WASHINGTON – USA har i dag involveret sig i tre større konfrontationer verden over, som alle har potentiale til at eskalere til krig: Iran, Venezuela, Nordkorea. I førersædet på alle tre fronter befinder sig John Bolton – en af de mest glødende tilhængere af amerikansk militær magtanvendelse, der nogensinde har siddet i præsidentens stab i Det Hvide Hus.
Donald Trumps 70-årige nationale sikkerhedsrådgiver har i over fire årtier været en markant figur i amerikansk udenrigspolitik, og hvad enten han har været del af, tæt på eller fjernt fra magten har han stort set altid indtaget den mest høgeagtige position i alle spørgsmål.
»Det er hans faste overbevisning, at verden kun kan blive et bedre og mere sikkert sted, hvis USA tager på sig at lede den, og at dette ikke bare er i USA’s, men i hele verdens interesse«, siger Mark Groombridge, som har arbejdet for Bolton i over ti år.
I Obamas æra var Boltons ikonisk strittende hvide hvalrosoverskæg en næsten kontant tilstedeværelse på tv, især på Fox News, hvorfra han affyrede hånlige og bidske salver imod den daværende præsident.
Nu om stunder er Bolton dog i bedre lune, især efter at han fik held til at opnå en af de mest magtfulde topposter i det udenrigspolitiske etablissement.
Ultimative krav
Bolton ser ud til at have spillet en nøglerolle i sammenbruddet for Trumps andet topmøde med Kim Jong-un i februar. For det var ham, der fremlagde en liste med en række ultimative amerikanske krav om nordkoreansk nedrustning over for den nordkoreanske diktator i Hanoi. Et års diplomatisk indsats faldt dermed på gulvet, og Kim, som havde forventet sig en gradvis ’indrømmelse for gensidig indrømmelse’-tilgang, har da også genoptaget sin taktik med at tirre USA med nye missiltest.
Også i konfrontationen med Venezuela fik Bolton placeret sig helt fremme i forgrunden som førende amerikansk fortaler for fremtvingelse af regimeskift. Det skete i april med en personlig videotale, hvori han ansporede Nicolás Maduros vigtigste støtter i militæret til at hoppe af. Bag kulissen har han desuden presset en modvillig ledelse i det amerikanske militærs Southern Command til at hitte på stadig mere aggressive initiativer for at bryde Maduros greb om magten.
Senest, i den eskalerende strid med Iran i Den Arabiske Golf, er han gået i spidsen for en forøget amerikansk styrkeopbygning i regionen, som Teheran kun har kunnet se som et konfrontatorisk skridt, ligesom han – til irritation for dele af Pentagon – har givet amerikanske efterretninger om iranske militærbevægelser et sensationalistisk spin.
Bolton siges at have sammenkaldt et højst usædvanligt møde om Iran den 29. april – og ikke i Det Hvide Hus, men i CIA’s hovedkvarter. Dette gav mindelser om hele forløbet op til Irakkrigen, da Dick Cheney, George W. Bushs vicepræsident, gjorde det samme.
Det forekommer efterfølgende sandsynligt, at de seneste iranske militære forberedelser, som amerikanske efterretninger har afdækket, frem for alt har fungeret som forholdsregler til at foregribe et truende amerikansk angreb.
Det er i lyset af Boltons historik ikke noget urealistisk scenario. I 2015 hudflettede han Obamas diplomatiske bestræbelser og signerede en nu berygtet klumme under overskriften To Stop Iran’s Bomb, Bomb Iran.
’En hammer’
Bolton voksede op i en republikansk arbejderklassefamilie i Baltimore. Hans første politiske erfaringer går tilbage til dengang, han i 1964 var kampagneaktivist for Barry Goldwater, en dybt konservativ præsidentkandidat fra Arizona.
Bolton, som fandt, at Goldwater blev grotesk karikeret af den tids mainstreammedier, fik forstærket sin afsmag for liberale østkysteliter, da han i 1966 kom til Yale University på et stipendium. Modsat mange af sine medstuderende var Bolton en entusiastisk tilhænger af Vietnamkrigen – dog ikke i en sådan grad, at han meldte sig frivilligt til hæren. Værnepligten valgte han at undslå sig ved at gå ind i Marylands nationalgarde.
Han brugte sin juridiske grad og sagkundskab til at skabe sig en plads som rådgiver i Reagan-administrationen, og i 2000 var Bolton en af flere republikanske advokater, som blev fløjet til Florida for at bistå Bush i det juridiske tovtrækkeri for at gå sejrrigt ud af statens valg, hvis stemmeoptælling var omstridt på grund af defekte stemmemaskiner.
I Bushs udenrigsministerium satte Bolton sig for at nedbryde amerikanske diplomatiske indsatser. Med slet skjult skadefryd tog han med egne ord »en hammer« i brug for at slå Agreed Framework-aftalen med Nordkorea af 1994 i stykker. Aftalen var allerede ved at gå op i limningen, men havde dog kastet det resultat af sig, at Pyongyans plutoniomproduktioner havde været holdt nede i syv år. Bush og hans hold udelukkede nu at ville forhandle med ’slyngelstaten’, men som Christopher Hill, en tidligere ledende amerikanske forhandler, siger, havde man ikke set noget bedre fungerende alternativ.
»Man kunne få den tanke, at det var John Boltons agt at invadere Nordkorea,« siger Hill.
»Jeg har dog aldrig set ham iføre sig en hjelm og tage våben i hånd, så hvad han egentlig ville, står mig ikke klart. Han er i al fald en person, der ikke har megen sans for dialog. Han kommer med sit eget perspektiv, sin egen position, og videre end det kommer man så ikke,« tilføjer han.
Rå magt
I optakten til Irakinvasionen var Bolton viceminister for våbenkontrol under den amerikanske udenrigsminister. Han var ikke med til at beslutte politikken, men stod for at håndhæve den.
En afslørende episode fra den periode var, da han blev sendt til Haag med en ganske bestemt mission: Han skulle vælte generaldirektøren for Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben, en brasilianske diplomat ved navn José Bustani, som havde overtalt både Gaddafis Libyen og Saddam Husseins Irak til at underskrive Konventionen mod Kemiske Våben.
Sådanne underskrifter ville underminere grundlaget for krig mod Saddam Hussein. Følgelig var Washington rasende og insisterede på, at Bustani var gået ud over sit mandat.
I februar 2002 ankom Bolton så til Holland med et ultimatum.
»Han troppede op på mit kontor og sagde: ’Du har 24 timer til at skride, og det er en instruks fra Mr. Cheney’,« husker Bustani, der nægtede og henviste til, at han for ganske nylig var blevet valgt til endnu en mandatperiode og med amerikanske støtte.
Bolton svarede: »Du bør nok lige genoverveje det, for vi ved, hvor dine børn er.«
Bustanis to sønner arbejdede på det tidspunkt i New York. Bustani var lamslået, men holdt stand – om end forgæves. Bush-administrationen indkaldte til en særlig konference for alle medlemstater og fik i sidste ende tvunget Bustani ud.
Bolton har efterfølgende benægtet at have fremsat trusler mod den brasilianske diplomats sønner.
»Det var en dybt ubehagelig oplevelse,« siger Bustani.
»Den mand er helt anderledes end nogen anden, jeg har mødt. Man kan ikke føre en samtale med ham. Man kan ikke diskutere med ham. Alt handler bare om rå magt.«
Boltons ledelsesstil skulle dog hjemsøge ham selv, da han ansøgte om sit næste job som USA’s ambassadør i FN i 2005. Senatet nægtede at godkende ham, og Bush måtte se sig nødsaget til gå uden om Kongressen og placere ham på posten i en midlertidig udnævnelse, der udløb i 2006.
Han tilbragte de følgende år uden for regeringsmagten i et højtbetalt job hos American Enterprise Institute, den førende konservative intellektuelle tænketank i Washington, som Fox News-ekspert og ikke mindst som en velbetalt fortaler for den sektlignende iranske oppositionsgruppe, Folkets Mujahedin Organisation, som i mange år var kategoriseret som en terroristgruppe af USA og EU.
Trump: ’Jeg modererer John’
Det er denne hans baggrund, der har overbevist Teheran om, at Bolton styrer målbevidst imod regimeskift. Skal noget afspore denne kurs imod, hvad der i sidste ende kan blive krig, og genoprette dialogen, vil det formentlig forudsætte, at Trump fyrer Bolton.
Trump har over for andre embedsmænd og udenlandske ledere spøgt med, at Bolton ønsker at få ham til at erklære krig.
»Jeg modererer faktisk John, som er temmelig fantastisk,« sagde præsidenten til journalister for få uger siden.
Men der har været meldinger om, at vittigheden er ved at være tyndslidt, og at Trump er stadig mere bekymret over, i hvilken retning Bolton leder ham.
»John spillede på Trump som på en Stradivarius,« siger Groombridge, Boltons tidligere assistent.
»John forstår og kender præsidenten rigtig godt … Han forstår at holde det på et helt simpelt niveau.«
»Men jeg tror, at hans indflydelse er begyndt at aftage over de seneste måneder, fordi han fejlbedømte oppositionens styrke i Venezuela. Og nu har du et helt kor af bekymrede røster, der mundhugges om, hvad der nu skal ske med Iran.«
Groombridge tilføjer: »Problemet er, at vi har en præsident, der er så impulsiv, at han kan vågne klokken fire om morgenen og efter helt tilfældig indskydelse skrive på Twitter: ’John er ude’.«
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Barbara Starr, CNN's Pentagon reporter, havde en interessant kommentar til præsident Trump's erklæring, at han ikke anså et amerikansk angreb på Iran med prognosticeret 150 faldne for at være et forholdsmæssigt svar på, at Iran havde nedskudt en amerikansk drone.
Angrebet var foreslået af Forsvarsministeriet, Pentagon, som altså havde anset angrebet for at være forholdsmæssigt, hvilket Trump så underkendte i sidste øjeblik.
Efter det oplyste var både sikkerhedsrådgiveren, John Bolton, og udenrigsministeren, Michael Pompeo, enige med Pentagon i, at det forslåede angreb var proportionalt.
Midt i alle ulykkerne må man glæde sig over, at Trump traf denne beslutning; men det er dybt bekymrende, at Forsvarsministeriet kan fremsætte forslag til et sådant angreb - og at sikkerhedsrådgiveren kan sende forslaget videre til præsidenten støttet af udenrigsministeren.
Der er p.t. ingen forsvarsminister i USA.
I øjeblikket taler alle om beslutningsprocesserne i Washington, som om der er nogen, der ved hvordan det er foregået, blot fordi Trump og anonyme embedsmænd fortæller, hvordan den store mand tog den endelige beslutning. Trumps egen præstation om sagen mindede endda om den gammel bedstefar der fortæller røverhistorier til en børnefødselsdag. Og journalister råbte, fortæl mere, bestefar, fortæl mere. Trump spiller virkelig medierne som på en skotsk sækkepibe....
Når amerikanerne vil starter en ny krig, er det første, de gør altid at vejre stemningen i befolkningen. Nogle WMD'ere her, kuvøsebabyer der, kan nogen huske den om Tomkin bugten og denne gang altså en dronenedskydning og så Trumps lynbeslutninger. Derefter laver CNN alt arbejdet for eén, 70 % for krig mod Iran, 86 % synes præsidenten håndtere krisen godt eller super godt. Selv vores egen Jesper Steinmetz læser nu kun op fra det amerikanske udenrigsministeriums talepapirer. Vi hører den gamle traver om Ali Khamenei, ligesom alle andre skurke før ham, har proppet millioner af milliarder på ind udenlandske konti, formentligt i Danske Bank kunne man tilføje. osv.osv.
Og så er det sådan set bare at gå i gang. Hvis det er det man vil.
Så kluddermikkelen Bolton eller ej. Bush, Trump eller Obama. Det er et gammelt spil man altid har spillet. Ja, Obama´s "Yes We Can"-administration kan man vel kalde en art Thorning-regering, der overtog ikke bare den forrige regerings spil men endog dens forsvarsminister.
Det eneste der kunne ændre sig, er hvis vi i fremtiden ser 10, 15, 20 årige bombekampagner mod hvide, olierige lande, så skal man måske til at ændre retorikken.
Men er der noget vi alle ved, er det, at amerikanske droner mod hvide børn for kapitalisme, aldrig vil opnå samme vidtgående opbakning i befolkningerne, som bombninger af brune børn altid har haft det.
Først flyver amerikanerne en drone ind i iransk Luftrum. Så advarer iranerne to gange amerikanerne om, at hvis ikke dronen forlader iransk luftrum, vil den blive skudt ned. Da amerikanerne ikke reagerer på iranernes advarsler, skyder iranerne dronen ned.
Denne amerikanske provokation og den efterfølgende iranske reaktion kostede ingen menneskeliv. Alligevel er amerikanerne (nogle af dem) parate til at slå 150 mennesker ihjel, som "gengældelse". Gengældelse for hvad? For at markere, at USA har ret til at flyve med deres droner, hvorsomhelst det passer dem?
Det er dybt bekymrende, at verdens stærkeste militærmagt tror, at den kan tillade sig hvad som helst, bare fordi ingen andre lande har den militære styrke til at gå op imod den amerikanske militærmaskine. Heldigvis er der stadig en folkelig opinion at tage hensyn til, både hjemme i USA og i resten af verden: Det er stadig vigtigt for en aggressor at have sig en plausibel, defensiv casus belli, før man påbegynder skydningen.
Angrebskrig er legalt set forbudt, og moralsk/politisk betragtes uprovokerede angreb som indbegrebet af uretfærdighed. Derfor søger amerikanerne med lys og lygte efter et påskud til at gå i krig, så de kan påstå, at det ikke var dem, der begyndte. Ligesom de gjorde i Havana i 1898, i Tonkinbugten i 1964, og i Irak i 2003. Lad is alle håbe, at det ikke lykkes for dem.
@ Torben Lindegaard,
Jeg syntes, vi må kunne blive enige om, at ingen af os egentlig ved, hvad der foregik bag lukkede døre i det Hvide Hus.
Jeg har være på en af forsommerens længere rejser, og har ikke helt kunnet følge med i de danske nyheder. Men en række udenlandske medier fremkom med oplysninger, der går helt på tværs af det, som nu er den officielle version af begivenheden under mødet om Iran.
Således var mange medier enige om, at det var en meget stor og ganske diskussion om USA´s reaktion på, at Iran havde nedskudt en USA-drone. Og at denne diskussion udviklede sig til et ganske voldsomt skænderi.
Selv om det Hvide Hus under Donald John Trump fortsat lækker som en gammel dødssejler, ved man derefter ikke i detaljer, hvem der mente hvad i skænderiet. Men der var i hvert fald ret stor enighed i pressen om, at det ikke var Donald John Trump, der "trak i bremsen". Men at mange i det Hvide Hus simpelt hen var bange for republikanernes reaktion på at angribe Iran uden egentlig begrundelse.
Og dette stemmer vel egentlig også godt af med, at mange republikanske politikere har været ret kritiske overfor Donald John Trump og hans team i den seneste tid.
Bolton er en temmelig uhyggelig fætter, som, i al offentlighed, har erklæret, at han ønsker krig med henblik på at styrte regimet i Teheran.
Eneste trøst synes at være, at der er store sprækker i det republikanske parti i dette spørgsmål og at Trump tilsyneladende lytter til andre end høgene omkring sig.
Siden WW2's afslutning har det aldrig været et problem for USA at konstruerer et grundlag for at gå i krig gloden rundt. De alvorlige konsekvenser som klimaændringer og mangel på ressourcer vil få i nærmeste fremtid vil sandsynligvis for alvor sætte skub i den udvikling. For når USA snakker om fred og frihed er det ikke verden der menes. Det er udelukkende USA.
Det er forkert at manden bliver kaldt "sikkerhedsrådgiver", når den rigtige betegnelse er "krigsmager" koste hvad det må.
Ikke et ord om det bemandede overvågningsfly, der var i nærheden, men ikke blev skudt ned. Altså, at Iranerne optrådte ansvarligt.
Heller ikke et ord om perspektiverne i en evt. "rigtig" krig. Oliekilder i brand på den arabiske halvø, lukket Hormuz stræde og stærkt stigende økonomisk katastrofale oliepriser.
Tilføj en passende mængde nye flygtninge området - især mod Europa, og der danner sig et ganske alvorligt billede.
Mon vi får noget at vide om de perspektiver af de danske medier, når DK bliver bedt om at indtræde i en "coalition of the willing" i krig mod Iran?
Mon ikke også vi kan forvente en lidt alvorligere provokkation, som heller ikke er i Irans interessse, men som Iran vil få skyld for?
Denne gang, vil det være sværere for Trump at sidde den overhørig efter at de amerikanske medier har tæppebombet med udsagn om at Trump var "svag" eller "vægelsindet" i.f.m. den nedskudte drone (en luftbåren computer i en avanceret metalæske).
Det ser ikke lyst ud.
Jens Bryndum, 26. juni, 2019 - 14:01
Mon det i virkeligheden for Amerikanske hegemoni handler mere om at tvinge EU og Europa knæ med mio. af flygtning fra Mellemøsten, og så skide være med at verden står i brand.
Ufatteligt, at usa kan opfattes som andet end meget farlige for verdensfreden. Et håb, at den nye danske regering ikke er så ukritiske proselytter, som skiftende regeringer har været siden anker jørgensen.
Nu skal vi være foregangsland i miljø-og socioøkonomisk bæredygtig omstilling. Det ville være passende, om vi i samme hug kunne gå foran med at etablere danmark som demilitariseret zone og opbygning af institutioner for demokratiudvikling og freds-og konflikmægling.
Vigtigt at huske på, at USA har en mere end 100-årig tradition for at indlede krige på baggrund af "false flag"-operationer.
@Randi Christiansen
'..vi i samme hug kunne gå foran med at etablere danmark som demilitariseret zone..'
Smuk tanke, men helt ude i hampen, hvis du blot har et nogenlunde realistisk billede af historien og den verden, du er en del af.
Men helt enig i, at vi bør vælge vores venner med anderledes omhu.
Og USA er ikke én af dem.
René arestrup - 'ved jorden at blive, det passer dig bedst' - 'hvo intet vover, intet vinder'
Når man ikke vil række efter stjernerne, kan man bare fortsætte med at følge i fodsporene på flokken. Og så bliver det bare det samme - uden fortroppen, som vover at tro og handle på visionen, kommer vi ikke ud af stedet.
En gang blev man brændt på bålet, for at være fremsynet, visionær og politisk ukorrekt. I dag bliver man hånet. Ikke en attitude som bringer den menneskelige evolution ud af nuværende kaos. Af skade bliver man klog - men hvornår ... når man er død?
At noget ser umuligt ud, er ikke det samme, som at det er umuligt. Det ved du godt. Så kunne vi jo ligeså godt opgive med det samme. Menneskeheden har på ingen måde udfoldet sit fulde potentiale, og alt er muligt. Lad os foretage de valg, som bringer os nærmere det gode, sande, skønne og retfærdige.
Når fordelene ved fred fremfor krig går op for dem, der nu tror på væbnet konflikt som middel til selv at overleve, er en demilitariseret verden ikke 'langt ude i hampen' men en rationel realitet.
Om det nogensinde sker, ved jeg ikke, men jeg ved, at hvis det ikke sker, bliver verden et tiltagende ubehageligt sted at være.
Rene Arestrup, har bemærket at du ikke er meget for nytænkning,
demilitarisering er faktisk den næst vigtigste agenda efter klimaopretning, desuden er global demilitarisering absolut nødvendig hvis klimatiltagene skal løse opgaven,
det der virkelig er urealistisk er at verden kan fortsætte stort set som nu, men bare med mere klimavenlig teknologi,
så Rene du fremstår bagstræberisk og urealistisk og Randi virker langt mere indsigtsfuld og visionær i mine øjne, hvilket ikke er så underligt egentligt da jeg kæmper for de samme ideer.
Tag ikke fejl krig, fremstilling og salg af militært isenkram, er alt sammen forbrydelser imod menneskeheden, og set i lyset af klimatruslen kan det samme vel næsten siges om grådighed.
Der er noget helt paradoksalt i relationen af den globale skade USA forvolder på mange områder, på den ene side og landets fortsatte store globale betydning; i de tiltag USA siden WW2 har gennemgået versus landets fortsatte betydning som stormagt.
Fx har USA ikke vundet en eneste af de krige siden WW2, de som aggressor har startet, og blev tvunget til eller bare afsluttede ved at efterlade den brændte jord, tabt, i kaos og i kæmpe uorden, dog ingen fred.
På den anden side har landet, mest på basis af sin mægtige militante struktur, som ud over en kæmpe industriel kompleks omfatter store dele af videnskaben, frembragt med World Wide Web og cyberspace en disruption over verdens kommunikation, finansielle transaktioner, media-spredning og mange sociale ændringer, der hænger sammen med det, samt opbygning af 4, 5 Tech-kæmper, der næppe kan styres mere af landenes parlamenter, hvad fx skatte-betaling angår, optræder som trojanske heste, hvor de lander, ofte modtaget med jubel & halleluja.
Siden har landet udviklet sig som verdens største forurener, er ved at forlade de internationale konventioner og blæser på, hvad andre mener. USA respekterer ikke hvad globaliseringen forudsætter når den skal fungere for alle.
Ergo eller paradoks? Satsning på aggression, krige, egoisme og andre unoder synes at være vejen til succes. Hvornår ender mon den idioti?
Det ultimative synes at være: Klimaændring viser grænsen: vi har kun én globe, hvor vi alle befinder os i, og klimaændring accepterer kun én grænse, den er ca 100 km over os, og inden for dette rum foregår vores skæbne.
Når trump stoppede angrebet pga en formodning om 150 faldne, går alle ud fra, at han mente, at tallet var for højt, men har han sagt det?
Hvad koster sådan en drone?
@Randi Christiansen og Jan Weber Fritsbøger
På et rent filosofisk plan har I helt ret.
Men kun filosofisk.
René@ - filosofi betyder faktisk kærlighed til viden.
Filosofi er grundlaget for al viden, idet filosofi er den undersøgende tilgang.
Din affærdigelse af det 'filosofiske plan', som du formulerer det, illustrerer kun din egen uvidenhed.
@René Arestrup - Din skelnen mellem en realistisk og filosofisk tilgang holder historisk set ikke vand. Dansk udenrigspolitik er fuld af eksempler på, at "realisterne" har taget fejl - ja, noget så grueligt endda. 1864 er et godt eksempel.
Besættelsen er et andet eksempel. Indtil sovjetstaten med Churchills ord "rev tarmene ud på det nazistiske vilddyr" i Stalinggrad 1943, var man "realist" herhjemme, hvis man forventede tysk sejr ("man" = regeringen Stauning-Munch, medierne og store dele af erhvervslivet). Læs Staunings tale i Studenterforeningen 8.3.1941 og A. P. Møllers tale samme sted 7.2.1942, hvor han tager "Mein Kampf" til indtægt for nogle af sine synspunkter).
USAs ydmygende retræte fra Vietnam i 1975 kan være et tredje eksempel. Vi er stadig nogle, der i tv (vistnok i 1965) mindes daværende udenrigsminister Per Hækkerups verbale overfald på den svenske forfatter Sara Lidman pga. hendes modstand mod USAs politik.
@Olav Bo Hessellund
Du burde genlæse din historie.
1864 var ingenlunde udtryk for 'realisme', men for det rene og skære fantasteri, drevet af nationalt overmod efter den første Slesviske krig.
Besættelsen er i den grad et udtryk for manglende realisme al den stund, at DK de facto var noget nær en demilitariseret zone i april 1940 - en konsekvens af målrettet nedrustning op gennem 30'erne, mens smedien var hvidglødende hos vores nabo mod syd.
Dit Vietnam-eksempel forstår jeg simpelthen ikke i denne kontekst.
En demilitariseret zone virker kun sålænge dem med våben vælger at holde sig væk fra den, men der er nok en mulighed for at man får færre tæsk hvis man vælger ikke at gøre modstand....Hvis altså ikke modstanderen er psykopat, for så for man flere!! Jeg tror jeg hælder til at vi skal bevare en evne til at forsvare os. Afrustning må finde sted som et produkt af fælles forståelse mellem dem der kunne komme i krig om at det ikke er i parternes interesse at det sker.
Tror nogen for eksempel på at der er nogen måde man kan få John Bolton til at holde fred på ? Jeg gør ikke. Han bliver først fredelig hvis Gud skulle finde på at tage hans hans krigeriske sjæl til sig og dermed sikre at den fysiske del havner under seks fod jord.
"Afrustning må finde sted som et produkt af fælles forståelse mellem dem der kunne komme i krig om at det ikke er i parternes interesse at det sker."
Det fokus må fastholdes og udvikles.
Militariseringen er eskaleret udi vanvid. Med vid skal vanvid fordrives .... hvordan stoppe det militærindustrielle kompleks' dominans, hvis civilbefolkningerne ikke insisterer på nedrustning og demilitarisering?
Den bagvedliggende årsag til konflikterne er kampen om ressourcer. Så før den miljø-og socioøkonomiske fordelingsnøgle er fundet, eller det går op for et flertal, at krig ikke er en løsning på noget om helst, må vi altså fortsætte ad lidelsens vej? Hvor dumt.
Den dag chauvinismen, nationalismen, fascismen, grådigheden, racismen, intolerancen og imperialismen ikke længere er en del af den menneskelige bagage, har vi overflødiggjort krudt og kugler.
Ikke før.
Øøh Randi... Ikke "kærlighed til viden", men "kærlighed til visdom". Det betyder bestemt ikke det samme. Jeg vil hævde, at den amerikanske regering har masser af viden, men meget lidt visdom.
https://da.wikipedia.org/wiki/Visdom
Torben@ - jeg forstår, hvad du siger, og det er udmærket at præcisere visdomsperspektivet uden hvilket, viden er værdiløs.
Fra ordnet : "filosof - OPRINDELSE fra græsk philosophos 'elsker af visdom', af philo- 'dyrker, kender, elsker af noget' og afledning af sophia 'viden, visdom"
René@ - "Den dag chauvinismen, nationalismen, fascismen, grådigheden, racismen, intolerancen og imperialismen ikke længere er en [overvejende] del af den menneskelige bagage, [men er omstillet til et kollektivt højere bevidsthedsniveau ... og hvordan kunne man forestille sig at arbejde for det?] har vi overflødiggjort krudt og kugler."
@René Arestrup
1. Vedr. din skelnen mellem en realistisk hhv. filosofisk tilgang til politik:
Det er ikke svært at være ”realist” set i bagklogskabens klare lys. Men det bare ikke det, som er denne debats udgangspunkt.
Udgangspunktet er, hvordan samtidens politikere og medier vurderer den politiske virkelighed, de lever midt i. Du blander med dine eksempler et bagudskuende perspektiv sammen med et fremadskuende i een pærevælling – og det giver logisk set ingen mening. Monrad og de andre nationalliberale ville i 1864 næppe have insisteret på deres dumstædige politik overfor Bismarck, hvis de på forhånd havde kendt til konsekvenserne.
2. Udenrigsminister Per Hækkerup repræsenterede i 1960’rne regeringen Krags syn på Vietnamkrigen, der - som i dag - var et ukritisk ekko af USA's udenrigspolitik, modsat fx Sveriges.
@Randi Christiansen
'omstillet til et kollektivt højere bevidsthedsniveau ...'
God arbejdslyst!
Tak rené og i lige måde