»Jeg tilbyder Hongkongs borgere min oprigtige undskyldning.«
Regeringschef Carrie Lam har de sidste par dage løbet baglæns i et imponerende højt tempo. Så sent som i sidste uge sammenlignede hun de hundredtusindvis af demonstranter i Hongkongs gader med forkælede børn, som med deres »organiserede oprør« forstyrrede freden.
Hongkongerne skulle tage sig sammen og opføre sig ordentligt, mente Carrie Lam, der er blevet håndplukket af det kommunistiske styre i Beijing til at styre den tidligere britiske kronkoloni.
Og de skulle acceptere, at hun var i gang med at gennemtrumfe en ny udleveringslov, som ville gøre det muligt at sende alle, der befinder sig i byen, til retsforfølgelse i Fastlandskina.
Men i stedet gik folk på gaden i protest mod den lov, som de så som endnu et kinesisk forsøg på at underminere deres frihedsrettigheder og deres uafhængige retssystem. Og som de var nervøse for kunne føre til det, som de beskrev som »lovlig kidnapning af Hongkong-borgere til Kina«.
Man frygtede, at loven blandt andet kunne misbruges til at sende dissidenter i kløerne på et kinesisk retssystem underlagt kommunistpartiet, hvor de ville være i risiko for at blive udsat for tortur og politiske skueprocesser.
Først gik op mod en million demonstranter på gaden forrige søndag. Onsdag udviklede protesterne sig voldeligt, da politiet begyndte at affyre tåregas og skød på demonstranter med gummikugler.
Her begyndte Carrie Lam at vakle. Og i søndags gik hele to millioner på gaden – det er mere end en fjerdedel af byens befolkning på syv millioner.
Presset blev for stort. Hen over weekenden annoncerede Carrie Lam, at den kontroversielle lov ville blive udskudt på ubestemt tid. Ved den seneste seance af selvkritik, som Carrie Lam følte sig nødsaget til at gennemføre, sagde hun ved en pressekonference tirsdag:
»Jeg forstår nu, at jeg skulle have udført mit arbejde bedre.«
Det er en bemærkelsesværdig retræte. Den er næsten uden tvivl blevet godkendt af centralstyret i Beijing og er dermed det mest markante politiske tilbagetog for kommunistpartiet, siden præsident Xi Jinping kom til magten i 2012.
Men den sidste halvanden uges begivenheder er også et stærkt tegn på, at Hongkongs fremtid vil blive yderst turbulent, da konflikten mellem Beijings ønske om total kontrol og hongkongernes stadig større villighed til at forsvare deres frihedsrettigheder vil blive skærpet.
I frontlinjen
For retræten skal på ingen måde læses, som om regimet i Beijing ikke vil fortsætte sine forsøg på at underminere den presse- og ytringsfrihed og de uafhængige domstole, som borgerne i Hongkong nyder.
Og samtidig har hongkongerne nu erfaret, at den eneste taktik, de kan benytte sig af, hvis de skal gøre sig noget håb om i hvert fald at modstå Beijings vilje, er gennem åben protest.
Beijing er løbet fra sit løfte om at give byens indbyggere frie, demokratiske valg, og borgerne er dermed tvunget til at gå på gaden for at blive hørt.
Siden store protester i 2003 mod en såkaldt sikkerhedslov og frem til nu har demonstrationerne udviklet sig fra at være fredelige til at blive stadig mere voldelige. I sidste uge udviste Hongkongs politi en hidtil uset grad af brutalitet, da de skød med gummikugler og tæskede demonstranter med knipler.
Det er med til at yderligere radikalisere specielt byens unge, der står i kampens frontlinje. Som Joshua Wong, der som blot 17-årig stod i spidsen for omfattende demokratidemonstrationer i 2014, sagde til det amerikanske medie Time, da han mandag blev løsladt efter en fængselsdom:
»Hongkong-regeringen og Beijing har omdannet en hel generation af studerende fra borgere til dissidenter.«
Konflikten har også fået en stor del af befolkningen til at deltage i forsvaret for deres rettigheder. I 2014 ved de såkaldte paraplydemonstrationer, hvor demonstranter besatte store dele af byen i 79 dage med krav om frie, demokratiske valg, afholdt en stor del af befolkningen sig fra at deltage, da de var bange for at øge ustabiliteten i byen.
Men siden har de været vidner til, at situationen i byen blot er blevet forværret.
Folkevalgte politikere er blevet smidt ud af byens parlament, da de var kritiske over for Kina og ønskede et uafhængigt Hongkong. Andre politikere er blevet forhindret i at stille op. Et parti er blevet ulovliggjort, mens aktivister er blevet smidt i fængsel.
Samtidig udviser Beijing stadig mindre respekt for ’et land, to systemer’-ordningen, og har lagt et betydeligt pres på byens domstole og frie medier.
Nu har udleveringsloven cementeret den folkelige modstand mod udviklingen.
Brede dele af samfundet – ikke blot studerende og demokratiaktivister, men også blandt andet religiøse ledere, tidligere embedsmænd i regeringen og store dele af forretningslivet – deltager i protesterne.
De vil udgøre en stadig større udfordring for kommunistpartiet i Beijing. Og kampen er langt fra slut.
Selv om demonstranterne lader til at have vundet de sidste dages armlægning med Carrie Lam, er udleveringsloven fortsat ikke, som demonstranterne har krævet det, helt skrinlagt. Den er indtil videre blot blevet udskudt.
Hongkongs frihed vil blive ved med at blive udsat for angreb fra Kinas side, og byens indbyggere vil se sig nødsaget til at kæmpe mange slag fremover.
Spørgsmålet er, hvor længe deres kampgejst holder, og hvor hårdt Beijing i sidste ende vil slå ned på den folkelige opstand. Sikkert er det, at fremtiden vil blive urolig, da en undskyldning fra Carrie Lam ikke fjerner angsten for kommunistpartiet.
