Læsetid: 10 min.

Jan-Werner Müller: De gamle partier må godt dø

Demokratiet er i krise i Europa, konstaterer den tyske professor Jan-Werner Müller. Men det skyldes hverken populister, fake news eller at de gamle partier mister magten
Den tyske Princeton-professor Jan-Werner Müller er optaget af at undersøge, hvilke strukturelle problemer demokratiet står over for – og ikke mindst hvordan vi skal prøve at overkomme dem. Og én måde at give nyt liv til demokratiet på kunne være ved hjælp af tilfældigt udvalgte borgerting og folkeafstemninger.

Den tyske Princeton-professor Jan-Werner Müller er optaget af at undersøge, hvilke strukturelle problemer demokratiet står over for – og ikke mindst hvordan vi skal prøve at overkomme dem. Og én måde at give nyt liv til demokratiet på kunne være ved hjælp af tilfældigt udvalgte borgerting og folkeafstemninger.

Casper Holmenlund Christensen

14. juni 2019

»Højrepopulister er så nemme at give skylden. Men med al respekt for Nigel Farage var det ikke ham, der bragte os Brexit.«

Den tyske Princeton-professor Jan-Werner Müller vandt for alvor udbredelse i Danmark med bogen ’Hvad er populisme’, da den udkom i det politiske skæbneår 2016, hvor først Brexit-afstemningen og dernæst valget af Donald Trump til amerikansk præsident rystede vores forståelse af, hvad der politisk er muligt.

Men han forsker ikke længere i populisme, siger Jan-Werner Müller som noget af det første, da jeg tager imod ham i Informations kantine. Sådan skal jeg ikke præsentere ham.

Foran et publikum skal vi tale om, hvorvidt demokratiet i Europa er i krise, og selv om det hurtigt står klart, at han selv vil svare ’ja’ til det spørgsmål, er det også tydeligt, at han er træt af, hvordan populister ofte får skylden for den krise. Ligesom problemet heller ikke nødvendigvis er falske nyheder, der højst har påvirket en mikroskopisk minoritet af vælgerne.

Nu er Jan-Werner Müller mere optaget af at undersøge, hvilke mere strukturelle problemer demokratiet står over for – og ikke mindst hvordan vi skal prøve at overkomme dem. Hans næste bog skal hedde ’Reinvigorating Democracy’.

Og én måde at give nyt liv til demokratiet på kunne være ved hjælp af tilfældigt udvalgte borgerting og folkeafstemninger, som Information beskæftiger sig med i et særtillæg i dagens avis og på en række arrangementer på Folkemødet på Bornholm.

»Umiddelbart er det en meget plausibel idé,« siger Jan-Werner Müller.

I USA kalder man det også Oregon-modellen, hvor en gruppe repræsentativt udvalgte borgere bliver sat til at undersøge et emne, lytte til eksperter og skrive en anbefaling, der bliver sendt ud til alle borgere, så de kan tage stilling inden en folkeafstemning.

»Selv om vi ved, at måske kun halvdelen af alle husholdninger vil tage sig tiden til at læse den anbefaling, de får ind ad døren, er det stadig en stor forbedring.«

»Men det er ikke et universalmiddel, så man skal ikke oversælge det. I den politiske videnskab kan der godt være en tendens til, at der opstår en slags industri for demokratisk innovation, hvor man bare skal gøre den her ene ting, og så vil alting blive godt.«

For at et borgerting skal få succes, afhænger det også af andre stabile institutioner som de professionelle medier, siger den tyske professor. Og det er netop det, der ligger ham mest på sinde at få sagt: Nogle af de gamle institutioner er ikke længere stabile, og det er blandt andet derfor, at vi overhovedet befinder os i en demokratisk krise.

Det er ikke folkets skyld

Jan-Werner Müller bærer den vante forelæsers sikre rytme af formfuldendte sætninger, renset for tøvende tænkelyde, hvor alle pauser er retoriske, og de sjove punchlines ligger jævnt fordelt for at lette stemningen som en slags trykudligner for det tunge emne.

I øjeblikket udkommer der mindst syv en halv bog om ugen om demokratiets krise, siger Jan-Werner Müller, og han vil gerne have lov til at demontere i hvert fald to af de mest problematiske fejlantagelser, han støder på blandt sine kolleger.

Den første er at give folket skylden for demokratiets krise.

»Især efter det skæbnesvangre år 2016 med Brexit og Trump var der en udbredt tendens blandt liberale intellektuelle til grundlæggende at argumentere for at gøre samfundet mere elitært: ’Vi må have færre primærvalg og færre folkeafstemninger, for prøv at se, hvad der sker, når man giver folk et valg. Så forlader de EU’.«

Men det udspringer af en misforståelse af, hvad der faktisk skete i 2016. Nigel Farage vandt ikke Brexit-afstemningen selv, for han havde brug for de etablerede politikere fra De Konservative for at overtale vælgerne, siger Jan-Werner Müller.

»Han havde brug for respekterede politikere som Boris Johnson og Michael Gove til at fortælle briterne, at Brexit var en god idé, som de med god samvittighed kunne stemme for.«

På samme måde var Trump heller ikke resultatet af en græsrodsbevægelse af vrede hvide mænd, der ville vælte de etablerede magthavere. Han var præsidentkandidat for et etableret parti.

»Med fare for at gentage det åbenlyse, så var den vigtigste forklaring på, hvad der skete den 8. november 2016 (amerikansk præsidentvalg, red.), at folk, der betegner sig selv som republikanere, stemte på deres parti. Det var et meget normalt valg, med en ikke helt normal kandidat.«

Så vi kan ikke skyde skylden på massepsykoser eller forførende populister med den underliggende konklusion, at svaret så er at give folket mindre magt.

»Måske med undtagelse af Italien er populister ingen steder i Vesteuropa eller USA kommet til magten uden at kollaborere med de etablerede konservative eliter‚« pointerer Jan-Werner Müller.

Modbeviset fik vi allerede ved præsidentvalget i Østrig i december 2016, det første valg efter Brexit og Trump. Kandidaterne for de to gamle magtpartier var røget ud i første runde, og nu stod valget mellem Norbert Hofer fra det højreradikale Frihedsparti, FPÖ, og den uafhængige grønne økonomiprofessor fra Wien, Alexander Van der Bellen, som endte med at vinde.

»Alle troede, at det ville blive en dominoeffekt, og at folk som Trump nu ville vinde overalt. Men det modsatte skete. Og det gjorde det, fordi de østrigske konservative på det tidspunkt besluttede ikke at støtte det yderste højre. Selv ude på landet, hvor de altid får skyld for at være tabt til højrepopulismen, stemte de på det modsatte.«

Bannon har ingen mørke kræfter

Den anden problematiske fejlantagelse, fortsætter Müller, er, at højrepopulismen bygger på et stort ideologisk grundlag, som man kan sætte sig ind i og på den måde forstå, hvorfor folk stemmer på dem.

»Hvis Steve Bannon i et interview nonchalant refererer til en italiensk fascistisk tænker fra mellemkrigstiden, tror mange, at man her finder nøglen til at forstå hans hemmelighed, og hvordan man skal modgå ham.«

Det samme har man set for eksempel med Rusland, hvor Aleksandr Dugin nogle gange bliver udråbt som den store filosof og nøglen til at forstå præsident Putins verdensbillede.

Men det er en fejlanalogi, som måske stammer fra Den Kolde Krig, hvor den ideologiske kamp virkelig betød noget, siger Jan-Werner Müller.

Han tror ikke på, der er store ideologier i spil hos populisterne, og det siger han ikke for at forklejne de mennesker, der stemmer på dem.

»Min pointe er bare, at vi leder det forkerte sted efter en forklaring, hvis vi tror, det handler om ideer.«

For ham at se skyldes de demokratiske forskydninger i langt højere grad noget, der er sket med centrum-højre, end noget der er sket på den yderste højrefløj.

»Der er uden tvivl kloge mennesker på den yderste højrefløj. Men de har sagt de samme ting siden 1970’erne, så det er ikke, fordi de pludselig har fundet formlen. Det eneste, der har ændret sig, er centrum-højre. Det er centrum-højre, der pludselig er villig til opportunistisk at gå med dem. Problemet er ikke stærke ideer på den yderste højrefløj, men et idé-vakuum i centrum-højre.«

De gamle partiers død

Grunden til, at Jan-Werner Müller gør en del ud af at pille fejlantagelser fra hinanden, er, at vores analyse af de bagvedliggende årsager til demokratiets krise også hurtigt bliver definerende for vores diskussion af løsninger.

Men han ved godt, det er en smule defensivt kun at angribe andres ideer.

»Især når man inviterer nogen ind fra USA, er det vist en legitim forventning også at få nogle opbyggelige budskaber på et tidspunkt,« siger Jan-Werner Müller, og publikum griner.

I dagene op til vores møde er adskillige nye ledere for gamle magtpartier trådt tilbage. I Tyskland den socialdemokratiske leder Andrea Nahles, i Frankrig den republikanske leder Laurent Wauquiez, i Storbritannien den konservative leder Theresa May. Omstændighederne er vidt forskellige, men fælles for dem er, at de har fejlet i forsøget på at vende skuden for deres kriseramte partier, og at de nu går af som konsekvens af katastrofale valg til Europa-Parlamentet.

I hverken Frankrig eller Storbritannien fik nogen af de gamle magtpartier toppladser ved valget. I Tyskland er de også i frit fald.

Men at de gamle, traditionelle partier er i frit fald er ikke lig med en demokratisk krise, måske snarere tværtimod, mener Jan-Werner Müller.

»Det er meningen, at demokratiet skal være dynamisk, så partierne – nye og gamle – kan tilpasse sig et samfund i forandring. Så det er ikke automatisk et krisetegn, at partier, der plejede at være magtfulde, ikke er det længere,« siger Jan-Werner Müller og bruger Spanien som eksempel.

Her er de to gamle partier, det konservative Partido Popular og det socialdemokratiske PSOE de seneste fem år blevet udfordret af nye partier som Podemos på venstrefløjen, Ciudadanos på højrefløjen og senest VOX på den yderste højrefløj.

Tilkomsten af de nye partier og den dalende tilslutning til de gamle partier har gjort det markant sværere at danne stabile regeringer. Senest har premierminister Pedro Sánchez i denne uge truet med at udskrive nyvalg, hvis oppositionspartierne blokerer for hans forsøg på at danne en mindretalsregering.

Men gør det Spanien mindre demokratisk end for 10-15 år siden, hvor spanierne grundlæggende kun havde to mere eller mindre korrupte magtpartier at vælge imellem, spørger Jan-Werner Müller.

»Folk havde en fornemmelse af ikke at have noget valg. Nu kalder man det et mere fragmenteret partisystem, men det er for negativt ladet et ord. Jeg vil kalde det en øget diversitet. Empirisk ved vi, at nogle af de nye partier har fået nogle til at stemme igen, som for længst havde opgivet det gamle system. Så det er svært for mig at se, at det nye system skulle udgøre en krise. Det var det gamle system, der udgjorde en repræsentationskrise.«

Macrons selvskabte problem

Partiernes repræsentationskrise er den ene af de mere strukturelle udfordringer, som Jan-Werner Müller selv identificerer som årsag til demokratiets krise. Den anden er krisen for de konventionelle medier.

»Disse to institutioner har siden det 19. århundrede været uomgængelig for et velfungerende demokrati.«

Der er ikke noget nyt i at konstatere, at de to institutioner er pressede, indrømmer Müller og nævner medlemsflugten fra de gamle partier og læserflugten fra de gamle medier. Men det er værd at gentage, fordi det stiller demokratiet over for nogle store strukturelle udfordringer, som rækker ud over aktuelle politiske problemer som arbejdsløshed eller kulturel fremmedgørelse.

»De politiske partier og de professionelle medier har tilført demokratiet en grad af pluralisme.«

En spredning af den politiske magt mellem mange forskellige sociale grupper.

Selv om politiske partier kan have relativt fasttømrede holdninger, bliver de alligevel dannet efter forudgående diskussioner og inddragelse af forskellige grupper. Det sker ikke i et enmandsparti.

På samme måde har aviser måske deres forudfattede politiske ståsteder, men der sker stadig en mediering af uenigheder, som ikke finder sted, når præsidenten kommunikerer direkte med sine vælgere på sociale medier, bemærker Jan-Werner Müller.

I stedet håber han på, at partierne – nye eller gamle – kan finde en måde at forbedre den politiske deltagelse på. Og at den politiske diskussion i medierne ikke skal gå så hurtigt, men kunne komme ned i tempo for at give plads til at tænke sig om, inden beslutninger bliver taget.

– Vi ser en del forsøg rundt om i Europa på nye bevægelser, og gamle partier der betegner sig som nye bevægelser. Er der nogen, der i dine øjne klarer sig godt?

»Meget af det er åbenlyst forsøg på at fremstille sig selv i et godt lys. Jeg tror lakmustesten består i, om man kan fungere som bindeled mellem politik og samfund, så folks levede oplevelser kan oversættes til en form for politisk handling.«

Et eksempel på det modsatte er Frankrigs præsident Macron, som endte med at skabe en bevægelse, som er bundet meget op på ham selv, og som derfor ikke har nogen egentlig forbindelse til samfundet.

Han gik meget op i, at hans kandidater til parlamentet kom fra civilsamfundet, men deres flotte CV’er vejede tilsyneladende tungere end deres forbindelser til forskellige dele af samfundet, konstaterer Jan-Werner Müller. Det var derfor, Macron var nødt til at tage den runde af debatter med de mange franske borgmestre, som faktisk sidder inde med en viden om, hvad der sker rundt omkring.

»I gamle dage ville det være blevet løst af, at man havde nogle bindeled, der kunne fortælle magten i Paris, hvad der skete i deres egne lokalsamfund.«

Så virker det mere lovende, når en politiker som den unge demokrat Alexandria Ocasio-Cortez kommer ind i Repræsentanternes Hus med sin erfaring som tjener, siger Jan-Werner Müller.

»Også fordi hun er dygtig til at bruge de sociale medier, så hun kan vise folk, hvordan problemer fra den virkelige verden kan omsættes til politik.«

Noget af det, Jan-Werner Müller ser som et håbefuldt tegn, er, når der bliver dannet nye partier og bevægelser. Også selv om man ikke bryder sig om alle forslag, de kommer med, siger han og vender tilbage til eksemplet Spanien.

Her vil mange unge aldrig indhente, hvad de har tabt under de mange år med tårnhøj arbejdsløshed. Men deres svar har været at gå på gaden og demonstrere og danne et politisk parti. Og da deres politiske parti tabte, gik de hjem og prøvede igen.

»Ud fra en historisk kontekst var det slet ikke givet, at det var sådan, det skulle gå. Det giver mig håb om, at selv om mange ikke synes, systemet fungerer, så er de på en måde ikke imod systemet. De har faktisk tillid til, at de kan lave det om, indefra.«

Serie

Europæiske intellektuelle

Finanskrisen, flygtningekrisen, klimakrisen og den politiske krise har udløst et kolossalt opbrud over hele Europa. Og nye partier og bevægelser bryder frem, mens gamle samfundsbærende partier bliver skubbet ud.

Frem mod Europa-Parlamentsvalget den 26. maj har Information mødt ti store europæiske intellektuelle, fra øst og vest, nord og syd. De fortæller, hvad der har formet dem som europæere, hvordan vi kan arve vores historie og forstå vores samtid og skabe vores fælles fremtid.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta Hansen
  • Trond Meiring
  • Kurt Nielsen
  • Johnny Christiansen
  • Bjørn Pedersen
Britta Hansen, Trond Meiring, Kurt Nielsen, Johnny Christiansen og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Tanghus

»Det eneste, der har ændret sig, er centrum-højre. Det er centrum-højre, der pludselig er villig til opportunistisk at gå med dem«

I Danmark gælder det så også for centrum-venstre.

Bjarne Andersen, Erik Winberg, Susanne Kaspersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Hvorfor mener han så at der er en "krise" for demokratiet? Betegner "krise" (er det ikke den egentlige betydning?) her noget akut eller kronisk?

Jan Weber Fritsbøger

nej Thomas er da længe siden S blev en del af centrum højre, i min optik da nyrup blev statsminister, men andre vil måske mene det først skete under Thorning, men selvfølgelig har man ikke opdaget dette gælder det vel også centrum venstre i DK. ;o)

Gert Romme, Bjarne Andersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

Jan kan du slet ikke se krisen ? jeg synes noget tyder på at demokratiet ganske enkelt ikke længere fungerer,
når populister eller hvem som nu gør det opfinder problemer som ikke existerer og tilbyder løsninger på samme, og får en vis succes på løgnekampagnerne og dermed magt til at nedbryde samfundet,
så er demokratiet jo skadeligt tilsyneladende, demokratiet er sårbart overfor hadkampagner og propaganda og er i krise når den sårbarhed udnyttes af onde kræfter.

jan henrik wegener

OK. Det kan for mig at se oversættes til noget i retning af at det er frygteligt at andre har nogle synspunkter der er forskellige fra bl.a. dine. I øvrigt kunne man også spørge hvornår var den fortid du antyder var "da demokratiet fungerede" (til forskel fra nu hvor du mener det "ikke længere fungerer") . Hvis den altså nogensinde var. For er demokrati overhovedet foreneligt med en "idealtilstand" af ro og harmoni? Eller er tvert imod diusharmonien, konflikten, en del af kærnen i demokratiet, for så vidt som der er en kærne?

Anne-Marie Krogsbøll og Trond Meiring anbefalede denne kommentar