordvestlige Italien og voksede op i det, hun beskriver som en beskeden bondefamilie.

Hun blev første gang valgt ind i det italienske parlament i 1976, og tre år senere blev hun medlem af Europa-Parlamentet.

Sammenlagt har hun været 30 år i det italienske parlament og 14 år i det europæiske. I 1990’erne var hun EU-kommissær for humanitær bistand og kommissær for fiskeri, og hun har været både handelsminister og udenrigsminister i to venstrefløjsregeringer.

»Italien er fuldstændig isoleret, fordi den regering, vi har, bruger hele sin tid på at fornærme alt og alle. Specielt EU-Kommissionen, Frankrig og Tyskland. De gør det, fordi de tror, at de vil få større opbakning på hjemmebanen ved at slå sig på brystet over for udlandet, men på længere sigt vil det skade Italien, at vi skubber alle dem, der kan hjælpe os, fra os.«

Fra Rom har man blandt andet tordnet mod det, man beskriver som det »katastrofale EU«, der har ødelagt Europa; Frankrigs Emmanuel Macron er blevet beskrevet som en »en forfærdelig præsident«, og Tyskland »har ikke ændret holdning siden nazitiden i forhold til sin rolle i Europa«.

»Hvis vi fortsætter med at anklage Europa, så vil intet blive forbedret,« siger Bonino.

»EU er ikke perfekt, men resultatet af det 60 år lange europæiske projekt har gjort kontinentet til det rigeste i verden, ikke kun målt på BNP, men også når det gælder livskvalitet. Og det sociale velfærdssystem er på trods af sine fejl bedre end det, man kan fremvise i Kina, USA og i hvilket som helst andet sted.«

»At det er upopulært at støtte EU i dagens Italien, gør det endnu mere presserende, at vi har modet til at stille os frem og tale for Europa og for de positive ting, som EU har formået de sidste 60 år, og at vi tør kæmpe for en styrkelse af den politiske integration. Vi skal blive ved, indtil vi har fået overbevist den unge generation.«

Legas Matteo Salvini og Femstjernebevægelsens Luigi Di Maio (i forgrunden) anklages for at bruge mere tid på at skændes med omverdenen og hinanden end på at regere Italien.
Læs også
Matteo Salvini og Lega sejrede stort ved valget til Europa-Parlamentet i Italien. Lega fik 34,3 procent af de italienske stemmer – dobbelt så mange som ved det italienske parlamentsvalg for et år siden og intet mindre end seks gange flere end ved europaparlamentsvalget i 2014.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
  • Pietro Cini
  • Olaf Tehrani
  • Maj-Britt Kent Hansen
David Zennaro, Steffen Gliese, Pietro Cini, Olaf Tehrani og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

Glad for at høre at italienerne er så fornuftige at de trods alt har nogle grænser for hvilke ektremister de vil støtte. Hun italesætter sig selv og sit projekt som at hun "støtter EU" og er "for Europa", men kan ikke indse, ikke forstå eller sætte sig ind i, at hendes føderalistiske projekt intet med Europa har at gøre. Hun er som nationalisterne, der tror at de kan overtage og erobre hvad det vil sige at være dansk, at være tysk eller italiensk. "Man er kun en ægte italiener hvis man drikker et glas rødvin om dagen, elsker pizza, går rundt i folkedragts-toga og går ind for islam-forbud!". "Man er kun en ægte europæer hvis man støtter op om et føderalt, Europas Forenede Stater!".

Jeg ville ønske at italienerne også kunne sige nej tak til nationalisme, men det varmer mit europæiske hjerte, at de i det mindste forkaster den endnu farligere pan-nationalisme og farlige føderalistiske drømme om et europæisk, "geopolitisk nødvendigt imperium". Nationalisme skal bekæmpes ved at forkaste idealisering og romantisering af nationerne, ved at holde op med at sætte vores kulturer op på en pedestal. Og krige i Europa skal bekæmpes ved at fremelske tolerancen for vores forskelle, snarere end at problematisere dem og italesætte netop dét at vi er forskellige, som om det skulle være årsagen til konflikt og løsningen at vi bliver til én superstat, med én fælles identitet, med ét værdisæt.

Bjarne Bisgaard Jensen, Claus Nielsen, Susanne Kaspersen, Touhami Bennour og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Bjørn Pedersen, nu er der jo i sig selv en del idealisme og romantik i dit eget indlæg.
De italienere, jeg har talt med, også på højrefløjen (havde jeg indtryk af, de var) længes man efter velfærdsstat og almen tillid, som man kan se det i Nordeuropa.
De er trætte af at betale en hel del skat - så stor forskel er der jo heller ikke landene imellem mere - fordi de ikke får det samme tilbage, som de kan se, at andre får. Men det er det, de gerne vil have.
Kultur kan også overdrives - og den er først og fremmest et spørgsmål om de rammer, hvorunder man lever.

Jesper Pedersen

I Danmark er man ekstremist, hvis man siger nej til mere EU - Op til afstemningen, den 3. dec. 2015, om at retsforbeholdet skulle erstattes af en tilvalgsordning:

Hvad får du med et nej? Begejstrede børnelokkere
Radikal Ungdom

Hjælp politiet med at stoppe kvindehandel. Stem ja
Hjælp politiet med at optrevle pædofile netværk. Stem ja
Socialdemokratiet

Partiet slog også på, at en parallelaftale ikke var en sikker mulighed efter et nej.
- Stemmer vi nej, så ryger vi ud af Europol, og så kan det godt være, at vi kan finde en løsning, men der er bare ikke nogen af modstanderne her i aften, der kan garantere danskerne, at den løsning bliver ligeså god, som hvis vi fortsætter med Europol, sagde partiets formand, Mette Frederiksen.

Ligesom de andre ja-partier mente statsminister Lars Løkke Rasmussen ikke, at det var givet, at Danmark kunne få en parallelaftale.

https://www.dr.dk/nyheder/politik/fakta-det-sagde-partierne-om-europol

Jesper Pedersen

PS.: Vi fik en fin aftale med Europol.
Dansk politi bruger Europol mere end nogensinde før
Vi fik den særaftale, som politidirektør i Rigspolitiet, John Vestergaard, i dag kalder for "rigtig god".

- Vi har indgået en rigtig god aftale med Europol. Den betyder i realiteten, at vi i store træk kan opretholde den brug af Europols database, som vi havde førhen, siger han.
https://www.jv.dk/indland/Dansk-politi-bruger-Europol-mere-end-nogensind...

Et rudimentært system hvor du skal tjene så mange penge som over hovedet muligt, Danmark Italien Tyskland etc. Vælg selv, og pøj pøj med det.

Bjørn Pedersen

@Steffen Gliese
Jeg kan måske medgive at jeg er idealist, i den forstand at jeg synes det er vigtigt at have idealer at arbejde udfra og forholde sig kritisk til samfundet udfra, men jeg kan ikke se hvordan og hvad jeg skulle romantisere? At "kultur overdrives" (jeg tolker det som om du siger at betydningen af kultur overdrives), er dét jeg mener med romantisering og sætten på pedestal.

Jeg betragter ikke velfærdsstaten, herunder den danske model, som kulturelt unik, eller som noget kun vi kan have eller skabe. Det er dog åbenlyst at kulturhistorie danner rammen om dét samfund man lever i. Med eftertryk på ramme, ikke en plan for eller lineær opfattelse af, det der går igen blandt mange former for idealister, heriblandt såvel nationalromantikere som ideen om historisk materialisme. Kultur er levende, og for at italienere skal få et bedre velfærdssamfund kræver det at de skræddersyr en løsning og en fremgangsmåde der passer ind i, og til, lige præcis deres samfund, deres kultur, deres institutioner og deres værdier.

Danny Hedegaard

Glimrende indlæg:
Steffen Gliese
17. juni, 2019 - 09:55

Det er lige præcis det som er problemet, i lande som Italien og Grækenland.

Det bliver i tale sat som et problem, at deres borgere i stort omfang ikke betaler den skat, som de skal, og at de ikke vil betale.

Men problemet er jo at borgerne, ikke som vi oplever at få det igen for skatten, som de og vi betaler skat for.

Måske disse lande burde acceptere udsendte nordiske, hollandske og tyske embedsmænd, som kunne tage over nogle år, og stå som garanter for en effektiv forvaltning af skatteindtægter, uden spild og notorisk korruption?

Hvis disse landes skatteydere, oplever at få noget igen for deres skat, vil de forhåbentlig også udvikle en vilje til at betale skat.

De har jo en kæmpe undergrundsøkonomi, som de overlever på, som der derfor også består et uopfyldt beskatnings-grundlag for.

I modsætning til de gennemkorrupte lande Rumænien og Bulgarien, der er ludfattige, samtidig med at korruptionen æder økonomien op indefra.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Tak til Information for det fine interview med den glødende europæist Emma Bonino.
Allerførst vil jeg gerne udtrykke min dybeste respekt for hendes politiske engagement, som - NB! - rækker langt ud over den italienske scene. Orientering herom kan fås via fx tysk eller engelsk Wikipedia.
Jeg har imidlertid et par bemærkninger til Emma Boninos signalement af de italienske vælgeres negative forhold til EU. I interviewet siger hun blandt andet: " Inden for de sidste par år har der været en daglig og meget, meget stærk og vedholdende politisk kampagne for at gøre EU til syndebuk for alt...Det er blevet så slemt, at det i italiensk politik efterhånden er ekstremistisk at støtte EU. Det er en udvikling, der er en farlig trussel mod vcres liberale værdier, for de bliver truet både indefra og udefra, samtidig med at vi underminerer det fællesskab, der kan modstå presset".
Det sidste er jeg helt enig i. Men jeg synes, at Emma Bonino skøjter let hen over én vigtig detalje: ved det foregående EU-valg (2014) scorede socialdemokraten Matteo Renzi 40(fyrre!) procent af de italienske stemmer på en stærkt EU-venlig agenda.Det rejser ét spørgsmål: Hvad skyldes mange vælgeres pludselige stemningsskifte til fordel for den EU-fjendtlige Salvini?
Jeg ser to årsager: For det første migrantkrisen i 2015 - en krise, hvor Italien med en vis ret følte sig sviget af EU. For det andet og vigtigste: Trump.
Med Salvinis læremester Trump bliver det atter legitimt (stuerent havde jeg nær sagt) at benytte fascismens sprog.
Og det giver bonus i Italien, hvor man aldrig har gjort op med den fascistiske fortid - samt med alt det, der gjorde fascismen mulig. Det er denne undladelsessynd, som Italiens pludselige EU-fjendtlighed hviler på.